Læsetid: 6 min.

Russiske modeskabere har gjort arbejderen til stilikon

IKEA-bæreposerkopier til 12.000 kroner, gule T-shirts med det røde logo fra transportfirmaet DHL og Kim Kardashian i hættetrøje med hammer og segl: En ny bevægelse i russisk mode handler ikke om at udstråle velstand gennem glamour og haute couture, men stræber med sin postsovjetiske æstetisk efter nostalgi og en ny realisme. Det kan opfattes frigørende, men også som en kynisk fetichering af arbejderklassen
IKEA-bæreposerkopier til 12.000 kroner, gule T-shirts med det røde logo fra transportfirmaet DHL og Kim Kardashian i hættetrøje med hammer og segl: En ny bevægelse i russisk mode handler ikke om at udstråle velstand gennem glamour og haute couture, men stræber med sin postsovjetiske æstetisk efter nostalgi og en ny realisme. Det kan opfattes frigørende, men også som en kynisk fetichering af arbejderklassen
13. april 2018

For lidt over et år siden blev den amerikanske topberømthed Kim Kardashian set i en rød hættetrøje med hammer og segl. Hun havde ikke gennemgået en politisk vækkelse. Hun var ikke blevet kommunist. Til gengæld var hun et eksempel på, hvordan det, der bliver kaldt den »postsovjetiske æstetik«, har vundet indpas i modeindustrien i løbet af de sidste ti år.

I hipstermekkaer som Urban Outfitters og Topman hitter T-shirts med kyrilliske bogstaver trykt henover brystet eller ned langs ærmerne. Symboler, farvekoder og nostalgiske referencer til 90’ernes Rusland er på fremmarch.

»Når jeg ser et outfit fra Balenciaga eller Vetements, så tænker jeg, at det var præcis det tøj, min far gik i, da jeg voksede op,« siger Vika Im, der er kandidatstuderende i Fashion Design ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og opfostret i Rusland. 

Særligt hos mærket Vetements, som blev grundlagt i 2009 af den georgiske Demna Gvasalia, genkender hun henvisningerne til det Rusland, hun er opvokset i. 

I kollektionerne findes eksempelvis en fortolkning af en Titanic-T-shirt, som alle teenagepiger åbenbart gik med i 90’erne; et forklæde med et blomstret print hugget fra en plastikdug, man kunne finde på de fleste russiske køkkenborde i slutningen af 80’erne; og en genskabelse af den traditionelle sovjetiske skoleuniform med aftagelig krave og manchetter, præcis som hun husker den fra sin barndom. Desuden er der forskellige visuelle referencer til folkekomedier af instruktøren Eldar Ryazanov: kvinder i jakkesæt to størrelser for store og en brun farvepalet. 

Udover at stå bag Vetements er Demna Gvasalia også kreativ direktør ved det berømte spanske modehus Balenciaga. Han er velanset – Kim Kardashians hættetrøje var fra Vetements. Men Gvasalia har ikke været ene om at injicere modeverdenen med sovjetnostalgi. Den russiske tøjdesigner Gosha Rubchinskiy er med sit brand i eget navn også stormet frem siden sin første kollektion i 2008. Han bruger tydeligt stereotypt russiske referencer, som man ikke behøver at have haft en opvækst i et tidligere sovjetstat for at aflæse. Her er kyrilliske bogstaver overalt og et farveskema fortrinsvist i hvidt, blåt og rødt. Også Rubchinskiy har haft massiv succes. Især i kraft af sine samarbejder med Adidas, Burberry og japanske Comme des Garçons.

Vika Im peger på stylisten Lotta Volkova som et tredje navn, der har spillet en afgørende rolle i udbredelsen af den postsovjetiske æstetik med sit arbejde for Vetements og Balenciaga.

Spørgsmålet er, hvad vi skal lægge i, at modeindustrien har kastet sig over de russiske symboler og tilbageblikket på sovjettiden. Moden er jo altid på udkig efter det nye, det mærkelige og det mystiske. Det fremmede, som kan vareliggøres. Alligevel virker det til, at det russiske indtog er mere og andet end dét. Måske varsler det ligefrem en omstyrtende påvirkning af industrien. 

»Særligt Vetements har sat hele modeindustrien på den anden ende,« siger Maria Mackinney-Valentin, der er lektor i modeteori på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

En ny realisme

De sovjetiske tegn og referencer til fortiden er ikke det eneste, der kendetegner de tre postsovjetiske designere. Et afgørende element, som de har tilført modehusene, er dannelsen af et nyt ideal for skønhed. En ny kampplads for moden. Gvasalia, Rubchinskiy og Volkova arbejder ikke med guld, glimmer eller glamour. Der er ingen overdådige balkjoler i deres kollektioner. Tværtimod er udtrykket nede på jorden. Simple T-shirts, hættetrøjer og sportsjakker. Hentet fra russisk lavkultur og 90’ernes ungdomsmiljøer – ikke den opulente vestlige elite. En dekonstruktion af modebegrebet. 

Man snakker om en »ny realisme« i branchen.

»De har gjort moden mere politisk. Traditionelt set har mode handlet meget om drømme, fantasier og forførelse, men det her tager mere udgangspunkt i nogle subkulturer, hvor det er noget med at stå frem og mene noget,« siger Maria Mackinney-Valentin.

Det politiske aspekt har flere lag. Men idéen om, at moden skal være tilgængelig for flere, står centralt. Moden skal ikke være forbeholdt de velhavende få. Og derfor handler Gvasalias, Rubchinskiys og Volkovas stil – modsat den traditionelle couture – heller ikke om at signalere velstand og overflod. Man kan argumentere for, at den postsovjetiske modebevægelse er en slags demokratisering af moden.

»Som studerende kan jeg gå i præcis det samme tøj som overklassekvinderne,« siger Vika Im.

Moden er blevet hevet ned fra catwalken og ud på gaden. Udtrykket er hårdt, råt og kantet. Det æstetiske omdrejningspunkt har udover skateboard-, hooligan- og ravesubkulturen udspring i arbejderklassen. De, der traditionelt set har været ekskluderet fra moden, bliver sat i centrum og gjort til stilikoner. Det, der på overfladen blot kan ligne lavpandet gadekluns, kan læses som en form for klassekritik. Eksempelvis har Vetements produceret enkle gule T-shirts med det røde logo fra transportfirmaet DHL. Uanet er arbejderen kommet i rampelyset. 

»Deres projekt handler om at ændre opfattelserne af forskellige socialgrupper. Det handler om at give synlighed til de socialgrupper, der ellers ofte står tilbage i mørket. Det er et frigørelsesprojekt,« siger Vlad Strukov, der er lektor ved University of Leeds.

Vlad Strukov mener dog, at det, han kalder et »frigørelsesprojekt«, også kan opfattes som en slags bedrag. For selvom der ér sket en visuel demokratisering og et opgør med en klassisk overklasseæstetik, er det i en forstand sket på bekostning af dem, det skulle frigøre.

»På den ene side er det frigørende, men på den anden side handler det hele om vareliggørelse – Gosha Rubchinskiys T-shirts koster 2.500 kroner, som åbenlyst ikke er noget, hans figurer har råd til. Så der er en modsætning, hvor vi godt kan anklage dem for hykleri. De kapitaliserer på en fetich af arbejderklassen,« siger Vlad Strukov.

Både Demna Gvasalia og Gosha Rubchinskiy er blevet kritiseret for at have en kynisme i deres arbejde, når de sælger simple T-shirt-efterligninger af det, de russiske teenagere klædte sig med i 90’erne, for tusindevis af kroner. De kan jo slippe af sted med det på grund af mærket i nakken. Måske udnytter de simpelthen, at folk køber det, de laver – nærmest uanset hvad. Sådan går tesen i hvert fald.

Nihilismens IKEA-pose

Et opsigtsvækkende eksempel var, da Gvasalia med Balenciaga sidste forår præsenterede en kopi af den velkendte blå IKEA-bærepose med et prisskilt på over 12.000 kroner. Aldrig har noget så nede på jorden været så dyrt. Det er åbenlyst, at en del af øvelsen gik på at vække opsigt og skabe opmærksomhed. Ud fra et perspektiv kan det ses som en kritik af forbrugersamfundet, men omvendt kan det anskues som et kynisk socialt eksperiment, der vil undersøge, hvor meget man kan få folk til at betale for et brand.

Man kan se tendensen som en slags nihilisme: Du køber ikke først og fremmest et produkt længere, men derimod det signal som produktet sender. Aldrig har navnet i sig selv betydet mere.

Demna Gvasalias, Gosha Rubchinskiys og Lotta Volkovas er tøj er også politisk i en anden forstand: I alt det, der ikke handler om tøjet. De bruger modeller, der udfordrer de gængse skønhedsidealer om bøffede fyre og skelettynde piger og leger med det androgyne. Mange af deres visninger afholdes uden for de store modehovedstæder og -arrangementer, og de producerer deres kollektioner i ekstremt begrænsede oplag. Både som marketingsstrategi, og fordi de ikke vil bidrage til en overophedet modeindustri, der producerer alt for meget tøj.

Også her kan de kritiseres for blot at prøve at skille sig ud bare for at skille sig ud og derigennem vinde endnu mere opmærksomhed og kultstatus. Det er mystisk og eksotisk, må man forstå. Men for Margerita Kuleva, der er lektor i modesociologi ved Higher School of Economics i Sankt Petersborg, giver det ikke mening at komme med en moralsk vurdering af de postsovjetiske modeskabere: De er hverken helgener eller forbrydere.

Til gengæld har de ændret modens omdrejningspunkt.

»Mode er et symbolsk spil. Før handlede det om at udstråle velstand, nu handler det om at udstråle frihed og virke ’ligeglad’,« siger Margerita Kuleva. 

Slut med at prøve at være chic – nu skal du ifølge den russiske mode fremstå frigjort. Kim Kardashian klæder sig som en kommunist. Mere frigjort kommer det vist ikke til at se ud.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu