Læsetid: 4 min.

Russisk litteratur vrimler med uforglemmelige karakterer

Den russiske litteratur har frembragt nogle af litteraturhistoriens største og mest uforglemmelige karakterer, den har sat stort præg på litteraturen over en bred kam
6. april 2018

Man skal kende litteraturen på dens karakterer.

Det kunne næsten være den sloganagtige overskrift for den russiske litteratur. Det er næppe tilfældigt, at man først og fremmest genkender den russiske litteratur på de stærke karakterer. Karakterer af vidt forskellig slags, men ofte i splid med sig selv og hele den verden, de er sat i.

Karaktererne kan også være særligt tydelige repræsentanter for et verdenssyn, tidstypiske tragiske ofre, antihelte eller såkaldt »overflødige mennesker«. Eksempler på et sådant kunne være Rodion Raskolnikov fra Dostojevskijs Forbrydelse og straf, der påtager sig hele den moderne grundkonflikt mellem det onde og det gode. Eller det kunne være Fyrst Mysjkin alias ’Idioten’ fra Dostojevkijs roman af samme navn. Og der er flere.

Længere tilbage har den blaserte titelperson Jevgenij Onegin i Pusjkins versroman af samme navn fået adskillelige efterkommere i den russiske litteratur i form af såkaldt »overflødige mennesker«. Antihelte finder vi også i skikkelse af Grigorij Petjorin, den tragiske helt i Lermontovs store roman Vor tids helt og i skikkelse af Ivan Ilitjs fra Tolstojs fortælling »Ivan Ilitjs død«, embedsmanden, der på sit langtrukne dødsleje indser, at hans karrieremæssige succes har været en eksistentiel fiasko. En helt særlig type helt er lejrfangen Ivan Denisovitj fra Solzjenitsyns sensationelle lille debutroman En dag i Ivan Denisovitjs liv.

Hovedpersonen kan også som i Gogols Døde sjæle være den karakterløse magtstræber, Tjitjikov, der i lighed med alle godsejertypene er beskrevet med overdrivelsens suveræne virkemiddel, som Gogol om nogen beherskede. Eller der kan være tale om, at der slet og ret udgår så stærk en kraft fra en romantisk kvindeskikkelse, som Tolstojs Anna Karenina, at man til hver ny generation er nødt til at genfortolke hendes betydning for at forstå sin egen tid.

Det siger noget om et lands litteratur, at det har frembragt sådan en perlerække af uforglemmelige karakterer, der transcenderer det tidsbundne typiske og bliver karakterer til alle tider – og omdrejningspunkt for en undersøgelse af forholdet mellem en individuel bevidsthed og kulturen i sin helhed.

Det er, som Lone Nikolajsen også skriver i sit portræt af Dostojevskij, noget der især kendetegner hans store romaner skrevet i en opbrudstid, hvor forskellige verdensanskuelser støder sammen, og hvor hans karakterer som følge heraf i den grad lever i splid med sig selv og hinanden. Det gælder imidlertid ikke kun for Dostojevskij, men også for hans umiddelbare forgængere som Pusjkin, Lermontov og Gogol, for hans samtidige, Tolstoj og for efterfølgere som Bulgakov, Akhmatova og Majakovskij.

På den måde er det et genkommende træk ved den russiske litteratur, ligesom det personlige drama, der også ledsager forfatterne, sådan som det er tilfældet med nationalpoeten over dem alle Pusjkin og hans digterkollega udi romantikken Lermontov, der begge på højdepunktet af deres karriere omkom i en duel.

Ikke kun striden er russisk, men også sorgen. Erik Skyum-Nielsen taler i portrættet af Bulgakov om en særlig russisk sorg som en grundstemning af dyb melankoli og sørgmunter desperation, der findes på tværs af perioder og ismer og får én til at fornemme et åndeligt slægtskab mellem nationalpoeten Pusjkin og forfattere som Gogol, Dostojevskij, Tjekhov, Bulgakov og Anna Akhmatova. Den sorg skulle man gerne kunne fornemme på de følgende sider.

Noget tredje, der kendetegner den russiske litteratur er balancegangen mellem dens nationale karakter og dens mellemværende med det vestlige eller europæiske. Under Peter den Stores regeringstid op gennem 1700-tallet havde man brudt med isolationen, og det russiske rige var som følge heraf blevet en europæisk stormagt. Det satte sig igennem i litteraturen fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor den russiske litteratur i højere grad kom i dialog med det øvrige Europa, især Frankrig. Fra 1830’erne oplevede den russiske litteratur en enestående guldalder, som tager sin begyndelse med digteren Pusjkin, der den dag i dag gælder som Ruslands nationalpoet.

Den russiske litteratur har i kraft af den forhistorie altid befundet sig i en strid eller udveksling med det vestlige, der kom i form af rationalisme og sekularisering og mødte en traditionel russisk kultur, der vægter den ortodokse religion. Den grundkonflikt ser man tydeligst i Dostojevskijs romaner, men den udspiller sig også hos Bulgakov og helt frem til Solzjenitsyn, der aldrig formåede at omfavne den vestlige sekularisering, men tog et religiøst og russisk nationalt forankret verdenssyn med sig til sit eksil i Vesten.

Afsmitningen gik dog ikke kun fra vest mod øst. Den russiske litteratur har også i høj grad præget den europæiske litteratur. Det gælder først og fremmest Gogol, det groteskes mester, der selv nok må takke tyske E.T.A. Hoffmann for en del, men siden hen udviklede Gogol det på en måde, så Kafka næppe kunne havde udviklet sit særegne univers uden hans værk. Det samme kan siges om Tjekhovs noveller, der nok er inspireret af europæisk litteratur, men som igen har præget hele den moderne novelle – ligesom hans dramaer på den ene side er meget russiske i deres stemning, men samtidig foregriber det absurde europæiske teater. Sidst men ikke mindst blev selve romanbegrebet ændret med Dostojevskijs og Tolstojs store værker.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu