Interview
Læsetid: 8 min.

Med BLOX i spidsen skal dansk arkitektur tage homo urbanus alvorligt

Den voldsomt kritiserede bygning BLOX på Københavns Havn er et studie i bykompleksitet og et mødested for funktioner. Og så peger den i den retning, som dansk urban arkitektur lige nu går for at udvikle sig: At skabe rammerne for livet for det 21. århundredes urbane menneske, der bliver nødt til at elske byens konflikter
BLOX bliver kritiseret for at fylde for meget ved Københavns havn og bryde med byens arkitektur, men det er en del af pointen.

BLOX bliver kritiseret for at fylde for meget ved Københavns havn og bryde med byens arkitektur, men det er en del af pointen.

Finn Frandsen

Kultur
18. maj 2018

Inde i boldburet opleves lyden fra vejen markant.

Vi befinder os i tredjesals højde i et rum på otte gange fire meter. Som med en del andre rum i den netop åbnede bygning BLOX, tegnet af the Office for Metropolitan Architecture (OMA), er det ikke helt til at sige, om vi er indenfor eller ude.

Det grønne underlag er omgivet af en slags metalgitter, som gør det muligt at se den lave gule bygning, der udgør Undervisningsministeriet, på samme tid som den udvisker konturerne af byen uden for bygningen.

Kent Martinussen, direktør for Dansk Arkitektur Center (DAC), sparker til en fodbold. Det giver en overraskende høj lyd, da den rammer metalgitteret.

»Ja, undskyld,« siger han og griner. »Herude kan man spille bold. Nedenunder trappen under os er et helt landskab, hvor daginstitutionerne kommer til at ligge, og hvis det sjasker ned, er der et sted hvor de kan lege og spise deres madpakker«.

I sidste uge kunne han byde velkommen til det nye hjemsted for DAC, som nu holder til i hjertet af BLOX.

Den er en stor, primært grøn glasbygning opbygget af blokke, som for det utrænede øje ser nærmest tilfældigt stablet ud.

Selve bygningen BLOX fordeler sig på to byggegrunde direkte ud til Københavns havn. Vejen, der løber gennem bygningen, fører dagligt mere end 20.000 bilister rundt i byen, og BLOX rager mærkbart op i landskabet, når man nærmer sig den på cykel eller til fods.

Den er otte etager høj, og så er den placeret på den gamle bryghusgrund mellem Vester Voldgade og Frederiksholms Kanal.

En knytnæve i ansigtet

Ved at samle flere funktioner og kombinere kultur, kontorer, boliger, café, legeplads og fitnesscenter i én bygning, peger BLOX mod en urban fremtid, hvor vi arkitektonisk må gå i nye retninger for at skabe gode rammer for det urbane liv.

»Arkitekturen her viser nogle veje, som vi ikke selv ville have valgt i vores skandinaviske tradition. Det er tænkt som et urbant hus. Der er boliger på taget, arbejdsplads rundt i periferien, kultur i midten og fitnesscenter, café og faciliteter for daginstitutioner med legeplads, køkken og boldbur. Hele byen er samlet i denne bygning,« siger han.

Det er svært ikke at mene noget om bygningens voluminøse udtryk, og længe inden sin åbning blev BLOX kritiseret for at dominere sine omgivelser.

»Det ligner en alien. Et aggressivt rumvæsen. Et fremmedlegeme, der uretmæssigt er landet. Alt for stort og ufølsomt. Som et overdimensioneret sofabord i blåt glas fra 1960’erne. En soufflé, der er gået fuldstændig over sine bredder, måske fordi gæsterne kom for sent. Det kunne være morsomt, men er kolossalt trist,« skrev teaterdirektør Jon Stephensen i en kommentar i Berlingske og udråbte BLOX til Danmarks grimmeste bygning.

BLOX høstede kun to hjerter i Politiken.

Projektet med at indkapsle energien fra en hel by i en enkel bygning fik ikke mange pæne ord med på vejen, da britiske The Guardian fældede sin dom: En dyster glasmonolit, der ikke indbyder til tilfældige møder, men snarere ligner en generisk kontorbygning, lød det:

»Det føles som om behovene for kontorer har trumfet evnen til at skabe en indbydende offentlig bygning. Det er en forspildt chance for Danmark.«

Men debatten om dansk arkitekturs nyeste enfant terrible tegner samtidig de linjer, der dominerer dansk arkitektur netop nu og som ifølge flere er nødvendige for at geare sig til fremtiden:

»BLOX kan noget, fordi den er en knytnæve i ansigtet på en forestilling om, hvordan man bygger i byen,« siger Dorte Mandrup, prisbelønnet arkitekt og grundlægger af arkitektfirmaet Dorte Mandrup. Hun mener, at vi er nødt til at gå ind på de præmisser, som arkitekturen er skabt på.

»Dansk arkitektur rider på en bølge af international succes lige nu. Det er en naturlig del af danske arkitekters analyse og arbejdsmetode at tænke på alle parametre omkring et byggeri. Det handler ikke bare om at skaffe en hurtig bolig til folk, men også sikre, at alt det, der ligger mellem husene, er godt,« siger hun.

Meget af tankegodset i den skandinaviske måde at tænke humanisme og arkitektur sammen på, er hentet fra byplanlæggeren Jan Gehl. Han har stået i spidsen for ideen om, at man skal bygge byer til mennesker – i en menneskelig skala, med en tæthed og en bæredygtighed, som gør, at de rum, der skabes mellem husene, faktisk er nogle, som mennesker har lyst til at opholde sig i.

Arkitektonisk bryder BLOX med nogle af de forestillinger om netop skala, som skandinavisk arkitektur er kendt for.

»Det er rigtigt, at det er en stor bygning, der ikke tilpasser sig på samme måde skalamæssigt som vi ville have gjort i en skandinavisk tradition. Herhjemme synes vi at størrelsesforholdene skal passe sammen. Men man kan se arkitektur og by på andre måder – og man kan se bygningen som en stor energitilførsel på et sted, der ellers ikke har haft nogen energi i meget lang tid,« siger hun.

Når boliger, kontorer, udeterrasser og café skal sameksistere, vil det uvægerligt føre til konflikter, som ligner dem, vi kender så godt fra byen i øvrigt, peger hun på:

»De sidste ti år har vi grinet ad det paradoks, der opstår, når folk flytter tilbage til byen fra villakvarteret. De vil gerne have bylivet, men ikke byens problemer. De flytter ind i siloerne på havnen og synes, det er skønt at sidde og kigge ud, men der står ’privat’ på deres trappesten.«

Derfor er man ifølge Dorte Mandrup nødt til at bygge meget mere funktionelt komplekst, hvis man vil udvikle byen. Og BLOX insisterer på, at vi er nødt til at tage interessekonflikterne og elske dem, hvis vi vil have det liv, vi drømmer om i byen.

»De forskellige funktioner er nødt til at acceptere hinanden og de interessekonflikter, der måtte være imellem dem. Det er huset også udtryk for. Man kan sige, at det bevidst iscenesætter forskelligheden i materialer og detaljering. Når man siger, det er dårligt, er det fordi man har en forestilling om, at det kun er når klassiske materialer som læder, mursten og beton møder hinanden på en nydelig måde, at det er kvalitet,« siger hun.

Dermed tvinger BLOX os til at se fremad.

»Der er nødt til at være en change of mind i forhold til forestillingen om, at den gode by altid er noget med nogle små cafeer, der ligger langs med en plads, hvor vi alle sammen kan sidde og drikke kaffe. Den gode by er også en by, hvor man kan holde ud at være i den konflikt, der også er her,« siger Dorte Mandrup.

»Selvfølgelig skal man skabe lommer og åndehuller, hvor man også kan få fred fra byen. Men dybest set er byen en stor ophobning af potentielle konflikter, som man skal elske. For ellers kan man jo flytte ud på landet, hvor naboen ikke larmer,« siger hun.

– Hvordan skal man bygge til det?

»Jeg tror, vi skal bruge meget mere energi på at studere, hvordan man kan få byen komprimeret og få flere funktioner og mennesker på samme sted – uden at kvaliteten går tabt. For at skabe kvalitet i alle rumligheder er man nødt til at rydde op i sine forestillinger om, hvad komfort er.«

Alle vil have altaner

Man kan genoverveje, om vi alle sammen er nødt til at have altaner, vaskesøjler og køkkener. For hvis vi er nødt til at gå ned og vaske i en vaskekælder, så møder vi også andre mennesker i huset. Den nødvendige kontakt kan man koreografere, siger Dorte Mandrup:

»Det betyder ikke, at vi skal vende tilbage til Nørrebro omkring år 1900, hvor man skal bo dårligt og have das i gården. Men man skal vide, at når man prioriterer komfort, så prioriterer man også en mulighed for at undgå at møde andre mennesker. Og det er ikke så sundt for os.«

Netop problemstillingen om at skabe liv mellem hjem blev også behandlet på den netop overståede arkitekturfestival Copenhagen Architecture Festival (CAFx) – for det er en af de store udfordringer, som dansk arkitektur står over for.

Et af arrangementerne på festivalen behandlede spørgsmålet om altaner som rettighed til det gode liv, fortæller festivaldirektør Josephine Michau.

Her blev en bred skare af discipliner inviterede til at diskutere fænomenet. For en del af festivalens essens er at samle blandt andre arkitekter, sociologer, antropologer, politikere til at diskutere arkitektur, by og lokale forhold.

»Alle vil have altaner i de her år, og man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvad det gør ved vores facader og ved vores fællesskaber. Igen vil vi gerne kvalificere debatten, om de implikationer de har for vore byrum – både på et æstetisk og et socialt plan,« siger hun.

»København er en by, der som mange andre oplever en gigantisk tilflytning, og det lægger pres på infrastrukturen, hvordan vi bygger, hvem vi bygger for. Man bygger stadig til kernefamilien, selvom omkring halvdelen af byens beboere er singler. Det er der en diskrepans i, som vi bør tale om og forholde os til og skabe bevidsthed om,« siger Josephine Michau.

Kunne være større

BLOX har været undervejs siden 2006, og den skulle ikke have for lidt.

Bygningens fornemste opgave er fra arkitekten Rem Koolhaas og hans tegnestue OMA’s hånd at ’genopdage’ stedet, hvor den ligger. At forbinde byen til havnen, skabe passage og absorbere byens liv i en enkelt bygning. Desuden er den bygget efter høje standarter for bæredygtighed.

Træder man ind i BLOX, lægger man hurtigt mærke til, at bygningens mange rum og funktioner er adskilt af glasvægge. Man kan se på folk, der træner i fitnesscenteret og roder på deres skriveborde.

»Selve arkitekturen er lidt upersonlig og abstrakt fra arkitektens side. Bygningen ønsker ikke selv at fylde så meget som udtryk, men vil i stedet være ramme for det, der foregår,« siger Kent Martinussen.

– Nu siger du, at BLOX ikke selv vil fylde. Men kritikere mener, at bygningen har en meget bombastisk måde at tage kig fra havnen og dominere sine omgivelser. Hvad tænker du om det?

»Jeg tænker, som en stor arkitekt engang sagde, at brugerne altid har ret. Men den mellemregning, der mangler, er, at vi demokratisk har bestemt i lokalplanen, at der faktisk må ligge noget her, som er mere bombastisk, større og ikke nedbrudt,« siger han.

BLOX består af volumener – blokkene – som har brudt sig selv ned i mindre størrelser for derved at komme i dialog med nogle af byens andre bygninger, peger Kent Martinussen på.

»Jeg vil ikke sige, at den putter sig – det ville være for meget – men den rammer nogle størrelser i byen, som findes historisk set. Og så indfarver den sig i grøn, som derved går i dialog med havnens vand og de klassiske tårne,« siger han.

Ifølge Kent Martinussen prøver BLOX at udtrykke sin tid. Faktum er, at op mod 80 procent af landets befolkning bor i byer eller byområder, og at den udvikling er tiltagende.

»Det, denne bygning primært siger er, at vi urbaniserer os. FN sagde i 2006, at vi er gået fra at være homo sapiens til at være homo urbanus. Vi er blevet til en byrace,« siger Kent Martinussen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

BLOX er i hvert fald et godt argument for en afurbanisering.

Karsten Lundsby, Ole jakob Dueholm Bech, Per Torbensen, Torben K L Jensen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Maria Jensen

Så blox skal opfattes som arkitektens og Realdanias forsøg på at opdrage på befolkningen? En straf, fordi vi ikke er urbane nok? De skaber konflikter for at lære os at pligtelske deres lort? Arrogancen vil ingen ende tage. Hvad bilder i jer dog ind?

Hans Ditlev Nissen, Steffen Gliese, Karsten Lundsby, Ole jakob Dueholm Bech, Katrine Damm, Per Torbensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Runa skriver.
Måske er "stjernearkitekten" Rem Koolhaas fra OMA blevet så kendt, at lyset fra hans berømmelse har blændet mine arkitektkollegaer så voldsomt, at de mener, at han kan placere hvad som helst i hjertet af København. Tiden er løbet fra BLOX. Det er så energikrævende, at fremstille glas og aluminium, at det er det rene pjat, at beskrive huset som værende bæredygtigt. Intet er grønt i dette hus andet end det farvede grønne glas. Hvis det så bare havde være velproportioneret og havde tilført omgivelserne noget.

Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Det ser ud ad helvede til.