Læsetid: 10 min.

Antallet af fattige i verden er faldet med 0,0001 procent siden i går. Det er der bare ikke nogen, der fortæller os

Der er ikke noget alternativ til håbet, siger Kristian Leth, som har skrevet et manifest til forsvar for fremtiden. To år har han brugt på at nå frem til, at verden ikke er ved at gå under, men at det ikke er noget nyt, at vi tror det. »Grunden til, at vi er bange for undergangen, findes i os selv – ikke ude i verden,« siger han
Kristian Leth er aktuel med bogen ’Håb’ udgivet på People’s Press.

Kristian Leth er aktuel med bogen ’Håb’ udgivet på People’s Press.

Peter Nygaard Christensen

1. juni 2018

For to og et halvt år siden blev en 36-årig dansker i Brooklyn ramt af depression. En reel depression. Hans rutiner føltes tomme, han troede ikke rigtig på noget, og han var bekymret for alting: familiens økonomi, boligsituation, fremtid. Det var, som om alt inden i ham var gråt.

Det er ikke let at pege på den konkrete årsag til, at sådan noget rammer, som det gør, men det gjorde det. Den dengang 36-årige dansker er musiker, forfatter og altmuligmand Kristian Leth. Han mener, at der er en klar sammenhæng mellem depressionen og den konstante strøm af negative historier, der mødte ham.

Når han talte med sine børn om fremtiden og meningen med det hele, blev det kun værre, husker han, for han oplevede, at han pludselig ikke selv længere troede på det, han fortalte dem. Det var et chok for ham, for han opfatter ikke sig selv som særlig kynisk anlagt. Men også fordi det var en eksistentiel udfordring – ikke at kunne give sine børn håb.

På vej op fra depressionens mørke hul tænkte han: Jeg må sætte mig ned og undersøge de her ting. Det er jeg nødt til.

»Og det endte så med to års research, der er blevet til den her bog,« siger Kristian Leth om Håb, der udkom på People’sPress i denne uge.

»Det lyder virkelig dumt, og jeg hader egentlig det udtryk, men det var lidt terapeutisk for mig. En del af bogens pointe er at kombinere det intellektuelle med det at handle – at forstærke ideen ved rent faktisk at blive ved. Hver gang jeg bliver konfronteret med en forfærdelig nyhed – valget af Trump, for eksempel – må jeg sige: Bliv ved. Det er noget, jeg vælger at gøre. Og når jeg bliver ved med at forstærke den følelse, bliver den også stærkere. Det lyder banalt, men det er en stor del af det.«

Er det god praksis, synes du, på den måde at skrive sådan en bog her ud fra et foruddefineret dogme?

»Det har ikke på den måde været en arbejdsmetode. Bogen var mere et resultat. Det er også derfor, den ikke hedder Verden er god eller Det skal nok gå eller sådan noget, men Håb. Fordi det er en handling,« siger han.

»En handling, der føles ret umoderne. Det virker, som om vi hele tiden skal være mere realistiske, mere kyniske. Og mest af alt hele tiden overhovedet ikke være pisse fucking bange. Problemet, tror jeg, er, at alle er pisse fucking bange hele tiden. Og grunden til, at vi er det, findes i os selv – ikke ude i verden.«

Pessimister er mere troværdige

Kristian Leth og jeg mødes på en café i det indre København. De seneste fire år har han boet i Brooklyn med sin familie, men i de her dage er han i Danmark – blandt andet for at tale om bogen og for at spille koncerter med sit band The William Blakes. Det er to dage inden udgivelsesdagen. Han drikker ingefærøl.

»Jeg har aldrig været så nervøs med en bog som med den her,« siger han.

»Der er jo ikke noget, der er så upopulært som at sige noget positivt – så står folk virkelig klar til at uddele øretæver.«

Hovedargumentet i Håb er, at det faktisk går godt. Bogen, der har undertitlen Et forsvar for fremtiden, er en samling af essays og interviews, der kredser om, ja, håb. Blandt de interviewede er den britiske forfatter Matt Ridley og Oxfordstatistikeren Max Roser. Sidstnævnte siger, at på intet tidspunkt de seneste 25 år har overskriften i aviserne været »Antallet af fattige i verden er faldet med 0,0001 procent siden i går« – selv om det gennemsnitligt ville passe hver dag.

Rosers argument er et blandt overvældende mange i den 240 sider lange bog. Og Kristian Leths budskab lægger sig i slipstrømmen af populære samtidstænkere som den nyligt afdøde Hans Rosling (ham med æblerne i Deadline-studiet) og Harvardpsykologen Steven Pinker, men også mere farverige skikkelser som musikeren David Byrne og filosoffen Slavoj Žižek.

Alligevel forekommer det ham, at håbet er »håbløst umoderne« og altså også upopulært. Generelt, som han anfører i bogen, er det sådan, at pessimister bliver betragtet som mere troværdige og seriøse samtalepartnere end optimister. Og generelt har vi svært ved at acceptere, at verden ikke er på vej mod sin undergang. Hvorfor egentlig?

»Det er der to grunde til,« siger han og slår engageret ud med armene. 

»Den ene er fysiologisk. Hvis du lever i en forholdsvis enkel verden med et begrænset antal trusler, der kan tage livet af dig, er det at reagere på noget, der er anderledes, en god impuls. Den anden er kulturel. I vores kultur har vi en 2.000 år gammel religion, som er baseret på det, der alt andet lige var en dommedagskult. Da dommedagen så ikke indfandt sig, omformulerede man dommedag til et større eskatologisk og teologisk begreb. Det er der ikke noget galt med, men den reelle fysiske dommedag, som Jesus taler om, er en grundlæggende trussel gennem vores kultur.«

I bogen er der en længere analytisk gennemgang af de undergangsscenarier, der historisk har præget mennesket. Gennemgangen minder læseren om, at de dystre scenarier, der finder vej til vores fantasi i dag, hverken er værre eller virker mere præsente end tidligere.

Men vi er jo ikke længere troende?

»Det kan man sige, men hele vores vestlige verdenssyn kommer fra den tanke. Ideen om, at vi lever i en tid, der er ved at gå under. De to ting spiller sammen, tror jeg, på en ret vild måde. Men det, der virkelig er kirsebærret i den cocktail, er de sociale medier. De kan uhindret fodre vores frygt,« siger han.

»Det at være menneske er en konstant navigation i fremtidsfrygt – og derfor virker det bare mere troværdigt, når folk er pessimister.«

Det virker underligt paradoksalt, for det, vi har mest lyst til at møde hos vores nærmeste, er jo optimisme. Fra vores kærester vil vi gerne høre, at det hele nok skal gå, og den type mantraer forbinder jeg også selv med en slags livsvisdom, noget Tolkiens Gandalf ...

»Ja, vi har nok en søgen mod nogen, der kan fortælle os, at det nok skal gå. Men det er ikke særlig populært at skulle søge den slags hos andre i dag. Vi er jo frie individer, og hvis vi skal søge beroligelse hos nogen som helst, er vi svage og ufrie. Det er det vanvittige opdrag, vi har fået.«

Fra hvem?

»Det er jo protestantismens evige opgør med hierarkier og autoriteter. Luther afskaffede præsteskabet ved at slå fast, at præster er mennesker som os andre,« siger han og fortæller en vittighed:

»Hvis du går i katolsk kirke og siger: ’Fader, jeg har drukket’, siger han: ’Sig ti Ave Maria’er’. Går du til en protestantisk præst, siger han: ’Det har jeg sgu også’.«

»Man har afmonteret autoriteten og placeret Gud så langt væk, at hvis nogen taler til ham, er de skøre. Og når vi har fjernet Gud, er der ikke noget tilbage. Så er der ikke længere nogen, der bestemmer over os. Det er da superhårdt.«

Alle har et narrativ

På vej ud af depressionen gik det op for Kristian Leth, at det var hans pligt at finde mening og håb; det var hans opgave. Ud af dette voksede altså bogen, og et af de fund, han i processen gjorde, var, at det var bydende nødvendigt at arbejde målrettet med håb. At tage det alvorligt.

»Det vil også sige: Undgå nogle ting, opsøg nogle andre,« siger han.

Nu ved jeg godt, at din bog ikke er journalistik, men er det ikke ret ujournalistisk på den måde at opsøge noget og undgå noget andet i sin research?

»Det kan du sige. Men faktisk er det det, medier gør hele tiden. Og det er også en af pointerne i bogen. Lige nu bliver vores data valgt af to ting: Facebook og medienarrativer. Uanset om man er superidealistisk som Information, eller om man satser på de bedste klik som alle mulige andre, så er det alligevel narrativer, der hele tiden kører,« siger han og tilføjer, at han ikke er fan af ideerne om positiv eller konstruktiv journalistik, men at journalistikken generelt mangler kontekst og viden.

»Information har f.eks. en tendens til, at hvis en forsker tager noget data og ekstrapolerer en mulig katastrofe ud fra det, så bringer man det gerne – og gerne på forsiden. Men det gør det ikke sandt. Når vi taler om konsekvenser af klimaforandringerne, har vi ikke rigtig noget facit. Men når det gælder klimajournalistik, skal der sjældent mere end én forskers hypotese om noget dårligt til at skabe en overskrift, mens gode historier eller moderate analyser ikke får samme plads.«

Og ofte – siger han – viser de alarmistiske hypoteser sig at være fejlagtige, simpelthen fordi de så ofte er fremskrivninger eller forudsigelser af effekter, som sjældent er særlig sikre.

Han nævner Hans Rosling, der i æbleinterviewet i Deadline sagde, at hvis man vil vide noget om verden, skal man ikke bruge medierne.

»Og det er også det, Max Roser siger i bogen: I hans miljø ved alle, at verden har det bedre end nogensinde. Men det er ikke det indtryk, man får af medierne.«

Peter Nygaard Christensen

Da jeg påpeger, at han lyder temmelig sortseende i sin analyse af medierne, skynder han sig at sige, at han skam tror på, at også medierne bliver bedre.

»Der sker alle mulige ting på én gang,« siger han begejstret og går i gang med at remse op: »Græsrodsbevægelser, peer-to-peer, hele det crowdfundede. Og vi ser store monolitiske medier, der bliver fragmenterede i deres kommunikation, så de kommer ud til flere.«

– Og det er alt sammen godt?

»Noget er godt, noget er skidt.«

Den pessimisme, der altså anses som mere troværdig, er en af pressens største udfordringer, mener Kristian Leth, og i bogen har han flere eksempler på, at positive historier ikke bliver fortalt – eller at konteksten udelades, når de negative historier fortælles.

»Selvfølgelig skal medierne rapportere om en hungersnød i et afrikansk land, men de skal også sætte den ind i en kontekst. Hver dag kan vi finde en historie, der er så nedtur, at vores dag bliver ødelagt. Det behøver den ikke blive. Hvis I rapporterer om en hungersnød er det vigtigt, at I f.eks. også skriver: ’I løbet af de seneste 20 år er antallet af sultende i Afrika faldet – konstant’. Det er ikke en solstrålehistorie, det er konkret data. Det er journalistisk arbejde.«

At præsident Donald Trump trak USA ud af Parisaftalen fik stor opmærksomhed, men Kristian Leth påpeger, at fordi mange andre lande har været mere end almindeligt dedikerede, erklærer tidligere pessimistiske forskere nu, at aftalens mål faktisk godt kan nås. Ikke nok med at Kina og Indien har sat nye, ambitiøse mål for sig selv – i USA bliver aftalens mål taget alvorligt af stater og firmaer. Stater, der tilsammen udgør en tredjedel af USA’s befolkning og en endnu større del af økonomien, er foran sine mål, siger han.

»Men de historier hører vi bare ikke.«

Kan man kureres for frygt?

Han siger, at der ikke er noget alternativ til håb – at det eneste reelle alternativ er selvmord. Han siger også, at hans bog kun er baseret på »yderst respektable kilder«, men, indvender jeg, alt andet lige er forskningen ligesom journalistikken taknemmelig. Ville man kunne skrive en bog som Håb, men med modsat fortegn?

»Jeg synes jo, det bliver gjort hele tiden,« svarer han. »Det var derfor, jeg syntes, det var vigtigt med en flerbenet analyse.«

Men hvis den modsatte bog bliver skrevet hele tiden, hvorfor skal man så stole på din?

»Fordi jeg ikke forsøger at komme med et argument om, at alt er a-okay. Jeg forsøger bare at pille dommedagsprofetier fra hinanden.«

Han betoner vigtigheden i heller ikke i ekstremt grad at gå den anden vej og nævner »de der fjollede tech- og kapitalismeentusiaster« såvel som »humanistiske utopister«.

»Det underlige er bare, at det eneste sted, vi accepterer fundamentalisme, er når det gælder pessimisme. Min bog er et modsvar til det.«

Til sidst spørger jeg, om det så har virket. Om han er blevet kureret for sin frygt.

»Ja,« siger han og holder en pause.

»Det er jo ikke statisk, og jeg kan stadig blive rigtig bange. Men grundlæggende vil jeg sige, at bogen har virket på den måde, at det, jeg ventede længst tid med at skrive, var det om klima, fordi jeg var allermest bange for det. Men jo mere jeg undersøgte, jo mere havde jeg det sådan: Bring it on

Hans undersøgelse har hjulpet ham til at turde se data i øjnene og tale om forandring. For verden har forandret sig.

»Det er der ingen tvivl om. Temperaturerne stiger. Men hvorvidt det betyder, at der ikke skulle være nogen, der kan leve om 100 år ... det står der altså ikke i klimapanelets rapporter. Vi skal væk fra de der skrækscenarier. Vi skal turde sige: Hvordan ændrer verden sig? Det er ikke enten total ødelæggelse eller en eller anden form for statisk bevaring af det, der var. Det er ikke virkeligheden.«

»Prøv at forestille dig at skulle forklare en indianer, hvordan Manhattan ser ud i dag,« siger han så.

»Der ville slet ikke være ord, der kunne forklare det – det ville ikke kunne lade sig gøre. Det er 300 år, alt er ændret. Verden forandrer sig. Det må vi omfavne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunne det tænkes, at en del af frygten skyldes videnskabelig velfunderet advarsler om klimaproblemer, havstigninger, ødelæggelse af dyrkningsbare landområder, udryddelse af dyr og planter i hobetal, ferskvandsmangel, affald i enorme mængder, ustabile økonomiske systemer, flere og flere antibiotika resistente bakterier. Så er der bagsiden af de gode økomiske tal.
Forsiden: Den livstruende fattigdom er faldet, der er flere, mål dem ikke med dansk standar, i middelklassen med få børn og forbedrede uddannelsesmuligheder, men langt under vores forventning til et rimeligt middelklasseliv.
Bagsiden: Den vestlige middelklasse er truet og fordeling af formuer er asymmetrisk. De forbedrede muligheder for de nye middelklasser, øger samtlige af de problemer, jeg nævnte i første afsnit.
Statistik er nyttigt, men resultatet er aldrig bedre end datagrundlaget.

Olaf Tehrani, Søren Fosberg, Benno Hansen, Trond Meiring, Henrik Rasmussen, Per Fabricius, Hanne Ribens, Morten Balling, Torben Bruhn Andersen, Dorte Haun Nielsen, Torben Skov, Charlotte Ljungstrøm, Jens Jensen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, morten rosendahl larsen, Troels Ken Pedersen, Randi Christiansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Kære Kristian Leth. Isen smelter og forbruget skal ned. Man har lov at håbe, at forbruget går ned, og det er det eneste, der er at håbe på. Desuden kan man arbejde politisk på at nå det mål, men det er der ikke noget parti, der gør, for gør det det, ryger det ned under spærregrænsen. Alternativet er et godt eksempel på det.

Din depression var sund nok, og dvs at du reagerede rigtigt. Vi må ud af depressionen ved at engagere os og ikke lytte efter sådan nogle som Hans Rosling. 301 danske forskere er ude for tiden med advarsler til os. I stedet for os til at glemme at isen smelter, skulle du bare holde dig i ro og ikke gå ud med et fortvivlet håb. Sandheden må ikke være sand - det er det, du siger, eller skriger i smerte. Slap af og lev for dine børn og lad være med at gøre løgnen til sandhed. Interviewet er dyster læsning om en mand, der ikke kan holde ud at se sandheden i øjnene.

Rasmus Elmelund: Enten kan du ikke eller også nænner du ikke at stikke gaflen i ham. Det gælder i øvrigt for mange interviewere. Hvis I gjorde jeres arbejde ordentligt, blev I fyret. Derfor kommer der bare sniksnak ud af det, og hvad er meningen med det?

Olaf Tehrani, Søren Fosberg, Benno Hansen, Trond Meiring, Arne Albatros Olsen, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Christian Nymark, Torben Skov, Karsten Aaen, morten rosendahl larsen, Anker Nielsen, Maria Dam, Torsten Jacobsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Egentlig kan man ikke bebrejde nogen noget, for kulturen er i sig selv problemfornægtende, når det gælder klimaet. Det er for stort at tage stilling til, og derfor ser vi nu enhver male sig grøn - i den udstrækning at det giver penge i kassen. At der ikke skal flere penge i kassen, kan ikke blive et diskussionsemne, med mindre svaret er nej, for hjulene skal kunne køre rundt. Uanset hvor meget de forurener, kører skævt og udpiner naturen, så skal de køre.
Retorikken, om den kaldes grøn eller ej, skal resultere i mere vækst. Grøn vækstbegrebet er uantasteligt. Derfor er grøn-begrebet nu slidt op, og der skal findes et nyt, der går på at skåne naturen. Jeg ved ikke, hvad det kommer til ar hedde. Der skal nok noget ny livsform til, før begrebet kan dannes.
Vi kan også bare vente på, at naturen giver os et vink med en vognstang. Her går det godt med solskinsvejr, men man har allerede hørt landmændenes nervøse stemmer - vandmangel hvis det fine vejr fortsætter. Hvad skal man gøre andet end nyde festen? Tja, vi kunne jo se os omkring i verden, evt. slå op på Youtube og se på monstervejr.

Hanne Ribens, Christian Nymark, Lene Waage Petersen, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Trond Meiring, Karsten Aaen, Anker Nielsen, Torsten Jacobsen, Randi Christiansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Den er altså underlig, den der afsluttende historie om indianeren og Manhatten. Verden forandrede sig, ja, og indianernes verden gik under i tumulten. Det der skete, kaldes nuomstunder folkemord. Skal vi bare “omfavne” folkemord?
Hvad med at bruge Naomi Kleins vinkel: Tro, håb og aktivisme er nødvendigt; det eneste alternativ er: “don’t have babies, it’s not fair.” Skønmalerier, derimod, de skader kun.

Søren Fosberg, Mogens Holme, Niels-Simon Larsen, Karsten Aaen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen skriver:
Rasmus Elmelund: Enten kan du ikke eller også nænner du ikke at stikke gaflen i ham. Det gælder i øvrigt for mange interviewere. Hvis I gjorde jeres arbejde ordentligt, blev I fyret. Derfor kommer der bare sniksnak ud af det, og hvad er meningen med det?

Velmenende journalistik er slemt.

Torben Bruhn Andersen, Niels-Simon Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Verdens undergang vil nok komme som et kollosalt chock for de fleste
- men ikke som nogen overraskelse

/O

Lillian Larsen, Ib Christensen, Dorte Haun Nielsen, Torben Skov, Niels-Simon Larsen, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Vild i varmen med Larsen

Men dog, men dog, Niels-Simon Larsen
Risikerer Alternativet at 'ryge ned under spærregrænsen', fordi musiker og foredragsholder m.m. Kristian Leth udgiver en bog om sin depression over, hvor svært det var for ham at tjene til dagen og vejen som iværksætter uden iværksætterstøtte, og Rasmus Elmelund interviewer ham om den i dagbladet Information uden at 'stikke gaflen i Rasmus' for ikke selv at miste sit gode job som hø- og hakkelseskærer i døgnets rejsestald?

Noget af ansvar at lægge på Rasmus Elmelunds skuldre. Man må håbe, han har kræfter til at bære det, hvis dine bange anelser går i opfyldelse.

Søren Fosberg, Carsten Munk og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der var et interview med Theis Ørntoft for nogle weekender siden. Det var helt andre toner af realisme.
Når der tales om håb, skulle det gerne være noget med, at vi håber at klare skærerne, og her vil jeg hjertens gerne udsætte mig selv for belæring af andre. Der er fx argumentet: Mennesket er klogt og har altid fundet på udveje. Selv de vanskeligste situationer fandt vi en løsning på.
Lyder godt og beroliger flertallet, men jeg spejder efter løsningen. Tidens løsning hedder grøn vækst. Vi vækster os igennem problemerne, ja. Det kommer til at koste mange penge, så dem skal vi have tjent nu. Derfor skal alle i arbejde og bidrage til væksten, selv med en time om ugen og medbragt liggeunderlag.
Det kan betale sig at være grøn, og det skal det også kunne, for ellers kan man ikke få alle med. Danmark skal være grøn, men kun i den grad, det kan betale sig. Vi skal jo ikke spille os alle de gode kort af hånden, vel? Dumme må vi ikke være (siger alle de partier, der kalder sig ansvarlige). I et demokrati skal man have flertallet med sig, og det har man i forsøget på at køre os ud over kanten.
Vi er nu kommet så langt, at de fleste synes, at vi skal handle økologisk, sortere affald og lave lidt frivilligt arbejde eller måske meget, men hvad har det at gøre med mindre forbrug, som er selve ødelæggelsesfaktoren i det hele? Vi skal ned i forbrug, ikke bare lidt men meget. Helt derned hvor det hedder afsavn, afkald og forsagelse. Hvor det gør ondt.

Lad os stemme om det. Hvem stemmer for? Og det var 1. Og det var to. Og det ... fortsæt selv med dem, du kender.
I beretningen om Sodoma og Gomerra fik Lot at vide, at Gud (ham med Adam og Eva) ville skåne byen, hvis Lot kunne samle 50 underskrifter. Han kunne ikke engang samle 5, så det blev kun til ham selv, hans hustru og hans to døtre, og så ved alle vist, hvordan det gik. Dette genfortalt af en ateist, der også mindes Noa, hvor folk ‘åd og drak og tog til ægte indtil regnen kom’.

Der er mange barske historier. Det går nok ikke så galt som præsten prædiker, og det overfører man nu til de 301 forskere, der advarer os. Alle de andre advarere hører man heller ikke efter. De såkaldt ansvarlige partier hører ikke, og hvis de gjorde, hvad skulle de så gøre?

Trond Meiring, Karsten Aaen og Christian Nymark anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

"Jeg har læst så meget om hvor farligt det er at ryge, derfor er jeg holdt op med at læse". På papiret er det frit valg på alle hylder til at blive bekræftet eller afkræfte i om virkeligheden nu bliver bedre eller dårligere. Jeg bruger min erfaret viden.

Og på de tre vigtigst områder i verden naturen, omsorgen for hinanden og politik er verden, som jeg oplever den, blevet ringere i min levetid (67 år). Og det kan nok så mange "Verdens Bedste Nyheder", eller bøger med håbet som drivkraft, ikke ændre på.

I går talte jeg med Émile, en kæmpestor fisker på havnen i Pomporie ved Sortehavet formand for de bulgarske fiskere og vi blev enige om at EU's fiskeripolitik ikke gavner fiskerne her og vi aftalte at det vil vi også gøre noget ved. Om det så bliver bedre, ja det må guderne vide, men vi vil høre noget ved det.

Trond Meiring, Karsten Aaen, Britta Hansen, Niels-Simon Larsen og Dorte Haun Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det må ikke være sandt. Vi kan ikke holder ud at høre om det. Jeg har børnebørn, og for mit indre øje kan jeg ikke klare at se dem løbe bort fra skovbrande, oversvømmelser eller se dem som flygtninge. Derfor sender jeg Lars Lykke ned til købmanden efter to grønne Tuborg. Han kommer tilbage med en pose sukker i grønt papir, og jeg klapper ham på skulderen og siger, at han er dygtig og alle hans kolleger på Christiansborg også er det.

‘Ung Republik’ har lige demonstreret ved hyldesten af Kronprinsen. De fik revet deres skilte i stykker og vrede kommentarer fra ældre medborgere. Kors i et eller andet sted nederst på kroppen. Er det hvad de unge kan præstere, når deres fremtid ser håbløs ud?

Jeg sad og tegnede et skilt en dag med teksten: Isen smelter. Ned med forbruget. Jeg har nu prøvet at se mig selv i forskellige situationer gående rundt i byen med skiltet over skulderen. Jeg vil ikke kunne klare, at folk vil kalder mig tosse. Heller ikke hvis de børn i familien, som jeg gør det for, ville skamme sig over mig og måske blive drillet. Jeg har aldrig følt mig så elendig før, så svigtende, så lortet. Jeg er lige ved at tro, at jeg ikke er den eneste, og derfor ser jeg så megen hittepåsomhed, men ingen af os er endnu kommet hjem med den rigtige vare. Denne gang er det heller ikke de unge drenge, der er ude at lede efter medicinen til den syge far, nærmere omvendt. Mange af os ældre kigger efter løsningen, der skal gøre helvede mindre hedt for vores børnebørn. Det er ikke en grøn dims. Det er en anden livsform.
Sker der snart noget?

Søren Fosberg, Marianne Bjerg, Torsten Jacobsen, Lillian Larsen, Torben Bruhn Andersen, Britta Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Den mest forkælede generation opvokset i det mest succesfulde velfærdssystem i den bedste af alle tider står i dag tilbage med den dårligste samvittighed og forveksler den kommende tid uden os med dystopien over alle dystopier for de næste nye mennesker her på kloden. En uværdig deprimerende exit for de rigeste liv med den største frihed og livskvalitet, menneskeheden indtil nu har været i stand til at frembringe.

Forkælelse er godt, men bivirkningerne kan optræde pinlige. Shame on us all.

Ydun Johannesen

Det skal nok gå altsammen. Spørgsmålet er hvordan og for hvem?
Nu kender jeg ikke KLs andre kilder, men det er da bemærkelsesværdigt at de som er nævnt i artiklen, er gamle, hvide, velholdende mænd, der siden i går formentligt er blevet en del "rigere" end de der er kravlet over den fattigdomsgrænse førstnævntes akademiske kolleger har defineret. At vi i den "rige" del af verden har råd til at en intellektuel amatør og charlatan som KL kan spendere 2 år på at komme sig over sin depression, skyldes ikke alene vores eget arbejde. Jeg ved det jo ikke, men det kunne se ud til at KL, sin påståede depressions empatiske tilsnit til trods, mest er optaget af sig selv, hvilket desværre ikke ville være overraskende.
Når "rigdom" ovenfor er sat i sitationstegn, er det en opfordring til overvejelse over begrebets, i denne del af verden, næsten fuldstændige entydighed. Heromkring ser det nemlig se ud til, at der skal et menneskes mellemkomst til, før noget bliver værdifuldt. Det er ganske vist også i filosofisk forstand korrekt, men i dagligdagen er der som bekendt også altid en rygside.

Søren Fosberg, Trond Meiring, Torsten Jacobsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Er det at give hån til folk over hele kloden/jorden at påstå, at blot fordi de nu tjener 3 dollars om dagen i stedet for 2 dollars om dagen er de ikke fattige mere; tjener man under 2 dollars om dagen er man fattig, tjener man 3 dollars om dagen er man aldeles ikke fattig! Nej, det er da ej!

Espen Bøgh, Marianne Bjerg og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

" We're under some gross misconception, that we're a good species going somewhere important, and at the last minute we'll correct our errors and God will smile on us".

Charley Mourits ( amerikansk miljøaktivist)

Arne Albatros Olsen

Forleden hørte jeg i et radioprogram nogle studieværter beklage sig højlydt over forskellige invasive arter og alle de ulykker , som fulgte i deres kølvand rent lokalt.

Sandheden er nok at mennesket i virkeligheden er den mest invasive art på kloden, og de ulykker som følger med her for de flestes vedkommende er helt uoprettelige i en overskuelig fremtid.

Arne Albatros Olsen

Bortset fra det har jeg i en sen alder erkendt hvor ufatteligt rigt et liv vi endnu har her på jorden.

Der er jo næsten ingen ende på det store kulturelle skatkammer af kunst, litteratur, musik ,videnskab, arkitektur, design og meget andet som menneskeheden har skabt i sin levetid.

Set i det perskeptiv er det uendeligt trist, at det meste vil forsvinde og blive glemt, mens de sidste mennesker som vil overleve de forskellige katastrofer, vil rende rund for at slå hinanden ihjej, fordi menneskekød, vil være det eneste spiselige som vil være tilbage.

Jeg har i den anledning overvejet om jeg skulle give mig i kast med at skrive " Kannibalens Kogebog" for her at være en first mover, som de siger, men jeg har opgivet projektet, fordi det trods alt er for deprimerende.

0.0001% ?? - så om 10.000 dage er fattigdomme faldet 1%. Altså en million dage og fattigdommen er helt væk. Så om 2,740 år er vi alle glade. Jeg gider ikke vente så længe, eller for at citerer Oxfarm: Én procent af verdens befolkning indkasserede sidste år 82 procent af stigningen i de globale formuer. Den fattigste halvdel af verdens befolkning fik ingenting.