Læsetid: 3 min.

Den moderne tids klangmester hedder Vladimir Tarnopolskij

Det er svært at få øje på komponister, der har formatet til at stå på skuldrene af Gubajdulina, Sjostakovitj, Prokofjev og Stravinskij. Men den russiske genius findes naturligvis derude, særligt med klangmesteren Tarnopolskij (f. 1955) med bl.a. ’Be@thoven’, der henviser til den enorme kapital af kreativitet, der endnu ligger i dvale i den russiske musik
13. april 2018

Alfred Schnittke (1934-1998), Edison Denisov (1929-1996) og Sofija Gubajdulina (f. 1931) udgjorde en modernistisk trojka i deres generation, overstrålende alle andre russiske komponister – i hvert fald set med vestlige øjne.

Schnittke og Gubajdulina slog sig ned i Tyskland efter Sovjetunionens kollaps, Denisov rejste frem og tilbage, og efterhånden blev landflygtigheden en hyppigt forekommende udvej til kunstnerisk frihed for de næste generationer, væk fra et politisk og økonomisk kaos i et uhyre spinkelt demokrati.

I det nye Rusland var der ingen propagandamaskiner for ny kompositionsmusik. Man koncentrerede sig om at kultivere den nationale arv, som sådan dygtigt markedsført på Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg af den enevældige maestro Valerij Gergiev med operaer af Glinka, Rimskij-Korsakov, Tjajkovskij og Prokofjev på samlebånd, indspillet på cd og sendt ud på gæstespil i Vesten for at få økonomien til at løbe rundt.

Nu er der gået et kvart århundrede, siden kulturhovedstaden fik sit gamle navn tilbage. Rock og pop er for alvor big time, Rusland har ofte ligget i toppen af feltet i Eurovision Song Test, og det er generelt påfaldende, at inspiration fra folkemusik og fokus på seriøse tekster faktisk har en høj prioritet for mange bands overalt i føderationen.

Det er imidlertid svært at få øje på komponister, der har formatet til at stå på skuldrene af Gubajdulina, Sjostakovitj, Prokofjev og Stravinskij. Men den russiske genius findes naturligvis derude. Det kunne være modernister som Boris Filanovskij, Sergej Nevskij, Dmitrij Kurljandskij, Anton Bagatov og Aleksandr Manotskov. Flere af dem har i fællesskab dannet gruppen Materialets modstand (Sopotrivlenie materiala, Structural Resistance), navnet skal formodentlig tydes som en bestræbelse på at finde frem til en frigjort musik, der bryder med de vante strukturer.

Leonid Desjatnikov, som for nylig er blevet spillet på koncerter i Odense, står til gengæld for en mere traditionel stilpluralisme, han er et stort navn i russisk filmmusik. Til Desjatnikovs mest opsigtsvækkende værker hører operaen Rosenthals børn (2005, uropført på Bolsjoj Teatret) om frankensteinagtige kloner af Wagner, Tjajkovskij, Musorgskij, Verdi og Mozart, efter en tekst af Vladimir Sorokin.

Men det er en anden komponist, der hyppigere dukker op i søgefeltet. Vladimir Tarnopolskij, født 1955 i Dnepropetrovsk (i dag Dnipro) i Ukraine, professor ved Tjajkovskij-konservatoriet i Moskva siden 1992, grundlægger af et særdeles aktivt ensemble for ny musik og en årligt tilbagevendende festival i Moskva.

Tarnopolskij har studeret hos Edison Denisov, og han betoner den stærke påvirkning af tysk tradition i sin musikalske uddannelse. Den teoretiske undervisning på de store russiske konservatorier er stærkt domineret af denne rige tradition, siger han, og derfor er det indlysende, at så mange russiske komponister vælger Tyskland enten som deres refugium eller som det primære afsætningsland. Således blev Tarnopolskijs Perpetuum Moebius for fem musikere (med Daniel Barenboim ved klaveret) opført ved de koncerter, der indviede den nye Pierre Boulez Saal i Berlin i marts 2017.

Tarnopolskijs klang

Tarnopolskij er særligt optaget af klang. Han ønsker at skabe en ny konsonerende skønhed, der på ingen måde afviser dissonanser og støj, bygget op af sindrigt udtænkte forløb med originale rumvirkninger.

Tabula rasa for orkester (2015) har Rakhmaninovs klangunivers som udgangspunkt, helt specifikt med tilstedeværelsen af de russiske klokker.

Inspirationen til bag orkesterstykkerne Red Shift (2013) og Blue Shift (2017) er farvespektrene i firmamentets galakser; når de fjerner sig fra hinanden træder den røde farve frem, når de nærmer sig hinanden, skifter farven til blå.

I Be@thoven – Invocation for orkester (2017) forestiller Tarnopolskij sig den gamle døve komponists indre klangverden, med den fjerde klaverkoncert som referencepunkt. En fremmanen eller en anråbelse med tinnitustoner, rungende lyde, smukke septimakkorder, løsrevne motiver og rytmer, pludselig støj, dybe resonanser, klanglegemer, der flyver ind og fjerner sig igen. Stykket kan hentyde til fantasiens åbne form, en genre, som Beethoven dyrkede gang på gang, og det kunne med god vilje tillige opfattes som en besværgelse af den enorme kapital af kreativitet, der endnu ligger i dvale i den russiske musik.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu