Læsetid: 3 min.

Vladimir Majakovskij udnævnte sig selv til revolutionens trommeslager

Vladimir Majakovskij (1893 – 1930) blev kanoniseret som futurismens sande revolutionshelt. Efter kommunismens fald mente nogle, at tiden var inde til at hive ham ned fra piedestalen. Men han står der stadig
Vladimir Majakovskij (1893 – 1930) blev kanoniseret som futurismens sande revolutionshelt. Efter kommunismens fald mente nogle, at tiden var inde til at hive ham ned fra piedestalen. Men han står der stadig

Sofie Holm Larsen/iBureauet

6. april 2018

Vladimir Majakovskij var et rastløst brushoved, som i sin gymnasietid flere gange blev arresteret for at deltage i politiske demonstrationer. Han blev optaget på Skolen for Maleri, Skulptur og Arkitektur i Moskva, og det blev et vendepunkt, da den elleve år ældre og kosmopolitiske David Burljuk tog ham under sine vinger. Burljuk opdagede Majakovskijs poetiske talent og udråbte ham ufortøvet til et geni.

Århundredets første årtier sydede af opbrud og eksperimenter, og snesevis af avantgardistiske grupperinger sloges om opmærksomheden. Med italieneren Filippo Tomasso Marinetti som forbillede formulerede Burljuk, Majakovskij, Velimir Khlebnikov og Aleksej Krutjonykh i 1912 deres eget futuristiske manifest »En ørefigen til den offentlige smag«, som de klistrede op på lygtepæle og cafévægge rundt omkring i byen. Her truede de bl.a. med at »stå fast på klippeblokken vi midt i et hav af piften og mishag«. Og så fulgte en perlerække af provokerende aktioner, udendørs og indendørs, hvor det største succeskriterium var, at politiet kom og opløste forsamlingen.

Bag den brølende facade var Vladimir Majakovskij dog et romantisk og hypersensitivt gemyt. For ikke at sige selvcentreret. Som hovedregel udsprang hans poesi – også den politiske – af første person ental; hans første digtsamling fra 1913 hed kort og godt Jeg, og hans debut som dramatiker var tragedien Vladimir Majakovskij. Den blev iscenesat i 1914 af den visionære teatermand, Vsevolod Mejerkhold, og forfatteren spillede hovedrollen som sig selv.

Majakovskijs forelskelser var alle dage stormfulde og ulykkelige. Det er bl.a. poemet »En sky i bukser« et vidnesbyrd om, med sine karakteristiske spring mellem svulmende patos og simpel gadejargon: »Nå, og hva’ så?/ Skal det nu være noget?/ Jeg klarer mig fint/ Jeg er fuldkommen rolig!/ Som pulsen på et lig«. Andre digte afspejler Majakovskijs årelange, komplicerede menage à trois med det toneangivende ægtepar Lili og Osip Brik.

Anbefaling

  • Vladimir Majakovskij: Til Sergej Jesenin. Oversat af Ivan Malinovski i Glemmebogen, 1963.
  • Vladimir Majakovskij: Væggelusen. Oversat af Ivan Malinowski, 1971.
  • Vladimir Majakovskij: Vladimir Majakovskij. Tragedie i to akter. Oversat af Kjeld Bjørnager, 1973.

...

Det er jer –

træskonisser og fløjtenister,

åbenlyse opportunister

og filistre i smug,

I som ser jeres lysende fremtid

ved det akademiske trug,

Det er jer,

jeg taler til …

(Fra Dagsbefaling Nr. 2 til Kunstens Hær. 1921. Min oversættelse. M.D.)

 

Futuristerne var en højst uensartet gruppering. Deres virkefelt spændte fra esoterisk »transmentalt sprog« til Majakovskijs bredere appel. Alligevel gjorde de fælles sag med bolsjevikkerne og hilste Oktoberrevolutionen i 1917 velkommen med larmende jubel. Majakovskij udnævnte sig selv til »revolutionens trommeslager«; nu skulle kunsten for alvor ud på gaderne!

I de følgende år trådte han i partiets tjeneste og blev en myreflittig producent af ’agitprop’ i form af plakater og slogans. Men som mange andre blev han desillusioneret over udviklingen. Da Lenin døde i 1924, skrev han et langt poem, som forsøgte at kalde til samling om revolutionens forrådte idealer. Året efter ristede han en lige så fortvivlet minderune for »bondedigteren« Sergej Jesenin, som tog livet af sig på et hotelværelse i Leningrad (nuv. Skt. Petersborg).

Men det blev bare værre. I slutningen af 1920’erne havde de selvudnævnte »proletarforfattere« sat sig på magten. Majakovskij oplevede den tort, at det nu var ham, der repræsenterede den forældede »offentlige smag«, som måtte tage sine øretæver.

I april 1930 skød Majakovskij sig en kugle for panden. Hans afskedsbrev har været omstridt lige siden. Var motivet politisk? Ulykkelig kærlighed? Skuffede ambitioner? Eller det hele?

Snart efter blev Majakovskij kanoniseret som futurismens sande revolutionshelt. Ifølge Kremls dekret var futurismen Majakovskij – kort og godt. Et udvalg af digte blev obligatorisk skolepensum. Statuer blev rejst, gader, pladser, institutioner og en metrostation i Moskva fik hans navn. Filologerne havde fast arbejde med at udforske digterens sprælske sprogfornyelser.

Men Majakovskij fik også en umådelig betydning for eftertidens russiske poesi, navnlig Jevgenij Jevtusjenko, som overtog hans berømte »trappekonstruktioner«; et grafisk virkemiddel, som understreger oplæsningens rytme.

Efter kommunismens fald mente nogle, at tiden var inde til at hive Majakovskij ned fra piedestalen. Men han står der stadig. Bestræbelserne går nu snarere ud på, at lade de andre futurister komme frem i lyset og dermed nuancere helhedsbilledet.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu