Hvor skønt ser det skønne Rusland ud i dag?

I over en måned har vi i tunge dryp på kultursiderne og i vores kultur- og bogtillæg leveret vores bud på en kanon over Ruslands storslåede kulturhistorie med portrætter af avantgardens afgørende billedkunstnere, af Sovjettidens suveræne skakspillere, af videnskabsfolkenes største åbenbaringer, af teatrets og litteraturens helt store kanoner, af filmrussernes vilde omgang med klip og kamera, der udfordrede mediet fra dets fødsel, og af de udødelige, klassiske komponister.

Vi har kaldt vores kanon for ’Det skønne Rusland’ for at markere et skel mellem dengang og nu, mellem kulturens udtryk og de storpolitiske dramaer, og for at minde om, at Rusland er andet og mere end de billeder, mange får på nethinden, når man i 2018 tænker på præsident Putin i bar overkrop på en bjørn og på anakronistiske melodigrandprix-deltagere, statsdopede OL-atleter og en klækkeligt betalt dansk talk show-vært, Peter Schmeichel, der på propagandakanalen RT fremviser russiske turistattraktioner.

Nu har vi dedikeret dette tillæg til den kultur, der ikke genopruller et ’før’, men som er eksempler på den kultur, der lige nu eksisterer sideløbende med – og indflettet i – Putins regime. Vi møder et postsovjetisk, in-medium-Putin-Rusland, der ikke længere er førende inden for videnskab, litteratur, musik, teater eller billedkunst, et land, hvis dygtigste skakspiller i år ikke formåede at tilkæmpe sig mulighed for at besejre Magnus Carlsson til VM i oktober.

Men der lukkes stadig øjeblikke af grum og rørende skønhed ind i kunsten, som arbejder med nationens selvfortælling på subtile og mere direkte måder i film, litteratur og musik. Det sker på trods af en stat, der sjældent giver penge til den frie kunst.

Der er skakhistoriens yngste verdensmester fra Ukraine, der skiftede statsborgerskab og blev russer og nu er erklæret medlem af »Team Putin«. Der er det matematiske geni, der løste et hundrede år gammelt problem, undsagde sig verdens hæder og valgte ikke at flygte til udlandet og bedre arbejdsvilkår og anerkendelse, som så mange andre russiske hjerner. Og der er en teaterscene, der opfører klassikere om og om og om igen, og hvor det vækker skandale at skildre homoseksuelle i balletten. 

Og som tegn på den russiske mode, der måske rykker mere internationalt end andre kunstarter, render realitystjernen Kim Kardashian rundt i L.A. i en rød hættetrøje med hammer og segl. Hun dyrker Sovjet og ånden fra en tilstand, som Rusland stadig er så præget af, som kunstnere bruger som bagtæppe og identitetsspejl, og som mærker, tynger og former det skønne og uskønne Rusland.