Læsetid: 8 min.

Sådan lyder den russiske ungdom anno 2018

I en hverdag mættet med musik fra England og USA kan det være svært at bevare følingen med, hvordan det står til med populærmusikken uden for det engelske sprogområde. Vi bringer en guide til den russiske undergrundsscene. Fra forhekset elektropop til excentrisk hiphop
Den 27-årige Yana Kedrina er enekvinde bag projektet Kedr Livanskiy, der debuterede i 2016 på det amerikanske pladeselskab 2MR med ep’en ’January Sun’.

Den 27-årige Yana Kedrina er enekvinde bag projektet Kedr Livanskiy, der debuterede i 2016 på det amerikanske pladeselskab 2MR med ep’en ’January Sun’.

PR-foto

13. april 2018

Alle har hørt Stravinskij, Rachmaninov og Tjajkovskij. Eller i hvert fald hørt om dem. Rusland har trods alt formået at etablere sig i den klassiske musikkanon. Men det er nok de færreste, der kan nævne lige så mange russiske popsangere og rockbands, som hvis det handlede om at lire engelske eller amerikanske kunstnere af. Dér eksisterer stadig en asymmetri.

Kniber man øjnene sammen og drømmer sig tilbage til start-00’erne, kan nogle måske huske popduoen t.A.T.u., som i 2002 brød igennem internationalt med hittet »All The Things She Said«. Sangen toppede hitlisterne i blandt andet Australien, Frankrig og England, og den tilhørende video blev den første russiske musikvideo, der rundede 100 millioner visninger på YouTube.

Ikke desto mindre hersker der stadig en fornemmelse af, at Rusland sidder langt tilbage i bussen, når det kommer til rytmisk musik. Man kunne jo ikke ’rocke i den frie verden’ i Sovjetunionen. Som den britiske tidligere konservative politiker Louise Mensch for et par år siden formulerede det:

»De har ingen rock’n’roll, ingen sjov, ingen ’Hallelujah’, og de er på alle måder fattige, også åndeligt.«

I 1960’ernes Rusland var det rigtignok de statsautoriserede bands, der fyldte. For at få adgang til medierne, som var ejet af staten, skulle man certificeres, og censuren betød, at tekstuniverset skulle være familievenligt og patriotisk. Selvfølgelig. Poyushchiye Gitary (De syngende guitarer, red.), som blev kaldt ’de sovjetiske Beatles’, er ét eksempel. Men der var mange, og kvaliteten var mildest talt svingende.

Det ændrede sig stille og roligt i 80’erne, da rockbands som Alisa, Autograph og Kino i forskellig grad fik succes uden for Sovjetunionen. Kino optrådte blandt andet i Danmark i 1989 til en støttekoncert for ofrene ved jordskælvet i Armenien. Dengang skrev Jan Laursen her i avisen, at »Kino efter sigende skulle nyde en status og respekt i stil med den, der omgærder og cementerer Sort Sols specielle position i dansk rock«, hvilket forklares med, at gruppen ikke »besynger den socialistiske stat i opbyggelige og positivistiske vendinger, men i stedet beskæftiger sig med livets og menneskesindets mørkere sider«.

Man kan overveje, om den russiske populærmusik egentlig er mere bagud, banal og forkrøblet, eller om det har mindre med kvalitet at gøre og snarere handler om sprogbarrieren. Men der kan også være andre forklaringer på, at russiske musikere har svært ved at få ørenlyd i udlandet.

»Det er ret sjældent, at russiske bands bryder igennem internationalt, for der er ingen støtteordninger, som man kender det i Danmark. Folk må gøre det alene for kunstens skyld, for det er næsten umuligt at tjene penge på musikken,« siger Danny Venzin, der er australsk journalist og musiker bosat i Moskva.

Heldigvis er der nogle, der trodser omstændighederne og gør det for kunstens skyld. Ja, faktisk er der masser af musikalsk kvalitet i den russiske ungdom. Der er potentiale i vækstlaget. Simpelthen.

Gotisk elektropop

Kedr Livanskiy debuterede i 2016 på det amerikanske pladeselskab 2MR med ep’en January Sun, der sidste efterår blev efterfulgt af albummet Adriana. En lys kvindevokal svømmer rundt i milde synthesizer-flader, isnende topmelodier og dystre atmosfærer i dynamisk modspil med et minimalistisk og maskinelt insisterende trommespor a la Kraftwerk. Sammensværgelsen mellem det dunkle rumklangshav og den støvede trommemaskine peger i retning af de tidlige udspil fra den canadiske producer og sangerinde Grimes, der særligt på pladen Halfaxa også søgte mod 80’ernes mørke side. En anden klar reference er amerikanske Zola Jesus.

Den 27-årige Yana Kedrina, som er enekvinde bag projektet, skriver sig desuden ind i mikro-genren witch house. En betegnelse, der løst dækker over dyster elektronisk pop iklædt et råt, industrielt lyddesign og støjskyer med luftige vokaler – på grænsen til uforståelige. Alt sammen bundet ind i okkult æstetik. I start-10’erne havde genren en relativ kortlivet succes i USA (som så mange andre mikro-genrer – vaporwave, seapunk etc.), men i Rusland har lyden bidt sig fast. Under etiketten W17chøu7 (udtales »witch out«) afholdes der således jævnligt arrangementer, småfestivaler og koncerter i Moskva, som er blevet et regulært tilløbsstykke for den russiske generation Z.

Et andet bud inden for genren er Убийцы Crystal anført af den tidligere filologistuderende Vika Chekova. Sammenholdt Kedr Livanskiy er Убийцы Crystal væsentligt mere konfrontativ. Elektronikken er grimmere, mere forvrænget og mindre harmonisk – et til tider næsten punket udtryk, der står i gæld til canadiske Crystal Castles. Lyt også til duoen IC3PEAK, som præsenterer en storladen og teatralsk variant af den forheksede computerpop.

Moderigtig umtji-umtji

DJ og producer Pavel Milyakov, der også går under navnet Buttechno, er blandt de største navne på den russiske technoscene og begynder så småt også at få opmærksomhed i udlandet. Han har fået sit eget månedlige program på britiske NTS Radio, udgivet en plade på det parisiske pladeselskab Collapsing Market og optrådt som led i den prestigefyldte DJ-arrangementsrække Boiler Room. Alligevel er han nok mest kendt for sit samarbejde med den russiske tøjdesigner Gosha Rubchinskiy, der har etableret sig som et fremadstormende navn i modeverdenen i løbet af de seneste 10 år. Buttechno har leveret lydsiden the Rubchinskiys shows, reklamer og fremvisninger stort set siden begyndelsen.

Men musikken er langtfra steril og kedelig – som man måske forestiller sig soundtracket til en catwalk. Buttechno laver hektisk elektronisk musik. Ofte bliver technoens stabile puls dekonstrueret og genfortolket i fragmenterede rytmer, andre gange viger slagtøjet pladsen for forvredne, knudrede ambientteksturer. ’Broken techno’, kalder han det. Også hans DJ-sæt vidner om musikalsk frisind, hvor han kan finde plads til både støj- og improvisationsmusikeren Oren Ambarchi, indierock fra Dirty Beaches og black metal-bandet Sunn O))). Buttechno er desuden grundlægger af det Moskva-baserede musikkollektiv Johns’ Kingdom, som Kedr Livanskiy også er en del af.

Uden for kollektivet er en af de mest opsigtsvækkende elektroniske musikere Moa Pillar, hvis udtryk også pendulerer mellem mørk lydkunst og febrilske beats – tænk, engelske Autechre møder slaviske folkemotiver. Hans seneste udspil, ep’en No Expectations, udkom på det lokale pladeselskab Full of Nothing grundlagt af Ivan Zoloto, som også har startet netradioen New New World Radio og optræder under navnet Myka.

Psykedeliske drømmesyn

I en genre, der historisk set har haft et tæt forhold til hallucinogener og bevidsthedsudvidelse, skiller det russiske psych-rockband Gnoomes sig ud. Sidste års Tschak! er skrevet og indspillet uden brug af ferietabletter eller hestemedicin. I ren og kedelig ædruelighed. Det var ikke en helt frivillig beslutning. Efter 2015-debuten Ngan! – ja, pladenavnene er formidable – blev de tre drenge fra Gnoomes anholdt for at være skæve på gaden, smidt fem dage bag tremmer og pålagt løbende blodprøvetjek.

Men musikken er stadig rigelig kalejdoskopisk, selv om gutterne er blevet klare i hovederne. Døsige vokaler træder sporadisk i forgrunden i en farvesuppe af støjende guitarklange og blipblop-elektronik. Lydbilledet er svimmelt og fortumlet med flittig brug af guitareffekter og gamle keyboards. Der trækkes på de mere eksperimenterende og utilgængelige sider af amerikanske The Flaming Lips, krautrock i stil med tyske Popol Vuh og shoegazing fra My Bloody Valentine. Gnoomes kalder det bare ’stargazing’. De kigger åbenbart ikke på sko, men på stjerner.

Det er svært at sige, hvor inspirationen kommer fra, men gruppen har beskrevet fængselsopholdet som en »psykedelisk oplevelse«. Det kan man jo tage til efterretning.

Pinkshinyultrablast opererer også inden for den tågede drømmerock, men af den mere æteriske, mindre elektroniske variant. Det er et imødekommende univers, hvor popmusikkens afsmitning er tydeligere med fængende melodier og blødere lydflader. Den kvidrende kvindevokal fremkalder minder om skotske Cocteau Twins, og generelt lånes der meget fra de britiske bands Lush og Slowdive.

Kvartetten Glintshake er et foretagende, der placerer sig i den modsatte ende af spektret med guitardissonans og punkattitude arvet fra Sonic Youth.

Nostalgisk indierock

På den russiske indierockscene har gruppen Padla Bear Outfit gennem de sidste næsten 10 år været det førende navn. Den flamboyante frontfigur Arsenij Morozov nyder kultstatus, og gruppen har introduceret russerne for lyden af den newyorkske freakfolk, der i start-00’erne blev etableret af kunstnere som Animal Collective, Woods og Devendra Banhart. Omdrejningspunktet er ustemte guitarer, skrattede lofi-optagelser og kitschede lydkollager. Intet er rent eller finpudset. Det hele er legende og småironisk – på grænsen til det decideret fjollede.

Da bandet sidste år gik i opløsning, forklarede Morozov bruddet med, at projektet var blevet for kunstigt, flagrende og identitetsløst. Gruppen stak i for mange retninger og ændrede nærmest stil og genre fra udgivelse til udgivelse; fra koncert til koncert. Det var en blindgyde. Der var intet holdepunkt.

Morozovs nye band, Sonic Death, opstod som et direkte modsvar med en streng musikalsk og æstetisk identitet. Det er et seriøst projekt, som Morozov har kaldt »et forsøg på at være et ægte rockband«. Den pastelfarvede og finurlige ny-hippie-etos blev erstattet med læderjakker, tunge guitarer og grynede sort-hvid-billeder. En stilistiske renhed, hvor også den musikalske vision er tydelig: Det er ukompliceret garagerock i stil med The Black Keys og The White Stripes.

For en måneds tid siden udgav Morozov så sin første soloplade, 31, under navnet Arsenij the Baptist. Det er blød og besjælet indiepop med søvnig vokal, spinkle guitartemaer og trommerne trukket langt tilbage i mixet. Man fristes til at tænke på canadiske TOPS eller amerikanske Foxygen, og pladen vidner om, at Morozov har et potentiale, der hverken er blevet forløst i hans påtagede fjollerier eller i den dogmatiske klichérock.

Performativ fremtidsrap

Rusland er ikke gået fri af den verserende hiphopbølge. Det største navn er den 33-årige Miron Fyodorov eller Oxxxymiron, der er en slags Ruslands svar på L.O.C. Ikke synderligt interessant. Men graver man lidt, opdager man en sand underskov af unge internetorienterede rappere, der praktiserer en svært excentrisk fortolkning af samtidens hiphoplyd. Den bedøvede såkaldte cloud rap er et klart støttepunkt, og også emoæstetikken med afbleget hår, ansigtstatoveringer og heavy metal-trøjer har vundet indpas blandt de russiske undergrundsrappere. Alligevel har de noget, der gør, at de skiller sig ud: Den russiske udgave af hiphoppen kommer med en absurdistisk tilføjelse, man ikke finder hos de vestlige modstykker som amerikanske nyligt afdøde Lil Peep eller svenske Yung Lean.

Rave-rapgruppen Little Big er et oplagt eksempel. Kollektivet kombinerer sange som »Give Me Your Money«, »Big Dick« og »Everyday I’m Drinking« med en i-dit-ansigt, vulgær og overeksponeret musikvideoæstetik. De omfavner og udstiller både russiske og hiphop-stereotyper, men gør på en måde, hvor det ikke er åbenlyst, at den kun er for sjov. Der er ikke et tydeligt glimt i øjet, for det komiske element er så mørkt og dadaistisk, at det simpelthen er dominerende. Det er næsten uhyggeligt og kvalmende at kigge på. Noget med dværge og saunaer og geder. Det eneste, man bare tilnærmelsesvis kan sammenligne dem med, er sydafrikanske Die Antwoord.

Et lidt mere nedtonet navn, selvom hun også har arbejdet med Little Big, er den unge rapper Tatarka, der på sin seneste single, »Pussy Power«, viderefører energi og attitude fra britiske M.I.A. Og det er et gennemgående kendetegn for den unge russiske hiphop – den er energisk og sprudlende. Klar til at gøre sit indtog. 

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Søren Veje
Søren Veje anbefalede denne artikel

Kommentarer

HIP HOP kulturen i Rusland, er stor..hver by har deres bud på DJs, rappere, dansere osv, de russiske HIP HOPPERE lægger vægt på, at holde det så gade / ægte som muligt, så det forbliver så identisk og undergrund, som muligt....der er så mange artister, så det er umuligt, at følge med....

De russiske hip hoppere i Moskva, jeg kender siger HIP HOP kulturen kom til Rusland i 1983/84...og herfra opstod, der breakdance crews, rappere, graffiti malere, DJs osv...

BEAKDANCE blev vist i sovjettiske film, da det var blevet populært, her "Courier" fra 1986....en af flere "kult film" fra sovjet tiden....da HIP HOP kultur fra NEW YORK/USA nu var en realitet....

***This is a Cult movie for generation of the 70-80s in USSR. One of the first breakdance footage in the soviet cinema. Great movie directed by Karen Shaknazarov***

https://www.youtube.com/watch?v=XKBiW6ZLtPo

Rap er nu så mainstream, så fra Skole 727 i Moskva, blev den her "Учат в Школе", som er en "cool skole rap" video lagt ud på YOUTUBE i år 2015.....

https://www.youtube.com/watch?v=9rTdaN0Up54&list=RD9rTdaN0Up54

Kendte russiske rap crews fra 1990erne

del 1 og 2

https://www.youtube.com/watch?v=GXfhZbwyefs

+

https://www.youtube.com/watch?v=M4uSew40YmA

Jeg sendte min ven Andreas Johnson (har lavet en del gode dokumentarfilm) til Moskva i år 2004...her mødte han bl.a. DJ Hobot fra HIP HOP crewet KASTA - de er stadig et af de største russiske HIP HOP CREWS...

Det var meningen Andreas villle lave en doku, om den russiske undergrundsscene, han mødte mange fede progressive mennesker dengang...inden for HOUSE, HIP HOP...og var med til mange fester...han fik interviewet og filmet en del....desværre er der ikke udgivet en doku...

DJ Hobot er idag involveret musik produktioner, der rækker langt ud over Ruslands grænser....

I sovjet tiden, var der kun ét pladeselskab...Melodiya (Μелодия)...selskabet har altså udgivet nogle sindsygt fede BREAKBEATS (udtryk inden for HIP HOP, om de forskellige trummebraks, der findes i en sang/numer..der kan bruges til at breakdanse til, når der kan "cuttes" med to af de samme vinyler) i 1970erne, - da jeg i 2005 hang ud med DJ HOBOT i Moskva, fortalte han mig, at russiske HIP HOP DJs havde fundet, så mange "ukendte" fede sovjet disco7funk/tidlig hip hop numre på Μелодия..så, når de store loppemarkeder åbnede i weekenden, var det med, at være der tidligt, og få fingre i de her sjældne vinyler.....de er så desværre dårligt presset, så der kan ikke scratches på dem, uden de går i stykker....så russiske DJs, fik dem dengang overspillet til DUBPLATES fra Estland...
Dengang kendte jeg kun Μелодия, for en AEROFLOT 50 års jubilæums souvenier vinyl fra 1973, som jeg engang fik af en god ven, og de få andre Μелодия vinyler, med russisk kormusik, eller med kendte kunstnere fra vesten...Michael jackson, Paul McCartney osv....men, at Μелодия var endnu federe...og havde lagt vinyl til mange russiske og andre sovjet landes funk, disco og elektroniske musik kunstnere...fandt jeg først for alvor ud af, da div. YOUTUBE kanaler opstod...

I starten...2008 agtigt, var det sporadisk hvad der blev lagt ud, nu er det mere organiseret....og flere kanaler er opstået....superfedt, for igen at "koge det ned", er der her nogle klip med nogle "breaks"...fra div sovjettiske kunstnere...fra dengang ;-)

https://www.youtube.com/watch?v=_j0fre9xaRY

De fleste russere jeg kender, kommunikerer udemærket på engelsk, men feks rap crewet KASTA, laver kun rap på russisk....i mange år, optrådte de 3 x om ugen, og det var ikke kun i Rusland, men også i tidligere sovjet lande, hvor de unge kunne snakke / forstå russisk.....

Nok om det...tilbage til år 2018...

Idag er vi "globale"....

Undergrunden i Moskva har avlet bla. MOSCOW DEATH BRIGADE....kald det yderst venstrefløj...musikken er rå, en blanding af rock/rap...og et budskab på engelsk....gruppen var her for nylig og optræde i ungdomshuset på Dortheavej.... ;-)

Her en af deres engelsk sprogede numre, og ja....gruppen udgiver deres musik på vinyl...YES!

https://www.youtube.com/watch?v=F_qmZOZsiyk

her en artikel om russisk MTV, og hvilken betydning....det fik ;-)

https://www.calvertjournal.com/opinion/show/4481/domestic-product-how-mt...