Læsetid: 3 min.

Mennesket er det farligste dyr: Andrej Zvjagintsev

Andrej Zvjagintsevs film er samfundsfrustration, der hiver og flår i sine karakterers dybe rødder i den russiske jord, kultur og historie
Andrej Zvjagintsevs film føles som hårde kugler af frustration over patriarkatet, over dumfulde, afstumpede og korrumperede mænd, fædre, borgere. Her ’Leviathan’.

Andrej Zvjagintsevs film føles som hårde kugler af frustration over patriarkatet, over dumfulde, afstumpede og korrumperede mænd, fædre, borgere. Her ’Leviathan’.

Camera Film

13. april 2018

Der er parkudflugt og voksenfødselsdag i Andrej Zvjagintsevs (f. 1964) satiriske og forstemmende hovedværk Leviathan (2014). Først bunder mændene tre glas vodka hver. Så skyder de til måls efter tomme flasker med deres medbragte jagtrifler. Rammer man, så drikker man. Rammer man ikke, så drikker man endnu mere. Kvinder og børn er reduceret til statister, der atter en gang må glo på de russiske mænds latterlighed.

Andrej Zvjagintsev, født 1964 i Novosibirsk og uddannet skuespiller, er Ruslands største nulevende instruktør. Hans film føles som hårde kugler af frustration over patriarkatet, over dumfulde, afstumpede og korrumperede mænd, fædre, borgere. Det er ikke kold civilisationsforagt som hos Haneke, Seidl eller Östlund, men en inderlig en af slagsen. Det er samfundsfrustration, der hiver og flår i sine karakterers dybe rødder i den russiske jord, kultur og historie.

Tag blot Zvjagintsevs perfekte debutspillefilm, The Return fra 2003, fortalt så nært, som var det et erindringsværk – og med en lille hovedperson, der deler fornavn med instruktøren: En mand vender en dag ’hjem’ til sin hustru og deres to sønner. De to voksne lader, som om intet er hændt, men de to drenge genkender kun den usoignerede patriark, der nu ligger og snorker i soveværelset, fra et enkelt falmet foto. Han er en klassisk zvjagintsevsk taberfigur, som vil påtvinge sig ufortjent autoritet. 

I filmens begyndelse bliver den yngste søn, Andrej (Vladimir Garyn), knusende ydmyget af bror og venner over ikke at turde springe i havet fra samme høje tårn som de andre. Andrey er lammet af frygt, fordi han kan mærke sine egne grænser, og fordi de grænser trumfer det kollektive pres for at gøre noget halsbrækkende farligt. Det er denne samme indre modstand, der senere får ham til at afstøde farens machoadfærd, da de tre driver afsted på en grotesk farlig rejse til en ø langt ude på havet. Det er den selvstændigt tænkende og følendes stædige modstand mod patriarkatet.

Fra Rusland uden kærlighed

Det er både høj og lav, der lider og lader lide i Zvjagintsevs film. 

I den langsommeligt spiddende Elena fra 2011 har en rig og syg mand taget sin tidligere sygeplejerske Elena som servicerende hustru, hun er sprunget fra samfundets bund til samfundets top, fra de mest elendige boligkomplekser i Moskva til de mest overdådige, og hun har ladt en uduelig, arbejdsløs voksen søn bag sig, som hun forsørger med egen pension.

Manden nægter at betale for hendes barnebarns uddannelse, en mand skal tage sig af sin egen familie, mener han, og filmen har både sympati og ingen sympati for den position. Den er både et ubehageligt portræt af den russiske overklasse, men også af dets modbillede – og af en kvinde i midten, der glider rundt på en moralsk skøjtebane for at føje sit livs uduelige, stolte russiske mænd.

Sådan er der små kindheste til russerne overalt i Zvjagintsevs film. Hans seneste Loveless (2017) er en knugende udstilling af egoistiske individer, her sat i middelklassen, og atter med en lille uelsket dreng som billede på de voksnes svigt: Han bliver først set af sine forældre, da han bliver væk. 

Spørger man Zvjagintsev, vil han ikke kalde sig selv og sine værker politiske, men hans film er stadig ubarmhjertige kronvidner på det russiske samfunds presserende problemer. Leviathan bræger ikke højt og aggressivt om Putins styre, men lader præsidenten hænge og dingle på en fordrukken og korrumperet borgmesters kontor som påmindelse. Så sjovt og underligt at Rusland officielt indstillede netop denne meget nationalt omdiskuterede film til en Oscar – som den vandt. Siden har Zvjagintsev ikke fået filmstøtte i sit hjemland. Pludselig så man, sådan føles det, hvor dybt han spidder, når han udstiller de ynkværdige liv og den underliggende smerte med kommunismens kollaps og det gamle Sovjetunionen som bagtæppe.

Mennesket er det farligste dyr, bliver der sagt i Leviathan, der latterliggør de maskulinitetsbøvede magtstrukturer, der ligger bag. Især når landsmændene vælter rundt pissestive, svimle af magt, latterligt oppustede over alt det, de skal bevise for andre, ude af stand til at bryde med vanviddet og kulturens vaner – sådan som The Returns lille Andrey gør det, og som store Andrey altså gør det med sine frustrationer på film.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Enig.
Levede vi som dyr med adfærd, etik og moral var der ingen problemer i verden.
Udtrykket 'de levede som dyr' er en anerkendelse og ikke nedværdigende, men det bruges kun nedværdigende.
Se nu at få det lært! lev som dyrene!

Christian De Thurah

Og her gik jeg og troede, at “ etik og moral” var begreber, der kun gav mening i en menneskelig kontekst. Kan vi ikke få nogle eksempler fra dyreverdenen?

Touhami Bennour

Jeg tror ikke det bliver bedre, mennesket er en slags dyr der har de samme træk og egenskaber. Dyrene er ikke helt fri, de er underkastet mennesket vilje derfor vi kan ikke vide, hvor langt kan dyr opfører sig dyrisk. Men for mennesker kender vi at de kan gå meget langt med deres instinkter( despotism, grådighed, herværk, destruktion og kynism og had etc, og det er kendt fra gammel tid (Montaigne). Men hos de undertrykte virker som om disse instinkter er neutraliseret og derfor inspirere sympati. Det er det, der giver håb, men jeg tror det ikke hvis man afskaffer lidelser. Mennesket har nået sine grænser og så længe de hedder mennesket forbliver det samme. Man kan dele mennesker i "Øst og Vest etc..men det er som man deler geografien, det har ingen stor betydning. Jeg tror der findes et fag som dyr ikke kan og mennesker kan: "lægevidenskab". Her finder man virkelig mirakler. Det skal adskilles fra mennesket alligevel.