Baggrund
Læsetid: 5 min.

Marvels eskapisme er ikke kun en måde at flygte fra virkeligheden; det er også en måde at bearbejde den

Ti år, 19 film, 22 helte og en omsætning på 90 milliarder kroner. Og Marvel er først lige begyndt. Deres superheltefilm bliver beskyldt for kulturelt folkemord, men kritikken preller af på superheltenes massive brystkasser. Hvor kommer superheltemanien fra?
Filmen er kulminationen på Marvel Cinematic Universe – Marvels sindrige univers af sammenflettede superheltefilm, som på ti år er blevet den største filmfranchise nogensinde, skriver Jesper Olsen.

Filmen er kulminationen på Marvel Cinematic Universe – Marvels sindrige univers af sammenflettede superheltefilm, som på ti år er blevet den største filmfranchise nogensinde, skriver Jesper Olsen.

Planet Photos

Kultur
26. april 2018

Det er meningen, at superhelte skal beskytte os mod onde skurke, der truer med at overtage verden. Sådan går det gang på gang i de superheltefilm, som Hollywood spytter ud i disse år.

Men kritikerne fortæller en anden historie: I virkeligheden er superheltene de sande skurke. De bedøver folk med infantil underholdning og tryner kunstfilmene – dem, der virkelig har noget at sige, men som ikke kan få et ord indført for al det rabalder, superheltene laver.

Et kulturelt folkemord, kaldte oscarvinderen Alejandro González Iñárritu det i 2014.

»Folk bliver overeksponeret for plot og eksplosioner og ting, der ikke har noget at gøre med, hvad det vil sige at være menneske,« sagde instruktøren bag superheltesatiren Birdman.

I dag stiller millioner af mennesker taknemmeligt op til endnu et kulturelt folkemord, når Avengers: Infinity War indtager alverdens biografer med bulder og brag.

Filmen er kulminationen på Marvel Cinematic Universe – Marvels sindrige univers af sammenflettede superheltefilm, som på ti år er blevet den største filmfranchise nogensinde. Siden Iron Man fra 2008 er det blevet til 19 (nitten!) film, som tilsammen har indspillet over 90 milliarder kroner. Det er mere end Star Wars, James Bond og nogen anden filmfranchise. Superheltene er blevet biografernes guldkalve, der gang på gang hives frem i spotlyset som skamredne cirkusdyr.

Distraherende film til en distraheret tid

Hvorfor denne globale superheltemani? Hvor kommer den fra?

Skeptikerne vil sikkert sige, at det er distraherende film til en distraheret tid. Når vi konstant bombarderes med Trumps tweets, clickbait og kattevideoer, kan vi ikke længere samle os til at se en film, medmindre den råber som et flimrende facebookfeed i versaler.

Men Marvel opfandt ikke blockbusteren, som har været biografernes slagnummer siden Dødens gab fra 1975. Så måske er helgendyrkelsen af superhelten nærmere udtryk for en anden tendens i tiden: frygt.

Marvel-filmene er blevet fortolket som en kontinuerlig omskrivning af 11. september. En ønskedrøm. Tænk, hvis man havde en hel hær af superhelte til at forsvare Manhattan mod fjendtlige angreb.

Eskapisme er ikke kun en måde at flygte fra virkeligheden. Det er også en måde at bearbejde den. Når det bliver for meget og for abstrakt med klimaforandringer, terrorangreb, finanskriser og atomtrusler, er det saliggørende at se Iron Man slå problemerne i hovedet, indtil de forsvinder.

Måske er Captain America & Co. ligefrem billedet på de ledere, vi savner i en ængstelig tid: Handlekraftige, selvopofrende, ædelmodige.

Hvad er Marvel Cinematic Universe?

  • En serie af superheltefilm, som foregår i det samme univers.
  • Iron Man (2008) var den første film i serien. Siden er universet blevet udbygget med film som Captain America, Thor, Black Panther og Spider-Man.
  • Serien har indtjent cirka 90 milliarder kroner på verdensplan, hvilket gør den til den største filmfranchise nogensinde.
  • Filmene er blandt andet kendt for deres ekstrascener under og efter rulleteksterne.
  • Avengers: Infinity War er den 19. film i serien.

Voksenbørn

Succesen kan også hænge sammen med, at Marvel-filmene bare er gode film. Betragtet som popcornfilm er de dygtigt håndværk med flotte effekter, medrivende action og vittig, velturneret dialog.

Selv de mest højbrynede kritikere har haft svært ved at finde på noget at dadle filmene for. Andet end at de gentager sig selv. Og larmer lidt rigeligt.

Det er ikke forkert, at Marvel-filmene ligner hinanden. En mand (altid mand) med særlige kræfter skal overvinde både sig selv og en generisk superskurk, som af diffuse årsager ønsker at overtage og/eller ødelægge verden. En flom af computereffekter, en hel del smadret arkitektur og til sidst et seismisk frontalsammenstød, hvor helten sejrer. Slut.

Den formel fifles der ikke meget med.

At superheltefilmen kan andet end øredøvende action, så vi i Christopher Nolans nyklassiker The Dark Knight og den dystopiske Logan fra sidste år. Her er helten en ramponeret sjæl, dømt til et liv i eksistentiel ensomhed og draget mod mørke. Det er modne, voksne film.

Marvel laver ikke voksne film. Det er voksne, der køber billetterne, men inde i salen bliver de børn på ny, billigt til fals for eksplosioner og seje helte i spraglet spandex. Det er Marvels mission og mesterskab.

Filmisk familietræ

Der har været ansatser. Politiske undertoner i Captain America-filmene, som skyder med spredehagl efter overvågningssamfund og dubiøs databeskyttelse, og black power i Black Panther. Men en særlig kras samfundskritik er det ikke.

Marvel har dog løbet risici. Det var dristigt at bygge et så storstilet univers, hvor filmene henviser til hinanden på kryds og tværs – ikke mindst i de famøse post credits-scener, som er blevet et event i sig selv.

Ligesom tegneserieforlægget foregår Marvel-filmene i den samme fiktive verden. En skelsættende begivenhed i én film giver rystelser i de næste. Heltene gæsteoptræder i hinandens film, og når en særligt stor og styg fjende skal nedkæmpes, samles de alle i Avengers-filmene. Infinity War er den tredje.

En art filmisk familietræ med mange forgreninger.

Sequels og prequels er en ting, men Marvel-modellen var uden fortilfælde i den størrelsesorden, da Iron Man plantede kimen for ti år siden. Nu bliver modellen (dårligt) kopieret af rivalen DC med deres Extended Universe. Også smallere film som M. Night Shyamalans Split og Cloverfield-serie har taget ideen om forbundne filmuniverser til sig.

Hjemmearbejde

Men Marvel-universets største styrke kan også blive den største trussel mod filmenes verdensherredømme.

Snart udløber kontrakterne med profiler som Robert Downey Jr. (Iron Man), Chris Evans (Captain America), Chris Hemsworth (Thor) og Mark Ruffalo (Hulk). Det er langtfra givet, at de alle gider flere superheltefilm.

Marvel har forberedt generationsskiftet og kørt Black Panther og Spider-Man i stilling som morgendagens stjerner. Førstnævnte ramte en åre i tidsånden, og sidstnævnte er den slags trækplaster, som Marvel har brug for. Men hvor mange af dem kan man grave frem?

Og så stiller det knopskydende univers større og større krav til publikum. Efterhånden er det faktisk ret svært for en udenforstående at følge med i en Marvel-film. Du behøver ikke at have set alle filmene for at se Avengers: Infinity War. Men har du aldrig set en eneste, så held og lykke med at holde rede på alle figurerne og referencerne.

Det er lidt ligesom at få lektier for. Indtil nu har fansene gladeligt lavet dem. Men med hver ny film vokser stakken sig højere – og dermed også risikoen for, at det på et tidspunkt bliver for uoverskueligt. Ikke mindst for nytilkommerne, der bare gerne vil se en god popcornfilm uden at skulle læse op forinden.

Intet tyder dog på, at det tidspunkt er kommet endnu. Her og nu er Marvels superhelte stadig usårlige. Og hvis en superheltefilm virkelig er et kulturelt folkemord, bliver Avengers: Infinity War en veritabel massakre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når vores kejser ikke vil have vi ser.
så få vi bread and games

Og vi sluger det råt og bagefter så skriger vi for mere.
Som de gode slaver vi er.