Læsetid: 11 min.

’Den kroniske uskyld’ beskriver uskyldstabet til alle generationer og livsfaser

60 år efter udgivelsen sætter Elisa Kragerup nu en af de mest læste danske romaner nogensinde, Klaus Rifbjergs hovedværk ’Den kroniske uskyld’, op som teater. Romanen, der forvirrede og splittede samtidens anmeldere, er stadig helt relevant, siger eksperter. Og måske netop derfor har det i dramatiseringen ikke været nødvendigt at skrive så meget som et nyt ord i manuskriptet, der ikke i forvejen stod i romanen
Klaus Rifbjergs Tore og Janus portrætteret af Morten Hee Andersen og Simon Bennebjerg.

Klaus Rifbjergs Tore og Janus portrætteret af Morten Hee Andersen og Simon Bennebjerg.

Camilla Winther

28. april 2018

»Tore var en af de fyre, man ikke kan lade være med at lide på en eller anden måde ...«

Skuespilleren Simon Bennebjerg står lidt forfjamsket og klør sig på hagen, mens han i rollen som fortælleren Janus fremfører indledningen til Den kroniske uskyld. Han har brede habitbukser på og en gul pullover, håret er sat med pomade.

»En af de fyre, der kan rejse sig op midt i timen og stå og gøre en hel masse ting og ligne en abe og være helt fjollet, så det gør ondt langt ind i skroget af grin. Når idioten deroppe vendte sig om, så stod Tore der som en tosset abe med et stykke leverpostej i hånden og dirigerede en hel symfoni eller lignede en vidunderlig film, så det slet ikke var til at holde ud.«

Ordene udgør en af de vel nok mest kendte begyndelser i dansk litteratur.

Klaus Rifbjergs debutroman Den kroniske uskyld fra 1958 er solgt i flere end 300.000 eksemplarer og er (ikke mindst takket være generationer af begejstrede dansklærere i folkeskoler og gymnasier) blandt de allermest læste danske romaner. Som Rifbjergs livslange ven, litteraten Torben Brostrøm har pointeret, fortæller alene det forhold, at romanens titel er blevet et mundheld, at »skildringen af kollisionen mellem natur og unatur rørte et oplevelsesmønster hos flere generationers unge«.

Nu opsættes den for første gang som skuespil på Det Kgl. Teaters lille scene Mellemgulvet og instrueres af en af tidens vigtigste danske instruktører, Elisa Kragerup. I skildringen møder Janus, der går i mellemskole, drengen Tore, som han forelsker sig i og forguder. De to bliver bedste venner, og da Tore bliver kæreste med Helle, bliver de et trekløver. Romanen eskalerer, da Helles mor, den erotisk betagende fru Junkersen, til sin datters studenterfest forfører Tore. Resten er historie, som man siger.

Forelskede Tore (Morten Hee Andersen) og Helle (Sicilia Gadborg Høegh).

Camilla Winther

Romanen har, siger Elisa Kragerup, nogle »helt vilde« sproglige kvaliteter.

»Fortælleren Janus er meget betragtende og reflekteret og taler jo slet ikke fra en 15-årigs perspektiv. Det er en form for tilbageblik; han ved mere, end han gør i situationen. Det greb giver den fantastiske dimension, at han er i øjenhøjde med sin karakter, samtidig med at karakteren ser tilbage. Derudover er der noget meget dragende ved fortællingen om venskabet og det at være forelsket i to mennesker på en gang. Trekløveret og den forbandede seksualitet.«

Hun læste bogen i folkeskolen, hvor den ramte hende, og igen for nylig, hvor den ramte hende endnu hårdere.

»Der er så mange lag – så mange spørgsmål og gåder uden facit.«

Spjæt i slatne drengemuskler

Det var fjerde gang, anmelder ved Weekendavisen og vært på Skønlitteratur på P1 Klaus Rothstein genlæste romanen, da han i 2012 skulle anmelde den nyeste udgave. Som andre store romaner tilbyder den læseren nye indsigter, hvis den genlæses i nye livsfaser, fordi man har tillagt sig selv øget livserfaring, siger han og kalder den slet og ret en »knaldhamrende god roman«.

»En uppercut af en roman, hvor relationerne står krystalklart.«

»En bog, der dybest set er baseret på fire aktører, kræver en handling, der sætter det hele i brand. Det har Rifbjerg talent for, og måske kulminerede hele hans prosaforfatterskab i hans første roman. Det er en roman, der har en fuldendthed over sig,« siger Klaus Rothstein.

Ifølge Rifbjerg selv blev bogen ved sin udgivelse »slagtet i alle de store aviser« – bortset fra Information, hvor han dengang selv arbejdede. Få år inden sin død fortalte han Kristeligt Dagblad, hvordan han i snevejr havde stået på Rådhuspladsen i København en efterårsnat i 1958 og ventet på, at aviserne skulle udkomme med anmeldelserne. Det blev en ualmindelig kølig fornøjelse. I Aktuelt skrev den anerkendte kritiker Frederik Nielsen, at romanen var »små spjæt i slatne drengemuskler«, mens den 26-årige Rifbjerg i Berlingske Tidende kunne læse, at hans debutroman var »en ørkenvandring – uden beduiner«. I Politiken kaldte Tom Kristensen romanen »opsigtsvækkende« og forudsagde, at den ville rejse en vild diskussion om spørgsmålet: »Er den danske ungdom af i dag virkelig sådan?«

Det fik han ret i, men han havde nok ikke troet, at diskussionen ville fortsætte i dansktimerne i årtier.

Grødhoveder og døde murere

Der er to dage til premieren, da jeg tirsdag eftermiddag møder Elisa Kragerup og skuespillerne til prøverne. Eller fire af dem. Bare fem skuespillere udgør forestillingen, men Christine Albeck Børge, der spiller fru Junkersen, er hjemme med 39,5 grader i feber.

Jeg tager plads på en af de træbænke, publikum skal sidde på senere i aften. Til anledningen er der bygget en meget enkel scene, som består af et lille kvadrat på måske 25 kvadratmeter omringet af fire tribuner, som hver har tre rækker af bænke. Det minder om en gymnastiksal eller et klasselokale i alles gamle folkeskole, man kan næsten lugte de sure tæer og gamle madpakker.

»Der var flere ting, der kiksede i aftes,« siger Morten Hee Andersen, der spiller Janus. De havde haft en forpremiere aftenen inden.

»Det er også svært, fordi man bliver i tvivl: Skal vi være i rollerne, allerede inden folk har sat sig? Og må man godt sige hej, hvis der er nogle man kender?«

Mens publikum indfinder sig i salen, går de 195o’er-klædte skuespillere rundt og hjælper dem til deres pladser.

»Man må godt sige hej,« smiler Elisa Kragerup.

»Den er mægtig,« svarer Simon Bennebjerg.

De griner og taler om, at det gamle sprog kan føles stift – og at man nogle gange uvilkårligt kan komme til at bruge moderne gloser som ’fucking’ frem for bogens ’grødhoveder’, ’døde murere’ og den slags. Det er 60 år siden, at Klaus Rifbjerg skrev sin debutroman Den kroniske uskyld, og i Det Kgl. Teaters opsætning har Elisa Kragerup ikke ændret meget. Hun har ikke kunnet modstå fristelsen til at lade eksamenslæsning og Faust-repetition glide over i rap og human beatbox i en enkelt scene, og der er også lidt moderne popmusik, men ellers refererer replikker, rekvisitter og kostumer trofast til 1950’erne og romanens oplæg.

»Der er noget smukt og evigt ved ungdommen,« siger Elisa Kragerup som forklaring på, at de ikke har haft behov for at modernisere stykket. »Det er en evig, forbandet og vidunderlig tid, og der er en skøn teatralitet i at sætte ting i en anden tid. For den afstand, det giver, at karaktererne ikke ser ud som os, gør faktisk, at vi lettere kan digte os ind i dem.«

»Og så er det vigtigt at understrege, at der er nogle vanvittigt præcise beskrivelser i bogen, som vi har forsøgt at bringe meget rent ind i teatret. Derfor har vi ikke skrevet et ord, som ikke står i romanen. De taler litteraturen.«

Dragende fru Junkersen

Syv timer efter mit første møde er jeg til forpremiere i Skuespilhuset. Knap 100 publikummer har sat sig på bænkene i det gymnastiksalsagtige lille amfiteater.

Da Tore og Janus første gang møder Helle, som Tore forelsker sig i, er de til fest. Helle, der spilles af Sicilia Gadborg Høegh, dukker op fra hjørnet af den øverste tribune og bevæger sig rundt og flirter med publikum, mens Janus’ fortællerstemme beretter, at hun til festen dansede med en fyr, de ikke kendte.

Helle byder den første og bedste publikum op til dans, og han viser sig tilfældigvis at være det socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Jensen. Lidt perpleks rejser den store mand sig og finder ind i en langsom vuggende dans med skuespillerinden.

Publikum skraldgriner.

Med fuld makeup, cigaretrør og høje hæle kommer fru Junkersen senere til syne, og hun er virkelig dragende. Feberen synes helt forduftet. I en scene, hvor hun forfører Janus, sætter hun sig på bænken lige ved siden af mig og tager sin bluse af, mens hun ser ham dybt i øjnene og ligesom overtager hans fortællerstemme – og måske også hans fortælling.

Bogen – og ikke mindst fru Junkersen – har været genstand for et utal af læsninger siden udgivelsen. Denne avis’ chefredaktør Rune Lykkeberg har i sin bog Kampen om sandhederne læst hende som et billede på den økonomiske overklasses strategiske kontrol med seksualiteten, mens kritikeren Lilian Munk Rösing har kaldt fru Junkersen en allegori for »fantasien om, at der findes et sted for hæmningsløs nydelse, som følger med at være et begærsvæsen«.

Elisa Kragerup siger, at fru Junkersen ligesom sin datter og de unge mænd befinder sig i en overgangsfase i sit liv.

»Der er en datter-jalousi på spil, som er det mest forfærdelige: ’Hvis du går derud og bliver et seksuelt, voksen væsen, hvad er jeg så? Jeg er gammel, jeg skal dø.’ Hun er jaloux på sit eget barn over, at hun har livet foran sig. Der er noget spændende ved den der angst for at blive gammel, som også er noget, der ligger i vores tid. Det overgangsritual, der er i at gå fra at være et attraktivt objekt til at blive glemt og ikke-begæret.«

Elisa Kragerup fortæller, at de havde overvejet slet ikke at gestalte fru Junkersen på scenen, fordi grænsen mellem, hvad der er virkelighed og Janus’ fantasi, er uklar.

»Mange tænker, at den her dæmoniske mor går efter den unge mand i første scene – ikke mindst på grund af filmatiseringen – men det er en sensationslysten læsning,« siger hun med henvisning til Edward Flemings filmversion fra 1985. »I virkeligheden er det jo Janus, der ser, hun er en trussel, og den trussel handler lige så meget om hans egen tiltrækning af hende. Der er en flertydighed i romanen, som mange overser.«

Helles mor fru Junkersen (Christine Albeck Børge) er blevet beskrevet som »fantasien om, at der findes et sted for hæmningsløs nydelse, som følger med at være et begærsvæsen«. 

Camilla Winther

Hengivelse møder selvforagt

At romanen er inspireret af forfatterens egen ung- og barndom, er en kendt sag. Janus-karakteren hentede Klaus Rifbjerg inspiration til hos sig selv, mens Tore mere eller mindre skulle være digtet over hans forfatter- og kritikerkollega Niels Barfoed. De to kendte hinanden fra drengegymnasiet Vestre Borgerdyd, og flere steder i Rifbjergs forfatterskab dukker Barfoed op. I romanen Operaelskeren fra 1966 deler Leonard, der er litteraturkritiker ved en københavnsk avis, flere træk med Barfoed, og i En hugorm i solen fra 1974 er Janus og Tore (eller Klaus og Niels) udskiftet med Morten og Jacob.

De to venners veje skiltes kategorisk i 1990’erne. På Barfoeds initiativ, som han skriver i sine erindringer fra 2007, men »på Rifbjergs foranledning«.

I dag kalder han romanen »fremragende«:

»Men i en vis forstand er den en spejlsal for mig at komme ind i. Der er tale om en brug af mig og vores venskab, hvor forfatterens projekt jo er at forgude denne ven. Janus-figuren er selvudslettende og selvkritisk, og hele denne selvdestruktive side havde Rifbjerg. Omvendt er Tore fra ende til anden en idealskikkelse,« siger Niels Barfoed.

»Det er den mekanisme, som gør romanens menneskeskildring til noget temmelig særligt og specielt. At der foregår en kamp mellem på den ene side hengivelse og på den anden side selvforagt. Det er en meget passioneret bog, og sproget er også i sig selv et eksperimentarium – han driver det ud til nogle grænser, ligesom han driver dramaet mellem venner og veninder ud i det ekstreme. Det er den kraft, bogen har. Det er ungt, men ikke kun ungt og følsomt og romantisk. Det er også en meget alvorlig historie,« siger han og tilføjer, at han da er spændt på at se »sig selv i rampelyset«.

Og uanset samtidens anmelderes reaktion er og har romanen altid været et mesterværk, understreger han. Et synspunkt, Klaus Rothstein tilslutter sig:

»Når alle anmeldere er enige om, at noget er et mesterværk, skal man være skeptisk,« siger Klaus Rothstein. »Men når der er modstridende stemmer, kan det meget vel være, at de, der peger på, at det er et mesterværk, har ret.«

»Det må være et hvilket som helst kunstværks største adelsmærke, at det kan splitte kritikere frem for at samle dem. Romanens kvalitet lå og ligger netop i dens evne til at forvirre og splitte.«

At få publikum til at glemme

Til prøverne i Skuespilhuset refererer Elisa Kragerup flere gange til romanen, som alle skuespillerne naturligvis for nylig har læst eller genlæst.

»Vi skal have mere af den der modvilje frem,« siger hun, da de øver en scene, hvor Janus og Tore tager mod til at gå til fest hos Helle på Frederiksberg.

»Ja, i bogen står der, at de er en time om at gå gennem havelågen,« siger Simon Bennebjerg, der spiller Janus. »Ret fantastisk formulering, egentlig.«

I en komisk scene, hvor Janus øver sig i intimt samvær, skal han tungekysse en imaginær kvinde, mens han drejer rundt om sig selv. Elisa Kragerup forsøger at sætte Simon Bennebjerg ind i Janus’ psykologi med citater fra romanen. Skuespilleren tager ivrigt noter.

»Så lad os lige prøve en gang mere, men hvor du tænker over hans begær. Det var godt, men du skal have tungen ud af munden lidt tidligere,« siger hun.

»Der er noget smukt og evigt ved ungdommen,« siger instruktør Elisa Kragerup som forklaring på, at de ikke har haft behov for at modernisere stykket. »Det er en evig, forbandet og vidunderlig tid, og der er en skøn teatralitet i at sætte ting i en anden tid.

Camilla Winther

Tidligere har Elisa Kragerup iscenesat Goethe, Shakespeare og græske klassikere, men kombinationen af romanens popularitet og det faktum, at den aldrig er dramatiseret, gør hende »lidt ekstra spændt« på folks reaktioner.

»Det er lidt en mødom, vi tager, fordi vi giver kød og blod til karakterer, som mange mennesker har et forhold til,« siger hun.

»Langt de fleste ved jo godt, hvordan det ender. Det er ligesom givet. Men vi skal få publikum til at spejle sig i karaktererne, og det kan vi, hvis skuespillerne har en utrolig fin indlevelse. Vi må ikke udstille karaktererne. Selv når Janus står på værelset og øver sig i at snave en imaginær pige, så skal man være med ham. Man skal ikke have en ironisk distance. For det underlige ved den tid, historien foregår i, er jo, at det er så rent. Alting sker for første gang på samme så tid, så man har ikke forudsætninger for at gøre andet end bare være med.«

»Med sådan et værk, som alle ved, hvor ender, gælder det om at få publikum til at tænke: ’Karakteren oplever det her for første gang.’ At få publikum til at glemme hvor det ender, er jo ofte det, der er nøglen.«

’Den kroniske uskyld’, Skuespilhuset. Indtil 8. juni. Anmeldes her i avisen på fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peder Bahne
  • Steffen Gliese
  • Jørn Andersen
Peder Bahne, Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer