Læsetid: 15 min.

Amos Oz: »Israel er blevet mere chauvinistisk, mere selvisk, mere arrogant«

»Var skabelsen af Israel den omfattende løsning på jødernes problem? Nej, det var det bestemt ikke. Forbedrede det forholdene for mange, mange mennesker? Ja, det gjorde det afgjort. Reddede det hundredtusindvis af jødiske liv? Afgjort ja. Inklusive min families. Inklusive mit eget,« siger forfatteren Amos Oz, Israels humanistiske ansigt og skildrer af den jødiske kulturs overgang fra ørkenvandringen til nation. Men også havde har svært ved at forklare den unge nations etiske paradoks
»Jeg tror ikke, status quo kan fortsætte for evigt. Enten kommer der en tostatsløsning, og det tror jeg kan ske, og jeg tror, de fleste ønsker det inderst inde,« siger Amos Oz.

»Jeg tror ikke, status quo kan fortsætte for evigt. Enten kommer der en tostatsløsning, og det tror jeg kan ske, og jeg tror, de fleste ønsker det inderst inde,« siger Amos Oz.

Jonas Opperskalski

11. maj 2018

TEL AVIV – Mågerne skriger uden for de store vinduer i 12. sals lejligheden i Tel Aviv-forstaden, og med lidt god vilje kan man skimte Middelhavet et par hundrede meter væk fra Amos Oz’ arbejdsværelse, midt i en skov af mondæne etageejendomme.

Hans kone Nily tager mig i hånden og fører mig ind i et andet værelse. Hun er noget mere ivrig efter at fortælle end sin gæstfri, men også lidt vagtsomme, forfattermand.

Bag døren står en udfoldet sovesofa uredt hen.

»Vores søn har sovet her de seneste nætter,« siger den lille mørkhårede kvinde undskyldende, før hun viser det, hun egentlig har ført mig ind på værelset for at se: en indrammet planche med gamle billeder; det sorthvide billede af en purung, alvorlig Amos Oz og hans lige så alvorlige forældre, som pryder forsiden af familieromanen En fortælling om kærlighed og mørke og et andet omtrent lige så gammelt sorthvidt billede af en anden familie, der kigger ud fra åbningen i et telt: en far, en mor, et lille barn.

»Vi havde ingenting, det glemmer vi nogle gange. To kasser til vores ting og et telt. Og der var så koldt, det er det, jeg husker bedst fra min barndom: altid at fryse,« siger hun.

»Jeg mødte Amos, da han kom til kibbutzen. Vi var begge 14, og vi har været sammen siden. Jeg kan huske, han sagde til mig, at jeg aldrig skulle fryse igen,« fortæller hun.

Det er svært at adskille Amos Oz og Israel. Den 78-årige forfatter er landets mest kendte forfatter og intellektuelle kortlægger af det relativt unge projekt, der er Israel. Som jævnlig favorit til at modtage nobelprisen er han blevet kendt som en humanist, der kritiserer den israelske besættelse, men også giver Israel et humanistisk ansigt gennem sit billede af landet og kulturen fra et humanistisk venstreorienteret, men også ubetinget proisraelsk standpunkt. Både gennem de romaner, der viser nutiden, og den fortid, der fylder mere i Israel, end den gør i de fleste andre lande. Og samtidig gennem essaysamlinger, der især forholder sig kritisk til den nutid, Israels jøder lever i som overherrer i et land med to folk; det jødiske og det palæstinensiske.

På den måde er det passende, at maj måned danner rammen om en årsdag for begge: Israel fylder 70, mens Oz netop er fyldt 79. Ni år ældre end landet og født i Palæstina, før Israel eksisterede som nation, og på den måde det perfekte vidne til dens undfangelse, da europæiske jøder ankom til det britiske mandatområde for at skabe en ny nation. Nogle besvangret med en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige ideologier, zionismen, og ideen om at starte forfra, som ét folk, et andet sted, med en ny historie foran sig. Andre blot på flugt fra Europas morderiske antisemitisme.

Oz’ forældre var lidt af begge dele. Som akademikere fra Ukraine og Letland forlod de deres hjemlande, da det blev umuligt for dem at opholde sig der og slog sig ned i Jerusalem i stedet. Fattige, men bærende på århundreders intellektuel tradition, der på mange måder placerede Amos Oz i midten af den nye stats kulturelle dannelse, med onklen Joseph Klausner, der var chefredaktør for Encyclopaedia Hebraica og kandidat i det første israelske præsidentvalg, og en række af den nye hebraiske kulturs øvrige hovedskikkelser omkring sig. En arv som han lagde bag sig, da han som 14-årig valgte at rejse hjemmefra og i stedet flytte i kibbutz og ændre sit navn fra Klausner til Oz, hebraisk for mod. På jagt efter at blive noget andet end forfædrene.

»De tilhørte diasporaen. De var knugede. For de var ørkenvandringens generation. De var altid fulde af krav og ordrer, og man fik aldrig lov til at trække vejret. Først når de er døde, kan vi endelig langt om længe vise dem, at vi kan klare alt selv. Lige meget hvad de vil have os til, lige meget hvad de forventer af os, klarer vi det til udmærkelse. Vi skal pløje, høste, bygge, kæmpe og sejre, men uden dem, for den nye hebraiske nation har brug for at tage afstand fra dem,« som han skriver i En fortælling om kærlighed og mørke om beslutningen om at tage i kibbutz og lade farens verden med al dens bagage bag sig.

I dag ser han det anderledes på det.

»Som en 14-årig ønskede jeg at efterlade den intellektuelle, højreorienterede middelklasseverden, som min far stod for, bag mig, og flytte ind i et socialistisk, revolutionært, omfavnende tolstojsk, simpelt, fysisk slags liv,« siger den efterhånden ældre herre, der er mindre i virkeligheden, lidt mere krumrygget, end man forestiller sig, men stadig med de penetrerende isblå øjne som et slags kendemærke.

»Dengang vidste jeg meget lidt om andre muligheder, om det liv, jeg lagde bag mig, eller det liv, jeg gik ind i. Jeg havde et meget romantiseret billede af kibbutzlivet, om den nye jøde, den revolutionære jøde, og også om min far. Sidenhen blev jeg klogere,« konstaterer han.

»Det 19. århundrede havde en besættelse med at ændre den menneskelige natur, at blive en ny person. Tolstoj drømte om at ophøje den menneskelige familie gennem bestemte værdier, Marx troede, at den menneskelige natur ville ændre sig gennem en kæde af sociale udviklinger, en revolutionær forandring. Mange velmenende mennesker troede på, at det var muligt at ændre, forbedre og opgradere den menneskelige natur,« siger han.

»Det var også typisk for mange af de tidlige zionister. De ønskede også at skabe en ny jøde. Hvilken ny type jøde kunne de ikke blive enige om, for hver af dem havde en forskellig vision. Men det var det 19. århundredes tankegang; at hvis bare vi gør A, B og C, så vil folk blive genfødt, de vil blive bedre. Jeg tror ikke på det. Ikke som menneske og ikke som forfatter.«

»Jeg havde et meget romantiseret billede af kibbutzlivet, om den nye jøde, den revolutionære jøde, og også om min far. Sidenhen blev jeg klogere,« siger Amos Oz.

Jonas Opperskalski

Det er en omkalfatring, der ikke er uvæsentlig, hverken som tema i Oz’ egne bøger eller i jødisk kultur generelt. Omplantningen fra en hjemløs tilværelse rundt omkring i Europa, Mellemøsten og andre steder til et folk med en fysisk – og omdiskuteret – nationalstat.

Den jødiske identitet står centralt i Oz’ forfatterskab, der i vid udstrækning er en brydning med jødisk identitet, som den ser ud i en slags nybyggersamfund, tynget ned af beboernes historiske bagage, fortalt med Oz’ sensitive registrerende sprog på en bund af historiske, litterære og indimellem også religiøse referencer. Lige fra fortællingerne om bedstemoderens maniske bakterieforskrækkelse, da hun ankommer direkte fra Centraleuropas litterære saloner og deres kulturelle selvforståelse til en slags virkeligt eller forestillet orientalsk anarki. Eller i hans seneste roman, Judas, hvor hovedpersonen Schmuel, en nedbrudt og flygtende studerende, i slutningen af 1950’erne flytter ind i et hemmelighedsfuldt hus fyldt med virkelige og fraværende personer, der danner ramme om en parallelfortælling om biblens Judas Iskariot og hans forræderi mod Jesus og det moderne Israels skabelse og dets ambivalente helte og skurke. Alt sammen repræsenteret i husets beboere, der både er til stede i ejendommens realtid og samtidig endnu mere fraværende fra den end husets spøgelser. Alt imens er protagonisten – som så mange af Oz’ figurer – spændt ud mellem det, han gerne vil være, og det, han er.

Forestillingen om hvad jødisk kultur var før staten Israels oprettelse, og hvad den er i dag – og spørgsmålet om hvorfra den intellektuelle tradition, mange forbinder med judaismen, kommer – er sårbare spørgsmål på godt og ondt. Amos Oz kvier sig da også ved at give enkle svar på, hvorfra det kommer – og hvad det er blevet.

»Der findes ikke et udsagn, der kan rumme hele den judaiske kultur. Nogle folk ser hovedsageligt jødedommen som en religion. For andre er det hovedsageligt en nationalitet. For andre igen, som mig selv, er det en civilisation, i hvilken religion og nationalitet bare er komponenter. De jødiske intellektuelle, forskere og kunstnere, som har været ikkereligiøse, areligiøse og endda antireligiøse, er stadig del af den jødiske civilisation, så det overskrider afgjort de grænser, der er defineret af hellige bøger,« siger han og giver sit eget bud på, hvad der definerer kulturen, uanset om det er i Israel eller i de intellektuelle udsagn, den får hos jøder andre steder i verden.

»Den jødiske intellektuelle tradition kommer fra et basalt anarkistisk gen, som findes i judaismen i gode tider,« konstaterer han. »Det er en civilisation af tvivl og diskussioner. Jødedommen har været en meget lang linje af tekster, fortolkninger af de tekster, sammenlignende fortolkninger af fortolkningerne og genfortolkninger af fortolkningernes fortolkninger. På den meget vigtige måde er jødisk identitet i langt højere grad en tekstlinje end en blodlinje,« smiler han.

»Jeg er slet ikke overbevist om, at alle jøder eller bare en majoritet deler de samme gener. Og det betyder heller ikke noget som helst for mig. Spørgsmålet om gener er for mig kuriøst, nærmest esoterisk. Er nogen af os i Tel Aviv en direkte efterkommer af Abraham eller kong David? Betyder det noget? Identiteten ligger i tankerne, ikke i generne,« siger han og fortsætter.

»Denne identitet indeholder et meget stærkt element af skepsis, af at afvise autoriteter. Der er mange store jødiske intellektuelle. Hvis du spørger dig selv, hvad profeten Abraham og Moses og Jesus og Franz Kafka og Albert Einstein og Karl Marx havde til fælles, delte de alle i deres biografi et meget voldsomt sammenstød med en stærk faderfigur. Sammenstødet med en faderfigur betyder også et sammenstød med en tradition; et sammenstød med vedtagne konventioner, et sammenstød med arv. Og at forene sig med sin arv ved at gøre oprør mod den,« siger han.

»Det er ikke unikt jødisk, det finder man i mange kulturer, men det er meget typisk jødisk. Du finder mange civilisationer gennem tiden, hvor det suveræne ideal har været harmoni. At agere som et velspillende orkester. Der er mange civilisationer, hvor de mest attråværdige værdier er en respekt for hierarkier og for allerede vedtagne sandheder. Kulturer hvor det at adlyde er en meget værdsat værdi. Det er det ikke i jødisk civilisation, helt afgjort ikke i gode tider. Unge folk bliver opmuntret til at stille meget vanskelige spørgsmål. I gode tider,« siger han .

 

Spørgsmålet er så, om det er det. Gode tider. Og hvor meget af den kritiske selvgranskning og opgør, der finder sted lige nu.

Allerede når man ankommer til Tel Avivs Ben Gurion-lufthavn, bliver man i ankomsthallen mødt med et citat af zionismens grundlægger, Theodor Herzl, som lyder:

»Jeg kaldte engang zionismen for et uendeligt ideal … eftersom det aldrig vil ophøre med at være et ideal, selv efter at vi opnår vores land, Israels land. For zionismen indeholder ikke kun håbet om at opnå et hjemland for vores folk, men også aspirationen om at nå moralsk og åndelig perfektion.«

I Israel ses Amos Oz i vid udstrækning som en slags repræsentant for den sekulære, venstreorienterede zionisme. Men virkeligheden er også, at den humanistiske venstrefløj, og den fredsbevægelse, som både han, men også andre prominente israelske forfattere som David Grossman og A.B Yehoshudea er medlemmer af, er svundet ind som politisk kraft til et punkt, der nærmer sig politisk irrelevans, mens mere ekstreme kræfter har vundet frem. Amos Oz’ seneste og netop (på engelsk) udkomne bog er da også en essaysamling ved navn Dear Zealots, der er en slags dialog med fanatikere.

Jeg spørger ham, hvordan det står til med de zionistiske idealer, som Herzl nævner. Om zionismens oprindelige idealer gennem tiden, og om de sekulære idealer, zionismen trods sit blakkede ry også repræsenterer, ikke er under pres i dag?

»Du har ret,« svarer han. »Den komponent, der har været i zionisme, af progressivitet, af tolerance, af social retfærdighed, politisk retfærdighed, var stærkere for 100 år siden, for 80 år siden, 70 år siden, for ikke så længe siden, end i dag. Men der har også været mange forskellige tendenser inden for zionisme, det er ikke en entydig størrelse. Der var et helt spektrum af visioner. Zionismen har aldrig været ét program eller ét ideal. Da jeg var en lille dreng i Jerusalem, dekorerede nogle af vores naboer deres vægge med billeder af Stalin, fordi de var marxistiske zionister, nogle dekorerede deres vægge med billeder af Mussolini, indtil han blev Hitlers allierede, fordi de var fascistiske zionister, andre var religiøse zionister. Andre var socialdemokrater, andre drømte om at genopvække Centraleuropas østrigungarske middelklassemonarki, lige her i Mellemøsten,« fortæller han. »Diaspora-judaisme spænder helt fra ultraortodokse i Brooklyn og i Bruxelles til Franz Kafka. Fra Zuckerberg til chauvinistisknationalistiske fanatikere,« siger Amos Oz, der dog også medgiver, at tingene har ændret sig og siger om nutidens fædreland, at han »elsker Israel, men ikke er sikker på, at han særlig godt kan lide det«.

»Israel har afgjort flyttet sig. Det er blevet mere chauvinistisk, mere selvisk, mere arrogant. Tilliden er svundet ind, som i mange andre lande, i de seneste år. Der er en meget stærk bevægelse mange steder i retning af chauvinisme, mod nationalistisk fundamentalisme. Israel er bestemt ikke gået fri af den bevægelse, til dels som konsekvens af en varig konflikt med araberne og med islam. Konflikt på et konstant plan opmuntrer ikke til en atmosfære af humanisme, pluralisme og tolerance. Det gør det modsatte,« siger han, samtidig med at han understreger, at det ikke kun er et israelsk fænomen.

»Hvorfor verden bevæger sig i den retning er et meget komplekst spørgsmål. Måske fordi jo mere komplekse spørgsmålene bliver, des mere længes flere og flere efter meget simple svar. Og fanatikerne har altid enkle svar, altid; religiøse, nationalistiske, revolutionære fanatikere har altid et svar, der kun fylder en linje,« siger han.

»I det 20. århundrede efterlod Hitler og Stalin os uforvarende en meget praktisk gave i omkring 50 år: At folk var skeptiske over for fanatisme og radikalisme, sårene var stadig åbne. Den gave har nået sin udløbsdato, og vi står igen over for den mørkere side af menneskets natur, som vi ser i den måde, Europa behandler flygtningene, eller i den måde Israel behandler palæstinenserne eller i den måde, antisemitter behandler jøderne. Det er tilbage til udgangspunktet. Det bliver mørkt mange steder i verden, og dette land er slet ikke en undtagelse.«

Spørgsmålet er, hvad svaret er på den formørkelse. Da Amos Oz’ seneste bog for knap et år siden udkom på hebraisk, var der også kritik af bogens essays for ikke at levere nye svar på de spørgsmål, den tager op: ekstremismens fremmarch og den israelske besættelse af de palæstinensiske territorier. For at sidde fast i gamle løsninger og fortællinger, som ikke har virket, og for at ignorere indvendingerne. Amos Oz var en af grundlæggerne af Fred Nu-bevægelsen og en stærk fortaler for en tostatsløsning, og det er han stadig, på trods af at flere og flere på både højre- og venstrefløjen har mistet tiltroen til den løsning og i stedet opfordrer til at afsøge mulighederne for at integrere de to folk i en nation.

»Når jeg taler med dem, siger jeg, at staten Israel har ikke nogen fremtid, med mindre en palæstinensisk stat, med alt hvad dertil hører, kommer til at eksistere ved siden af Israel,« siger han med specifik reference til de folk på højrefløjen, der frygter for sikkerheden, hvis Palæstina bliver et reelt selvstændigt land.

»Det er ret sort og hvidt at sætte to risici op mod hinanden: Risikoen ved at opretholde besættelsen af de palæstinensiske områder er langt større end risikoen ved at frigive dem. For hvis Israel bliver ved med at opretholde besættelsen, vil jøderne blive en minoritet før eller senere i dets territorium. Og det er ikke en god ting at være en minoritet i Mellemøsten i dag. Måske en dag, men ikke i dag.«

»Jeg tror ikke, status quo kan fortsætte for evigt. Enten kommer der en tostatsløsning, og det tror jeg kan ske, og jeg tror, de fleste ønsker det inderst inde. Eller vi bliver en minoritet i et arabisk, muslimsk land. Det rigtige er at dele dette lille hus til to endnu mindre lejligheder. Efter det kan meget ske. Først vil israeleren og den israelske araber lære at sige goddag i trappeopgangen, så besøger de hinanden for en kop kaffe. Så vil de begynde at lave mad sammen, altså at dele deres økonomi og markeder. Efter det føderation, konføderation, hvem ved, skridt for skridt. Der er intet rationale for, hvorfor to folk, der har befundet sig i konflikt og har udgydt hinandens blod i 100 år, pludselig skulle kunne hoppe i seng med hinanden og begynder at dyrke elskov og ikke krig. Det kommer ikke til at virke. Det gør det ingen steder,« siger han og tænker sig lidt om ved det næste spørgsmål om, hvad det gør ved den israelske selvopfattelse at befinde sig i det konstante etiske dilemma, den besættelsen af Palæstina udgør.

»Udfordringen af israelsk politik er en ting, og jeg ikke kun forstår den, jeg tager del i den: Det er en undertrykkende politik, det er en ekspansionistisk politik, en kortsynet politik. Og den er meget farlig for Israels fremtid. Udfordringen mod selve den israelske nations ret til at eksistere er en helt anden sag, præcis ligesom udfordringen af enhver anden gruppes ret til at definere sig selv som gruppe,« siger han.

Amos Oz lader læsebrillerne i snor falde ned på brystet og masserer øjnene, måske lidt træt af det evige dilemma som israeler.

»Jeg tror, at ideen om, at den jødiske intellektuelle tradition kommer af ikke at have en nation og derfor søge indad i stedet, er en romantisk forestilling; at være nationsløs, at være jordens salt, spredt ud over det hele. Jødisk civilisation eksisterede, da jøderne havde et land, det eksisterede, da jøderne mistede deres land, og det eksisterer stadig i dag, da mere end halvdelen af verdens jøder igen bor sammen i et land. Det er ikke et resultat af at have et land, og heller af ikke at have et. Ideen om et land har haft forskellig betydning for forskellige jøder. For en sekulær jøde som Spinoza var ideen om Israel meget vigtig, den var ubetydelig for en intellektuel jøde som Karl Marx, som var antizionist. Meget vigtig igen for en mand som Albert Einstein. Jeg tror ikke, der er en linje imellem sekulære og religiøse, folk uden land, folk med et land, det er mere komplekst end som så,« siger han, mens mågerne skriger uden for vinduet i det aflange arbejdsværelse med bøger på væggene.

»Jeg ved det ikke. Var skabelsen af Israel den omfattende løsning på jødernes problem? Nej, det var det bestemt ikke, jeg tror ikke på omfattende løsninger. Forbedrede det forholdene for mange, mange mennesker? Ja, det gjorde det afgjort. Reddede det hundredtusindvis af jødiske liv? Afgjort ja. Inklusive min families. Inklusive mit eget,« siger han.

»Mine bedsteforældre og mine forældre elskede Europa, de var engagerede europæere på et tidspunkt, hvor ingen andre anså sig selv for at være europæere. Alle andre var bulgarske patrioter, danske patrioter, irske patrioter. De eneste europæere var jøder. De var ikke elskede, de var afskyede, stemplet som kosmopolitter, intellektuelle uden rødder, parasitter, fremmede, og de blev på voldsom vis sparket ud af Europa i 30’erne, og ikke af tyskerne, men af polakker, af letter, af ukrainere. Heldigt for dem, for ellers ville de være blevet myrdet i 40’erne,« siger han.

»Så for dem var spørgsmålet om, hvorvidt det var en god eller en dårlig idé at skabe Israel et tåbeligt spørgsmål, for ingen andre ville have dem. Så når folk spørger, om Israel var en god idé eller en dårlig, er det et mærkeligt spørgsmål for mig. Hvis min farfar, da han gik til sin rejseagent i Vilnius i starten af 30’erne, havde fået en billet til den franske riviera, havde alting været løst; der havde ikke været en palæstinesisk tragedie, ingen blodsudgydelse, ikke et jødisk problem,« konstaterer han.

»Når man refererer til den moralske kerne i det israelske projekt, hvad refererer man så til? Krigsforbrydelser i de besatte områder? For så ja, så er vi er langt ude over at miste vores integritet, vores værdighed, langt ude over at miste vores moralske ståsted. Men hvis spørgsmålet er om Israels ret til at definere sig selv som en nation, fordi det er skyldigt i forfærdelige ting, så beklager jeg, så er jeg der ikke. Israels eksistens er så berettiget som nogensinde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Ruth Gjesing
Trond Meiring, Viggo Okholm, David Zennaro og Ruth Gjesing anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Tryggestad

Israel kan først og fremst takke USA for sin eksistens, både for oprettelsen og for de ca. 70 år derefter. Egentlig er Israel mest af alt en amerikansk delstat ligesom Texas, Alaska og Hawai, skabt på samme måde som USA blev skabt med fordrivelsen af de oprindelige indbyggere, indianerne.

At palæstinerne skulle betale for Tysklands uhyrligheder mod jøderne før og under den 2. verdenskrig er det USA og Europa som må stå til regnskab for ved dommens dag.

Israel har i alle årene fået massiv og afgørende økonomisk og militær hjælp fra USA, og har været en strategisk vigtig platform for USA's magt og indflydelse i Midtøsten og i resten af verden, hvor især olien har været en hovedfaktor for den amerikanske tilstedeværelse og massive militære investeringer igennem 70 år. Også i Israel. Og også i dag.

At Israel i dag er bleven en apartheidstat hvor millioner af palæstinensere enten er bleven forvist til flygtningelejre i andre lande eller bor i åbne fængsler i Gaza og på Vestbredden,må være et kæmpe dilemma for intellektuelle jødiske humanister. Nogle vælger at kæmpe imod det via jødiske politiske organisationer og NGO'er, andre prøver at forsvare det skriftligt og mundtligt for at lette samvittigheden.
Amoz Oz tilhører åbenbart de sidstnævnte.

Carsten Wienholtz, Anders Reinholdt, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, E Z, Samuel Grønlund, Harald Strømberg, irene christoffersen, Heinrich Schmidt, Mogens Holme, David Zennaro, Vibeke Hansen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Anker Nielsen, Nike Forsander Lorentsen, Touhami Bennour, Karsten Lundsby, Ingrid T. Bøg, Flemming Berger, Erik Karlsen, Arne Albatros Olsen, Karen Grue, Hans Larsen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Tryggestad, du undlader at omtale den britiske bistand til staten Israels oprettelse; Balfour-deklarationen af 1917 bekendtgjorde at den britiske regering ville arbejde for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Briternes historiske andel i overgrebene mod palæstinensere, både direkte som kolonimagt og indirekte som politisk magtfaktor før, under og efter oprettelsen af den israelske stat (som i høj grad var og er zionistisk præget), er betragtelig.

Betragtelig er også den betydelige dissonans, der findes mellem både Israels og dets vestlige støtters bekendelse til demokratiske frihedsværdier og så den massive, historiske og samtidige tilstedeværelse af vold, overgreb og undertrykkelse, som værdierne angiveligt søges realiseret med.

Anders Reinholdt, Anne Eriksen, Viggo Okholm, E Z, Vibeke Hansen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Anker Nielsen, Nike Forsander Lorentsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Touhami Bennour, Karsten Lundsby, Erik Karlsen, Henrik L Nielsen, Torben K L Jensen og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Som min gamle far sagde i 67: Man kan jo ikke løse det ene folks problem ved at tage landet fra et andet.
Desuden er idéen om, at jøderne er et folk, nok en myte, som måske bliver undergravet af dna-forskning.
Sholomo Sands bog: "the invention of the jewish people", giver gode bud på, hvordan myten er opstået. Jøderne blev formentlig aldrig fordrevet.

Carsten Wienholtz, Harald Strømberg, David Zennaro, Vibeke Hansen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Karsten Lundsby, Ingrid T. Bøg, Erik Karlsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Hvad med at anderkende Israels eksistens i stedet for at falde i de historiske fælder? Israel er langt fra perfekt, men hvad er perfekt? Den gamle by i Jerusalem er et meget spændende sted at besøge med en fornemmelse af at vandre rundt i historiebøger - og muligvis med en følelse om at være tæt på sin Gud. Jøderne kan se op til den skinnende Al Aqsa moske på den plads, hvor jødedommens helligste tempel engang var - eller rettere to gange var.
Der er ingen umiddelbar løsning i Israel - mange har prøvet, mange har fejlet. Jeg tror, at jøder og muslimer holder hinanden fast i konflikten. Og had går i arv.
Jødedommens historie er barsk. De er drevet fra mange lande. Hvad om hele verden som en start accepterer at jøderne beholder Israel?
Til Karen Grue. OK hvis jøder ikke er et folk - er det et argument for at de skal smide ud (ligesom argumenter med/mod sigøjnere og kurdere m.fl.) Hvordan og hvem har ret til at definere hvad et folk? Underlig argumentation.

Per Torbensen, Katherina Alfsen, Anina Weber og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Tryggestad

Bettina Jensen:
Fint at du også trækker UK ind i debatten, selv undlod jeg det for at tydeliggøre min mening om ansvaret for Israels udvikling og rolle i Midtøsten efter 1948 som jeg mener USA har hovedansvaret for.
Ellers tror jeg vi er enige i meget omkring dette globale Midtøsten-problem som USA og Israel er hovedaktører i (jvfr. bl.a. utallige FN-resolutioner i Sikkerhedsrådet med kritik af Israel som er veto'et af USA .)

Forøvrig har de højt respekterede amerikanske professorer Stephen Walt, Harvard, og John Mearsheimer, U. of Chicago, sammen skrevet og udgivet en meget interessant bog om den zionistiske lobby i USA: The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy. (2007, også oversat til dansk).

Et meget godt udgangspunkt for bedre at forstå hvad der sker i USA og i Israel i disse år.

Anders Reinholdt, Per Torbensen, Anne Eriksen, Torben K L Jensen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Karen Grue, Anker Nielsen, Bettina Jensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Et eller andet sted er den zionistiske tankegang druknet i egen navle.
Som om jøderne er de eneste, der er blevet undertrykt i hele verden. Hvad med de danske fæstebønder og underklasse i det hele taget, kvinderne, inkvisitionens mange ofre, alle de koloniserede folkeslag. Udryddelsen af befolkningen i nord-og sydamerika, det største folkedrab nogensiden, slavegørelsen af af afrikanerne, og nu den etniske udrensning af palæstinenserne.
Det ville være vederkvægende, hvis folk som Amos Oz kunne se sig selv som del af dette og være solidarisk overfor de millioner af andre, som har lidt under undertrykkelse.
Det er også som om holocaust kun angår jøder. Som om jøderne har taget patent på, at det kun var dem, det gik ud over, og skubber alle de andre millioner af ofre ind under gulvtæppet. Super usolidarisk.
I stedet bruges egen ulykke til at retfærdiggøre undertrykkelsen af palæstinenserne, med beklagelse, jo, men ikke med reelt ønske om at stoppe uhyrlighederne. For så var det stoppet for længe siden.

Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, E Z, Harald Strømberg, Heinrich Schmidt, Karsten Lundsby, Carsten Munk, David Zennaro, Torben K L Jensen, Vibeke Hansen, Karsten Aaen, Ingrid T. Bøg, Niels Duus Nielsen, Anker Nielsen, Nike Forsander Lorentsen, Bettina Jensen og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Karen Grue, allerede før Anden Verdenskrig, nemlig i 1937, under indtryk af briternes klare intention om at skabe et Israel i deres palæstinensiske koloni, skrev Ben Gurion således:
"Ben-Gurion wrote that "This is because this increase in possession is of consequence not only in itself, but because through it we increase our strength, and every increase in strength helps in the possession of the land as a whole. The establishment of a state, even if only on a portion of the land, is the maximal reinforcement of our strength at the present time and a powerful boost to our historical endeavors to liberate the entire country."

Og tidligere havde stærke zionistiske kræfter som Betar og Irgun Zvai-Leumi erklæret at A Greater Israel (en størrelse, som historisk har varieret i jødiske overleveringer) var målet og at dette inkluderede bl.a. Jordan, dele af Irak, Syrien, Egypten og den arabiske halvø.

Bag aspirationen om A Greater Israel lå forstillingen om at landet var givet til jøderne, eller dét man kaldte det jødiske folk, og zionisternes grundidé om at jøderne er et udvalgt folk. Altså en art ophøjet, omnipotent forståelse af jøderne som gudgivne herskere over 'Det hellige land'. Det er først efterfølgende at Holocaust indskriver sig som en hjørnesten i det zionistiske rationale, som dermed bliver en slags fornedret ophøjethed; givetvis en voldsomt kompleks kulturreligiøs og historisk sammenhæng for almindelige israelere at befinde sig i - ligesom det for omverdenen er mere end almindeligt vanskeligt at håndtere, for ikke at sige decideret farligt, når man iagttager at Israel beskyttes af verdenshistoriens mest aggressive og destruktive imperier.

Anne Eriksen, Karsten Aaen, Jørgen Tryggestad, Niels Duus Nielsen og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Bettina Jensen, du har het ret. Holocaust blev først langt senere brugt som forklaring på nødvendigheden af oprettelsen af en jødisk stat. Man myrdede jo også uden problemer Folke Bernadotte, som havde været med til at redde både mennesker ud af kz-lejrene, da han som FNs forhandler ville beskytte palæstinensernes rettigheder.
Samme forskydning gør Amos Oz sig skyldig i, når han siger, at han og hans familie blev reddet af Israel. Nej, hans familie kom til palæstina før krigen, og blev reddet af palæstinenserne.

Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Heinrich Schmidt, Karsten Lundsby, Karsten Aaen, Bettina Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Hvor kan vi kloge os på historien. Jeg er ligeglad med hvilken betegnelse, der skal benyttes for at de cirka 6 millioner jøder, der omkom under anden verdenskrig. Og ja der er mange andre tragiske begivenheder i menneskernes historier. Og nok en del flere på vej.
Kan jeg foreslå, at der er nogle fornuftige debatører, der kommer med gode forslag til at løse nutidens udfordringer. Historien er ikke til at ændre.
Karen Grue. Du skriver "reddet af palæstinenserne" Jeg mener kun man kan blive reddet at nogle der vil redde. Det ville palæstinenserne bestemt ikke. Mener du i virkeligheden "på bekostning af palæstinenserne"?
Ingrid T. Bøg. Du skriver bl.a. "Palæstinenserne burde få lov til at vende hjem" Hvor skal jøderne flyttes hen og andre der bor i Israel?
Løsninger. Tak

@ Michael Friis - 'det blæk, som historien skrives med, er flydende fordomme'...

Personligt ved jeg kun, at fra at være neutral/uinteresseret, blev jeg opmærksom og temmelig kritisk efter at indvandreren fra USA, Benjamin Netanyahu, blev Israels premierminister. Netanyahu's politiske løbebane blev siden sikret af de stokkonservative vælgere, hvilket i uhyggelig grad minder om DF's indflydelse på vore hjemlige, politiske græsmarker, ikke mindst til venstre for midten.

Jeg ved ikke nok om Israel og Mellemøstens historie til at kunne veksle ord med KG eller BJ. Den smule jeg dog ved, er bl.a. at den jødiske kultur eksisterede 'på adressen' siden mindst nogle (få?) hundreder år før Kristus; • at siden kun de fødte af jødiske mødre kunne kalde sig jøder, hverken kunne eller kan man tilskrive 'det jødiske folk' en homogen etnicitet/race defineret af bestemte DNA-sekvenser; • at 'udvælgelsen' af det jødiske folk alene var begrundet med omstillingen fra polyteisme til verdens første monoteiske (troen på en Gud) religion, jøderne blev (2. Mosebog Kap 19/5-6 vist nok?) af Gud pålagt ('udvalgt' til) at kæmpe, og om nødvendigt, at dø for, hvilket de også i hobetal gjorde, ombragt bl.a. af den romerske, kejserlige hånd; • at det arabiske folk indvandrede til Palæstina nogle hundrede år efter Kristus; • at Zion oprindeligt var navnet på en borg i nærheden af Jerusalem, og at 'zionisme' er opstået i kølvandet på flere bølger af pogromer i Østeuropa inden, under og efter 1. verdenskrig, med det formål at arbejde for oprettelsen af en jødisk stat, hvor jøderne kunne leve i sikkerhed, og hvor pogromerne ikke længere var en trussel; • at Amos Oz har jeg ikke hørt om, før jeg så filmen 'A Tale of Love and Darkness' for et par år siden, og nu er han død.

Det er ikke meget at jeg ved om denne sag, men det ser ud til, at andre bidragsydere til kommentarsporet ved meget mere, omend noget afvigende fra det, jeg ellers troede, jeg vidste. Men siden dengang i tidernes morgen døde sandheden jo i så mange omgange, at det vi tror, vi ved i dag, må nødvendigvis befinde sig i historiens skygger, vi ikke kan skue tilbage til - men lige frem at driste sig til at nægte (KG) et folk retten til at føle sig som et folk, er næsten mere end jeg kan være bekendt, stiltiende at acceptere - med nogenlunde frisk erindring om Krystalnatten og værre! Er det dette, som de mange ivrige 'anbefalere' erklærer sig enige i? Jamen, så er vi sgu på dèn... i vort lille land.

Mærker jeg mon en glødende snært af 'retfærdig harme' i såvel KG's og BJ's stemmer, samt i de talrige anbefalinger af netop deres bidrag til kommentarsporet?

For den sags skyld er jeg selv (også i dag) opflammet med en stærk vrede mod mange ting, som bl.a. sker i vort eget land for tiden, som at kvinder ramt af brystkræft trods forfejlede screeninger, nægtes erstatninger alligevel; eller allerede vedtaget af vores lovgivere (med mandat fra os vælgere) etablering af et koncentrationslejr på Lindholm; eller de danske vælgeres overgreb på de snart hundred tusinde fattige børn. Alle disse ofre for politiske udskejelser tilvalgte af en hadsk Offentlig Mening, sagtens kunne bruge flammende bål af retfærdig harme, holdt vedlige af de anstændige vælgere, i stedet per stedfortræder udlevende deres anstændighed så langt fra de danske enge, man overhovedet kan komme.

Da jeg er gammel nok til at huske ofre for fortidens hede flammetaler, nogle af de 'engagerede' udsagn i dette kommentarspor fylder mig med afsky! Og med frygt! Kun få dage efter årets Store Fest For Næstekærligheden! Eller forbeholder vi os retten til at undtage fra næstekærligheden bestemte folkeslag, vi ikke bryder os om, som når vi f.eks. fravælger at sikre fyldte maver på vore og 'de andres' fattige børn og deres forhutlede forældre over det ganske land. 'Hvor der handles, der spildes'? 'Målet helliger argumentationen? Jamen, in that case er vi ikke en skid bedre, end dem, vi kritiserer!

Godt Nytår.

Godt nytår, Anina Weber - og tak for refleksionerne. Jeg vil gerne understrege at jeg ikke underkender noget folkeslags ret til at kalde sig 'et folk' og praktisere kulturel homogenitet, men jeg stiller mig kritisk overfor evt. politisk-økonomisk-militær udnyttelse/misbrug af fænomenet. I praksis betyder dette at jeg anerkender den jødiske religion, jeg anerkender jødedommen og jeg anerkender zionismen - men jeg kritiserer både først-, næst- og sidstnævnte hvor jeg finder det relevant og nødvendigt. Jeg anerkender også islam, muslimer og salafismen på helt samme måde ... og måske burde jeg tilføje at jeg langt hen ad vejen anser salafismen for at stå i samme forhold til islam som zionismen gør til jødedommen; begge udtrykker efter min vurdering radikaliserede, politisk-ideologiske fortolkninger/utilitariseringer af deres respektive, religiøse referencer. Endnu mere lavpraktisk betyder dette at alle parter i Israel-Palæstina konflikten skal underkastes kritik efter helt samme standarder, og med til dette hører en lødig og mangfoldig belysning af begivenheder og forhold, som bidrog til/samvirkede med konfliktens opståen og forløb.

Jeg har i mine kommentarer refereret nogle få begivenheder og fakta, som jeg vurderer spillede/spiller en væsentlig rolle for udviklingen af konflikten - og jeg har anbefalet kommentarer, som jeg vurderer bidrager til fornuftig belysning af sagen og dens sammenhænge. I forlængelse heraf vil jeg gerne pege på dét faktum at efterkrigstidens historieskrivning om Israel-Palæstina konflikten, som i den vestlige kulturkreds var stærkt præget af den ensidige fortælling om at mere end en halv million palæstinensiske flygtninge selv forlod deres jord og besiddelser fordi deres arabiske lederes opfordrede dem til det, i dag er afløst af langt mere nuancerede og kritiske beskrivelser ved bl.a. The New Historians (israelerne Morris, Papé, Schlaim, Flapan, Sand, Segev m.fl.) og anerkendte arabiske historikere, som med afsæt i fortrinsvist den israelske stats egne historiske dokumenter/arkiver diskuterer i hvilken grad, den israelske stat gjorde sig skyldig i planlagt deportation/etnisk udrensning af palæstinensere.

@Michael Friis
”Hvad med at anderkende Israels eksistens i stedet for at falde i de historiske fælder? ”
”Hvad om hele verden som en start accepterer at jøderne beholder Israel?”
” OK hvis jøder ikke er et folk - er det et argument for at de skal smide ud”
”Kan jeg foreslå, at der er nogle fornuftige debatører, der kommer med gode forslag til at løse nutidens udfordringer. Historien er ikke til at ændre.”
”Karen Grue. Du skriver "reddet af palæstinenserne" Jeg mener kun man kan blive reddet at nogle der vil redde. Det ville palæstinenserne bestemt ikke. Mener du i virkeligheden "på bekostning af palæstinenserne"?”
”Ingrid T. Bøg. Du skriver bl.a. "Palæstinenserne burde få lov til at vende hjem" Hvor skal jøderne flyttes hen og andre der bor i Israel?
Løsninger. Tak”

Ud fra det du skriver så tyder det på, at du ene og alene har fokus på Israels ve og vel, og det er kernen i problemet. Du ser jo slet ikke den anden part der uanset om man kan lide det eller ej, er de oprindelige beboere af dette land. Husk på at demografien før de to store jødiske indvandringer og Israels oprettelse, var >95% Palæstinensisk/Arabisk og blot <5% Jødisk (hvoraf en stor del havde fremmede pas).
Israels oprettelse og efterfølgende krige, resulterede i fordrivelsen af op mod 80% af det Palæstinensiske folk. Det kan man altså ikke bare kalde historie og ignorere. Jeg er sikker på at de fleste ikke vil have en lignende holdning, hvis det i stedet var os der stod i samme situation som Palæstinenserne. Forestil dig at Tyskland havde vundet 2 verdenskrig og havde fordrevet danskerne til nabolandene, erstattet befolkningen med Tyskere og nægtet eksistensen af et dansk folk mv. med reference til nogle obskure tekster et eller andet sted.
Nu tror jeg at vi har hørt nok på det Israelske narrativ som langt hen ad vejen har vist sig at være falsk/overdrevet/fordrejet. Nu må fokus være på at få løst denne konflikt og indse den uretfærdighed man har pålagt palæstinenserne, som intet havde med Europas antisemitisme at gøre, men som har betalt den ultimative pris.

Løsningen i min optik kan derfor kun være radikal. Eksempelvis skal man arbejde mod en enkelt stat for alle dennes borgere. Staten skal være fuldstændig neutral og hverken defineres eller domineres af noget folk, religion, etnicitet osv. Alle beboere har samme rettigheder og pligter. Glem derfor alt om en såkaldt jødisk stat, eller for den sags skyld en muslimsk, kristen, israelsk, arabisk stat mv. Man skal med andre ord etablere en helt ny identitet for disse mennesker.
Man kan f.eks. i en 50-årig periode, oprette en overgangsregering bestående af 22,5% jødiske og 22,5% arabiske parlamentsmedlemmer, de resterende 55% kan være neutrale internationale medlemmer der kun har til opgave at sikre driften af staten og sørge for at holde parterne på rette spor. Således sikrer man at man bygger op til en enkelt stat hvor parterne lærer at samarbejde og identificere sig med de samme mål. værdier osv.