Læsetid: 3 min.

Kunsten bliver kvalt i konkurrencestaten

Regeringens nye talentindsats repræsenterer et kunstsyn, hvor kunsten først og fremmest er en vare, og den gode kunstner er den, der kan sælge sine varer på markedet. Man kan overveje, hvilken kunst der kommer ud af det
20. april 2018

Mandag fremlagde kulturminister Mette Bock et udspil, der skal styrke unge kunstnertalenter. »Den unge elite,« som det hedder i oplægget. Formålet med initiativet er at styrke de spirende talenters evne til at gøre karriere og skabe egne job på arbejdsmarkedet. Det handler om at give fremtidens kunstnere bedre »forretningsforståelse«.

Udspillet åbner med en hyldest til kvindefodboldlandsholdet. Umiddelbart malplaceret i en talentindsats for kunstarterne, men hensigten er klar – kulturministeren vil lade sig inspirere af den resultatorienterede talentudvikling og konkurrencelogik, vi kender fra sportens verden.

Landsholdets succes ved EM tilskrives »de enkelte spillere«, så ingen kan være i tvivl om, at det er individet, der er i fokus hos kulturministeren. Ikke et ord om holdindsats, fællesskab eller sammenhold. Nej, præstationen er alene den enkeltes fortjeneste. Således i fodbold – og sådan bør kunsten også anskues, forstår man.

Lukas Graham (der fejlagtigt refereres til som én person), Mads Mikkelsen og Bjarke Ingels bliver fremhævet som gode eksempler på danske kunstnere, vi kan være stolte over – kunstnere, som kulturministeren øjensynligt ønsker sig flere af. Vi skal fremdyrke dem, der kan generere clicks, likes og international opmærksomhed. Kunstens målestok er popularitet og kommerciel succes. Det er markedsværdien, der er det altafgørende.

Konkret indeholder talentindsatsen to overordnede fokusområder: en opgradering af de lokale talentmiljøer i kommunerne samt en styrkelse af »den unge elite«. Særligt sidstnævnte er angivende for kulturministerens syn på kunsten og kunstneren.

Eneren i centrum

Regeringen ønsker sig et toårigt karriereprogram for de allerbedste i »den unge elite«. Konceptet går ud på at optræne de udvalgte få i markedsføring, forretningskompetencer og entreprenørskab gennem individuelle coachingforløb og i sparring med professionelle konsulenter. De skal lære at udarbejde forretningsplaner og starte virksomhed, så de kan begå sig egenhændigt i konkurrencen på markedet.

Kunsten bliver altså koloniseret af konkurrencelogikken (se bare sproget), så det ikke længere er det kunstneriske arbejde, der står i centrum. Og det kommer vi tilbage til.

Stopper vi op, bliver det imidlertid tydeligt, hvordan hele udspillets udgangspunkt underbygger en giftig idolkultur. Regeringens initiativer er skarpt vinklet på en rendyrkelse af eneren, hvor kulturinstitutionernes fremmeste opgave tilsyneladende er at kultivere enestående begavelser, der kan kaste glans og stjernestøv over kongeriget, gøre os »stolte« og styrke vores selvforståelse. Det er åbenbart det mest presserende anliggende i dansk kulturpolitik anno 2018.

Ikke et ord om fælleskabets rolle. Ikke et ord om, hvordan kunsten kan være en erkendelses- og erfaringsform, der modgår enøjet fiksering på resultater, slutprodukter og snæver økonomisk nytteværdi. En position, der modstår den konkurrencelogik, der spiller individer ud mod hinanden. Ikke et ord om legende og retningsløs kreativitet – for den slags er ikke produktivt: Kunstneren er blot en særudgave af entreprenøren, og outputtet skal bonne ud i regnearket. Intet usædvanligt på spil her.

De, der nyder kommerciel succes, løfter vi frem i lyset som eksempler på, hvad vi kan bruge kunsten til. Især, hvis de samtidig lever op til myten om kunstneren som ensomt geni, så de også kan bruges som løftestang til at knuse ideen om kollektiv kreativitet. Foruden den store kunstners rolle som afgud og kilde til selvfedme gennem spejling; foruden populærkulturens masseappel er kunsten jo så godt som overflødig.

Kunsten som vare

Regeringen påbyder også de kunstneriske uddannelser at ruste eleverne til et »bæredygtigt arbejdsliv«. Uddannelsesinstitutionerne pålægges altså at indsnævre de studerendes fokus i retning af, hvordan de i fremtiden kan tjene penge. Det kunstneriske virke må træde i baggrunden, fordi den kreative udfoldelse kun er relevant i den udstrækning, at den kan sælges. Kunsten skal måles og vejes på markedet som ethvert andet produkt.

Regerings målsætningen har hverken kunstnerens virke eller udtryk som omdrejningspunkt – det handler ikke om at skabe bedre betingelser for fremtidens kunstnere. Målet er alene, at flere af fremtidens udøvende kunstnere kan drive en praksis inden for rammerne af arbejdsmarkedet, som vi kender det. Det lyder måske fredeligt nok, men hør en anden oversættelse: Det er god kunst, hvis det kan sælges; du er en god kunstner, hvis du kan leve af det.

Skærer det i ørerne?

Den største kunst vi har, ville aldrig være frembragt, hvis den var skabt til sin samtid. Ingen vigtig kunst er kommet ud af eftergivenhed over for markedskræfterne. Kunstens frihed (og forpligtelse) er at overskride sin samtid og folkestemningen – udfordre det populære og velkendte – men det ønsker regeringen nu at gøre op med. I hvert fald er de i færd med at udhule betingelserne for den. Nu skal kunsten legitimere sig i en popularitetskonkurrence. Ligesom alt det andet bras, vi omgiver os med.

Niviaq Korneliussen fik afslag på en ansøgning til Statens Kunstfond med den begrundelse, at hun bor i Grønland, og at Grønland i 1979 hjemtog kulturområdet. Hun fik ellers støtte fra kunstfonden i 2016.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Solveig Jensen
  • Grethe Preisler
Steffen Gliese, Morten Hjerl-Hansen, Solveig Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har med spænding ventet på kulturministerens udspil med henblik på at styrke unge kunstneres kompetencer i retning af at være i stand til at fungere på markedet som entreprenører, der kan tiltrække investeringer og fondsmidler i et skabende samarbejde med forskellige interessenter. Men indtil videre kender jeg kun til det foreliggende udspil gennem denne kommentar.

Jeg havde regnet med, at oplægget i højere grad havde bygget videre på erfaringerne fra CAKI (Center for Anvendt Kunstnerisk Innovation), hvor fokusområderne er tværfaglighed, entreprenørskab og kunstnerisk innovation, og hvor målet er at hjælpe studerende til et fagligt holdbart og økonomisk bæredygtigt arbejdsliv.

Det, der overrasker mig ved udspillet, er den stærke vægtning af individualisme og idoldyrkelse, begge dele i strid med konceptet for CAKI. Vægten på styrkelse af kompetencer i retning af at kunne drive virksomhed overrasker mig ikke.

Med vægten på ”eneren” frem for det tværkunstneriske fællesskab bliver tilgangen til kunstneren og kunsten en gammeldags videreførelse af den romantiske kunstnermyte, der i praksis vil passe dårligt sammen med det entreprenant innovative og evnen til at skaffe investeringer (selv om den romantiske kunstnermyte også er fremherskende i erhvervslivet).

Når der i kommentaren udtrykkes frygt for tabet af en særlig erkendelses – og erfaringsform, der ikke vægter nytteværdi, og tabet af legende og retningsløs kreativitet, så er der med kulturministerens udspil ikke tale om et ”enten – eller”, men forhåbentlig om et ”både – og”. Selv om de i kommentaren nævnte tab vel også i høj grad kan forbindes med en gammeldags romantisk kunstnermyte.

Der gøres opmærksom på: ”Den største kunst vi har, ville aldrig være frembragt, hvis den var skabt til sin samtid. Ingen vigtig kunst er kommet ud af eftergivenhed over for markedskræfterne. Kunstens frihed (og forpligtelse) er at overskride sin samtid og folkestemningen – udfordre det populære og velkendte – men det ønsker regeringen nu at gøre op med”.

Det citerede giver indtrykket af, at al kunst er stor kunst, der skal gøre op med sin samtid, i strid med markedskræfterne og folkestemningen, og som en udfordring af det populære og velkendte.

Ud over, at der her igen dyrkes en romantisk kunstopfattelse, så må det være væsentligt at fremhæve, at stor kunst er en meget lille del af den samlede kunstneriske produktion, i hvert fald under 5% (selv om forherligende anmeldelser undertiden kan give at andet indtryk).

Spørgsmålet er så, hvad de kunstnere, der ikke er i stand til at skabe stor kunst, skal leve af, og hvad de ”store kunstnere” skal leve af i de perioder, hvor de af forskellige grunde ikke har mulighed for at skabe ”stor kunst”?

Meget tyder på, at antallet af kunstnere, der ønsker at leve af deres arbejde med kunst, er stigende i årene fremover, samtidig med at det med stor sandsynlighed kun går én vej med hensyn til offentlig økonomisk støtte til kunst, og det er tilbage.

Hvad skal de mange kunstnerne leve af i fremtiden? Forhåbentlig kan de blive i stand til størstedelen af tiden at leve af noget, der har at gøre med den uddannelse, de har fået.

Bjarne Toft Sørensen

En række uddannelsesinstitutioner er allerede søgt reformeret til at passe til betingelserne under konkurrencestaten.

I forbindelse med implementeringen af Gymnasiereformen i 2005 - 2006 gik kritikken bl.a. på, at reformen var udtryk for en tilpasning til konkurrencestaten, og en mindre gruppe af kritiske lærere mente derfor, at man af den grund burde modarbejde implementeringen af reformen, hvor de f.eks. hentede det teoretiske grundlag for kritikken i Foucaults begreb om "guvernementalitet".

Langt de fleste, der beskæftigede sig med reformen på et teoretisk plan, mente at kunne se den i forlængelse af hele tankegangen bag oplysningsprojektet og hentede bl.a. deres teoretiske gods hos Habermas.

Det blev fremhævet, at det trods alt var bedre at bidrage til at give de studerende kompetencer til at klare sig på fremtidens arbejdsmarked under konkurrencestaten, på et oplyst og kritisk grundlag, end at forberede dem på at skulle gå i kritisk og negativ opposition. Det synspunkt var og er jeg overvejende enig i.

At nok flertallet af undervisere var imod Gymnasiereformen dengang skyldtes først og fremmest, at de så den som et angreb på deres faglighed, hvor f.eks. ekspertisen inden for pædagogik og organisation fik mere magt.

Steffen Gliese

Økonomisk bæredygtighed for danske kunstnere står og falder med samfundets vilje til generøst at understøtte med arbejdslegater, institutionstilskud og måske i sidste ende en egentlig kunstnerløn.

Steffen Gliese

I fremtiden vil der blive mange flere ressourcer til både at fremstille og at konsumere kunst. Hvad skal vi ellers bruge vores tid og kræfter på?