Læsetid: 4 min.

Nikolaj Gogol var den sidste romantiker og den første realist

Nikolaj Gogol (1809-1852) stod, midt i sin tilsyneladende misantropi, altid konsekvent på de lidendes side
Nikolaj Gogol (1809-1852) stod, midt i sin tilsyneladende misantropi, altid konsekvent på de lidendes side

Sofie Holm Larsen/iBureauet

6. april 2018

Selv om Nikolaj Gogols sprudlende rå samfundssatiriske komedie Revisoren fra 1836 (på Nørrebros Teater netop nu) stadig spilles af scener kloden over og fortsat sammen med Tjekhovs naturalistiske stykker udgør russernes varigste bidrag til verdens dramarepertoire, var det som prosaist og særlig romanforfatter, han præsterede sit ypperste.

Elskede af mange, fortsat levedygtige både som oplæsnings- og undervisningsstof er en håndfuld af hans fortællinger, især »Næsen« (1836) og »Kappen« (1843), men som uforligneligst og vel næppe overgået i genren grotesk realisme står hans Døde sjæle, hvis første del udkom 1842, og som skulle forblive sørgeligt ufuldendt.

Romanen var oprindelig ambitiøst tænkt som en russisk pendant til Dantes Guddommelige Komedie. Af den sætter de fleste som bekendt den nederste del, »Helvede«, højest. Og det var da også på skildringerne af det syndefulde, usle, i grunden onde og dybt egoistiske menneske, Gogol brændte sit krudt. Resten af værket smed han i kaminen under en af de kriser, som åd ham op i en alder af kun 42 år og 11 måneder.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

På det tidspunkt, i april 1852, var han i sit hjemland en omdiskuteret skikkelse, ildeset og berygtet for i sin udgivne polemiske korrespondance at have gjort sig til talsmand for despotismen og livegenskabet, pryglestraffen og frygt som opdragelsesmiddel. Disse »forkerte« holdninger, kombineret med en utopi om et kommende gudsrige på Jorden, blev af den samtidige venstreradikale kritik stemplet som sort reaktion. Men man har misforstået Gogol. Eller vi kan mere forsigtigt sige, at man har forstået ham højst forskelligt, og at årsagen måske lå i en grundlæggende modsigelse i hans værk.

Når Gogol – specielt i Døde sjæle – gør menneskelivet til et ufuldkommenhedens rige og med djævelsk nidkærhed udpensler griskhed, dorskhed, lastefuldhed og imbecil tjenstivrighed hos lave og høje, men især høje som embedsmænd og godsejere, er det muligvis for så meget desto frommere og i grunden menneskekærligt at kunne pege på den idealitet, vi daglig snyder os selv og hinanden for. Hans mennesker kan aldrig blive helte, men dette skyldes jo netop de allestedsnærværende dæmoniske magter, som lurer på at berøve mennesker deres frelse.

Anbefaling

Nikolaj Gogol: ’Døde sjæle’, 1842.

Herrer med en middelstor formue som holder ind og får serveret en skinke på én poststation, en helstegt pattegris på en anden og et stykke kogt stør eller en ristet pølse med løg på den tredje, og som rask væk sætter sig til bordet på et hvilket som helst tidspunkt og, som om de ingenting havde spist hele dagen, fortærer en fiskesuppe, kogt på sterletter med ’bukser’ og ’mælk’, og bagefter sætter tænderne i en pirog eller kulebjaka, en fiskepostej, lavet på halestykkerne af en fed malle, bare for at samle appetit til hovedretten – den slags herrer har i sandhed fået en misundelsesværdig gave fra himlen! Ingen verdensmand ville have ofret halvdelen af sine bønder og sine jordtilliggender, både de belånte og de frikøbte dele af dem, med alle forbedringer af såvel udenlandsk som russisk oprindelse, blot for at få en mave som en af disse middel bemidlede herrer har.

Nikolaj Gogol: ’Døde sjæle’, oversat af Jan Hansen, 2002

Man kan stille det op litteraturhistorisk og sige, at Gogol var den sidste romantiker og den første realist. Til førstnævnte position svarer fastholdelsen af utopien, til sidstnævnte etiket hans knivskarpe portrætterings- og afsløringsformåen. Men så kan man også bare vælge at gå mere rent æstetisk til ham, sådan som Vladimir Nabokov forsøgte i sin fine lille bog Nikolaj Gogol (1944, dansk 2007), og søge hans budskab og mulige menneskekundskab i hans litterære teknik.

Lad os prøve med de Døde sjæle, hvis virkelighedsbaggrund er den, at en godsejer i zartidens Rusland skulle betale skat af samtlige livegne under godset, sine såkaldte sjæle, men at mandtalslisten kun blev opdateret med lange mellemrum, hvorfor han også skulle erlægge afgift for bønder, der var døde eller rendt af gårde. Til gengæld havde han mulighed for at lægge sin fortegnelse over sjæle, både de levende og de døde, som sikkerhed for et lån i banken.

På den måde var der, også dengang, penge at tjene på døden. Her kommer så Tjitjikov, romanens hovedperson, ind i billedet og indfinder sig i et guvernement med ry for hungersnød, misvækst og vantrivsel blandt bønderne. Den litterære metode består i kædepræsentation af især fem godsejere, den ene mere ondskabsfuld og naragtig end den anden. Men hvordan skriver så Gogol om dem og svindleren? Jo, han overdriver konstant, fortaber sig i detaljen, skifter fra konkret beskrivende til alment perspektiv, gør kort sagt sin tekst til uforudsigelig tumleplads for en altid anmassende fortællers suveræne og vitale udfoldelse. Leger og griner på gravens rand.

Litteraturhistorikerne plejer så at sige, at forfatteren forvandler virkeligheden til en groteske. Men kampen mellem disse to dimensioner bliver samtidig en kamp om menneskenes sjæl, og heri står forfatteren, midt i sin tilsyneladende misantropi, altid konsekvent på de lidendes side. Overbærende som han jo i sidste ende var.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu