Læsetid: 5 min.

Bag ethvert færdigt radioafsnit ligger et vognlæs af døde ideer

I serien ’De næsten færdige’ har Lone Nikolajsen mødt radioproducenten Susanna Sommer i færd med at klippe mere end 60 timers optagelser ned til en serie om Højskolesangbogen på syv afsnit til P2. Sådan en opgave er forbundet med en vis portion ulyst, men med erfaringen har hun lært, at den ikke er noget at være bange for
»Nu vil det vise sig, om alt det, vi har sat i scene i første afsnit, kan holde syv afsnit igennem,« siger radioproducent Sanna Sommer om radioserien ’Sangenes Blå Bog’, som hun er i gang med at producere.

»Nu vil det vise sig, om alt det, vi har sat i scene i første afsnit, kan holde syv afsnit igennem,« siger radioproducent Sanna Sommer om radioserien ’Sangenes Blå Bog’, som hun er i gang med at producere.

Peter Nygaard Christensen

22. maj 2018

Radioproducenten Susanna Sommer elsker tydeligvis det, hun laver. Hun gider mildest talt godt at bruge sin tid på at fange situationer og øjeblikke med mikrofonerne, at komponere lyde, stemmer og musik sammen til radioprogrammer, der både er sanselige, uforudsigelige og til at forstå. Men det forhindrer hende ikke i at jamre, når slutspurten sætter ind, og den åbne indsamlingsfase afløses af den benhårde klippefase. Alle de fravalg, man må tage, gør ondt, forklarer hun. 

Intet er konkret, alt er muligt

Når Susanna Sommer laver radioserier som Sangenes Blå Bog, er der fire faser i arbejdsprocessen. Først en konceptfase, hvor hun beslutter sig for, hvilken ramme hun skal udfylde og være kreativ inden for. Her gælder det om at lave et snit, hvor man både fortæller den store historie og dykker ned i de temaer, man synes er interessante.

Denne gang kom følelsen af tandhjul, der går i hak, da hun fandt på at lave nedslag i de syv markante udgaver af højskolesangbogen, der hver knytter an til et tema, der udfoldes på tværs af historien, såsom melodier eller nationalidentitet.

Susanna Sommer laver af princip kun reportagebåren radio, og anden fase, hvor hun er på optagelse, betegner hun det rene muntre landevejsridderi. Til Sangenes Blå Bog var hun og kollegaen Karen Secher på otte reportageture til højskoler, sangaftner og træf for tidligere højskoleelever rundt om i landet.

»Indsamlingsfasen er helt ufiltreret skøn. Jeg kan godt være nervøs inden et interview, men når først jeg sidder der, bliver jeg altid glad. Bagefter går jeg og klipper inde i hovedet, kommer i tanker om, hvordan interviewpersonernes stemmer skal klippes sammen med musik og lyd. Jeg vågner tidligt om morgenen og tænker, jeg skal finde en helt vildt langsom udgave af »Mørk er november«, måske bare ét instrument, måske en klarinet. Jeg forestiller mig et stort kalejdoskopisk lydbillede, hvor det interessante opstår i sammenstødet mellem alle mulige forskellige elementer. Det er meget lystfuldt, alle tanker kan lade sig gøre. I den periode bliver alting hele tiden lidt større og lidt lækrere. Alle elementerne peger frem og tilbage på hinanden, sådan at melodiudsendelsen kommer til at knytte perfekt an til nationalidentitetsudsendelsen. Intet er konkret, alt kan lade sig gøre.«  

Overgangen fra den lykkelige indsamlingsfase til klipning er hård. Mere end 60 timers optagelser skal blive til knap seks en halv times radio, og forestillingerne skal briste eller bære. 

»Mens jeg har det hele i hovedet, lever det hele bare i sin egen poesi. Jeg ved jo godt, hvad det handler om, så jeg kan bare gå og jonglere med al skønheden og sjovheden. Det er hårdt arbejde at få det til at hænge sammen. Mulighedsrum efter mulighedsrum bliver lukket, og det føles helt vildt underligt, fordi man har været i dem så længe.«   

Susanna Sommer begynder klippefasen med at tage nogle bittesmå tilløb. Hun fik en dygtig tekniker til at klippe en intro med et mix af den samme sang i forskellige udgaver. Den intro gør hende lykkelig, og det er vigtigt.

»Men så kommer ulysten. Der gik nogle dage. Det er som om, man har løbet rundt i skoven som naturens muntre datter, fuglene har pippet, og små tigere har kigget ud gennem træerne. Alt kan lade sig gøre og være til stede på samme tid. Inde i mit hoved har jeg måske haft syv forskellige begyndelser, og når jeg så går i gang med at klippe, ligger der seks begyndelser og skriger.«

Ulysten er ikke farlig

Susanna Sommer har lavet radio i 25 år og undervist i radio næsten lige så længe, men bliver stadig i tvivl om, om det overhovedet duer:

»Hvis du fik hovedtelefoner på nu og hørte det, jeg har klippet, så ville jeg grue for, at du sagde: 'Prøv at høre, det går slet

Peter Nygaard Christensen
ikke. Det er slet ikke radio, det her’. En ting er, at man ikke kan vide, om det er rigtig godt, men jeg ved slet ikke, om det er okay. Jeg kan vurdere og evaluere og perspektivere alt radio, undtagen det, jeg er i gang med at lave. Jeg har set det samme hos alle jeg kender, der skal skabe noget, de selv synes er vigtigt.«

– Men når du taler om det, kan man høre, der er ting, du er glad for, selv om du slår dig lidt for munden. 

»Ja, men nu er jeg inde i den her fjerde fase, hvor de grundlæggende beslutninger er taget, og jeg har fundet frem til et udtryk, som jeg så skal fortsætte med og variere. Jeg ved stadig ikke, om ikke det skulle have været anderledes. Bag det nuværende første afsnit ligger der jo et vognlæs af døde ideer. Måske har jeg lavet det forkerte mix. Det ved jeg ikke endnu.«

– Men er ulysten vendt til lyst, mens du har klippet det første afsnit?

»Der er en stor ulyst til at gå i gang, men så sker der det, at koncentrationen sætter ind. Jeg elsker jo at klippe. Klippekoncentrationen er den eneste koncentration, der findes i mit liv. Jeg kan klippe i 12 timer kun afbrudt af de mest nødvendige pauser. Man klipper noget færdigt, og så næste morgen tidligt lytter man og finder med stor sandsynlighed noget, der ikke fungerer. Når man er helt inde i det, er det meget lystfuldt. Det er lidt den samme fortabelse som i indsamlingsfasen, når man sidder og fifler med lydniveauet af noget regn og to interviewbidder, der bliver klippet op mod hinanden som et underligt tankekys. Når jeg slipper klippeglæden, kommer ulysten og angsten tilbage.«

– Hvad venter der dig så nu?

»Nu vil det vise sig, om alt det, vi har sat i scene i første afsnit, kan holde syv afsnit igennem. De næste 2-3 udsendelser bliver sjove at klippe, der er man stadig på opdagelse. Her gælder det om at finde nogle momenter eller overgange, der gør en glad. Men de sidste afsnit bliver lidt mere som lektier. Når jeg ved, hvordan det skal lyde, må afsnittene godt bare klippe sig selv.«

– Hvornår finder du ud af, om det duer?

»Der sker noget helt vildt dejligt, når der er gået noget tid, og jeg hører det igen. Så lægger man ikke mærke til de små brister, der fyldte i klippeprocessen. Man hører valgene frem for fravalgene. Så kan jeg høre det med mine kritiske radioører og nogle gange blive helt imponeret.«

– Har dine slutspurte ændret sig i løbet af dit arbejdsliv?

»Ulysten til at gå i gang er et grundvilkår, men erfaringen gør, at jeg ved, den vil komme, så jeg bliver ikke forskrækket. Jeg tænker bare: ’Nå, der er du igen, dit lille svin’. Jeg er også blevet mere bevidst om, hvad der driver mig. At begyndelsen f.eks. er værd at bruge meget tid på, fordi det giver energi til resten af afsnittene.«

’Sangenes blå bog’ kan høres på dr.dk eller podcastes

Serie

De næsten færdige

Al begyndelse er svær, men ofte er slutspurten endnu værre. Det er den fase af en kreativ arbejdsproces, hvor der skal vælges mellem ideerne, og hvor det svimlende potentiale skal realiseres. Information har talt med kunstnere om den kreative slutspurt

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
Oluf Husted, David Zennaro og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Fantastisk. Jeg der aldrig hører radio fik virkelig lyst til at høre hendes program.