Læsetid: 4 min.

Nikita Mikhalkov er en nostalgiker inden i en kriger

Kunstnere og intellektuelle er ude af trit med virkeligheden i Mikhalkovs film, der handler om, hvordan den kunstneriske sjæl bliver korrumperet og ødelagt af mødet med et hårdhændet system
Kunstnere og intellektuelle er ude af trit med virkeligheden i Mikhalkovs film, der handler om, hvordan den kunstneriske sjæl bliver korrumperet og ødelagt af mødet med et hårdhændet system
3. april 2018

Det er ikke for meget at sige, at Nikita Mikhalkov er en potent filminstruktør og en larger than life-figur, både når han laver film og i virkeligheden. (Jeg har engang delt hus med ham på en filmfestival i Serbien, og det var lidt af en oplevelse.) Han er Putin-støtte og en, mener hans kritikere, lidt for diktatorisk leder af filmfestivalen i Moskva og af den filmfagforening, der også er paraplyorganisation for alle øvrige fagforeninger i den russiske filmbranche.

Og Mikhalkovs film er ligesom manden selv – og måske ligesom Rusland: Store følelser og deklamationer det ene øjeblik og eftertænksomhed og poesi det næste. Han er ud af kunstnerisk slægt – hans mor var digter, faren forfatter og broren, Andrej Kontjalovskij, også filminstruktør – og begyndte at studere og spille skuespil, allerede da han var dreng. Men selv om han i stigende grad står foran kameraet i sine egne film, er det som instruktør, at den nu 72-årige Mikhalkov for alvor har sat sig spor i russisk film.

Der løber en rød tråd igennem de bedste af de ca. 20 spillefilm, hvoraf enkelte er baseret på stykker af Tjekhov, som han har lavet siden debutfilmen, Ven blandt fjender (1974). Mikhalkov er på flere måder en nostalgiker, der længes efter gamle dage og traditionelle, patriotiske og samtidig intellektuelle og humanistiske værdier og dyder. Hans anden film, komediedramaet Kærlighedens slaver (1976), handler således om et filmhold, der flygter fra bolsjevikkerne, da de indtager Moskva i 1918 og i stedet forsøger at indspille en film i Odessa ved Sortehavet. Det er den første af hans historier om, hvordan kunstnere og intellektuelle er ude af trit med begivenhederne omkring sig, og at de uden held forsøger at ignorere revolutionen.

Det er et tema, som Mikhalkov mest mindeværdigt tager op igen i sin Oscarvinder, Brændt af solen (1994), der er den første og bedste af tre film om oberst Kotov (spillet af instruktøren selv), en heltemodig og lidt tragisk skikkelse, som bliver offer for Stalins brutale udrensninger (for så på mirakuløs vis at genopstå som helt under Anden Verdenskrig i Brændt af solen 2). Brændt af solen foregår i løbet af en lang, varm sommerdag i et sommerhus på landet. Kotov, hans unge kone og deres lille datter er omgivet af farverige, kunstneriske skikkelser, familie og venner, da fortidens synder og Stalins paranoia indhenter Kotov og familien.

Det er måske lidt paradoksalt, hans fascination af Putin taget i betragtning, at Mikhalkov i sine film igen og igen understreger, hvorledes selv den kunstneriske sjæl har det med at blive korrumperet og ødelagt af mødet med et hårdhændet system uden sans for bløde værdier – det være sig både zarens diktatur og sovjettiden. Alle er de mærket af en ødelagt sol. Omvendt repræsenterer Putin nogle af de gammeldags, maskuline værdier, som instruktøren sætter så højt, ikke mindst i Brændt af solen, der også forsøger at sige, at ikke alt var dårligt under Lenin og Stalin.

Nikita Mikhalkov (f. 1945)

Søn af digteren Natalja Kontjalovskaja og forfatteren Sergej Mikhalkov, som har skrevet både den sovjetiske og den nuværende russiske nationalsang, bror til filminstruktøren Andrej Kontjalovskij, der blandt andet har lavet film i USA. Begyndte som dreng at spille skuespil og studerede som ung drama på teaterskole i Moskva.

Gik på filmskole i slutningen af 1960’erne og lavede et par kortfilm, før han i 1974 spillefilmdebuterede med Ven blandt fjender. Har siden lavet en snes spillefilm, hvoraf tre er blevet Oscarnomineret og en enkelt, Brændt af solen (1994), har vundet. Mikhalkov, der stadig laver film og leder filmfestivalen i Moskva og den russiske filmbranches fagforening, Den Russiske Føderations Filmforbund, har også vundet priser på filmfestivalerne i både Cannes og Venedig.

Flere af hans film, f.eks. Urga – Kærlighedens tegn (1991) og 12 (2007), der begge blev nomineret til Oscars, handler om kulturel udveksling og en grundlæggende respekt for andre mennesker, kulturer og traditioner. 12 er en slags genindspilning af Sidney Lumets intense retssalsdrama, Tolv vrede mænd (1957), og handler om retssagen mod en tjetjensk dreng, der er anklaget for at have slået sin russiske adoptivfar, en officer i hæren, ihjel.

Titlens 12 mænd samles i et jurylokale og debatterer sagen, der til at begynde med tager sig ganske enkel og klar ud: Drengen er skyldig. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke, og om noget argumenterer filmen for, at man som jurymedlem har et andet menneskes skæbne i hånden, og det skal man tage alvorligt. De 12 mænd er meget forskellige, og det giver Mikhalkov mulighed for at udforske og diskutere forskellige aspekter af det moderne russiske samfund, hvor moral og etik ikke ligefrem er i højsædet. Det er således op til de 12 mænd at gøre det rigtige. Igen er stilen en blanding af højrøstet stillen sig an og en mere velovervejet og indimellem rørende diskussion af, hvad de 12 mænd hver især har oplevet og kæmper med i livet.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu