Læsetid: 9 min.

Du behøver kun at se en musikvideo på 4 minutter for at forstå raceproblematikken i USA …

… eller misforstå den. Manden bag hedder Donald Glover, når han optræder som komiker og skuespiller, og bærer kunstnernavnet Childish Gambino, når han laver musik. Og så er hans nye musikvideo ’This is America’ lige nu omdrejningspunkt for en hed debat om race i USA
Siden Childish Gambino, med det borgerlige navn Donald Glover, tidligere på måneden lancerede videoen »This is America« (instrueret af den japanske filminstruktør Hiro Murai) er den set 135.469.990 gange på YouTube.

Siden Childish Gambino, med det borgerlige navn Donald Glover, tidligere på måneden lancerede videoen »This is America« (instrueret af den japanske filminstruktør Hiro Murai) er den set 135.469.990 gange på YouTube.

Getty Images

18. maj 2018

I begyndelsen ser man ryggen af en sort mand i bar overkrop midt i en tom fabriksbygning. Musikken har glade sydafrikanske rytmer, og koret er kælent. »Yeah, yeah, yeah, yeah, yeah«. Manden drejer rundt og danser inciterende mod kameraet. Så stopper han, antager en karikeret Jim Crow-positur, trækker en pistol fra bukselinningen og skyder den siddende guitarist, der har holdt den afrikanske rytme, midt i baghovedet – execution style.

Musikken skifter nu til tung hiphop med referencer til den særlige sydstatsversion trap. »This is America,« synger Childish Gambino og fortsætter mod os, mens hans ansigt vrider sig i grimasser i en tour de force gennem karikaturerne af sorte mennesker i den amerikanske populærkultur.

Og mens skuddet i sig selv er chokerende, er det mindst lige så ubehageligt, at han bare danser videre. Som om intet er sket. Eller som om det sker så tit, at man ikke længere kan lade sig mærke af det. I baggrunden skynder en flok sorte skolebørn sig at trække liget ud af skærmbilledet og holder tjenestevilligt hans våben til senere brug.

»Vores normalisering af racistisk vold er ikke bare sket på bekostning af sorte liv,« skriver musikmagasinet Rolling Stones skribent Tre Johnson i sin anmeldelse: »Den er sket på bekostning af sort uskyld.«

Bare en god sang ...

Siden Childish Gambino, med det borgerlige navn Donald Glover, tidligere på måneden lancerede videoen »This is America« (instrueret af den japanske filminstruktør Hiro Murai) er den set 135.469.990 gange på YouTube. Og i denne uge ramte den førstepladsen på Billboard Hot 100. Ifølge CNN skal vi syv år tilbage, til Lady Gagas »Born This Way«, for at finde en eksplicit politisk sang på den plads.

Dengang markerede det begyndelsen på en opblødning i den amerikanske befolknings holdning til homoægteskaber. Er Gambinos højdespringer begyndelsen på en ny æra i forholdet mellem racerne i USA, vover CNN’s journalist at spørge.

Videoen til »This is America« er allerede blevet betegnet som »et af de vigtigste amerikanske kulturprodukter i vort århundrede« og »De fire minutter, du skal se«, mens Donald Glover er blevet kaldt både et ’geni’ og ’anti-Kanye’ – med henvisning til skandalen om rapperen Kanye Wests støtte til Donald Trump.

Men lige så hypet vidoen er, lige så perpleks har den efterladt internettet. For hvad er egentlig videoens budskab? Og hvorfor virker den som noget helt nyt, der har potentiale til at løfte diskussionerne i USA om våben, politibrutalitet og – ikke mindst – race op på et nyt niveau?

Manden i gorillakostumet

Det første bemærkelsesværdige ved videoen er de to lag. I forgrunden den dansede sorte mand og i baggrunden kaos. Bag ham sættes biler i brand, folk flygter fra en trussel, man ikke ser, folk falder ned fra balkoner, der ligner dem, der er i de amerikanske fængsler. Men man ser det ikke ved første gennemsyn.

Som i det berømte psykologiske forsøg, hvor forsøgspersonerne bliver bedt om at holde øje med bolden på en basketballkamp og derfor ikke opdager, at der pludselig lunter en mand i gorillakostume over banen. Glovers dans og vedholdende blik gør, at vi ikke bemærker det voldskaos, der udfolder sig i baggrunden.

Det er af flere blevet udlagt som en kritik af den måde, vold mod sorte bliver negligeret af medier, den måde vi alle er blevet så blaserte på. Men så simpelt er det alligevel ikke. For det er ikke bare vold, der foregår i baggrunden. Børnene danser videre. Og der flirtes med damerne op ad bilerne. For som den kendte tv-vært og kommentator Touré skriver i en kommentar i The Daily Beast, så formulerer Glover i videoen nok en kommentar til våbensituationen, men han gør meget mere end det.

»Videoen viser, hvordan ethvert roligt øjeblik kan forvandles til kaos – selv hvis du går ind i en Starbucks eller forlader en Airbnb-lejlighed. Den er en tango mellem vold og dans, mellem kaos og fred, tillid og frygt,« skriver Touré. Han hæfter sig særligt ved videoens slutning.

Her danser Glover som en anden selvsmagende Michael Jackson efter domsfrifindelsen på taget af en bil det ene øjeblik, for så et splitsekund senere, med ansigtet forvredet i frygt, at blive jaget af en lynchmob, hovedsageligt af hvide mennesker. »Den dobbelthed indfanger på det grummeste, hvad det betyder at være sort i Amerika,« skriver Touré.

Der er ingen tvivl om, at Donald Glover pt. er det varmeste navn i amerikansk underholdning. For ikke alene knækkede hans musikvideo internettet midt over. Glover var også, på selve aftenen for lanceringen, vært for det populære satireprogrem Saturday Night Live, han har en central rolle i den aktuelle blockbusterfilm Solo: A Star Wars Story, og næste år vil han optræde som selveste Simba i nyindspilningen af Løvernes Konge.

Men det er Glovers tv-serie Atlanta – af kollegaen Chris Rock kaldt ’den bedste tv-serie nogensinde’ – der for alvor har sikret ham kronen.

Her følger man Earn (spillet af Glover selv) – en Princeton-drop out, der hænger ud i Atlanta, er manager for sin fætter, rapperen Paper Boi, men ellers bare prøver at få ender til at mødes, brødføde sin datter og snige sig til et knald med ekskæresten – alt sammen tilsyneladende uden noget egentligt formål.

Billeder af fra musikvideoen

Grav, min dreng!

Donald Glover er selv vokset op uden for Atlanta – godt nok i en middelklassefamilie, der havde råd til at sende ham på universitetet, som internettets kritikere ikke har været langsomme til at pointere.

I forbindelse med første sæson af Atlanta fortalte han om sine tanker omkring det forhold, at hans publikum i høj grad var hvidt: »Jeg vil ikke have, at de griner, hvis de griner af de indespærrede dyr i zoologisk have,« sagde han. »Jeg vil have, at de virkelig oplever, hvordan racisme føles, hvordan det er at være sort i Amerika.

Folk kommer til Atlanta for at gå på stripklubber og lytte til musikken og den seje måde, de sorte taler på. Men spis lige dine grøntsager til; de sorte ryger ikke pot hele tiden, fordi det er cool, men fordi de har PTSD. For det er sgu skræmmende konstant at befinde sig på bunden af et mørkt hul og skrige på hjælp, og alt hvad man får igen er svaret: Bliv ved med at grave, min dreng. Vi er der snart! Vi når snart Gud!«

Atlantas succes har betydet, at Donald Glover er blevet et fænomen – en ny målestok for succes i Hollywood. Som Lena Dunham, skaberen af Girls, har sagt: »Mindst 20 personer har sagt til mig, at de vil lave noget, der minder om Atlanta. Jeg har svaret dem: ’Ah, du mener et show, der svinger mellem smertefuld drama og super surrealistiske David Lynch-øjeblikke for derigennem at tackle racespørgsmål i USA?’ Det er ikke en genre. Det er Donald.«

Men den ros kom fra Lena Dunham, indbegrebet af hvid progressiv klasse. Og det er netop relationen til den, der har klæbet til Donald Glover. For er han ’sort nok’ til at være en del af den opblomstring af kritisk sort kultur, som USA har set de seneste år? Kritikere har på ’black twitter’ diskuteret betydningen af, at Glover lever sammen med og har barn med en hvid kvinde. Selv har han forsvaret sig med, at sorte kvinder ikke ville have ham, fordi – og her skal man huske, at han har en lang karriere som komiker bag sig – »de kan ikke lide nørder«.

Farlig nok?

Med udgivelsen af »This is America« påpegede flere sorte kommentatorer, at Glover nu, endelig, turde tage springet fra at være en håndtam kunstner, der bare »tilfældigvis også var sort« til at være »farlig« for den hvide fanskare.

For andre var det langtfra nok. Kulturkritikeren Saki Benibo kalder f.eks. Donald Glover og andre selvudnævnte sorte politiske kunstnere for »præcis lige så lidt værd for den sorte frihedskamp som sorte betjente var«. »Vi udskifter hvide kunstnere, der ignorerer os, med sorte kunstnere, der misbruger os,« skriver han på sin blog. »Nogle af os opdagede på et tidspunkt, at repræsentation ikke er revolution.«

»This is America« er altså blevet tolket som en kritik af det amerikanske (hvide) samfunds negligering af vold mod sorte amerikanere. Men den dansende sorte mand i forgrunden får os ikke bare til at kigge væk fra uhyrlighederne. Han er sin egen pointe, og kritikken rettes også indad. I den korte tekst lyder det blandt andet: » We just wanna party / Party just for you / We just want the money / Money just for you / Dance and shake the frame.«

’Vi’. Ikke ’de’, synger den sorte mand. Det er således ikke entydigt, hvem pilen peger på. Men måske vil Glover pege på en byttehandel, som alle er blevet vant til, at ingen længere bemærker, foreslår skribent ved Rolling Stone, Tre Johnson: »Videoen er en rejse gennem en nation, hvor underholdning er vigtigere end retfærdighed. Folk dør i »This is America«, men alt hvad vi vil, er at synge og danse. Det er en ubehagelig illustration af den Faust-handel, som det sorte Amerika laver hver dag, hvor vi bytter vores kroppe til gengæld for vores frihed.«

Kritikken af den hvide undertrykker består altså, men den amerikanske forfatterinde Doreen St. Félix kan godt forstå, at mange alligevel har det vanskeligt med budskabet: »Den video, og hvad den antyder om dens kunstner, er svær at sluge. Der er mange sorte, der hader den. For Glover får os til at se vores traumer i øjnene, men giver os ikke et øjeblik til at trække vejret, før han tvinger os til at danse igen.«

Billeder af fra musikvideoen

Respektløst

Og skal vi virkelig også mindes om, at sorte mænd dør i hobetal for politiets kugler i en underholdende musikvideo? Ved vi det ikke i forvejen? Flere af Glovers kritikere mener, at hans brug af eksplicit vold er respektløst over for ofrene. Ikke mindst en sekvens i videoen, hvor han med et maskingevær mejer et gospelkor ned med slet skjult reference til angrebet på en baptistkirke i Texas, hvor 26 omkom sidste år, har affødt den kritik.

Den kan også være direkte medvirkende til at forværre det, som Glover påstår at kritisere. Som Israel Darampla i internetmagasinet Spin konkluderer under overskriften ’Childish Gambinos kynisme’: »Videoens argument mod den ufølsomme og konsekvensløse behandling af drab på sorte mennesker består i at behandle drab på sorte mennesker ufølsomt og konsekvensløst.«

Han peger på, at de videoer af politiets drab på unge sorte mænd, der for nogle år siden cirkulerede på internettet var afgørende for en bevægelse som Black Lives Matter.

Langtfra alle er dog enig i at »This is America« bare er mere af samme skuffe. Aida Amoako, kritiker ved The Atlantic, mener, at Glovers måde at bruge dans er en radikal anderledes måde at formidle den sorte erfaring på.

Gennem videoen refererer Glover til et utal af populære danse fra sydafrikanske stammedanse Gwara Gwara, over slavernes, via minstrelshowene hvor hvide varietékunstnere med sortsværtede ansigter karikerede slavernes dans, til Michael Jacksons signaturbevægelser og nye hiphopstile. »Glover bruger en glædesfuld fællesaktivitet til at levere en kraftfuld anklage mod de ubehagelige modsætninger i det amerikanske samfund,« skriver hun.

Det giver ham direkte adgang til betragterens krop, forklarer hun med henvisning til hjerneforskningen. Det er spejlneuronerne, de særlige hjerneceller i vores hjernebark, som bliver aktive, når vi ser et andet individ udføre en bevægelse, i dette tilfælde dans, og det får vores egne muskler til at reagere synkront med danserens.

Bevægelser

Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Ved manden med ryggen til, der vender sig og danser mod kameraet. For mærker man efter i sin krop, så danser man faktisk lidt med ham, selv om man sidder helt stille. Og derfor fyldes man også med den blanding af gru og opstemthed, som videoen viser.

For Glovers dans er ikke bare til for at underholde eller for etablere en metapointe om, at den sorte mand jo altid er blevet brugt til at underholde de hvide, argumenterer Aida Amoako. Hun slutter, igen med reference til nedskydningen af gospelkoret: »For hvad sker der, når en sort mand genspiller den hvide terrorists handlinger? Og hvad betyder det for ikkesortes forståelse, at de internt simulerer bevægelser inspireret af sort smerte?«

Men midt i virakken har hovedpersonen Donald Glover aka Childish Gambino aka geniet og anti-Kanye været relativt tavs. Det eneste, han har sagt, er – og her skal man igen huske, at han er komiker: »Jeg ville bare, du ve’, lave en god sang. Én, folk vil spille 4. juli.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Søren Veje
  • Kurt Nielsen
Britta Hansen, Ejvind Larsen, David Zennaro, Søren Veje og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

Desperat adfærd er åbenbart den eneste handlemulighed, der er tilbage.

Hvis man vil ændre samfundet.

Hvis man vil i medierne.

Hvis man vil promovere sig selv.

Vi er i sandhed tæt på apokalypsen.

De hvide og mediernes undeholdning vil gerne acceptere kritik, hvis den forgår på en måde de kan godkende? Er det det handler om?