Læsetid: 9 min.

»Ruslands grænser ligger aldrig fast«

Efter en drøm besluttede Erika Fatland at følge den russiske grænse, som går gennem kontinenterne Europa, Asien og Nordamerika. Det tog 259 dage og er blevet til en 600 sider lang bog. Ifølge den norske forfatter er der en fandenivoldskhed over russerne, der kan være en mangelvare i et lille velordnet land som Danmark
Erika Fatland er uddannet socialantropolog, men brugte ikke fagligheden i sin rejse langs den russiske grænse. »Min idé var tværtimod hele tiden at være på farten,« siger hun.

Erika Fatland er uddannet socialantropolog, men brugte ikke fagligheden i sin rejse langs den russiske grænse. »Min idé var tværtimod hele tiden at være på farten,« siger hun.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

26. april 2018

I en drøm så den 34-årige norske forfatter Erika Fatland sig selv vandre langs uendelige stiplede linjer over et enormt landkort. Det var verdens længste grænse. Men hun ville ikke bare iagttage den. Hun ville følge den. Fra start til slut. Siden fandt hun ud af, at ingen tilsyneladende havde realiseret den idé – eller i al fald ikke skrevet en bog om det. 

»Da først ideen tog form, var det bare om at komme i gang,« siger hun.

Erika Fatland satte sig for at følge den russiske grænse, som er verdens længste og løber gennem tre kontinenter: Europa, Asien og Nordamerika (hvis vi tager søgrænsen til Alaska med). Den er omgivet af ikke færre end 15 have, herunder 24.000 km arktisk kystlinje. Grænsen strækker sig over 58.000 kilometer og støder op til 14 nationer.

Erika Fatland har besøgt dem alle. Det var målet, og om det handler bogen. Den er en kolossal fysisk og mental investering i tid og rum, i geografi og historie. Og med alle befordringsmidler ad vanskelige ruter: gåben, bus, bil, tog, hesteryg, færge, forskningsskib, fly. En rejse langt fra alfarvej – store dele af den i det ’Langtbortistan’, hun beskrev i sin forrige bog, Sovjetistan, om de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien.

To tempi

»Det tog 259 dage. Jeg tog turen i to tempi, for jeg var lige hjemme til jul, før jeg tog hul på anden etape fra Kaukasus til Norge,« fortæller Erika Fatland.

»Mit projektet var at belyse, hvad naboskab til Rusland betyder. Og derigennem fortælle noget om, hvordan vi skal forstå Rusland, verdens største land.«

Er Rusland en meget stor nation, et kontinent eller måske ligefrem en civilisation? Alle svar kan være dækkende, afhængig af synsvinkel. Men det, Erika Fatland slår ned på, er, at Ruslands grænser i århundreder har været fluktuerende og foranderlige, og at »ingen nabofolk eller nabolande har været upåvirkede«, som hun pointerer.

Som Erika Fatland redegør for i bogen, hænger det sammen med en drift mod ekspansion, der har været iboende i Rusland århundreder. Rusland blev imperiemagt, før imperialisme blev et begreb. Det er måske derfor landet har sluppet uden lige så store anmærkninger som vestmagterne i kolonialismens sorte bog. Det var ikke oversøiske riger, de russiske zarer erobrede. Det var bare egne grænser, som hele tiden blev flyttet. Over århundreder.

»Russerne underlagde sig det ene folkeslag efter det andet. Men de trængte også ind i mange tyndt befolkede områder eller ubeboet vild natur, hvor der aldrig havde været statsdannelser før.«

Bestandigt mod øst gik Erika Fatlands rejse. Også hen over Beringstrædet, for selv Alaska kom i en periode på russiske hænder, før zarriget i 1867 frasolgte det enorme område til USA. Men Rusland endte alligevel med 11 tidszoner og fælles grænse til Nordkorea, Kina, Mongoliet, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Georgien, Ukraine, Hviderusland, Litauen, Polen, Letland, Estland, Finland og Norge.

Og en selvforståelse, der er bundet op på en idé om ret til territoriale fordringer, geopolitisk dybde og indflydelsessfærer.

Sovjetunionens likvidation

Erika Fatland er uddannet socialantropolog. Hendes tilgang i Grænsen, som den over 600 sider lange bog hedder, er dog ikke socialantropologisk.

»Så skulle jeg jo være blevet længe det samme sted for at smelte ind i de lokale miljøer. Min idé var tværtimod hele tiden at være på farten,« siger hun.

Grænsen er rig på historiske og geografiske udredninger. Det er nødvendige forudsætninger for at forstå de mennesker og vidnesbyrd, Erika Fatland præsenterer. Nogle er tilfældige møder, men mange samtalepartnere har det til fælles, at de har mærket de russiske grænseforskydninger eller den russiske magtpolitik på egen krop eller er efterkommere af nogen, der har.

Blå bog: Erika Fatland

  • Født 1983 i Haugesund, Norge
  • Norsk forfatter og socialantropolog
  • Debuterede i 2009 med børnebogen ’Forældrekrigen’
  • Har siden udgivet bøgerne ’Englebyen’ (2011), ’Året uden sommer’ (2012, om Utøya), ’Sovjetistan’ (2014) og ’Vinterkrigen’ (2017)
  • Erika Fatland bor i Oslo. Hun er gift med forfatteren Erik Fosnes Hansen

Hun taler med ældre kvinder, der overlevede Stalins statsorganiserede hungersnødskampagne mod de ukrainske kulakker – en tragedie i overstørrelse, der kostede millioner livet. Ukrainerne kalder folkemordet for Holodomor og sammenligner det med Holocaust. Hun taler med baltiske uafhængighedsaktivister, der organiserede en menneskekæde hen over Estland, Letland og Litauen. Og hun taler med Hvideruslands første præsident, Stanislav Sjuskjevitj, der sammen med Ruslands Jeltsin og Ukraines Kravtjuk indgik den aftale, der beseglede Sovjetunionens ophør.

Bogen har også en gribende samtale med 80-årige Maja Levina-Krapina, en af de få som overlevede nazisternes myrderier i den jødiske ghetto i Minsk. Og et fantastisk nutidigt eksempel på en ældre georgier, der pludselig oplever, at han bor i et nyt land – Sydossetien, en russisk marionetstat som ikke er internationalt anerkendt – fordi russerne har flyttet grænsepælene over natten.

Krigszoner

Ruslands grænser er også i dag stedvis urolige. Erika Fatland besøger også krigszonen i en anden ikkestat, Folkerepublikken Donetsk, hvor østukrainere udkæmper en stedfortræderkrig for Putin imod Ukraines styrker.

Og så er der annekteringen af Krim. Den er uafvendelig, mener hun. Selv om den var en ulovlig grænseflytning med militære midler, og et brud på de principper der har reguleret freden i Europa siden Anden Verdenskrig.

»Det er kun et spørgsmål om tid, så må vi i Vesten anerkende, at Krim er og bliver russisk. Det er en fuldbyrdet kendsgerning, som næsten alle russere bakker op om,« siger hun.

Krims indlemmelse kan kun svagt lindre de fantomsmerter, nationalbevidste russere – med Putin i spidsen – føler over den »geopolitiske katastrofe«, som Sovjetunionens sammenbrud var for dem. Sammenbruddet efterlod en sjettedel af russerne – 25 millioner mennesker – uden for Rusland i helt nye stater. En ordning, hverken Moskva eller russere i nationer som Estland og Kasakhstan virker tilfredse med. For småstater er det svært at få det gamle herrefolk til at rette ind.

»Russerne i disse lande taler stort set kun russisk, og det vil de fleste af dem blive ved med,« vurderer Erika Fatland.

Russerne er næsten altid en frygtet storebror, en truende tyran – og hele tiden er der alle disse uløste territoriale disputter og konstant ulmende konflikter, især i Nordkaukasus. Hvad gør det ved nabostaternes ruslandsbillede?

»Det er faktisk mere blandet. Der er lande eller regimer, der skylder russisk magtpolitik deres eksistens i dag. Mongoliet og Nordkorea, der længe var sovjetiske lydstater, er eksempler. I Norge har vi haft en fredelig relation til russerne, hvilket dog også hænger sammen med, at vores fælles nordøstgrænse er så afsides – i lang tid var der jo slet ikke nogen infrastruktur.«

Sovjetlevn

Mange steder i bogen støder vi på ruiner og efterladenskaber fra Sovjetimperiet, ofte af giftig karakter: Som strålingszonen omkring Tjernobyl, eller de olietønder, det flyder med ved de forladte vejrstationer i Arktis. Overalt findes forvitrede levn fra det, som engang skulle være en lysende fremtidsutopi for menneskeheden. Lenin er stadig til stede i stednavne og statuer.

Og dog er arven ikke kun giftig. Sovjetunionen var en kraft for modernisering og sekularisering, ikke mindst i det muslimske Centralasien.

»Analfabetismen blev næsten udryddet, kvinder fik rettigheder, og det russiske sprog bandt landene sammen som fællessprog,« påpeger Erika Fatland. »Det præsterede russerne også oven i alle deres tvangsdeportationer og udrensninger.«

Ingen tvivl om, at Erika Fatlands odyssé omkring Rusland har budt på store strabadser og frustrationer. Udpluk af Grænsen har tidligere været bragt i Information, så mange læsere vil kunne nikke genkendende til hendes ofte barokke humor, når hun deler ud af sine ærgrelser, følelser og refleksioner over skrankepaver, toldere og andre træge og vrangvillige forhindringer på vejen. Eksempelvis i kapitlet om, hvordan hendes guide i Kasakhstan aldrig lykkedes med at føre hende til målet for hendes udflugt: Bajkonur-kosmodromen, den gamle sovjetiske rumhavn, hvorfra der stadig opsendes raketter. I stedet tog de ud at bowle. 

Ensomhed

Kort før rejsen havde Erika Fatland giftet sig med Erik Fosnes Hansen, som er norsk romanforfatter. Men turen tog hun alene. Det eneste, hun medbragte overalt, var sin teddybjørn, som har fået sin egen facebookprofil.

– Følte du dig aldrig ensom?

»Det var slemt i Kina, for der følte jeg mig konstant kastet ud i sproglig isolation. Jeg oplevede at blive afvist på et hotel, fordi jeg var udlænding. Selv noget så simpelt som at bestille en kop te blev en uoverstigelig vanskelighed. Andre dage var jeg så mæt og fuld af indtryk, at jeg selv søgte tre dages isolation på hotelværelset. Og havde jeg internetdækning, kunne jeg være i kontakt med dem derhjemme.«

Det var en befrielse for Erika Fatland, at komme tilbage til det russiske sprogrum i Kasakhstan efter den kinesiske fremmedgørelse.

»Nu var jeg ikke længere eneste lyshårede. Jeg havde ellers ikke glædet mig til gensynet med Kasakhstan , for jeg vidste fra et tidligere besøg, hvor umådeligt kedeligt der er. Men jeg har aldrig været så glad for at gense typisk trøstesløs sovjetarkitektur. Det var som at komme hjem.«

Der var farefulde stunder undervejs, for det er ikke altid til at vide, hvem man kommer til at køre med. En gang var det en erklæret jihadfrivillig, der kaldte Erika Fatland for ’søster’ og betroede hende, at han snart ville tage til Syrien og sprænge sig selv i luften.

»Men det var meget værre med en chauffør i Kasakhstan, der kørte i halsbrækkende tempo på hullede veje. Han havde svært ved at holde øjnene på vejen og havde travlt med at snakke, ryge eller tale i mobil. Jeg tror alle, vi følte, vi var døden nær flere gange. Det ville have været trivielt at ende sine dage i en trafikulykke,« siger Erika Fatland.

Hendes udstråling er kølig, stoisk, fattet, trods de mange uhyggelige typer, hun blev konfronteret med. Som den kommandant i Østukraine, der pralede med, at her var ingen bøsser, »for vi har skudt dem alle«.

En anden udfordring var kedsomheden. Dage kan blive ensformige, når landskabet er monotont. Så fandt hun trøst i at læse andre berømte rejseskildringer af forfattere som Carsten Jensen, der havde gjort lignende erfaringer.

Kinesisk storebror

Erika Fatland understreger, at hun ikke er politiker, men med hendes dybe kendskab til Rusland er det nærliggende at spørge, hvad vi kan vente os af Rusland de kommende år.

»Meget vil blive afgjort af Kina, som Rusland før dominerede. Rollerne er byttet om, men forholdet er lige nu ret hjerteligt, for der er god kemi mellem Putin og præsident Xi. Det kan blive Kina, som udvikler Rusland og integrerer landet i globaliseringen.«

»Kineserne har appetit på de råstoffer, som findes mod nord, og med det store silkevejsprojekt vil Rusland blive bundet bedre sammen med resten af verden. Med klimaforandringerne kommer der flere isfrie, sejlbare perioder på Nordøstpassagen i Det Arktiske Hav, og det trækker i samme retning.«

Korruption og kleptokrati gør det vanskeligt for Rusland at præstere en ny opblomstring, mener Erika Fatland. Hun forstår nødvendigheden af en fast optræden over for et Rusland, der annekterer, iscenesætter giftdrab, fører ’hybridkrige’ i nabolande og søger at destabilisere politiske processer i Vesten. Alligevel advarer hun imod forsimplede fjendebilleder:

»Russerne presses for nemt over i skurkerollen i vores lidt for færdigsyede fortællinger. Medierne glemmer at formidle, at der er et andet Rusland bag Kremls storpolitiske magtintriger: En kulturnation med mennesker, der ikke er så forskellige fra os.«

Om Putin siger hun:

»Putin er ikke diktator. Han er en autoritær hersker, men afhængig af at kunne bevare en folkelig velvilje. Hans efterfølger kan blive værre og profilere sig skarpere på nationalisme.« 

Erika Fatland pointerer, at selv om Rusland ikke har Sovjetunionens universelle vision om at binde sine mange folkeslag sammen, og selv om Putin i disse år i Vesten fremstår som alle nationalisters førerfigur, så fører han faktisk en politik for multikulturalisme.

– Hvorfra stammer din fascination af Rusland?

»Jeg indrømmer, at fascinationen kan virke paradoksal i en bog, der i så høj grad handler om forfald og brutalitet. Men der er en fandenivoldskhed over russerne, en storhed og erfaringshorisont som kan være mangelvare i små velordnede lande som de skandinaviske velfærdsstater.«

Fatland har en stor fordel i tydeligvis at være fysisk robust og uforfærdet, samtidig med at hun som ung kvinde (f. 1983) virker ufarlig i de kontrollerende myndigheders øjne.
Læs også
Den norske forfatter Erika Fatland har skrevet en bog om sin rejse til Sovjetistan – en rejse der bragte hende gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgististan og Usbekistan.
Læs også
Hvis russerne får en ny leder, kan det være, han vil ændre på alt. Men russerne ved også, at tingene ikke behøver at blive bedre af den grund. De ved, hvad de har med Putin, men de ved ikke, hvad de får. Erika Fatland begiver sig ud på en 9.000 kilometer lang odyssé med den transsibiriske jernbane for at finde ud af, hvad russerne i virkeligheden mener om Putin
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu