Læsetid: 3 min.

Vladimir Propp var ikke far til aktantmodellen

Derimod var det ham, der kortlagde de love, som styrer al begyndelse og udvikling i den folkelige fortælling
Derimod var det ham, der kortlagde de love, som styrer al begyndelse og udvikling i den folkelige fortælling

Sofie Holm Larsen/iBureauet

10. april 2018

Folkloristen, sprogforskeren og litteraturmanden Vladimir Propp, igennem 38 år ansat på Statsuniversitetet i Leningrad (i dag atter Sankt Petersborg), var knap blevet kold i sin grav, før der i vestlig litteraturforskning og grellest i dansk gymnasiepædagogik indledtes et omfattende misbrug af hans originale og epokegørende forskning.

Det skete ved introduktionen og institutionaliseringen af den såkaldte aktantmodel, der hævdedes at kunne gøre rede for grundstrukturen i enhver fortælling.

I midten står et Subjekt, som begærer et Objekt, og som selv til sin ene side har en Hjælper og en Modstander. Det giver en lodret ’begærsakse’ og en vandret ’konfliktakse’. Men da det for Objektet videre gælder, at det på en eller anden måde skal overføres fra en Afsender til en Modtager, må modellen også have tilføjet en ’kommunikationsakse’ foroven.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Vupti, så er vi klar. Kom med lige hvad du vil, en Hitchcock-film, en Irma-reklame, en roman af Pontoppidan, alle følger det samme basale skema, du skal bare finde frem til de seks ’aktanter’, altså Subjekt og Objekt, Hjælper og Modstander, Afsender og Modtager, så kan du umuligt dumpe. Hvis du så derudover får sagt noget fornuftigt om dit analyseobjekt, vil det da klart være en fordel.

Aktantmodellens farfar

Vladimir Propp var, det skal kraftigt understreges, ikke far til aktantmodellen, men derimod nok dens farfar. For det var ham, der i det skelsættende værk Morfologia skazki (Folkeeventyrets morfologi, 1928, oversat til engelsk 1958) kortlagde de love, som styrer al begyndelse og udvikling i den folkelige fortælling.

Hans materiale var eventyrsamlingen Russkie narodnye skazki (1855-64), og hans metode konsekvent strukturalistisk med lingvistikken som forbillede. Målet var en formel beskrivelse af enkeltdelene, af relationerne mellem dem og af forholdet mellem komponenterne og helheden, og resultatet blev hans opstilling af 31 såkaldte funktioner.

Det er således en ’funktion’, når Klods-Hans følger brødrenes eksempel og drager ud for at fri til prinsessen, ligesom det er en funktion at finde en ’magisk’ genstand, her ovenikøbet tre: træskoen, pludderet og den døde krage.

Propp definerer ’funktion’ som et optrin eller en episode, hvori der indgår personer, og hvis betydningsindhold udgøres af den rolle, som funktionen spiller for de relationer, der eksisterer mellem de personer, som er engageret i episoden.

Lyder det tørt? Det skal være tørt. For Propp gik som antydet strengt videnskabeligt til værks. Hans fire grundteser lød (i oversættelse af Børge Hansen i Folkeeventyr, 1971):

1) Funktionerne tjener som stabile, konstante elementer, uafhængige af dem, der bærer dem, og hvordan de fremfører dem.

2) Antallet af funktioner i folkeeventyret er begrænset.

3) Rækkefølgen af funktioner er altid den samme.

4) Alle folkeeventyr hører, som følge af denne struktur, til én og samme gruppe.

Som man forstår, manglede Propp bestemt ikke faglig stringens.

Hans undersøgelse står tværtimod som en art kongeeksempel på den formalistiske og strukturalistiske tilgang, når denne fungerer allerbedst. Men de 31 funktioner, hvoraf vi især kender og elsker den sidste – i Andersens ’kunsteventyr’ bryllup mellem helt og prinsesse – skal ikke forstås som en indre, oprindelig ’urform’ omme bag alle konkrete eventyr.

Der er snarere tale om et totalt mulighedsregister, i den enkelte tekst blot altså altid forskelligt manifesteret, om end i samme rækkefølge, i respekt for fortællingens lov.

Propps afhandling blev til kolossal inspiration for en række fremtrædende franske forskere, især Claude Bremond (født 1929), men det var den litauiskfødte Algirdas Julien Greimas (1919-92), som med størst dygtighed udnyttede resultaterne og fik dem præsenteret tilpas pædagogisk. Det skete med Sémantique structurale (1966), hvor aktantmodellen lanceres tilligemed den også skamredne ’sommerfuglemodel’.

Da dette værk i 1970’erne introduceres på dansk, indledes banaliseringen ikke blot af Propp, men af fortælleanalysen generelt. Og processen er ikke forbi. Forskeren formodes at rotere i sin grav. På langs ad konfliktaksen, med fortællekunsten som Hjælper og med Greimas og pædagogikken som skurkene, her kaldet Modstander.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Nørgaard
Maj-Britt Kent Hansen og Carsten Nørgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer