Læsetid: 15 min.

Arkivet findes; digtene, notaterne og udkastene findes

Inger Christensen er en af de største europæiske forfattere i det 20. århundrede, en af de få, man stadig vil kunne huske om 100 år – og ikke kun i Danmark. I ti år, siden Inger Christensens død, har hendes efterladte papirer samlet støv i et arkiv på Det Kongelige Bibliotek. Nu udkommer de i et gigantisk mammutværk på knap 1.000 sider, der kaster nyt lys over den verdensberømte digters arbejdsproces
Det væltede ud med digte, notater og udkast til romaner fra Inger Christensens arkiv. Det er blevet til ’Verden ønsker at se sig selv’, en bog på 955 sider.

Det væltede ud med digte, notater og udkast til romaner fra Inger Christensens arkiv. Det er blevet til ’Verden ønsker at se sig selv’, en bog på 955 sider.

Ole Buntzen

25. maj 2018

»Det var som at finde en skat,« siger Marie Silkeberg. Den svenske digter og oversætter taler om den aprildag i 2015, da hun første gang trådte ind ad døren til Inger Christensens personlige arkiv på Det Kongelige Bibliotek og blev overrumplet af, hvad hun selv betegner som »en åbenbaring«.

»Jeg har læst Inger Christensen, siden jeg var 20 år, og kan hendes digte udenad, så jeg kunne med det samme spore ethvert udkast tilbage til originalteksten: ’Gud, kommer det herfra?’ og ’Nej, hænger de tekster sammen?’ Det var én lang epifanisk oplevelse,« siger Marie Silkeberg, der personligt har oversat syv af den danske digters værker til svensk.

Sammen med Inger Christensens søn, Peter Borum, har Marie Silkeberg brugt de seneste tre år på at gennemgå og ordne arkivets i alt 60 kapsler med håndskrevne papirer, notater og tegninger. Resultatet kan fra på tirsdag læses i den 955 sider store litterære skatkiste, som har fået titlen verden ønsker at se sig selv.

Marie Silkeberg er den første nogensinde, der har fået adgang til Inger Christensens arkiv. Hun er også den første, der har spurgt om lov. Selv om det er næsten ti år siden, at Inger Christensen døde.

Peter Nygaard Christensen

Det voluminøse bogværk strækker sig over en periode på 50 år og rummer blandt andet tidlige udkast til færdige digtsamlinger samt helt nye digte, der aldrig er blevet offentliggjort. Herunder en »kæmpe sensation«, som Marie Silkeberg ikke tøver med at kalde fundet af et hidtil ukendt og aldrig tidligere udgivet O-digt fra digtsamlingen alfabet (1981), hvoraf de første linjer lyder: ’Olien findes; ornamenterne, orglerne/ olien findes; orkideerne findes;/ jorden og dens omveje findes; orkideernes/ omveje, orglernes omveje, oliens/ og ornamenternes sammenslyngede omveje …’«

»Det er et af arkivets helt store fund,« siger Marie Silkeberg, »og det passer endda så smukt lige ned i vores samtid, fordi det handler om olien, og hvad vi bruger den til.«

Digtet er skrevet i 1980, syv år efter oliekrisen og ti år før den første golfkrig, og rummer foruden det citerede uddrag også disse brutalt lakoniske linjer: »Der er krig. Det er derfor der er krig. Der er hele tiden krig.«

Inger Christensen har selv signeret kladden, hvilket Marie Silkeberg ser som et tegn på, at hun fandt det egnet til udgivelse. Men hvorfor endte Inger Christensen så alligevel med at kassere det?

Plads til læseren

Svaret kræver en anelse forforståelse: Rent kompositorisk er alfabet bygget op omkring to sideordnede principper: et alfabetisk og et matematisk. Det alfabetiske bestemmer indholdet og dikterer, at alle navneord i det første digt skal starte med a, mens de i det andet digt skal starte med b, i det tredje digt med c og så videre. Det matematiske princip bestemmer digtenes længde og er dikteret af den såkaldte Fibonacci-talrække, hvor hvert tal i rækken er lig med summen af de to foregående. Det indebærer et eksplosivt vækstprincip, som – hvis det var blevet ført helt igennem i alfabet – ville have betydet, at et eventuelt sidste å-digt skulle have været på 514.229 verslinjer. Inger Christensen valgte klogeligt at stoppe sin digtsamling ved bogstavet N (som samtidig er tegnet for uendelighed). Men af hendes efterladte papirer fremgår det altså – og det er her, at »sensationen« kommer ind i billedet – at hun tilsyneladende havde planer om at fortsætte digtsamlingen, i hvert fald til og med O.

– Hvorfor tror du, hun i sidste ende valgte at skære digtet fra?

»En oplagt grund er selvfølgelig, at det blev for uoverskueligt at køre hele alfabetet igennem, og at hun derfor valgte at stoppe midtvejs,« siger Marie Silkeberg.

Men måske var der også en anden grund end den rent pragmatiske, tilføjer hun.

»For digtsamlingen ville ganske enkelt ikke have været den samme, hvis hun havde insisteret på at fylde hele systemet ud. Så ville hun netop have skrevet for systemet og ikke for læseren – og hun ønskede at gøre det sidste. Ved at afvige fra systemet, inviterer hun os til at deltage i læsningen og får dermed også indirekte sagt, at hun har brug for os som læsere.« 

’Et lille chok’ ramte Marie Silkeberg, da hun fandt Inger Christensens tidlige udkast til ’alfabet’. Dér, hvor hun var vant til at læse, at ’kærlig- heden findes’, kunne hun pludselig konstatere, at digtet i en tidligere version havde en langt mere dyster begyndelse: ’Katastroferne findes, katastroferne findes.’

fra bogen
Gyldendal

Katastroferne findes

Endnu »et lille chok« ramte Marie Silkeberg, da hun i arkivet fortsatte sin læsning af Inger Christensens tidlige udkast til alfabet. Dér, hvor hun var vant til at læse, at ’kærligheden findes’, kunne hun pludselig konstatere, at digtet i en tidligere version havde en langt mere dyster begyndelse: »Katastroferne findes, katastroferne findes/ kapitalens bevægelser hen over kamgræs og/ klippeduer findes, de kemiske kampmidler/ findes ...«

Også ’kulden’ og ’kilderne’ var i spil i tidlige versioner, indtil digteren som bekendt endte med at skrive kærligheden frem. I sit arbejde med bogen har Marie Silkeberg forsøgt at finde frem til, hvorfor Inger Christensen forlod katastroferne til fordel for kærligheden – men uden held.

»Udkastene rummer desværre ingen svar, her ses kun springet. Men en tolkning kunne være, at selve det system, som Inger Christensen skriver frem, allerede udtrykte, at katastroferne findes – men ikke at kærligheden også gør det,« siger Marie Silkeberg om digtsamlingen, der i sin komposition gennemgår verdens skabelse og undergang.

»Alfabet er et mørkt digt, men det har været endnu mørkere i nogle af de tidligere versioner. Det udvikler sig undervejs, og det siger noget om Inger Christensen som digter. Om hvad hun tænker, er en digters opgave,« siger Marie Silkeberg.

– Og det er?

»Måske at pege på, at kærligheden findes, selv i katastroferne.«

Til den læsende offentlighed

I forsommeren 2006, tre år før Inger Christensen døde, hjalp Peter Borum sin mor med at pakke hendes personlige papirer ned i kasser og indlevere dem på Det Kongelige Bibliotek. Hendes alder og helbred havde gjort det nødvendigt at flytte fra en større til en mindre lejlighed, og midt i travlheden over den forestående flytning havde de kun tid til at grovsortere papirerne. Hans far, digteren Poul Borum, havde været anderledes forudseende, da han godt ti år forinden havde indgået en aftale med tre biblioteksstuderende om, at de kunne skrive deres speciale ved at registrere og sortere hans personlige arkiv. Nu blev det mere tilfældigt.

Der er så meget orden i så vildt et kaos i Inger Christensens efterladte tekster

I de udkast, der grupperer sig om især Brev i april (1979) og alfabet, er det påfaldende, så store mængder materiale, der har skullet produceres og derpå kasseres, inden den færdige helhed kunne stå frem, eller om man vil, før skulpturen kunne hugges frem af marmorblokken. Sider fra de yderst frugtbare og produktive år omkring 1980 tager sig ud som færdige digte og har så alligevel »bare« været forstudier og forstadier til noget større, hvis format vi i dag så meget desto klarere erkender.

Erik Skyum-Nielsen anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Fra begyndelsen var det en fælles forståelse, at arkivet på et tidspunkt skulle stilles til rådighed for den læsende offentlighed. Men det var samtidig underforstået, at dette tidspunkt befandt sig på den anden side af døden, når indholdet kunne komme »d’outre-tombe«, som Peter Borum selv formulerer det – »fra hinsides graven«. Inger Christensen døde i 2009, og Peter Borum har siden blot ventet på, at nogen – den rette – skulle henvende sig. Det blev Marie Silkeberg, og han er glad for, at æren tilfaldt en af hans mors oversættere.

»For her er kendskabet til forfatterskabet både intimt og praktisk,« som han siger.

Den ufærdige roman

Marie Silkeberg har nu pakket op, hvad Peter Borum i sin tid pakkede ned, og arbejdsfordelingen imellem de to redaktører har været klar: Mens Silkeberg har taget sig af digtene, har Borum taget sig af prosateksterne – og også her har der været overraskelser at komme efter. Det gælder ikke mindst en ufærdig kriminalroman, som Inger Christensen skrev på i begyndelsen af halvfjerdserne, og som har ligget i en brun konvolut i arkivet med påskriften »Projekt Paris par arrondissement«.

»Indtil nu har ingen vidst, at projektet overhovedet fandtes,« siger Peter Borum.

»Men det ser ud til at skulle have været en roman, der ville have udfoldet sig rumligt i Paris med udgangspunkt i de tyve arrondissementer og med permutationer mellem kvarterernes navne og romanens figurer,« siger han.

Skitserne til projektet rummer blandt andet en lille håndlavet tegning af Paris’ snegleformede arrondissementstruktur samt en liste med arrondissementernes navne fra 1-20. Ud af hvert navn har hun lavet anagrammer, der betitler romanens i alt tyve karakterer – ti mænd og ti kvinder. For eksempel er ’Pantheon’ blevet til ’Ann Th. Poe’. ’Gobelins’ er blevet til ’Inge Bols’. Og ’Luxembourg’ er blevet til ’X. Globumeur’. 

»Og det interessante er, at hvis man ser her,« siger Peter Borum og bladrer frem til et håndskrevet notat over romanprojektet, »så kan man se, at hun også har lavet et anagram over sit eget navn: Inger Christensen.« 

På et stykke papir med mislykkede forsøg på at forme et anagram ud af bogstaverne INGER CHRISTENSEN lyser tre små linjer op. I hvad der ligner udkastet til et drilsk plot, hedder det om hovedpersonen i Paris- romanen, at han er: ’Mistænkt for et mord, han umuligt kan have begået. Den myrdede er nemlig mig.’

fra bogen
Gyldendal

På et stykke brunligt papir med diverse mislykkede forsøg på at forme et anagram ud af bogstaverne INGER CHRISTENSEN lyser tre små linjer op. I hvad der ligner udkastet til et drilsk plot, hedder det om hovedpersonen i romanen, at han er: »Mistænkt for et mord, han umuligt kan have begået. Den myrdede er nemlig mig.«

Og en hovedperson kan vel umuligt have slået sin egen fortæller ihjel uden selv at ophøre med at eksistere – eller hvad? Paris par arrondissement ser med andre ord ud til at lægge sig i forlængelse af den skrifttematiske prosa, Inger Christensen allerede eksperimenterede med i romanen Azorno fra 1967, der ligeledes pegede på sig selv som skrift og tematiserede sin egen tilblivelse som roman.

»Det er 1.000 procent spændende,« lyder Marie Silkebergs nøgterne vurdering af det ufærdige Paris-projekt.

Til gengæld kan hverken hun eller Peter Borum svare på, hvorfor romanen aldrig blev til noget.

»Måske fordi hun ikke havde ro nok til at gøre den færdig, måske fordi hun ikke havde penge nok – der kan være mange grunde, men vi kender dem ikke,« siger Marie Silkeberg.

»Til gengæld er det spændende at overveje, hvilken betydning et ufærdigt manuskript kan få for en forfatter. Nu hvor vi ved, at hun har arbejdet på romanen i 1972, kan vi så se nogle tanker fra romanen gå igen i andre af hendes senere udgivelser? Og det synes jeg godt, vi kan. Særligt hendes noveller fra 1980’erne rummer spor af projektet, som vi ikke før har kunnet se, fordi vi ganske enkelt ikke vidste, at det eksisterede,« siger hun.

Siden Inger Christensens død har hendes søn, Peter Borum, blot ventet på, at nogen – den rette – skulle henvende sig omkring arkivet. Det blev Marie Silkeberg, og han er glad for, at æren tilfaldt en af sin mors oversættere.

Peter Nygaard Christensen

En privatsag

Peter Borum har undervejs i arbejdet skullet balancere i en dobbeltrolle, dels som bogens redaktør og dels som søn af bogens genstand. Hvordan har sønnen kunnet undgå at blande sig i redaktørens arbejde?

»Det har da også været en udfordring,« medgiver Peter Borum, »men jeg har taget arbejdet på mig som et rent samlearbejde. Min opgave har, som jeg har set den, i hovedsagen været at samle sammen og lade være med at vælge fra, og det letter redaktionsarbejdet temmelig meget, fordi det gør, at man ikke skal sidde og afveje den ene novelles kvalitet frem for den anden,« siger han og giver dermed også et indirekte svar på, hvorfor bogens sidetal nærmer sig de 1.000.

– Så det, I udgiver, er stort set alt, hvad der var i arkivet?

»Det er langt hen ad vejen, hvad vi har kunne finde, ja.«

Peter Borum ønsker ikke at stille sine egne fortolkninger af sin mors forfatterskab til rådighed for andre end sig selv og sine nærmeste. Som han skriver i et efterord til udgivelsen: »Om sine forældres tekster kan man i grunden ingenting sige: Man er afskåret fra at læse dem udefra og henvist til at tale fra en ustabil position, idet man er så tæt på, at man aldrig vil kunne ses at fjerne det egne fra sig, således at man kan overskue det, og samtidig altid vil komme til at fremstå som den, der formodes at vide.«

Peter Borum ønsker heller ikke at tale om, hvordan det følelsesmæssigt har været at genbesøge sin mors arkiv og pludselig sidde dér med et helt livs tekster i sine hænder.

»Det forbliver en privatsag,« som han nøgternt konstaterer.

Som en stemmegaffel

Til gengæld er Inger Christensens personlige papirer nu ikke længere private, men udlagt til fælleseje, og de taler deres tydelige sprog om en digter, der arbejdede uhørt systematisk med sin poesi. Gennem bogens mange tidlige udkast til senere digtsamlinger kommer vi helt tæt på den sirlige omgang med teksterne, som kendetegnede hele Inger Christensens arbejde. Det ses blandt andet i en serie af udkast til digtsamlingen Brev i april (1979), hvor hun om og om igen – over 20 sider – forsøger at sparke gang i digtet med variationer over den samme sætning: »Jeg ved ikke rigtig måske var det/ bedre hvis jeg skrev om noget andet/ end granatæbler, men der ligger/ et granatæble på mit bord …«

»Det er, som om hun er en stor rovfugl, der cirkler rundt i luften og venter på, at den rigtige sætning skal dukke op, så hun kan dykke ned efter den,« siger Marie Silkeberg: »Hun udviser en enorm stædighed og vedholdenhed – og så, pludselig, opstår der en åbning, som løser skriften op og fører til sætningen: ’Er dette vandfald af billeder virkelig et hus?’, som ender med at blive en af de første linjer i Brev i april

Inger Christensen og den sensationelle Parisroman

Det er en kæmpe kvalitet ved verden ønsker at se sig selv, at man ikke bare bevæges med, men også besværes. At man på den måde bliver del af den labyrint »som en slags fællestanke, et møbiusbånd mellem menneskene og verden«, som Inger Christensens forfatterskab er. At man bliver del af det »vi«, som det uafbrudt forsøger at skabe i hver af dets mange former, som verden ønsker at se sig selv så rigt vidner om.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

– Hvad siger det om hendes arbejdsproces?

»At hun blev ved med at lede efter sproget, indtil hun fandt det. Og at hun skrev ordene og tonen frem ved at gentage sig selv. Det var næsten, som om hun stillede sig selv ind i mellem ordene som en stemmegaffel,« siger Marie Silkeberg og illustrerer hvordan, idet hun griber ud efter en øloplukker på bordet foran sig, banker den mod bordkanten og stiller den på højkant: »Som om hun trykkede sig selv mod stoffet, indtil det begyndte at svinge.«

’Det’ var ikke bare det

Et af Inger Christensens absolutte hovedværker, Det fra 1969, er i sin essens en skabelsesberetning. Digtet peger på sin egen tilblivelse som tekst, og udfolder sig i et system, der er struktureret over tallet 66 og både angiver antallet af enheder og linjer i hvert digt. Ideen til digtsamlingen opstod ud af en tilfældighed: Inger Christensen havde netop afleveret manuskriptet til Azorno, og da hun vendte tilbage til sin lejlighed, satte hun sig ned med et stykke papir og skrev: »Det var det.« Men dermed blev det som bekendt ikke. I stedet lod hun den ene sætning gribe den anden, og af notaterne i hendes efterladte papirer, kan vi nu se hvordan. Marie Silkeberg sætter fingeren på to håndskrevne verselinjer. Den første sætning, hun peger på, er identisk med den ikoniske begyndelseslinje, vi genkender fra Inger Christensens endelige digtsamling: »Det. Det var det. Så det er begyndt. Det er. Det bliver ved.«

Men lige nedenunder den velkendte sætning er en tidligere version blevet streget ud. Den lyder: »Det. Det var det. Det er det. Det bliver det igen.«

»Det er virkelig sjovt at se,« siger Marie Silkeberg, »for i virkeligheden er det jo hele digtsamlingen, der foregribes i denne første linje, som hun senere ender med at kassere. Fire korte sætninger, som rummer hele bogens komposition: ’Det’ bliver til ’det’ igen.«

Hun kigger op fra bogen med et smil.

»Er det ikke sjovt?,« siger hun. 

For høj og for lav

Marie Silkeberg er den første nogensinde, der har fået adgang til Inger Christensens arkiv. Hun er også den første, der har spurgt om lov. Selv om det er næsten ti år siden, at Inger Christensen døde – og på trods af hendes status som en af de største og vægtigste europæiske digtere i det 20. århundrede – har ingen tidligere spurgt om adgang til skatkammeret.

»Det har da også undret mig, hvorfor en svensk digter og oversætter er den første, der spørger om lov. Hvad gør I danskere – hvad tænker I om jeres største digter?,« siger Marie Silkeberg spørgende.

Hendes eget svar er, at der generelt mangler en forståelse for betydningen af Inger Christensens forfatterskab i Danmark.

»Jeg synes ikke, at man for alvor forstår hende. Måske fordi hun blev kanoniseret meget hurtigt, og nu står tilbage som sådan en slags statue, der på én gang er både for høj og for lav.«

– Hvad mener du med det?

»Piedestalen er for høj, fordi hun er blevet så voldsomt kanoniseret, at forståelsen af hendes forfatterskab er stivnet. Men den er samtidig for lav, fordi man ikke for alvor forstår, hvor stor en digter hun er. Mange reducerer hende til en kæmpe hjerne, en systemdigter, der udelukkende tænker i matematiske formler, men det er langtfra alt, hvad hun er. Hendes systemer er blændende, ja, men de blænder også, så man ikke kan se alt det andet, hun også bringer med sig ind i sin digtning. Hun siger altid noget mere og større om det at være menneske,« siger Marie Silkeberg.

’Verden ønsker at se sig selv’ er et intimt og svimlende indblik i Inger Christensens værksted

Det er så fin en oplevelse, sådan en lykke at fare vild i dette krat af en bog, i skitserne og mulighedsrummene, i de uudnyttede irgange og i de alternative visioner i Inger Christensens skrift, hvilket også vil sige: i det vigtigste lyriske forfatterskab i Danmark i det tyvende århundrede.

Tue Andersen Nexø anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Hun håber, at udgivelsen af verden ønsker at se sig selv vil betyde, at man også i Danmark kommer til at få et mere nuanceret billede af Inger Christensens forfatterskab.

»På mange måder bryder bogen hende jo lidt ned som systemdigter ved at udvide billedet af hende. Den matematiske og geometriske tænkning er en helt speciel ting, der altid vil knytte sig til hende – men den var der ikke fra begyndelsen. Den var noget, hun arbejdede sig hen imod og måske også gradvist arbejdede sig væk fra igen,« siger hun med henvisning til den sidste del af Inger Christensens forfatterskab, som blandt andet resulterede i en række digte på tysk, der også er gengivet i bogen, og som viser prøver på hendes sene digtning. Som for eksempel i digtet Kleiner Regenbogen, der begynder med linjerne: »das schwarze dunkel/ seit dem start der lichtjahren/ schläft in meinem bett.« På dansk: »det sorte mørke/ fra før lysårenes start/ sover i min seng.«

De tyske digte i arkivet er for Marie Silkeberg med til at kaste en lille kegle af lys over et hidtil dunkelt kapitel i Inger Christensens forfatterskab: tiden efter Sommerfugledalen.

»Efter Sommerfugledalen gik der over 15 år, hvor hun ikke udgav nye digte. Så da vi åbnede arkivet, var jeg naturligvis nysgerrig på, om man kunne se, at der skete noget i værkstedet i de år, som offentligheden bare aldrig fik svar på,« siger Marie Silkeberg.

– Gjorde der så det?

»Ja, der skete meget – for eksempel begyndte hun som sagt at skrive på tysk. Hun var kæmpe stor i Tyskland og rejste meget syd for grænsen i de år. I det hele taget blev hun mere og mere en europæisk digter fra 1990’erne og frem. Man kan måske af og til godt glemme det, men Inger Christensen var en af de største forfattere i det 20. århundrede. En af de få, man stadig vil kunne huske om 100 år – og ikke kun i Danmark.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Johansen
  • Christian Mondrup
  • Ejvind Larsen
  • Anders Graae
  • Jørn Andersen
Morten Johansen, Christian Mondrup, Ejvind Larsen, Anders Graae og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

@Kevin

Præcis. Det er intet mindre end sublim lyrik.

Inger Christensen var i en vis forstand 'for stor til Danmark'.
De kunne for min skyld godt have givet hende Nobelprisen.

/O

Karsten Aaen, Ejvind Larsen og Anker Nielsen anbefalede denne kommentar