Læsetid: 4 min.

Bisse og Pia Juul minder os om, at vi skal dø, men vi skal også leve

Barndommens ophør har ligesom sci-fi-dystopien et kritisk potentiale. Det ser man hos Bisse og hos Pia Juul, der fra hver sin alder minder os om, at vi skal dø, men vi skal også leve
25. maj 2018

Bisse sidder i en gynge ophængt i loftet på spillestedet Vega i København. Han gynger ud over de forreste rækker af publikum og tilbage ind over scenen. Frem og tilbage. Her har I mig, her har I mig ikke. Det er en leg.

På hans næstnyeste album betitlet med hans fødselsdato, 19.6.87, handler teksterne om barndom. Der er sangen »Legeaftale«, der begynder sådan her: »Vil du ik’ hjem og lege/ på Morsøvej 30/sammen med mig? Vi kan fodre guldfiskene/og kæle med Felix og Freja/Vi har også en kanin/den hedder Ninus/og jeg skal også vise dig/min samling af Kinderægoverraskelser/og vi skal bytte dinosauruser/hvad med min langhals for din raptor?/Så kan vi bruge vores computertid bagefter/du må godt starte med at styre.«

Bisses gyngen frem og tilbage sætter mine tanker i gang og får mig til at se ligheder mellem at bevæge sig hhv. frem og tilbage i tiden. Frem i tiden som i science fiction og tilbage som i barndomserindringen. Det er en kendt ting, at den dystopiske sci-fi siger noget kritisk om den tid, den er skrevet i. At forfatteren peger på tendenser nu og her, forstørrer dem og derved gør det nemmere for os at se vores egen tid. Min tanke er, at man kan sige det samme om barndomserindringen, at den på samme måde har et kritisk potentiale ved at bevæge sig hen i en anden tid. Bagud i stedet for fremad. At det, Bisse husker og synger om, kan sige noget om 2018. Og det er kritisk.

Men hvorfor lige sammenligne med sci-fi? Nok mest fordi sci-fi – ud over at være en oplagt genre at tænke på som en kritisk genre – også er en genre, der er en stor interesse for, også blandt danske forfattere. Olga Ravn har lige udgivet sin første roman inden for genren, De ansatte, Jonas Eikas Efter solen er sci-fi-noveller og Theis Ørntofts Solar indeholder en ’rumrejse ind i krybdyrhjernen’.

Bisses barndom er ikke ulykkelig. I »Bjælkehuset« udnævner han endda dette hus til »min barndoms paradis«, og i »Seks Hjerter« fra Højlandet synger han, »Mit barndomshjem var et 5-stjernet hotel«. Men kig lige en ekstra gang på citatet fra »Legeaftale« ovenfor med Ninus og Kinderægoverraskelser. Under letheden findes en enorm skrøbelighed. Se f.eks., hvor meget barnet disker op med for at få sig en legeaftale. Hvordan risikoen for at blive afvist er en stor del af et barns liv. Selv en lykkelig barndom er et udsat sted at befinde sig. Barnet har ikke magt, det er underlagt de voksnes regler om f.eks. computertid. Når Bisse således skriver fra barnets perspektiv, skriver han fra en position uden magt. Det er alt andet end »Stormandspolitik« som en anden af hans sange hedder.

Bisses barndomsbilleder får mig til at tænke på Andreas Pedersens Fryden (2016), hvor han i bogens sidste tekst skriver: »Jeg elsker Mandelsjtams linjer om kun at ville læse børnebøger og have barnlige tanker«. I samme tekst skriver Pedersen om nogle gange at tænke, »at jeg bliver for taknemmelig for livet, og at man ikke bør være så taknemmelig«. Det er med hjælp fra Pedersen og Mandelsjtam, at jeg tør sige, at barndomserindringen har et kritisk potentiale, fordi den indfører barnlige tanker og taknemmelighed i den samtale om livet og samfundet, som litteraturen også er.

Barndomslandet er en måde at fjerne sig fra virkeligheden på, i »Fjerne slægtninge« hedder det: »Jeg fjerner mig langsomt fra virkeligheden/fjerner mig fra verden som jeg kendte den/fjerner mig fra løfterne/når ingen længere vil løfte dem.« I så eksplicit en virkelighedsflugt ligger også en kritik.

Hos Pia Juul er der meget, der er Forbi som hendes nyeste digtsamling hedder. Ikke kun barndommen. Der er en bestræbelse, som måske lyder meget enkel, men ikke er det, nemlig at nævne ting, der ikke længere findes. Sådan er livet for den fireårige, og sådan er livet for den 56-årige: Hver dag er der noget, der er forbi. I et af de første digte modsiges ordene »evigt ejes kun det tabte« fra Ibsens skuespil Brand: »Jeg vil have det/hér, nu, på jorden/Ikke se det når det først er tabt/Se sollyset, det/blinker på de våde grene/se blikket mellem/de to der sidder der på bænken/se barnets sovende ansigt/Du ejer ikke evigt noget som helst/slet ikke det tabte.«

Fornemmelsen af, at »snart er alt for/sent«, som der står i Juuls debut levende og lukket (1985), er gennemgående. I Pia Juuls anden aktuelle bog Asterisk har hun samlet tidligere tekster, så de findes igen og står der og sitrer mellem fortid og nutid. I en af dem citerer hun sin faster for at have sat følgende karakteristik på digterens skrift, dengang hun var helt ung og skrev breve hjem fra England: »genvordigheder nedskrevet med let hånd«.

Og Juul fortsætter: »Sidenhen har det slået mig, at de ord passer på stort set alt hvad jeg har skrevet som er blevet trykt. For man skal jo ikke tage fejl. Genvordigheden og den lette hånd er i mine øjne ikke udtryk for overfladiskhed, men for en måde at tage kampen op på.«

Barndommen er et mytologisk sted, et fælles anliggende. Det ser man i Bisses leg og i Juuls storforbrug af eventyr. Det fællesskab er det godt lige at blive mindet om. Jeg ser mig tilbage med Bisse og Juul lidt endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu