1968: »Pludselig stod der en sort mand ved et trafiklys og blæste på sin jazztrompet. Så tænkte man: Okay – Don er tilbage«

»Da-dum-dum-da-da

Da-dum-dum-da-da

Da-dum-dum-da-da

Da-da-da-da-da

Da-da-da-da-da-da-da-da-da-da...«

Pernille Kløvedal Helweg mister koncentrationen og begynder at grine.

»I foråret 1968 var jeg meget betaget af særligt ét nummer med Charles Mingus. Han var generelt inspirereret af klassisk musik og ikke mindst Stravinskij, som man kan høre i nummeret ’The black Saint and the Sinner Lady’.«

»Det var musik med en bas, der billedligt manede frem, hvordan jorden blev til den verden, vi lever på. Planterne skyder op, der kommer træer, og der kommer mennesker. Verdens tilblivelse. Den var jeg dybt betaget af. Den gik lige ind i solar plexus.«

»Jeg hørte nummeret første gang på en vinylplade på Strandvejen 83 A, hvor jeg boede. Jeg var 22 år, og Asger Boertmann (medlem af Venstresocialisterne (VS), red.) spillede den for mig. Han var min kæreste dengang. Den musiske verden, der havde sin tyngde i huset, åbnede sig for mig der. Det rislede op ad rygsøjlen og fik nakkehårene til at stritte. Det var en plade, jeg oplevede med kroppen. Det var sensuelt. Jeg fik gåsehud af bassens dybe toner.«

»Charles Mingus var en stor sort mand med sin bas, som gjorde Stravinskij til jazz. Jeg syntes, han var dragende. Totalt dragende. Han leflede overhovedet ikke for publikum. Der var en brutalitet ved ham. Samtidig var han meget sødmefuld.«

»Burning Red Ivanhoe og Poul Dissing repræsenterede også en helt ny type mand. De mindede overhovedet ikke om ens fædre. De var sprøde, deres stemmer knirkede og fræsede, og de var ikke forsørgertypen. De fandt deres egen tone og kropssprog.«

»Kælderen i den gamle patriciavilla på Strandvejen 83 A var varmeperron for musikere fra hele verden, der spillede i Montmartre i Store Regnegade. Jazztrompetisten Don Cherry og hans svenske kone Moki Cherry overnattede der i perioder. Man cyklede inde i byen, og pludselig stod der en tynd, høj sort mand ved et trafiklys og blæste på sin jazztrompet. Så tænkte man: Okay – Don er tilbage.«

»Døren fra kælderen ledte ud til et fælleskøkken med et stort bord og gammeldags køkkenlåger malet i forskellige farver. Hippiefarver. Vi sad i det køkken og havde nogle heftige diskussioner, som pludselig blev afbrudt af en sort smilende mand, der kom ind og blæste i sin trompet.«

»Vi fik kontakt med hinanden på musikstederne, og så sagde man: Du kan sgu da bare komme og bo på Strandvejen 83 A. Man ville ud og se verden, og man ville blæse på sin trompet eller noget andet. Kunne man finde en madras, tag over hovedet og søde mennesker. Så var det det.«

»I haven voksede bjørnekløer og noget, vi ikke vidste, hvad var. Forfatteren Peter Seebergs tante havde ejet det hus, vi boede i, og det var ikke en Hellerup-have på nogen måde. Peter Seeberg havde været ude at rejse og plantet nogle frø i haven. Det viste sig at være hashplanter. Dem plukkede vi. Så hang de i buketter og tørrede nede i kælderen. Jeg mødte ikke Peter Seeberg der, men jeg lavede te af hans hashplanter. Ude i det køkken.«

»Huset var et sammenstød mellem rockmusikkens potentialer og så jazzens nødvendighed for venstresocialisternes troværdighed. Man kom op at skændes om, hvad der var mest vigtigt. Der boede andre musikere i villaen. Steen Claësson fra Burning Red Ivanhoe spillede med Don Cherry. Der var noget modsætningsfuldt i det at være hippie og rejse ud i verden med musik eller være politiske udbrydere, der var i gang med at danne VS. I huset fandtes de bløde modsætninger.«

»Jeg havde en følelse af, at jeg hørte til. Fællesskabet bestod i, at man mødtes i spisegrupper og snakkede sammen. Det var ikke dyrt at bo der, og der var overskud. Det var nemt at få arbejde. Tuborg lå fem minutter derfra, man kunne bare melde sig. Så arbejdede man sammen med arbejderne og kiggede efter, om der var mus, der havde forvildet sig ned i ølflaskerne, der stod i rækker på samlebåndet.«

»Jeg var anarkist, og jeg ville aldrig som medlem af VS kunne tilpasse mig det politiske sprog på Christiansborg. Jeg var mere kunstnerisk og hippieagtig.«

»Jeg var med til de store Vietnam-demonstrationer foran den amerikanske ambassade for at blive hørt. For at kunne handle. Man kunne se, hvad det betød, at demonstrationerne var store, og at de også var det i andre europæiske lande. Verden var på en eller anden måde meget klar. Der var det gode og det onde. Vi troede på en bedre verden.«

»Man var en form for kriger, når man stod der til demonstrationen. En trussel. Fjenden havde visir og stokke og hjelm på. Man læste ikke i avisen, at der var demonstration. Det fik man at vide. Tingene foregik i Strandvejen 83 A. Verden kom til en der.«

Artiklen er tidligere publiceret den 25. maj 2018.