Læsetid: 11 min.

70 år med Grace Jones og hendes blod, torden og sanselighed

Den 19. maj fylder Grace Jones 70. Vi hylder en sanger, sangskriver, skuespiller, reggae-dronning, James Bond-modstander, model, der, længe før queer blev et emblem, var en tomboy, en androgyn alfahun, et polykønsdriftigt væsen fra det ydre rum. Og fra Jamaica
Grace Jones fylder 70. Tror vi nok. Hun har aldrig ladet sig kategorisere.

Grace Jones fylder 70. Tror vi nok. Hun har aldrig ladet sig kategorisere.

Bob King

18. maj 2018

I morgen, lørdag den 19. maj, fylder Grace Beverly Jones 70 år. Eller, okay, det ligger så ikke helt fast. Så sent som for to år siden mente L.A. Times, at hun fyldte 65, altså at hun er født i 1952, og i Den Store Danske Encyklopædi er det også hendes fødselsår.

Men flere seriøse medier såsom The New York Times, The Guardian og Huffington Post samt Wikipedia tror på 1948, og en nærlæsning af biografien peger også på, at det ganske rigtigt er 70 år, damen fylder i morgen. Hun mener, at pressen lægger omkring fire år til hendes alder, samtidig med at hun hævder, at hun ikke ved, hvornår hun blev født.

Grace Jones ynder at undslippe kategorisering, fakta, en klar identitet. Hun vil helst smutte mellem fingrene på os, gennem sprækkerne mellem kategorierne, glide ned i kulturens underbevidsthed. Undvige.

Så forvirringen passer hende ganske udmærket. Ved en koncert i New York i 2015 sagde hun endda »Jeg er 5.000 år gammel.«

Et øjebliksbillede fra 1980, der er definerende for Frk. Jones: coveret til hendes fjerde album, gennembruddet Warm Leatherette. Hun har armene over kors på sin gravide mave. Et elegant hypersminket ansigt, der får hende til at ligne et kattevæsen. Understøttet af et glødende blik, der gennemborer enhver, der tør kigge. Allerede her er hun af en anden verden.

70 eller ej. Der er al mulig grund til at fejre Grace Jones. Sanger, sangskriver, skuespiller, reggae-dronning, James Bond-modstander, model, der, længe før queer blev et emblem, var en tomboy, androgyn, en kommanderende alfahun, et skelsættende polykønsdriftigt væsen fra det ydre rum. Og fra Jamaica, hvor hun blev født. I Spanish Town.

Barndom

Hun bliver født som en stjernekigger, fortæller hun, og kommer ud med fødderne forrest. »Klistret af raseri.« Hendes forældre er begge i Pinsebevægelsen, Pentecostal Church. Grace Beverly Jones kaldes ved sit mellemnavn under hele sin tid på Jamaica. Da hun er lille, flytter forældrene til USA og efterlader fem af de i alt seks børn i mormoren og hendes 20 år yngre kæreste Mas P’s varetægt.

Mas P er en rabiat despot. Han tæver børnene dagligt for enhver overtrædelse af hans fundamentalistiske idé om kristendom. Han har et bælte med hver deres navn på, jo ældre jo tykkere. Og hvis forbrydelsen er stor, så går han bare op i tykkelse.

»Det formede mig som menneske, mine valg, de mænd, jeg har været tiltrukket af. Det kan alt sammen spores tilbage til, hvordan jeg blev opdraget.

Det var indædt disciplineret, en militant opvækst, og således er jeg på min egen måde meget militant og disciplineret. Selv hvis det nogen gange betyder at være militant uartig eller disciplineret udi kunsten at undergrave,« skriver hun i sin selvbiografi I'll Never Write My Memoirs.

Farvel til Jamaica

I starten af 60’erne kalder forældrene endelig børnene til USA, til en søvnig del af byen Syracuse i staten New York. Hun følte ingenting, da hun forlod Jamaica, det havde aldrig føltes som hjem. 

Hun færdiggør high school og tager så med en teatertrup på turné og slår sig ned i Philadelphia.

Det er hen imod slutningen af 60'erne, og hun føler sig hjemme i hippie-kolonierne. Tager LSD. Det får hende til at føle sig født igen. Og hjælper hende til at se og udnytte tidens nye alternativer til de autoritære normer under hendes opvækst.

Korthåret og abstrakt

Hun vil være Playboy Bunny og model og begynder at pendle til New York.

»Jeg betragtede det som en måde at påtage mig en midlertidig identitet på, at gøre mig selv mere flygtig.« 

Hun flytter til New York og siden til Paris. Her – i 70'erne – lever hun sine formative år, flytter sammen med supermodellen Jerry Hall og skuespilleren Jessica Lange. Og arbejder blandt andet for modehusene Kenzo og Yves Saint Laurent.

En dag tidligt i sin modelkarriere i New York barberer hun alt hår og øjenbryn af, hvilket gør hendes agent rasende.

»Det fik mig til at ligne en ting mere end en person, men det var sådan jeg følte, at jeg var blevet behandlet i min opvækst. Som en ting uden følelse, et objekt, ikke engang menneskelig.«

Hendes skaldede hoved gør hende til noget mere abstrakt, friere af køn og race, tid og mode. Hun er udenfor og hinsides, fleksibel og kontekstuel. Det er et kropsligt udtryk for hendes flydende identitetsopfattelse. Hun er altid i gang med »at blive til en anden«.

I samme periode møder hun frisøren Andre, der hele tiden skaber nye vilde frisurer ud af de millimeter, han har at gøre godt med.

»Mit hår kunne justeres, forandres, redigeres, i høj grad på samme måde, som hele min krop senere kunne behandles.«

Dén kropsattitude har ført til legendariske fotografier, især i samarbejde med den franske fotograf og daværende kæreste Jean-Paul Goude. Hun møder ham i New York i sen-70'erne, og han bliver afgørende for hendes visuelle udtryk. Ikke mindst hendes pladecovere op gennem 80'erne.

’Non-race’-subjektet

Lejlighedsvis er hun sig også sin race bevidst. Bruger den endda fuldt bevidst og er mildt fornøjet over de hvide racefantasier.

»De elskede Josephine Baker-myten om den sorte gudinde, den sexgale sorte Venus, der går ned ad Champs Élysées ejende byen med sin tamme gepard i snor.«

Hun leger med Jezebel-stereotypen om den seksuelt hyperaktive og promiskuøse sorte kvinde. Men hun vælger at bruge de racistiske stereotyper, i en slags semiotisk judo, der vender dem til hendes fordel. Klicheer og nedsættende symbolikker transformeres til magtdemonstrationer og billeder på overmenneskelig styrke.

Tag bare det kontroversielle foto til Goudes bog Jungle Fever fra 1981, hvor Jones sidder på alle fire, nøgen i et bur og viser et decideret frygtindgydende tandsæt.

Og der er coveret til albummet Living My Life fra 1982, hvor hendes hår er skåret vildt rektangulært. Hun har et plaster på øjenbrynet og sveder – antydende at hun har været i slagsmål. Og at hendes modstander er i langt værre forfatning.

Samt det ikoniske cover til opsamlingsalbummet Island Life, hvor Jones står strakt ud i en statuelignende position, hendes hud så blankpoleret, at den er af olieret ibenholt.

Det er fotos, der feticherer det sorte og det kvindelige, gør det til et kunstobjekt, men samtidig bevæger de sig hinsides køn og race over i noget artificielt, rektangulært, overnaturligt.

Hendes krop er hendes eget lærred, men hun er heller ikke bange for at stille sig til disposition for andre kunstnere. Det er en feedbackmekanisme. Mange år senere, i 2015 siger hun til The New York Times om sine arbejdsrelationer:

»Lige så meget som jeg var en muse, var de også muser for mig.« Det korthårede objekt er også et kunstnerisk subjekt.

Goude og Jones er ikke kærester længere – i følge Jones, fordi det var svært for Goude at forstå, at hun også var et almindeligt menneske. I stedet beskriver hun dem som »art soul mates«.

Hendes blik på os

De legendariske fotografier er selvfølgelig udtryk for fotografens blik på Grace Jones. Men der er også et andet blik i billederne, Grace Jones’ eget.

Der er noget altfortærende i det. Hun fastholder ens blik, og man blinker altid først. Her er det hende, der stiller spørgsmålene. Et af dem er »Hvad har du at byde på?«, som hun selv formulerer det. Hun føler sig aldrig foranlediget til at forklare os, hvad eller hvem hun er. Det må vi selv ligge og rode med.

Hun ankommer med blod og torden.

I sin selvbiografi fortæller hun, at hun først mange år senere forstår, at dette blik stammer fra hendes voldelige stedfader og hans »all-seeing eye«. At hun har adopteret hans uforsonlige og postuleret omnipotente blik på verden.

Erkendelsen kommer hos skuespillerlæreren Warren Robertson i New York, der fortæller Jones, at ikke kun blikket, men også hendes dominerende kropsholdninger, de korslagte arme og vredesanfaldene kommer fra stedfaderen.

Musikken kalder

Så er det tid til at blive popstjerne.

I 1977 får hun pladekontrakt med Island Records, grundlagt af hendes nye og siden livslange ven Chris Blackwell. Han havde en livslang kærlighed til Jamaica, ja, hans labelnavn refererede til øriget.

Og ved deres først møde overbeviste hun ham om, at han skulle give hende en kontrakt. Hun ville – som ham – have 100% kontrol over sin skæbne.

Portfolio hedder debutalbummet, som er en art cabaret/musical/chanson/discoplade. Men det er faktisk først på hendes fjerde album, at hun finder formen. Det er 1980, og der har været et stort hvidt heteronormativt angreb på discoen, som alle alligevel er lidt trætte af.

I stedet følger Jones med tiden, samtidig med at hun vender tilbage til sin caribiske baggrund. Et mix af samtidens new wave-pop og hjemstavnens reggae og dub.

Indspilningerne sker dog på Bahamas, hvor Chris Blackwell har samlet et vildt backingband, der tæller den legendariske jamaicanske rytmeduo Sly & Robbie på henholdsvis trommer og bas.

Du finder ikke et mere granittungt og alligevel fjerlet, muskuløst og alligevel elastisk groove i den her del af Mælkevejen. De kommer til at holde rytmen for Grace Jones gennem hendes storhedstid i 80’erne.

Hun synger androgynt dybere – hendes register spænder over to en halv oktav – synger, så det lyder som kolde kommandoer, aggressivt begær, dunkle bekendelser. Med en uforsonlig stemme af hårdt valnøddetræ, der tit slentrer småtalende gennem sangene. En ikonisk stil er grundlagt.

Den subjektive krop

Klæder skaber folk, siger man. Men ikke Grace Jones. Kroppen har lige så meget som stemmen været hendes signatur. Og under hendes tid i populærkulturen har den aldrig været et underkastelsens objekt, den har været et handlende subjekt.

På film spiller hun i 80’erne over for to af tidens centrale actionhelte. Arnold Schwarzenegger i Conan The Destroyer i 1984 og Roger Moore som James Bond i A View To a Kill i 1985. I begge film er hun selv action-helt, ja, intimiderer endda mændene, i kamp og i sengen – og uden for optagelserne: Moore kan angiveligt ikke udstå hende, og Schwarzenegger brokker sig over, at hun er »for rå«.

Dengang i 80'erne kunne man også glane på nøgenbillederne af hende i Playboy, hvis cover hun besidder splitterravende nøgen i 1985.

I de sene 60’ere i Philadelphia er hun hjemmenudist i en måneds tid, tager imod gæster i sit Eva-kostume.

I de sene 70'ere tager hun til en fest fuld af franske politikere. Hun møder op i en halskæde med knogler og intet andet. Og hun er udelukket på livstid fra Disney World i Florida for at have vist sine bryster under et show. Ja, den dag optræder hun topløs under sine koncerter.

Hun har ikke ladet den kristne skam fra barndommen passivisere hendes kropslighed som voksen. Tværtimod har hun slået kontra.

Det er sket uden sikkerhedsnet. Og tilsyneladende uden kalkule. Hun lokker populærkulturen til at fylde stereotype fortolkninger i hendes person, for så at trække tæppet væk under vores omnipotente beskuerposition – hvorved hun demonstrerer sin magt og vores naive klicheer. Og ler en dyb dunderlatter i processen.

Sex versus kirke

Hun får sin første orgasme i New York med frisøren Andre, og hun forbinder den med sit superkorte hår. En hjemmebygget, omvendt seksuel Samson-mytologi. Hun er omkring 25 eller 28 eller 29, da det sker. Igen leger hun med sin alder i selvbiografien, hvor hun er så hjælpsom at beskrive en orgasme for dem, der ikke måtte kende den.

Der er tårer den første gang, og det er der stadig, fortæller hun. Hun oplever lysten og begæret efter orgasmen som en tovtrækning mellem den kristent trælbundne, jamaicanske Beverly, der ikke mener hun fortjener nydelse, og den kosmopolitisk frigjorte Grace i fluxus, der mener, at hun gør.

Grace Jones ved godt, hvem hun vil være.

»Det skyldes en kombination af nydelse og skyld. Men jeg har lært at modtage nydelsen og sparke skylden til side.« 

Men tovtrækkeri slipper hun ikke for. Hun er stadig bange for at gå i kirke i Jamaica den dag i dag, fortæller hun.

Hun tror også på en mere flydende seksualitet og advokerer i dokumentaren Grace Jones: Bloodlight and Bami for, at alle mænd burde prøve at blive penetreret, så de ved, hvordan det føles.

Nutiden halser efter Jones

Hun vil dø på stoffer, enten LSD eller ecstacy, og Timothy Leary kan komme og holde hendes hånd, siger hun.

Efterkommere som Lady Gaga, Miley Cyrus, Beyoncé, Missy Elliott, Nicki Minaj og Rihanna har kopieret stoltheden, seksualiteten, kropsligheden og modebevidstheden fra Grace Jones. Jones er ikke imponeret. De kopierer så overtydeligt, synes hun, og så kalkuleret og økonomisk beregnende.

»Jeg gjorde det for spændingens skyld.«

Der hviler og dirrer en rastløs ro over Grace Jones. Du kan høre det i hendes musik. At hun transmitterer fra noget hårdt og uimodsigeligt, noget, der ikke flytter sig. Samtidig med at hun er i fri flugt.

»Jeg er rodfæstet og rastløs. Jeg er fredfyldt, men vil afbryde. Jeg elsker det tyst, men jeg vil smadre stilheden.«

Denne signatur så hende sidst ved koncerten på Northside Festival i Aarhus i juni 2015. Hun var tydeligvis påvirket af et eller andet. Måske både champagne og joints.

Fra scenen siger hun ting som »jeg ved ikke, hvem fanden jeg er« og »jeg ordner dig – i dine drømme«.

Hun sexchikanerer sin mandlige pole-danser. Hun er topløs og bemalet en stor del af koncerten, og et enkelt nummer synger hun, mens hun holder en hoolahop-ring i gang. Det virker, som om hun kæmper nogle kampe, som hun ikke kan finde ud af at indvie os i.

Her på hendes måske-70 årsfødselsdag ligger det fast, at hun har formået at være en åben og flydende størrelse i populærkulturen, men samtidig et stålhårdt brand. En kontroversiel jonglør med smertefulde problematikker, som hun selv har været dybt involveret i.

Hun har haft sig selv som indsats i poppens pokerspil. Et seksuelt subjekt, der har leget med at være et objekt. Et maskulint stolt blik, der har mødt den hvide, vestlige populærkulturs sult uden at blinke. Et queer, ekstatisk meningskollaps.

En kompleksitet, som stadig mangler sin ligekvinde den dag i dag. Også selvom tiden – med tungen ude af halsen og kun ganske langsomt – er ved at være ankommet til hendes verden. Men ikke helt endnu.

Af hjertet, tillykke, Grace.

Kilder: Selvbiografien 'I'll Never Write My Memoirs', dokumentaren 'Grace Jones: Bloodlight and Bami', The New York Times, L.A. Times, The Huffington Post, ID-Vice, Wikipedia, Clash.

Fiennes og hendes crew har fulgte Grace Jones i ti år og er med hende på Jamaica hos familien.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Troels Ken Pedersen
  • Morten Balling
  • Katrine Damm
  • Michael Svennevig
Olaf Tehrani, Troels Ken Pedersen, Morten Balling, Katrine Damm og Michael Svennevig anbefalede denne artikel

Kommentarer