Læsetid: 3 min.

Menneskekenderen Anton Tjekhov mestrerede alt det, man i dag kan lære på kurser i ’Creative Writing’

Anton Tjekhov (1860-1904) turde og kunne færdes nede hos sine personer og identificere sig med dem
Anton Tjekhov (1860-1904) turde og kunne færdes nede hos sine personer og identificere sig med dem

Sofie Holm Larsen/iBureauet

6. april 2018

Ingen undrer sig længere, hvis en prosaforfatter begynder sin tekst in medias res, uformidlet, allerede fra start helt inde i en situation.

Det er heller ikke mere nogen provokation at lade en novelle slutte åbent, så læseren henvises til at gætte, hvad der senere skete, eller omvendt tvinges til at acceptere, at hvad vi fik, blot var et udsnit af livet, udspændt nøjagtig Herfra og Dertil. Forud for det skete gik der noget helt andet, hvorom vi næsten ingenting får at vide, og efter hændelsen i centralsituationen kom der noget tredje, som teksten forbliver tavs omkring.

Sådan har vi lært, at forfattere skam gerne må skrive, og hvis de så hedder Ernest Hemingway, Kjell Askildsen, Raymond Carver eller Helle Helle, nyder vi deres professionelle kunnen, men sender måske samtidig en taknemmelig tanke til forbilledet Tjekhov.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Hvad han primært kunne og turde, var dog i selve fortællingen – der foreligger fra hans hånd flere end 600 historier, så han fik øvet sig – at færdes nede hos sine personer og identificere sig med dem.

Midlerne hertil var udstrakt brug af direkte tankegengivelse, tankereferat samt dækket tankegengivelse, dvs. teknikken, hvor sætningsbygningen tilsyneladende går i ét med den omgivende fortælling, men hvor oplevelse og tolkning af omverdenen i større eller mindre grad »farves« af personens bevidsthed, måske endda på en så raffineret måde, at læseren kommer i tvivl om, hvorvidt værdiudsagn og holdninger til menneskelig adfærd mon står for karakterens eller fortællerinstansens regning.

Sådan noget kan man i dag lære på kurser i Creative Writing. Menneskekenderen Anton Tjekhov mestrede det bare – eller rettere, han lærte sig det gennem de over 100 små humoresker og livsbilleder, som han ved siden af lægestudiet (afsluttet 1884) lod trykke i tidsskrifter og aviser.

Anbefaling

’Om kærligheden’ i novelleudvalget af samme navn, oversat af Jan Hansen, 1988.

»Til den dag i dag er der kun blevet sagt én ubestridelig sandhed om kærligheden, og det er, at »den er én stor hemmelighed«. Alt andet, der er blevet sagt eller skrevet om kærligheden, har ikke været løsninger, men blot formuleringer af spørgsmål, som der aldrig er blevet svaret på. Den forklaring, som tilsyneladende passer på ét tilfælde, passer ikke på en halv snes andre, og det bedste er derfor efter min mening at forklare hvert enkelt tilfælde for sig uden at forsøge at generalisere. Man må, som lægerne siger, individualisere hvert enkelt tilfælde.«

»Det er fuldstændig korrekt,« sagde Burkin.

»Vi russere, vi kultiverede mennesker, nærer stor forkærlighed for spørgsmål af denne art, som ikke kan besvares. Normalt poetiserer man kærligheden og besmykker den med roser og nattergale, men vi russere besmykker vor kærlighed med alle disse skæbnesvangre spørgsmål og vælger oven i købet altid de mest uinteressante af dem.«

Bedst blandt hans fortællinger er helt afgjort de sene, bl.a. »Litteraturlæreren« (1894), »Om kærligheden« (1898), »Damen med hunden« (1899). Portrættøren husker tydeligt det første møde med Ivan Malinowskis oversættelse af sidstnævnte tekst og slaget, han fik til sidst af novellen – om en forfører, Gurov, der i Jalta på Krim indleder en amourøs affære med en kvinde, der ligesom han selv er gift.

Da de skilles, bilder Gurov sig ind, at det var så dét lille eventyr. Men det var det så alligevel ikke. De ses igen – og igen – og pludselig er de nødt til at tage hinanden og livet alvorligt: »begge forstod de, at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde.«

Man genkender i denne åbne slutning den mærkeligt milde omsorg og vemodige gavmildhed, som Tjekhov også udfolder i sine dramaer, især de fire store – Mågen (1896), Onkel Vanja (1897), Tre søstre (1901) og Kirsebærhaven (1904) – hvor flere handlingstråde forløber parallelt, indtil de flettes ind i hinanden, og hvor som regel livstrætte, stadigt mere desillusionerede figurer skygge- eller spøgelsesagtigt passerer ind i og ud af hinandens sfærer, kun bundet sammen af stedets enhed samt naturligvis af tiden, denne evigt kværnende tid, som ubønhørligt tikker dem og tilskuerne ned imod nul.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu