Læsetid: 9 min.

Top 20: Kontaktbesvær i Helle Helles bøger

I anledning af Helle Helles nye roman ’de’ er her en kronologisk liste over de bedste eksempler på Helle Helle-karakterer, der gør sig umage for at gebærde sig socialt – eller slippe for det
13. april 2018

Helle Helles forfatterskab handler om afstand og kontakt mellem mennesker.

Det er befolket af almindelige mennesker, i hvis opførsel det absurde og det sædvanlige overlapper. Folk i hendes bøger taler i koder, de taler forbi hinanden, og de vinker til hinanden, så man kan se, at der både er god vilje og godt med afstand mellem personerne i de her bøger. 

Hvad enten de vil opnå eller undgå kontakt, viser det sig at være ret besværligt, og befippelsen er aldrig langt væk.

Helle Helles forfatterskab fejrer den befippelse, og det fejrer vi her med en kronologisk top 20 over elskelige eksempler på kontaktbesvær:

I debutbogen, tekstsamlingen Eksempel på liv, skrev Helle Helle lidt ligesom dramatikeren Line Knutzon, det vil sige absurde dialoger i stiliserede private rum med surrealistiske elementer. De stiliserede private rum var nok en generel halvfemserting. Her ser det ud til at blive en trist jul for Frank:

» – Velkommen i klubben, siger Hr. Frank til sine fire søskende to gader længere væk.

– Hvilken klub, spørger Dortea Frank.

– Klubben af ugifte familiemedlemmer uden forsørgerpligt, der har besluttet sig for at fejre julen i fællesskab, svarer Hr. Frank og tænder et stearinlys.

– Den omtalte klub eksisterer ikke, siger Villy Frank og spytter på sine fingre.

– Vi har besluttet os for at fejre julen uden dig, siger Erling Frank og sætter fingrene på vægen.

– Du er en pestilens, siger Benedicte Frank og vifter røgen væk.

– Det var Sørens, siger Hr. Frank. – Det var Sørens.«

(Eksempel på liv, 1993)

Et af Helle Helles glansnumre er at opløse henvendelsen til andre mennesker til en række konkrete gøremål, der fremstår som en blanding af meningsløse tvangshandlinger og meningsfulde ritualer. Også her i debutbogen:

»Noget af det værste, Marianne kan forestille sig, er at bytte rundt på to breve, hun har skrevet. Før hun lukker kuverterne, kontrollerer hun altid, at navnet udenpå er det samme som i brevets øverste linje. Alligevel åbner hun kuverterne, lige før hun går ud ad døren for at poste dem. Hun standser i entreen og åbner og lukker og åbner, indtil kuverterne til sidst er så nussede, at man ikke kan være bekendt at sende dem.

Marianne har en del breve liggende, som hun aldrig får sendt.«

(Eksempel på liv, 1993)

Novellen »Fasaner« er en klassiker i danskundervisningen og et studie i, hvordan mennesker mødes og massiv forlegenhed opstår og bølger frem og tilbage. Det virker som en helt rimelig måde at ruste de unge mennesker til fremtiden på:

»Jeg siger, at jeg venter gæster om et øjeblik. Han stikker hovedet lidt ind i opgangen og siger, at han nok mente, der lugtede af gullasch. Jeg siger, at det er en italiensk gryderet med soltørrede tomater. Han forstår ikke, hvad jeg siger, og beder mig om at gentage. Jeg siger, det kan være lige meget.«

(»Fasaner« i Rester, 1996)

I Helle Helles første roman Hus og hjem skal en ung kvinde falde til i et voksenliv. Hun starter med at sidde lidt for sig selv og kontemplere muligheden af at kommunikere med nogen:

»Jeg drikker den ene flaske rødvin og slår navne op i den lokale telefonbog, mens fjernsynet kører.«

(Hus og hjem, 1999)

Det ene kan være lige så godt som det andet, når der smalltalkes til et fremmed bryllup:

»– Ja, ja, siger hun. – Det er da en sød kjole.

– Den er fra Israel, siger jeg.

– Selvfølgelig. Det er i Israel, du bor.

– Nej, siger jeg.

– Er det ikke?

– Nej. Jeg bor i Randers.

– Nåh. Jamen, det ene kan vel også være lige så godt som det andet, siger Britta.«

(»Globryllup« i Biler og dyr, 2000)

Andre menneskers kommunikationstrang kan være uoverskuelig. Her sidder hovedpersonen i Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand i et s-tog og spytvasker sine nye støvler for saltrande. En ældre, løsningsorienteret dame melder sig på banen, anbefaler en tot vat med mælk på og taler om sin søn i Amerika. Bemærk forfatterskabets sjoveste product placement:

» – Han har over en million om året, hviskede hun. – Altså i dollars. Det var næsten ham, der opfandt minarinen. Hun udtalte det dollas.

– Er det ikke en meget gammel opfindelse? sagde Susanne.

– Min mund er lukket med syv segl, sagde damen. Hun smilede. Hun pakkede månedskortet omhyggeligt ned i sin taske. Hun foldede hænderne i skødet.

– Så fik du noget at tænke over, sagde hun. Hun nikkede ned mod støvlerne.

– Husk det med mælken. Det er noget, jeg véd.«

(Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand, 2002)

Samme hovedperson gør sig umage i sit parforhold:

»Men hun vidste, at han satte pris på hendes tavshed. At hun manede til eftertanke i stedet for at plapre. Hun mindede ofte sig selv om at være sådan, og det virkede altid et stykke tid.«

(Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand, 2002)

Her har de så en god samtale. Jøsses:

»Så ringede han og undskyldte. Det var ikke noget, der skete tit, og hun holdt om røret med begge hænder. Hendes stemme blev varm. Da de havde sagt farvel, vendte hun papiret om og skrev: ’God samtale er dobbelt glæde i et ellers glædesløst forhold.’«

(Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand, 2002)

Nedenstående, formuleret af parfumeekspedienten Jane fra Rødby-Puttgarden, kunne være alle personer i Helle Helles forfatterskab. At gebærde sig kan være en krævende disciplin:

»Jeg kunne godt gå rundt og gebærde mig, men ikke for længe ad gangen.«

(Rødby-Puttgarden, 2005)

Her er Janes mor, Henriette, f.eks. til det bal, der resulterer i, at hun bliver mor til Jane:

»Alting lugtede af syrener. Henriette strakte benene på bænken og lagde nakken helt tilbage. Hun lukkede øjnene. Da hun åbnede dem, stod Birger Nielsen foran hende og vippede på fødderne. Så blev hun gravid, men hun kunne ikke lide at sige det til ham. Han var heller ikke noget for hende, og desuden rejste han til Kolding kort tid efter.«

(Rødby-Puttgarden, 2005)

For hver bog, Helle Helle udgiver, bliver beskrivelserne af gestikken mere præcise og sætningerne mere elegante. Det er forlegenhed udfoldet som en form for koreografi, lidt ligesom en Chaplinfilm:

»Han krummer sig frem mod styret, hver gang han træder pedalerne i bund. Sådan cykler jeg selv, derfor cykler jeg ikke. Han standser og stiger af. Spejder ud over havet. Han ved godt, jeg sidder her. Jeg ser ned på mine hænder i svineskindshandskerne.«

(Ned til hundene, 2008)

I Ned til hundene taler hovedpersonen nødigt over sig. Her plapres ikke:

»Han spørger, om jeg har arbejdet. Det er længe siden, jeg har arbejdet, og længe siden, jeg har svaret.«

(Ned til hundene, 2008)

Det gør der til gengæld, når venligtsindede fremmede i Dette burde skrives i nutid strander i Glumsø. Hovedpersonen, Dorte, møder dem som en lystig sværm af oplysninger, der ikke er relevante i traditionel forstand:

»De fortalte om turen til Knuthenborg og de dyr, de havde set. De tog sådan en tur en gang om året, hans moster boede nede ved Nakskov, de kørte i hendes bil. Det var en Opel på gule plader, hun havde et hjemmeservicefirma. De plejede godt nok at være af sted en dag om sommeren, men mosteren havde haft brækket sit håndled. Hun var faldet ned ad en skrænt på Hestehovedet i maj, hun havde set en mand, hun troede, hun kendte.«

(Dette burde skrives i nutid, 2011)

Dortes faster Dorte gebærder sig det bedste, hun har lært. Det samme gør hendes flamme. Det går ikke så godt:

»– Jamen, så tak for nu, sagde han. Hun fik ikke sagt noget, fordi hendes mund var så spids.

Hun sad helt stiv ved bordet i næsten en time. Så overvandt hun sig selv og gik hen til hans lejlighed, men der blev ikke lukket op. Hun fandt et krøllet stykke papir i sin taske og skrev: Er du gået for at gå, eller gik du? Hun foldede papiret sammen og smed det gennem brevsprækken. En enkelt gang siden havde hun set ham på vej ind i Kvickly, han havde også set hende, de vendte begge to om, han var desværre lidt hurtigere end hende.«

(Dette burde skrives i nutid, 2011)

I Hvis det er gemmer voksne kondiløbere sig bag ved og oppe i træerne i Rold Skov for at undgå utilsigtet kontakt. Det nytter ikke noget:

»Som jeg nok har bemærket, er der ingen mobildækning. Hun gestikulerer en del, hendes hænder er korte og firkantede.

– Det er lidt noget pis, siger hun.

Vi står stadig midt i lysningen, vi ser os omkring i forskellige retninger. Vi kommer ikke ind på, at hun sad i det træ.«

(Hvis det er, 2014)

Igen er alle de gestusser, gebærder og bevægelser, der sammen med flakkende blikretninger og generel grundforvirring udgør et akavet møde, beskrevet minutiøst. Hurra for håndfladen, som man altid kan placere sit blik i, hvis det andet og de andre er for meget:

»Ekspedienten kom trækkende hen ad fortovet med den lille hund, nu iført dækken. Hun lod den snuse til noget under en bænk, hun stod og studerede sin håndflade imens. Da jeg nærmede mig, løftede hun hovedet og så lige på mig uden noget særligt udtryk. Jeg lagde an til en hilsen. Men før den blev til noget, rettede hun igen sin opmærksomhed mod håndfladen.«

(Hvis det er, 2014)

Her er første del af en hjerteskærende kærlighedshistorie. Ansigtet er ude af kontrol, og et par andre ting går også galt. Den omtalte Simon er en fyr, hvis ildelugtende dreadlocks man risikerer at få i hovedet, når han danser:

»Hun spurgte, om de så skulle danse. Han sagde, at han ikke ville danse mere, før Simon var gået i seng, han lavede en grimasse imens. Hun grinede, hun kom til at gentage hans grimasse, også lidt efter foran spejlet ude på badeværelset, hun lignede en idiot.«

(Hvis det er, 2014)

Her er anden del. Mange år senere har hun fået sin vilje med ham Christian, der ikke ville danse. Han har i mellemtiden fået sønnen Magnus. De får en hverdag sammen. Hun forsøger at redde situationen med humor. Ens hjerte skælver af rædsel:

»Indimellem mindede hun sig selv om, at de skulle huske at have det sjovt. Hun stak en porre ned i havregrynene, Magnus kiggede forvirret op på hende, ellers førte det ikke til andet end en ubehagelig diskussion med Christian om jordbakterier klokken lort.«

(Hvis det er, 2014)

Mange af Helle Helles karakterer er de første i familien, der kommer på gymnasiet. Det gælder vist også hovedpersonen i De, som her på en forfatterskabet typisk måde bliver reddet af en ordinær generøs gestus midt i historietimen: 

» – Hvad kendetegner almuen, come on? siger hun og går lidt ned i knæ.
Af en eller anden grund føler hun trang til at svare uden at række fingeren i vejret først:
– Det er totalt abstrakt, siger hun, historielæreren lægger hovedet på skrå, stadig nede i knæ:
– Ja, hvordan det? siger hun, men så er der heldigvis en, der sender en rulle digestivekiks rundt.«

(De, 2018)

Hovedpersonen har grund til at være ked af det.

» – Men hvorfor er du ked af det? siger Nete.

Hun ved ikke, hvad hun skal svare. Nete rasler med posen, men siger ikke noget. Brugsens glasdør går op og i. Et større køretøj sætter i gang ude på gaden, lidt senere følger en svag lugt af diesel, men det kan også være noget fra slikposen. Hun kan ikke huske, hun nogensinde tænker sig om så længe med et afventende menneske ved siden af.

– Fordi, siger hun så.

Nete Nikker.

– I see, siger hun.«

En tidligere udgave af denne tekst har været bragt på netudgaven.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer