Thomas Korsgaard: »Man er villig til at sælge alt for at skrive«

»Jeg sørger for at holde mine udgifter nede. Det er en telefonregning, husleje og mad, og det er det. Da jeg fik antaget min første bog, fik jeg et forskud, og det fik mig i gang med min nye roman. Derefter fik jeg statens kunstfonds arbejdslegat på 50.000 kroner. Det er vel og mærke et beløb, som man skal betale skat af. På grund af mine lave udgifter kunne jeg holde fri i fem måneder. Også fra oplæsninger og arrangementer. I efteråret måtte jeg igen tage ud og læse op, hvilket var ekstremt frustrerende, fordi jeg var i gang med en ny roman. Derfor tog jeg også et telefonsælgerjob, mens jeg boede i Aarhus. Det var bare for at have lidt på kistebunden. Det sikrede mig en tryghed, der gjorde, at jeg kunne få skrevet bogen færdig. Lige nu går jeg bare og venter på statens kunstfond. Det er det meste nervepirrende tidspunkt på året. Man ved jo ikke om man får et legat, eller om man bliver vildt forsinket, fordi man skal ud og søge et job.«

»Jeg slapper meget mere af, når jeg har økonomisk stabilitet. Jeg ligger ikke søvnløs og spekulerer over min økonomi, men over mine romaner, og det er naturligvis meget federe. Jeg ser frem til mine royalties til sommer. De bliver jo kun afregnet én gang om året, og det er ikke noget, jeg bliver tyk af. Jeg prøver at være åben omkring salgstal. Min roman har solgt seks oplag, så jeg tror, at vi er oppe på omkring 10.000 bøger. Jeg har det ikke økonomisk skidt, men der skal meget mere til for at kunne leve på et niveau, der svarer til, når man har et ordinært fuldtidsjob. Det, jeg får udbetalt, er der jo ikke betalt skat af, og der er ikke lagt til side til pension eller feriepenge. Det er der intet af.«

»Som forfatter er der nogle legater, du kan søge, hvis din økonomi er meget skrantende. De kommer ofte af de overskydende Copydan-penge. I stedet kunne man måske overveje, om man ikke kunne bruge nogle af de midler på at give forfattere mikrolån. Jeg kommer aldrig til at kunne låne penge i en almindelig bank, fordi jeg ikke er kontraktansat og ikke kan vise lønsedler for de sidste tre måneder eller bevise, at jeg har et job. Jeg kan næsten ikke engang bede om et overtræk på mit kort, når min udbetaling fra forlaget bliver forsinket. Det er helt essentielt at have penge til en bolig, når man skal skrive. Jeg kom først for alvor i gang med at skrive, da jeg flyttede ud i en lejlighed i Gellerup.«

»Problemet med penge og kunst er jo, at man et eller andet sted, gerne skriver sine bøger gratis, fordi det er så vigtigt for en. Det er ens hjerteblod. Jeg er nærmest villig til at sælge alt min inventar for at skrive, men det går jo ikke. For mig har det været centralt at tage det at skrive som et job. Jeg siger ikke ja til oplæsninger og arrangementer uden betaling. Jeg skal jo have penge ligesom alle andre. Det er ikke altid, at arrangørerne forstår det. Jeg kan godt lide at komme ud og optræde. Det er en måde at betale huslejen, men jeg vil selvfølgelig helst fokusere på det at skrive.«