Læsetid: 3 min.

Ruslands nationaldigter hedder Aleksandr Pusjkin, og hans genialitet kan sammenlignes med Mozarts

Pusjkins (1799–1837) poesi virker ubesværet og tidsløs, let og dyb. Hans genialitet kan sammenlignes med Mozarts
Pusjkins (1799–1837) poesi virker ubesværet og tidsløs, let og dyb. Hans genialitet kan sammenlignes med Mozarts

Sofie Holm Larsen

6. april 2018

Under Den kolde Krig yndede Sovjetrusland at prale med sin tolerance som følger:

»Hos os er en mand af afrikansk herkomst nationens stolthed, i USA må en sort mand ikke engang sidde ved siden af en hvid i bussen.«

Påstanden var ikke helt grebet ud af luften. Blandt Pusjkins forfædre var den navnkundige, etiopiske prins Hannibal, som Peter den Store befriede fra slaveri, adlede og optog i sit hof. De eksotiske gener kom tydeligt til udtryk i oldebarnets ansigtstræk og krøllede hår.

Den unge Aleksandr fik en af tidens fineste uddannelser på lyceet i Tsarskoe Selo (»Zarens landsby«, 25 km syd for Skt. Petersborg). Denne institution var tillige et arnested for de frihedsdrømme, som ulmede i euforien efter Ruslands sejr over Napoleon.

I 1820 fik Pusjkin sit store gennembrud med det episke eventyrdigt »Ruslan og Ljudmila«, men vakte lige så stor opsigt med sin dristige »Ode til friheden«. Som straf blev han forvist fra hovedstaden. For livsnyderen Pusjkin var den afsondrede provinstilværelse ulidelig, men til gengæld fik han masser af arbejdsro.

På sine rejser til Krim og Kaukasus fandt han nye, romantiske motiver, som satte sig dybe spor i den russiske guldalder – og hele den russiske litteratur for den sags skyld.

I 1826 blev Pusjkin taget til nåde af den nyligt tiltrådte zar Nikolaj I. Han kunne vende tilbage til hovedstaden, men betingelserne var utålelige. Han måtte underkaste sig eneherskerens personlige censur, tiltræde et ubetydeligt statsembede og trække i en latterlig uniform. Ydmygelserne var ved at drive digteren fra forstanden.

Ægteskabet med den purunge skønhed, Natalja Gontjarova, satte gang i en spiral af giftige politiske og erotiske intriger. I februar 1837 udfordrede Pusjkin sin værste plageånd, den franskfødte baron Georges D’Anthès, til en duel. Her blev han dødeligt såret og udåndede et par dage efter.

Nyheden udløste en massesorg, der bredte sig langt ud i imperiet, med tilkendegivelser som at »Ruslands sol var slukket«. Sidenhen er utallige lokaliteter og institutioner blevet opkaldt efter Pusjkin, og der findes næppe en russisk by med respekt for sig selv uden en statue eller buste af nationens helt og martyr.

Et sigende vidnesbyrd om hans urokkelige position er, at i 1937, da Stalins masseudrensninger var på deres højeste, blev alle Pusjkin-forskerne skånet, for at 200-året for nationaldigterens død kunne fejres med manér.

Anbefaling

Vikram Seths The Golden Gate fra 1986

Aleksandr Pusjkin

»Jeg elsked Dem. Måske er kærligheden
En glød, som stadig ulmer i min sjæl.
Men vær blot tryg, jeg ønsker aldrig mere
At volde Dem den mindste smule kval.
Jeg elsked Dem så ydmygt, så fortvivlet,
Så stumt og skinsygt, over al forstand,
Og med så dyb en ømhed, som Gud give
De må bli’ elsket af en anden mand.«

(Min oversættelse. M.D.)

Pusjkins genialitet sammenlignes gerne med Mozarts.

Så ubesværet og tidløs virker hans poesi, på én gang boblende let – og dyb. Han brød med klassicismens snærende regler for stil og metrik og benyttede sig uforfærdet af det folkelige talesprogs ord og rytmer. Som hele sin generation var han afgjort inspireret af Byrons spleen, men alligevel helt sin egen.

Hans sublime kærlighedslyrik er i verdensklasse.

I poemet »Bronzerytteren« lagde han grunden til den særegne Petersborg-mytologi med de hvide nætters galskab og den plagede »lille mand«, som blandt andre Gogol og Dostojevskij siden digtede videre på. Men også som dramatiker og prosaforfatter var Pusjkin banebrydende. I fortællinger som Spader dame og Stationsforstanderen er der tydelige forvarsler om den realisme, som fik sin storhedstid senere i århundredet.

Versromanen Jevgenij Onegin er endnu et monument i den russiske litteratur. Den blaserte titelperson har fået utallige efterkommere i skikkelse af såkaldt »overflødige mennesker«, og heltinden, den uskyldsrene Tatjana, er på samme vis blevet en prototype for russiske romanheltinder.

Pusjkins ordmusik er selvsagt noget nær umulig at transponere til andre sprog. Det humper uvægerligt.

Vladimir Nabokov hævdede, at den eneste anstændige fremgangsmåde var en semantisk korrekt prosaoversættelse, forsynet med udførlige noter. Og sådan fremstod hans engelske Eugene Onegin.

Med fare for at blive anklaget for blasfemi vil jeg i stedet vove at anbefale Vikram Seths The Golden Gate fra 1986, som udspiller sig i Californiens yuppie-miljø. Romanen følger trofast Pusjkins originale Onegin-strofe og er på alle måder en værdig kærlighedsgave fra os i Vesten til den døde, udødelige russer.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu