Læsetid: 3 min.

Verdens yngste skakstormester er »Team Putin«: Sergej Karjakin

Det har været op og ned for Ruslands førende spiller, som blev skakstormester i en alder af 12 år, og som hepper på Putin
Sergej Karjakin blev i august 2002 stormester i en alder af 12 år og syv måneder – en opsigtsvækkende rekord, der endnu ikke er blevet slået.

Sergej Karjakin blev i august 2002 stormester i en alder af 12 år og syv måneder – en opsigtsvækkende rekord, der endnu ikke er blevet slået.

Ritzau Scanpix

13. april 2018

I begyndelsen af nullerne var de fleste skakeksperter enige om, at Sergej Karjakin (f. 1990) var det største skaktalent, verden i årtier havde set. Han blev i august 2002 stormester i en alder af 12 år og syv måneder – en opsigtsvækkende rekord, der endnu ikke er blevet slået. Hans karriere tegnede lysende, og han gjorde da også fremskridt, bankede flere velrenommerede stormestre og klarede sig også godt ved de skakolympiader, han deltog i – på det ukrainske landshold.

I 2009 fik han ved et dekret fra den daværende russiske præsident Medvedev russisk statsborgerskab, og siden da har han repræsenteret Rusland både i individuel og holdmæssig sammenhæng. Karjakin stammer fra byen Simferopol på Krim og er etnisk russer, så hans nye nationalitet kunne ses som en logisk konsekvens af tingenes udvikling i det historisk dybt komplicerede forhold mellem Rusland og Ukraine. Desuden er Karjakin en svoren Putin-tilhænger: »I am on team Putin«, har han åbent erklæret.

På det skaklige plan blev Karjakin i slutningen af nullerne imidlertid indhentet og overhalet af en anden stormester fra årgang 1990. Magnus Carlsen, en gut fra Lommedalen uden for Oslo, tordnede frem med en række opsigtsvækkende sejre og blev i januar 2010 nummer 1 på den officielle verdensrangliste.

Karjakin havde pludselig fået baghjul af et endnu større talent og måtte se nordmanden vinde kandidatturneringen og blive verdensmester i 2013, da Carlsen væltede inderen Viswanathan Anand af tronen.

Men i 2016 lykkedes det Karjakin at vinde kandidatturneringen i Moskva, og i den efterfølgende VM-match, der udspillede sig i New York i november, gav han Magnus Carlsen så hård modstand, at kampen måtte ud i forlænget spilletid efter 6-6 i de ordinære 12 partier. I de fire hurtigpartier, der skulle afgøre, hvor skabet skulle stå, var Karjakins defensive approach dog utilstrækkelig. Nordmanden løb ham over ende, vandt 3-1 og satte punktum med et spektakulært dronningoffer, der for altid har indskrevet sig i skakhistorien.

Ny chance

Karjakin skulle imidlertid få en ny chance for en VM-match, da han uden det store besvær kvalificerede sig til kandidatturneringen i Berlin i marts i år. Han fik en miserabel start, men kom stærkt tilbage, og efter 12 af de 14 runder lå han på en delt førsteplads. Men med noget forsigtige remiser i de afgørende partier måtte han se sig overhalet af Fabiano Caruana, amerikaneren med de italienske rødder. Den delte andenplads, Karjakin sluttede på, er næppe tilstrækkelig til en ny hædersbuffet i Kreml. Nu vil der gå mindst to år, før manden fra Team Putin får en ny chance for at få en VM-match.

Det må være en trøst, at 2018 ikke behøver være helt uden guld og glimmer for Karjakin. Inden for skakkens verden er de lige år nemlig OL-år, hvor klodens stærkeste skakspillere under stor bevågenhed sætter hinanden stævne. Skak er ved disse lejligheder en holdsport med fire spillere på hvert mandskab, og russerne hører – med Karjakin i en fremtrædende rolle – naturligvis til i favoritfeltet.

Det glippede for Rusland både i Tromsø i 2014, hvor Kina løb med guldet, og i Baku 2016, hvor et stjernespækket amerikansk mandskab med Caruana i spidsen vandt foran Ukraine og Rusland. I september 2018 spilles skak-OL i den georgiske by Batumi ved Sortehavet. Og selvom holdopstillingerne endnu ikke er kendt, kan man roligt pege på Rusland, USA og Kina som medaljeaspiranter – med Ukraine, Aserbajdsjan og lille Armenien som de mest oplagte outsidere. Skulle også det glippe for Karjakin ved skak-OL, må han trøste sig med, at han stadig har rekorden som den yngste stormester i skakhistorien.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu