Læsetid: 1 min.

Mick Øgendahl er den sene triumf for Fogh Rasmussens opgør med eksperter

DR1 barsler en programserie med kendte forfattere og komikeren Mick Øgendahl som vært. Det er en god ambition om at invitere flere læsere og seere ind i litteraturens verden. Men det er et problem, når værten ikke behøver at vide noget - eller i hvert fald mere end andre
6. april 2018

Anders Fogh Rasmussens berygtede opgør tilbage i 2002 med smagsdommere og eksperter har fået nogle sene efterskvulp med DR’s nye litteraturdækning.

Først blev livsstilsekspert Flemming Møldrup hyret til at varetage DRK-bogprogrammet med den animerende titel Vild med bøger, og nu barsler DR1 så fra 9. maj en programserie med introduktioner til seks klassiske danske forfattere med titlen »Øgendahl og de store forfattere«, hvor komikeren Mick Øgendahl vil »invitere flere danskere ind i litteraturens verden«, som det hedder i en pressemeddelelse.

Formidling er mange ting, og jeg vil til enhver tid sympatisere med ambitionen om at invitere flere seere og læsere ind i litteraturens verden. Det er ethvert mediums fornemmeste opgave. Punktum.

Men jeg har til gengæld et problem med, hvis værten eller skribenten på ingen måde må være hævet over seerne og læserne. Det er her, Fogh Rasmussens ekspertopgør kommer ind i billedet. Værten skal ifølge DR’s nye litteraturlinje ikke vide noget og i hvert fald ikke mere end andre.

Flemming Møldrup er en stilfærdig og ukrukket vært i DR K’s nye program om litteratur.
Læs også

Hvordan er vi egentlig endt med, at indsigt og viden kan blive anset som ukurante egenskaber? Tænk sig, hvis Informations Bogtillæg også skulle redigeres efter de principper. Ville det for alvor være interessant for nogen?

Nej, når vi eksempelvis i dagens bogtillæg i forbindelse med vores russiske kulturkanon »Det skønne Rusland« præsenterer de ti vigtigste russiske forfattere til alle tider, så er de portrætter naturligvis skrevet med brændende lyst til at formidle og åbne værkerne for nye læsere, men de er også skrevet med viden og indsigt af de hele fem kritikere, vi har bedt om at bidrage.

Eller hvad ville der ske, hvis vi fremover begyndte at sende bøger til anmeldelse hos Mick Øgendahl eller hvilken som helst anden, der er som folk er flest? Ville det gøre os mere attraktive og folkelige? Næppe.

For viden og formidling er ikke modsætninger, de betinger hinanden. Den dag, vi som medier bliver bange for at påtage os en autoritet, dør vi langsomt i ligegyldighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu