Essay
Læsetid: 9 min.

Suzanne Brøgger: En ko faldt ned fra himlen

»I et samfund, som bare vil have flere tal og data, bliver det livsnødvendigt, at vi forholder os til og udvikler vores opmærksomhed på, hvordan hverdagssproget bruges, og om det egentlig er dækkende for den virkelighed, vi lever i«
»I et samfund, som bare vil have flere tal og data, bliver det livsnødvendigt, at vi forholder os til og udvikler vores opmærksomhed på, hvordan hverdagssproget bruges, og om det egentlig er dækkende for den virkelighed, vi lever i«

Mikkel Lock Svendborg

Kultur
13. april 2018

Hvis man siger til en dansker, at man vil skrive en bog om Danmark, får man uvægerligt et ironisk blik til svar: At du gider! Men hvis man siger det til en norsker, at man vil skrive en bog om Norge, nikker den med ’stille alvor’ – den alvor, som fik filosoffen Ludwig Wittgenstein til at bygge sin hytte i det norske eksil med sine bare hænder. Da Tractatus’ geni, Ludwig, meddelte Bertrand Russell, at han agtede at slå sig ned i det norske fjeld, blev Russell alvorligt forskrækket: 

– Der er mørkt i Norge.

– Dagslys bryder jeg mig ikke om.

– Der er ingen at tale med.

– Glimrende! Jeg bryder mig ikke om at være omgivet 

af talende intellektuelle.

– Du må være gal!

– Gud bevare mig for at være normal!

– Du vil blive bønhørt.

Wittgensteins søster ville hellere have haft en lykkelig bror end en helgen, »for med helgener ved man aldrig«…

Det var magiske dage i Solvorn på det gamle Walaker Hotel fra 1600-tallet, hvor det forlød, at en ko for nylig var faldet ned fra himlen med et brøl, ca. 500 meter ned, med fire øjenvidner, som troede, det var en traktor – og hvor en hytte, nemlig Wittgensteins, nu var i færd med at flyve tilbage over Sognefjorden, en af de længste fjorde i verden, lige så dyb, som bjergene er høje. Det var her i dette landskab, Wittgenstein slog sig ned, fordi han vidste, at »jeg måtte blive helt anderledes, end jeg var, hvis jeg skulle leve rigtigt«.

Hvis man konsulterer bogen om de et hundrede og fire mennesker, der har præget det tyvende århundrede, er ingen nordmænd nævnt. Men der er Wittgenstein, som flygtede i eksil til Norge og lærte sig norsk, omend bokmål, som han havde læst hos Ibsen, og som de lokale i Skjolden ikke rigtigt forstod. Nej, de forstod ham faktisk ikke, uomgængelig som han var. Og det var her, han udviklede sine teorier om den menneskelige samtale som alfa og omega for al civilisation. Men hvis nogen listede på hans bjerg, rasede han over, at hans koncentration nu var ødelagt i flere uger. Han bandede og svovlede, hvilket faldt den kristensindede lokalbefolkning for brystet, selvom Wittgenstein bedyrede, at det var for at få djævelskaben ud af kroppen. Man forstod nok, at det var en fin mand, der kendte de fine, både i Scholden og i udlandet, men de kaldte ham for en »djupning«, som er en blanding af tosse og geni. Eller som folkeviddet vil det:

I sandhed en begavet mand.

Alt, han siger, går over ens forstand.

På Wittgensteins tid gik konerne stadig med garnnøglet under armen, strikkende, ned ad grusvejen for at være på pletten, når skibet kom ind fra Bergen med nyheder og varer. Wittgenstein fik sit vand og brød hejset op på bjerget i en kurv på et tov gennem et trissesystem, han selv havde konstrueret. Teknisk snilde havde han, ligesom han var lidt af en arkitekt.

Jeg læser i min norske avis om en mand, der går i psykoterapi for at komme i kontakt med sine egne følelser. Og dét må man sige: I teknokratiets tidsalder, hvor mennesker i stigende grad bliver til robotter, er de menneskelige følelser og navnlig sproget for menneskelige følelser dyrebart, eksklusivt. Dækkende ord kan de færreste betale. Sportsfolk og grandprixvindere bliver evindelig spurgt: »Hvad føler du lige nu?« Men hele den menneskelige palet af følelser er efterhånden skrumpet ind til to kategorier, sur-glad, op- og nedtur. Smiley op, smiley ned. Det er aktiernes og sportens sprog, der har sat sig igennem i alle sfærer. Et ekstremt fattigt sprog.

Her har vi brug for en Wittgenstein. For han kom jo i sine undersøgelser frem til, at vi ikke engang kan være sikre på, hvordan en bestemt følelse opleves af et andet menneske. Der kommer samtalen ind som en mulighed. Der er ikke andet. Og for mig, der er på jagt efter den uddøende race af »originaler« i denne vor teknokratiske verden, hvor ensretningen breder sig, er Wittgenstein – som ubestemmelig halv-homofil jøde, folkeskolelærer og portør under anden verdenskrig – en attraktiv »djupning«.

Også de Wittgenstein-aficionados, der samlede sig dér på hotellet, var af det originale tilsnit. En ældre sprogmand kom ned fra bjerget, hvor han havde stået på ski samme dag, 40 kilometer med sin ældre bror på 75. En anden havde skåret torskehoveder som barn på Lofoten – torsketunger nam nam – men oprettede nu traumecentre i Mellemøsten. Og så var der psykiateren, der sang og dansede somalierne i Norge væk fra omskæringens helvede. En yngre germanist, Elisabeth Beanca Halvorsen, havde skrevet om den østrigske forfatter Elfriede Jelinek der jo foruden sin Nobelpris har været en stor succes i Norge med sit teaterstykke om, hvor Nora gik hen, da hun forsvandt. Måske drog hun til Zimbabwe. Norske Beanca har fra sin lejlighed i Wien skrevet et stykke om Doris Lessing, der er blevet opført i Zimbabwe, hvor man viser stor interesse for Ibsen.

Det er mit indtryk, at dér, hvor Danmark halvhjertet forholder sig til Bruxelles – af ren nødvendighed – dér er Norge snarere – og mere helhjertet – forbundet med Centraleuropas bjerge, folkedragter og det kosmopolitiske Wien. Den unge kemiker Lene, af jødisk herkomst, var kommet for at sætte ord på sin familiehistorie, der altid havde været tys-tys. Derfor havde hendes mor været så glad for at læse mine bøger, sagde den unge kvinde, i fornemmelsen af, at jeg skrev lige modsat tys-tys. Og derfor havde Lenes morfar advaret sin datter imod min indflydelse.

Hjemme fandt jeg bogen Wittgenstein’s Vienna, der udkom i 1973. I den grad gennemstreget. For det er jo fuldkommen rigtigt, som Knut Olav Åmås påpegede under seminaret, i 70’erne oplevede man en tilsvarende ’kulturrevolution’, som vi kunne spejle i modernitetensgennembrud ved århundredskiftet i Wien. Måske havde 1970’erne ikke alle de genier, der prægede Wien: Wittgenstein, Freud, Klimt, Schiele, Karl Kraus, Loos, Schönberg og Musil. Men vi havde Yves Klein, Niki de Saint Phalle, Herbert Marcuse, Ronald D. Laing og The Beatles.

Tidsånden talte sit tydelige sprog: Den gamle verden var forbi. Det modernes indtog betød, som Pål Veiden så glimrende gjorde rede for, at man ikke længere behøver at sammenligne sig selv med traditionen eller fortiden, man sammenligner kun sig selv – med sig selv. Det er det moderne. Her og nu. Og det gik jo godt, så længe traditionen og fortiden fandtes som noget, man kunne afvise, tænker jeg.

Men hvad sker der, når det moderne bliver enerådende, og man selv skal skabe sig selv? Hele tiden. Når der ikke længere er en tradition at gøre op med? Kun de færreste evner at sammenligne sig selv med sig selv. Derfor kommer man uvægerligt til at sammenligne sig med andre. Deraf ensretningen.

Det er vel forskellen på dengang og nu. I dag er der ingen fortid at vende sig mod eller at se sig selv i forhold til – med mindre man selv opsøger den. Frivilligt, sådan som vi alle havde gjort de dage på Walaker Hotel.

Jeg havde været nervøs for ikke at kunne forstå, hvad folk sagde på nynorsk. For det er lidt anstrengende at læse. For en dansker også lidt komisk og barnligt i stavemåden. Men barnlig er jeg selv og tror måske, at det nynorske ligger på forkant i en ensretningens verden. Hvis der var 30 deltagere, der havde revet tre dage ud af kalenderen og var kommet til Wittgenstein-foredrag for at »tænke lange tanker«, og de alle havde deres egen dialekt, så hørte jeg over 30 forskellige sprog i de tre dage. Og det er opløftende i en verden, hvor sprog – ligesom køn/race/religion – ligger højt på parameteret for diskrimination. Dér i Solvorn talte enhver med sin tunge.

Og jeg kunne godt forstå, hvad de sagde. For den ældre Wittgenstein har jo ret i, at sproget ikke er et logisk opbygget typehus, men en krinkelkroget middelalderbygning med sjove gesimser, svalegange, fuld af kaotiske krumspring. Jeg hører ikke bare ordene i sig selv, men melodien, mimikken, tempo, stilleje og den lune underfundighed.

Det bevægende ved Wittgenstein er for mig hans »nøgne sjæl«. At han er parat til livet igennem, minut for minut, at tænke forfra. Selv da han efter Tractatus, som han skriver forlægget til i Skjolden 1913-14, mener, at alle filosofiens problemer nu er løst, og han overvejede at blive bilmekaniker, men i stedet blev en håbløs folkeskolelærer i Wales, så opdager han lidt efter lidt, at det er helt irrelevant, om filosofiens problemer er løst. For livet er der stadig. Uløst og uforløst, og ja, egentlig u l ø s e l i g t. Han opdager, hvor lidt der er opnået, når filosofiens formelle problemer er løst. Uanset hvor man flygter hen og forskanser sig, bliver livet ved med at banke på og kræve nye svar. Hans egne kom i form af Filosofiske undersøgelser 1936-37 – også skrevet i hytten.

Engang havde han sagt, at hvad man ikke kan sige med sikkerhed, derom må man tie. Tractatus’ gammeltestamentlige form i aksiomer havde fungeret som et bolværk mod metafysikkens gryende fascistiske kræfter. Wittgenstein gik et år i samme skole som Hitler.

Og det paradoksale er, at det er her i »naturens katedral«, i de norske bjerges »stille alvor«, i ophøjet ensomhed, at Wittgenstein bliver klar over, at det er samtalen, sproget, vi er fælles om, der er vores grundlæggende virkelighed. Det er dén der grumsede samtale, fuld af fejl – høre-, tale- og huskefejl – misforståelser og irriterende afbrydelser, der er vores fælles fodfæste: »Det, jeg vil udtrykke, udtrykker jeg hele tiden bare halvvejs vellykket, ja, ikke engang det, måske bare en tiendedel.« Wittgenstein udtrykte sig ikke i et akademisk universitetssprog. Kjartan Fløgstad beskriver Wittgenstein som »centrallyriker« og »sprogmystiker«. Han fandt ikke, hvad han søgte, ved at trænge nedenunder overfladen, men ved at opholde sig ved hverdagens samtalesprog.

Jeg forestiller mig, at de tavse fjelde gav deres besyv med og dermed gjorde deres til, at Wittgenstein kom frem til samtalen som vores fælles virkelighed. Eller som Imre Kertész skriver: »Forandringen i mit liv var ikke professionel. Det var et øjeblik af dyb opvågnen.« Man plejer at sige »dyb søvn«. Men for disse sjældne mennesker, »djupningerne«, er det opvågnen, der er dyb.

Da Wittgenstein døde 51 år gammel af prostatakræft, lod han sig døbe og fik den sidste olie. Og hvad angår de venner, han ikke fik set, sagde han: »Sig til dem, at jeg har haft et vidunderligt liv.«

Og hans liv lever videre. For nylig udgav litteraturforskeren Toril Moi Revolution of the Ordinary med Wittgenstein som inspiration, fordi han satte hverdagssproget som en indgribende organisme i virkelighedens verden. Sproget betragtes ikke længere som rent repræsentativt som hos en Saussure og alle strukturalisterne, men som en levende, organisk del af vores virkelighed. I et samfund, som bare vil have flere tal og data, bliver det livsnødvendigt, at vi forholder os til og udvikler vores opmærksomhed på, hvordan hverdagssproget bruges, som Toril Moi siger, og om det egentlig er dækkende for den virkelighed, vi lever i.

Det, jeg hæfter mig ved hos sprogmystikeren W., er, at for ham er skriften og søvnen ikke noget, man gør, men noget, der sker for mig af sig selv, hvis jeg lader det ske og ikke forhindrer det. Dét er det mirakuløse, vil de søvnløse og skriveblokerede nok hævde.

Essayet er fra Suzanne Brøggers nye bog om Norge ’Norsk omelet – epistler & notater’, der udkommer på forlaget Gyldendal den 24. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Hjerl-Hansen

At læse denne artikel gjorde mig momentant syg om hjertet af sorg. Det lyder lidt gay hihihuhaha. Jeg behøvede ikke se særlig dybt ind i mig selv for at se at sorgen blev til momentant uregerligt had. Et ret hihi almindeligt fænomen i kommentartråde indså jeg uden at dette beroligede mig. I det dagligsprog som vi alle i en vis forstand er slaver af fordi vi gør noget med det som kan underkastes filosofiske undersøgelser er det almindeligt at se sorg-betinget had som frustrationer: Et komplekst selv-forvirret ynkeligt fænomen der slår omkring sig til højre og venstre.
Nej.
Jeg fik medfølelse med dem der gerne vil vide noget om Wittgenstein og blev skuffede. Måske trak de endda på skulderen og gav op overfor Wittgenstein fordi de simpelthen blev desorienterede. Wittgensteins buksemål er hihi ligegyldigt. Er det ikke min egen sag om jeg blev ked af det? Hvorfor? Skal sorg pakkes ind? Det er den allerede qua dens natur fordi den er det mest komplekse i livet. Den kræver luft, jfr. Wittgensteins flotte ovn af glas, som han havde med sig ved fjorden. Der er også sorg i toppen af Maslows behovspyramide og ikke kun et spændende norsk minikursus og et veldækket hihihi norsk bord. Enig i at Toril Moe’s bog ”The revolution of the ordinary” er god. Uenig i hihihi at Wittgenstein blev 51 år.
Dbh.

Jeg må konstatere, at jeg bare ikke er så god en læser, som jeg ellers har gået og bildt mig ind.
Jeg kan simpelthen Ikke læse denne artikel ordentligt, for jeg tænker hele tiden på køer, der falder ned fra himlen.
Koen i artiklen falder i 1600-tallet, så kan de vel for filan ikke have troet, det var en traktor?
Og så er der anekdoten fra vel firserne, hvor et skib udsender mayday, da en ko er faldet ned fra himlen, og præcist har ramt dette skib, som nu er ved at synke.
Besætningen har svært ved at overbevise om dette, da det lyder for vildt - de må være skidefulde.
Men den er god nok - personellet på vist nok et sovjetisk militær-fly, havde ikke fået løn i lang tid. Derfor havde de taget en ko med til fortæring, koen brød sig imidlertid ikke om at flyve og gik besærk, hvorefter personellet ikke så anden udvej end at dumpe det stakkels kræ.

Jeg er stor Brøgger-fan, som helt tydeligt er væsentligt klogere end mig ;)

Skrive går heller ikke godt, eftersom det ikke er 'Brøgger-fan', der er klogere end mig, men selvfølgelig Suzanne Brøgger.
Ak ja måske jeg kan få et kursus hos Løkke-fonden.

Maj-Britt Kent Hansen

Baked Alaska!

Grethe Preisler

Baked Alaska som Vor Far lavede den i 1968!
(vogt Dem for efterligninger)

'Førstebølge-feministerne' fra 1973 (ingen nævnt og ingen glemt) får kamp til stregen af fjerdebølge-feministerne Twerk Queens' 'Ludermanifestet'.

"Sådan er alle mine dage.
En ko er en ko, til den dør.
Eet skridt frem og to tilbage,
der hvor jeg var lige før"
(Sebastian)

Flemming Berger og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar