Læsetid: 20 min.

Derfor er socialdemokraterne og venstrefløjen nødt til at blive populister igen

Den voksende populisme er ikke en gåde. Højrepopulismen er præcis det, som alle verdens markedsliberale bad om, da de nægtede at se konsekvenserne af øget ulighed og utryghed. Så hvorfor vover socialdemokrater og venstrefløjen ikke længere at være populister? I det ’Populistiske manifest’ skriver Åsa Linderborg og Göran Greider et forsvar for populismen som politisk strategi og leverer 151 teser om dens historie. Her er et redigeret udvalg
Den voksende populisme er ikke en gåde. Højrepopulismen er præcis det, som alle verdens markedsliberale bad om, da de nægtede at se konsekvenserne af øget ulighed og utryghed. Så hvorfor vover socialdemokrater og venstrefløjen ikke længere at være populister? I det ’Populistiske manifest’ skriver Åsa Linderborg og Göran Greider et forsvar for populismen som politisk strategi og leverer 151 teser om dens historie. Her er et redigeret udvalg

Mikkel Lock Svendborg

4. maj 2018

Tese 7: Vil vi kritisere Trump, må vi også vove at kritisere systemet, som skabte ham

Donald Trump kan sammenlignes med en projektør, som langt inde i vor tidsepokes dystre mareridt bliver blændet op på fuld styrke. Han er præcis så ubehagelig som en populistisk politiker i en lang æra med neoliberalisme, antipolitik og voksende klassekløfter kunne forventes at være. Hvorfor ville så mange stemme på ham?

Under præsidentvalgkampen i 2016 stillede medierne helst skarpt på hans mest bizarre udtalelser. De, som imidlertid lyttede hans taler til ende og ikke lod sig nøje med de løsrevne citater, kunne høre en mand, som formulerede sig i forbløffende radikal retorik om USA’s økonomi og militære eventyr. Overraskende få af hans bemærkninger handlede om murbyggeri og deportation.

Til gengæld satte han i det mindste ord på et ønske om omfattende forandringer af et samfund og en nation i en permanent krisetilstand. Snarere end hadefulde udfald var hans valgtaler rige på ord som »beautiful«, »loyalty« og »love«. Lots and lots of love. Iført baseballkasket talte han især om de tyve procent af befolkningen, som enten er arbejdsløse eller ikke kan arbejde så meget, som de vil og behøver: »I see them. I talk to them. I hug them. I hold them. They are all over the place.«

Trump vandt ved at knytte an til George W. Bushs kulturkrig mod muslimer og ved at spille på de gamle racefordomme, som endnu lever i USA. Alligevel dur i første række hverken fordomme, uvidenhed eller racisme som forklaring på, hvorfor han ved de republikanske primærvalg kunne feje alle rivaler så klart af banen. Trump vandt ganske enkelt, fordi han havde en problemformulering, som ramte mange i hjertekulen.

Trump har en beskidt kæft. Hans primitivitet og dumhed burde skræmme alle væk. Men med sin retorik lykkedes det ham at opfange en væsentlig stemning: vreden over elitens selvtilstrækkelighed og arrogance over for almindelige mennesker. Folk er trætte af at blive fremstillet som enfoldige typer, der knap kan læse eller skrive. Modsat så mange andre kandidater fremmanede han ikke et USA i lyse farver. At store dele af befolkningen ikke ville genkende sig i dette billede, havde han indset. Han talte derimod i konflikttermer og satte dermed ord på de frustrationer, mange har grund til at føle.

Da Bernie Sanders først var ude af valgkampen, kunne Trump tage monopol på fortællingen om et land i en dyb krise, hvis fulde omfang medierne kun sjældent beskrev. Han talte til alle, som havde mistet deres job efter finanskrisen i 2008 og aldrig fundet et nyt. Og til dem, som havde fundet et nyt, men hvor lønnen blot var for lav til, at de kunne forsørge deres familie. Han talte til de lag i befolkningen, som havde oplevet, hvordan finanskrakket tømte hele bydele og lagde små byers hovedgader øde.

Han talte til de mennesker, som havde oplevet to traumatiske påvirkninger inden for samme æra. For det første: voldsomt udvidede indkomstkløfter med forværret social utryghed som konsekvens. For det andet: en årrække med systematisk ideologisk krybskytteri imod alt, hvad Washington og den forbundsstatslige politik mentes at stå for.

Det borgerligt-liberale kommentariat og dele af venstrefløjen hævder gerne, at Trumps valgsejr kom i stand, fordi han fik arbejderklassens racister til at stemme på sig. Men hvis Trumps sejr primært skyldes racisme, hvordan kan man så forklare, at den hvide arbejderklasse i det såkaldte rustbælte – de dele af det nordøstlige USA, hvor forældet produktionsvirksomheder stadig dominerer – stemte på Obama i 2008 og 2012, men på Trump i 2016? Obama fik 1,5 millioner flere stemmer fra disse områder, end Hillary var i stand til.

Samtidig er det misvisende at sige, at Trumps sejr alene skyldes de vælgere, der har oplevet de kraftigste forringelser. Donald Trumps vælgere tjener i gennemsnit 72.000 dollar om året. Det svarer til 130 procent af medianindkomsten, oplyser forfatteren Jesse A. Myerson. Trumps kernevælgere er fremfor alt den hvide middelklasse snarere end den fattige arbejderklasse. Det er mennesker, som ofte har en lille familievirksomhed, og som tror, at deres ambitioner om at klatre op ad den sociale rangstige kan indfris, hvis blot USA bliver great again. Det er et småborgerskab, som gør, hvad det kan for at holde sine kvarterer hvide. De vil muligvis begrunde deres stemme på Trump med økonomisk angst, men grundlæggende stemte de ud fra racistiske motiver: De ønsker ikke, at deres skatteydermidler skal gå til at forbedre velfærden for sorte. De ønsker ikke, at sorte flytter tættere på dem.

Trump vandt imidlertid også, fordi Tea Party-bevægelsen tog Det Republikanske Parti som gidsel. Ved at kræve staten indskrænket til et minimum – ja, ligefrem til 1786-niveau – erklærede den i princippet, at politikkens tid var omme. Og for enden ad denne antipolitiske vej stod antipolitikeren, varemærket og businessmanden Donald Trump klar til at træde ind på scenen.

I Reuters/Ipsos’ store undersøgelse på valgnatten svarede 72 procent af vælgerne, at de traditionelle politikere og partier var ligeglade med mennesker som dem. Andre undersøgelser har vist det samme: Dybest set er det ikke racespørgsmål i sig selv eller det hvide Amerikas dybe etniske fordomme, som blæste Trumps ballon op, men den afgrundsdybe magtesløshed, som store grupper i USA føler.

Trump vandt, fordi han taler, som han taler: enkelt, upoleret, passioneret og hæmningsløst. Det vigtige er i grunden ikke så meget, hvad han siger – men netop dette, at han taler på en helt anden måde. Dermed bliver han sikkerhedsventil for alle dem, der ikke føler sig hørt. De elsker ham, fordi han altid siger, hvad han tænker – også selv om de ikke nødvendigvis selv tænker det samme.

»Jeg har ikke tid til at være politisk korrekt,« siger Trump, og sådan har mange andre det også.

Samfundsdebattøren (og multimilliardæren) Peter Thiel har sammenfattet pointen i et bevinget citat om Trump: »Medierne tager ham aldrig alvorligt, men tager ham på ordet. Trumps vælgere tager Trump alvorligt, men ikke på ordet.«

Men vi kan ikke sætte spørgsmålstegn ved Trump uden at sætte spørgsmålstegn ved det system, som skabte ham. Her sammenfattet af Naomi Klein: Begærlighed og egeninteresse er godt, markedet skal styre, hvide mænd er bedre end alle andre, naturen er til for at tjene vores behov, de velaflagte fortjener deres privilegier, penge er alt, intet i den offentlige sektor er værd at forsvare, vi er omgivet af farer, og der findes ikke noget alternativ.

Donald Trump er i den forstand ikke nogen gåde. Han er vores tid: Den tid, som så længe har været hjemsøgt af markedsliberalisme, en voksende overbygning af neokonservatisme og en nærmest total medialisering af politikken. Han er resultatet af den globale liberalismes og borgerligheds totale mangel på selvrefleksion.

Tese 21: Vi får brug for venstrepopulismen, hvis vi har reelle ambitioner om at forandre samfundet

Da det svenske socialdemokrati for langt over et århundrede siden trådte frem på den historiske arena, var det i allerhøjeste grad et populistparti. Selv om flere reformistiske anstrøg var synlige allerede i det første partiprogram fra 1897, var ambitionerne grænseløse: »Socialdemokratiet adskiller sig fra andre politiske partier derved, at det gennemgribende vil omdanne det borgerlige samfunds økonomiske organisation og gennemføre arbejderklassens sociale frigørelse.«

Alene det prætentiøse i, at partiet lagde så stor vægt på at stå for noget helt andet end alle andre, skar igennem datidens slørede landskab som en laserstråle. I dag kalder mindet om denne prætention alene på nostalgi hos de skuffede eller overbærende hån fra selvbestaltede pragmatikere, men faktum er, at sådanne formuleringer i årtier kom til at udgøre en både magtfuld og realpolitisk kraft i arbejderbevægelsens historie. De skabte store forventninger. De rokkede ved selvsikkerhed og selvfølgeligheder i den borgerlige verden. Samfundets underhunde følte sig betydningsfulde og vakt til strid.

De mange, som i dag sørger over, at Socialdemokratiet er degeneret til et socialliberalt parti, hører fortsat genlyden af ordene fra denne gamle strid runge dybt i deres indre. Disse ord bliver ved med at være målestokke. Almindelige mennesker, som ikke til daglig befatter sig med politisk analyse, bærer endnu på dette billede: Socialdemokratiet ville engang noget andet, og den populistiske aura fra tidligere tider kan endnu mobilisere de sidste græsrødder.

At folk og medier forventer sig højere moral fra en S-politiker end fra en borgerlig politiker, vidner endnu om de populistiske prætentioners bestående effekt. De tilbageblevne rester af en oprindelig venstrepopulisme holder partiet i live og har mod alle odds givet det regeringsmagten i Sverige. Blot er det en gåde, at Socialdemokratiets ledelse ikke selv har indset dette.

Socialdemokratiet var på et bestemt plan en enorm retorisk hændelse. Den var et sprog, som udvidede horisonter, og som vovede at tale den økonomiske elite midt imod i den store majoritets navn. Også inden for den øvre middelklasse – med Olof Palme som det fremmeste eksempel – bakkede mennesker over flere generationer op om partiet i erkendelse af, at egne privilegier måtte forekomme urimelige efter den målestok, som den oprindelige populisme leverede.

I dag er den samme bevægelse dødsens angst for alt, hvad der smager af populisme. Man har overladt det til markedsliberale økonomer at definere alle store visioner som ’overbudspolitik’ og ’ansvarsløshed’. I 2017 stod der på partiets 1. maj-plakater: Den svenske model skal udvikles – ikke afvikles. Tryghed i en ny tid, var S-kongressens tema, som blev lanceret i april samme år. Implikationerne af dette stilskifte er desværre kun alt for åbenlyse: Vi skaber ikke selv den nye tid. Vi tilpasser os til den, så godt det nu lader sig gøre.

Samme mønster går igen hos de øvrige europæiske socialdemokratier, såvel som hos Demokraterne i USA: Man skruer ned for ambitionerne. Betydelige dele af den vestlige verdens arbejderklasse skal følgelig ikke forvente sig ekstraordinære ting fra det parti, som i et helt århundrede virkelig talte i deres navn. Og ikke at forglemme: Respekten for Socialdemokratiet i de øvre samfundslag synes for længst at være gået fløjten. Den lange æra med overløbere fra højborgerligheden, som af overbevisning – ikke karrieregrunde – gik med i de europæiske arbejderbevægelser, er næsten ovre.

»De nuværende ledere af Det Demokratiske Parti ved, at deres liberalisme på en eller anden måde er knyttet til, at det går de øverste ti procent godt,« konstaterer Thomas Frank i bogen Listen, Liberals! – et rasende opgør med Clintons og Obamas æra.

Tilbage på scenen for de store ambitioners retræte fra den vestlige verdens bevægelser står nu de højreekstreme – og liberalisterne. Horisonterne er skåret ned til markedsliberalisme eller højreekstremisme. Politik defineres i afgørende forstand ved venstrepopulismens fravær.

Engang lovede arbejderbevægelsen håb og forandringer. Det var en unik appel, som ingen andre kunne matche, konstaterer Thomas Frank. I dag er budskabet, at der ikke er så meget at stille op over for alt det, der plager den arbejderklasse, som tidligere kunne have et nogenlunde trygt og behageligt liv. Går man virkelig ind på dette, har man tabt troen på sin egen politik. Og så taber vælgerne den uvægerligt også.

Men populismens uhørte styrke ligger i det forhold, at den vover at love noget andet end det bestående – altså præcis det, som de europæiske socialdemokratier for nogle årtier siden ophørte med at gøre. Det er dette, som borgerligheden og de ekstreme højreledere frygter mest: at nye venstrefløjsambitioner skal se dagens lys.

Og her er paradokset: Et betydeligt mål af venstrepopulisme er en forudsætning for, at vi kan udvikle en reformisme, som vil noget andet end at pudse facader – en reformisme, som kan banke højrepopulismen ned til naturlig størrelse. Kun sådan får vi engagerede mennesker med os.

Tese 28: Både højre- og venstrepopulisme signalerer brud med markedsliberalismens paradigme

Brexit og Trumps valgsejre var begge uventede hændelser. Ja, de var mere end det – set fra de etablerede partiers, de økonomiske magthaveres og de store mainstreammediers synsvinkel. De var aldeles utænkelige hændelser. Ting, der slet ikke burde kunne ske. Der var ikke plads til dem inden for det vedtagne markedsliberalistiske verdensbillede og så afgjort heller ikke inden for mediernes forventningshorisont. Pludselige roterede solen rundt om jorden i stedet for omvendt.

To andre begivenheder – om end af mindre format – antog omtrent samtidig karakter af noget utænkeligt: Jeremy Corbyn vandt først partiformandsskabet i britiske Labour og opnåede siden en sensationel fremgang ved parlamentsvalget. Og Bernie Sanders præsterede så stor tilslutning ved de amerikanske demokraters primærvalg, at han for alvor udfordrede Hillary Clinton. To rystelser for det herskende verdensbillede. Det var lige så svært for partitoppen hos Demokraterne som for ledelsen af Labour at håndtere de græsrodsoprør, som Sanders og Jeremy Corbyn havde stillet sig i spidsen for.

I Sverige formåede næsten ingen ledende socialdemokrater at udtrykke nogen mærkbar glæde over, at disse to politikere for første gang i meget lang tid trak politikken til venstre i stedet for ind på midten. Her holdt man som noget rent selvfølgeligt med Hillary og istemte lige så klart den interne Labour-kritik mod Corbyn. Sanders og Corbyn udgjorde to forstyrrende elementer. Solen var virkelig begyndt at dreje om jorden. Fakta stemte ikke længere med det liberale eller socialdemokratiske verdensbillede. En anomali, en uforklarlig afvigelse var indtrådt.

En anomali inden for videnskabshistorien er en uforklarlig afvigelse fra det normale mønster. Når de uforklarlige afvigelser bliver for mange og for hyppige, er det tegn på, at der er et eller andet fundamentalt i vejen med det almindeligt vedtagne verdensbillede.

For det politiske etablissement – og det gælder for borgerlige som for socialdemokrater – fremstod det virkelig på mange måder som noget uforklarligt, at Bernie Sanders pludselig kunne skabe sig et massepublikum ved at tale om demokratisk socialisme. På samme måde var det for den politiske normalitets apostle lige så uforklarligt, at så mange lyttede så intenst til Håkan Juholt, så længe hans formandskab for de svenske socialdemokrater varede (2011-12, red.). Den befrielsens jubel, som lød ved Juholts indsættelsestale på partiets kongres i 2011 – det var, som om årtiers frustration med ét var forløst – blev modtaget af hele det borgerlige kommentariat, som om det var en meddelelse fra det ydre rum. Og endda var Juholts politik nærmest moderat ved siden af Bernie Sanders’. Det var trods alt atomkrafttilhængeren og forsvarspolitikeren Juholt, som satte en ære i at sløjfe løftet om forhøjede arbejdsløshedsdagpenge.

Venstrepopulisterne Sanders og Corbyns fremgang kan i bedste fald tolkes sådan, at tegnene på afvigelser fra den dominerende markedsliberalisme bliver flere. Men de har endnu ikke en tilstrækkelig styrke til at bryde med den markedsliberale hegemoni og dens konsekvenser i form af øget social ulighed og stadig mere faretruende klimaforandringer.

En fascinerende iagttagelse melder sig her: Det er ældre politikere, som vækker de yngste vælgere til live. Hvad afspejler det? Sandsynligvis at Corbyn og Sanders’ politiske instinkter blev vakt i en tid, da alt forekom muligt – længe før den store neoliberale omstilling lagde sig som beton over al kreativ tænkning.

Det var ikke Hillary, som omgav sig med unge under præsidentvalgkampen – det var 68-årige Sanders.

I Storbritannien lider en stor del af Labours parlamentsmedlemmer af fantomsmerter over tabet af Tony Blair-æraen, som en gang blev hyldet for foryngelse og fornyelse, men i dag fremstår som håbløst utidssvarende. Blair lærte de europæiske socialdemokratier at gå imod midten og at sky alt, hvad der lugtede af klassisk socialdemokrati for slet ikke at tale om demokratisk socialisme.

Det er derfor, det er så svært for Corbyn. Han er en truende skygge, et spøgelse fra en tid, der ligger før Blairs formodede udrensninger. Og her hjælper det ikke, at Corbyn tiltrækker de unge mennesker som aldrig før, eller at nye medlemmer pludselig strømmer ind i partiet. Eller at han ret beset kun fik et procentpoint færre stemmer ved seneste valg, end Tony Blair gjorde, da Labour i 1997 overtog Downing Street 10.

Generationerne mellem de ældste og de yngste i den europæiske arbejderbevægelse og de britiske demokrater fremstår ganske enkelt som tabte. De ældstes og de yngstes blikke er friere, og de lider ikke under hæmmende fordomme over for de stadig mere ulige samfund, som er blevet skabt i de seneste årtiers løb.

Kan disse tilløb til venstrepopulisme i forening med fremmarchen for højrepopulister overalt i Vesten tolkes som vidnesbyrd om, at vi nu snart kan skimte afslutningen på en lang og doktrinær markedsliberal æra?

Ja, men måske på en anden måde, end man skulle vente.

I Sverige har Sverigedemokraterna (SD) i stadig højere grad tilnærmet sig en neoliberal økonomisk politik – endda i en tid, hvor selv systembevarende institutioner som IMF og OECD advarer om denne politisk ulighedsskabende effekter. SD arbejder for skattelettelser og har ikke indvendinger imod privatiseringer af velfærdsydelser. De socialkonservative og direkte racistiske træk, partiet også har, er i permanent konflikt med de liberale ideer om åbenhed og tolerance.

Selv de dybt autoritære regimer i Polen og Ungarn fører en retorik, som er socialkonservativ og dermed i konflikt med liberalismen, samtidig med at deres økonomiske politik ikke afviger væsentligt fra traditionel liberalisme. Af franske Front Nationals (nu Le Rassemblement National, red.) partiprogram fremgår det, at partiet i de fleste henseender er erhvervsvenligt og udpræget ’småborgerligt’.

Men hos samtlige af de nævnte højrepopulistiske partier findes et fælles kendetegn, som adskiller dem radikalt for traditionel liberalisme: De stiller sig helt anderledes positivt over for statslige indgreb – selv om disse for det meste indskrænker sig til at genoprette og forstærke de nationale grænser.

Hvad disse højrepopulister har til fælles, er en slags idé om at tilbageerobre politikken som en aktivistisk kraft i samfundet og ikke bare forsyne markedsmaskineriet med smøreolie. I den forstand signalerer højrepopulismen et opbrud med den fremherskende markedsliberalisme.

Det markedsliberale verdensbillede, som har domineret siden 1980’ernes begyndelse, og som gennemtrænger politiske teknokrater og institutioner, udfordres nu fra to populistiske sider. Vi kan anskue situationen som et udmattende kapløb om, hvorvidt det skal blive højrepopulismen eller venstrepopulismen, som tager initiativet til den transformering af den herskende doktrinære markedsliberalisme.

Tese 68: Ulighed avler islamisme, og islamismen er Mellemøstens militante form for populisme

I Mellemøsten har neoliberalismen skubbet brede befolkningslag over i armene på islamisterne. Når staten ikke længere leverer sociale tjenester, sikrer sundhedspleje og bespiser fattige og enker, træder de religiøse grupperinger ind som stedfortrædende velfærdsordninger. Når forældre ikke har råd til at mætte deres børn eller betale for deres skolegang, sender de dem i koranskoler, som er gratis. Her uddannes de til fremtidige rekrutter for islamismen.

Terroristen på Drottningatan, Rakhmat Akilov, kom fra Usbekistan. Efter Berlinmurens fald blev Usbekistan påtvunget den samme neoliberale chokdoktrin som Rusland med deraf følgende socialt og økonomisk kollaps. Forskere, som har studeret islamiseringsprocesser i Centralasien, mener, at de, som bliver jihadister, først og fremmest er unge indvandrerarbejdere, som ikke er animeret af nogen større – om overhovedet nogen – religiøs overbevisning. I jihadismen ser disse unge til gengæld en protestbevægelse imod ekstrem social ulighed, slavelignende arbejdsforhold og fravær af muligheder for social mobilitet.

Alle er ansvarlige for deres egne handlinger, og ingen andre end terroristerne selv er skyld i deres blodige ugerninger. Alligevel er det værd at fundere over, hvorfor mennesker, som ikke har nogen dybere stikkende religiøs overbevisning, pludselig griber til våben i et aldrig tidligere set omfang. Den forstærkede ulighed er en af forklaringerne.

Siden arbejderbevægelsen og de venstreintellektuelle i Mellemøsten blev stækket og fordrevet, står kun religionen tilbage som meningsskabende identitet med håb og løfter. Islamismen er den sårede religions populister.

Tese 70: Vær altid på vagt over for ordet ’vi’. At sige ’vi’ er ofte at tale med etablissementets stemme for at skabe det folk, man selv foretrækker

De største modstandere af ideen om, der skulle findes et folk i en eller anden forstand, er liberalisterne. I en stor del af 1900-tallet var ordet ’folk’ ganske vist ret uproblematisk – liberalister kunne selv danne folkepartier. Men så kom 1980’erne, og liberalismen drog i felten imod alle former for kollektiv tænkning. I stedet for folk eller klasse talte liberalisterne nu om et ’vi’, som skal indbefatte alle, og hvor de selv mener at være repræsentanter for dette ’vi’.

Det er vi’et, som bestemmer, hvad politikken skal handle om. De folkevalgte kan fremlægge lovforslag og ideer, men ikke sætte spørgsmålstegn ved, at nogle ejer så forbandet meget, mens andre kun har boliglån eller slet intet. Vi’et modarbejder al systemkritik.

Hvad der er sket siden finanskrisen i 2008, er imidlertid, at ’vi’et har mistet al autoritet. Stadig færre lytter til dem, som siger ’vi’ og dermed tror at tale i den sunde fornufts navn. Den sunde fornuft tilsiger i stedet, at ’vi’et kun taler sin egen sag, kun taler til fordel for egne privilegier. I stedet for selvrefleksion indtager det liberale ’vi’ en rolle som martyr. ’Vi’et siger, at demokratiet er truet, selv om det ret beset er ’vi’et selv, som ikke længere har autoritet. For at få situationen under kontrol forsøger det systembevarende ’vi’ at rette blikket imod ekstremisterne. Midtens forsvares med stadig større desperation, og al politik, som udfordrer det liberale hegemoni, stemples af ’vi’et’ som ’populisme’.

Som Ola Söderholm (komiker og journalist, red.) i satirepodcasten Lilla så snedigt konstaterer, anses det for tåbeligt, useriøst og rent ud sagt ekstremt at sætte spørgsmålstegn ved ’vi’et. Han illustrerer dette med et ræsonnement om Donald Trump. Inden for det liberale ’vi’ skal man være imod Trump, men af de rette grunde. Man skal være imod ham, fordi han har kidnappet systemet og forsøger at udmanøvrere det liberale etablissement. Men man må ikke være imod ham for det, han faktisk er: »Det neoliberale systems perverse forlængelse« og resultatet af neoliberalismens totale fiasko.

Trump er en »medieluder, som er købt af olieindustrien«. Exxon og det militærindustrielle kompleks har nu bogstaveligt talt fået deres egen insider i Det Hvide Hus, som yderligere vil sænke skatterne for den rigeste ene procent. Men det er ikke i første række derfor, vi skal bekæmpe Trump. Vi skal være imod ham, fordi han værdimæssigt ikke er lige så liberal som f.eks. Canadas premierminister, Justin Trudeau.

Justin Trudeau er det liberale systems ideologiske supermagiker. Han fremstiller sig selv som grøn miljøpolitiker, men har samtidig givet grønt lys for at tømme Canadas oliereserver og øge kuldioxidudslippet med ufattelige mængder. Han betragtes nærmest som en Jesus-skikkelse, når han lader håndplukkede og veluddannede indvandrere slå sig ned i Canada for at råde bod på landets behov for ingeniører og læger. Trudeau er et symbol på de liberales egen tolkning af den internationale solidaritet – globaliseringen – og han sætter aldrig spørgsmålstegn ved, at elitens magt forøges på alle andres bekostning. Han taler om minoriteternes rettigheder, men aldrig om økonomisk retfærdighed. At uligheden i Canada er lige så stor som i Mellemkrigstiden er ikke noget, som synes at bekymre ham eller hans venstreliberale støtter i Europa.

For de liberale udfylder ’vi’et samme funktion, som ’folket’ udfyldte for 1800-talles borgerlige: Det fornægter samfundets grundlæggende klassekonflikter. Men dette ’vi’ eksisterer i endnu mindre udstrækning end ’folket’.

Den belgiske samfundsforsker Chantal Mouffe har helt ret, når hun påpeger, at tidens ekstreme individualisme har skabt et behov for en kollektiv identitet. Og det er netop denne, højrepopulisterne tilbyder med deres begreb om ’folk’ og ’nation’. Og som de liberale aldrig vil kunne konkurrere med, eftersom deres ’vi’ aldrig kan handle om andre end dem selv. Hvordan de liberale end forsøger sig, vil de aldrig kunne mobilisere mennesker omkring en kollektiv identitet, eftersom de savner folkelig forankring og kun tilbyder samfundsløsninger, som gavner middelklassen eller dem selv.

Paradokset er, at samtidig med at de liberale fornægter, at folket overhovedet findes, er de panisk skræmte over, at folket virkelig skal tage over – for i så fald ryger med al sandsynlighed deres privilegier. Det er i grunden dette, de ønsker, ’vi’ alle skal frygte.

Tese 76: Det er et åbent spørgsmål, om populismen faktisk kan vitalisere demokratiet

Et argument imod demokratiet er, at folk kan finde på at stemme på en diktator (som i den liberale tankeverden er noget væsensforskelligt fra oplyst ekspertvælde). Kroneksemplet, der sædvanligvis fremdrages, er Adolf Hitler. Men faktisk var det ikke folket, som gav Hitler sit mandat. Hans popularitet var dalende, og han havde en vælgertilbagegang, da han i 1932 blev udpeget til rigskansler. Den antidemokratiske del af den tyske borgerlighed skænkede Hitler magten, i håbet om at han ville kunne få bugt med den arbejderbevægelse, som ikke allerede var fordrevet eller fængslet. Adolf Hitler er med andre ord ikke noget godt eksempel for en diskussion om demokratiets antidemokratiske potentiale.

I den internationale forskning er det et åbent spørgsmål, om populismen vitaliserer eller truer demokratiet. De fleste er enige om, at populismen i en indledende fase styrker demokratiet, især i samfund, hvor alle partier har koncentreret sig omkring midten. Populismen giver et yderligere politisk alternativ at vælge imellem og rejser spørgsmål, som ellers ikke bliver diskuteret. Demokratiet bygger jo på pluralisme – til forskel fra fascismen, som er programmatisk antidemokratisk.

Populismen – både den til højre og den til venstre – går til valg på at ville styrke demokratiet. Populismen muliggør i bedste fald en debat om, hvordan samfundet skal se ud, og åbner for en klarere artikulering af problemer. Populismen engagerer mange mennesker i politik – måske for første gang i deres liv – om det så er for eller imod populisme. Populismen giver en stemme til grupper i samfundet, som er blevet afskrevet fra den politiske debat. Den tvinger mainstreampartierne til at forholde sig til alle slags vælgere.

Højrepopulismen er værdimæssigt antiliberal, men ikke nødvendigvis antidemokratisk, og den sondring er ikke triviel. Eller for at citere den hollandske populismeforsker Cas Mudde: »Populisme er et antiliberalt svar på den udemokratiske liberalisme.« En liberal stat er ikke nødvendigvis demokratisk, og en demokratisk stat er ikke nødvendigvis liberal.

Viktor Orbán gik til valg på, at Ungarn skulle være »en illiberal ny stat baseret på nationale værdier«. Det løfte har han indfriet. Eneste tilbageværende ungarske opposition af betydning er nu Jobbik, som er endnu mere højreekstrem.

Men så snart højrepopulismen kommer til magten, forsøger den at styre retsvæsenet og afvikle al autonomi i de institutioner, som er nødvendige for et sandt demokrati – herunder forskning, kultur og medier. Hvor succesrige den slags tiltag bliver på længere sigt, beror på, hvor stærke disse institutioner er i forvejen, men fremfor alt på, hvor stor folkelig accept sådanne indgreb vil møde.

Silvio Berlusconi gjorde, hvad han kunne for at afvæbne det italienske embedsmandsapparat, men det lykkedes ham aldrig helt. I Tyrkiet fængsler Recep Tayyip Erdoğan journalister på samlebånd. Et flertydigt eksempel er venstrepopulisten Hugo Chávez i Venezuela. Han styrkede civilsamfundet, gjorde store indhug i analfabetismen, og venezuelanere blev inddraget i lokalstyret på måder, de aldrig før havde kendt til. I den forstand fik demokratiet en øget kvalitet. Samtidig indskrænkede han også mediernes frihed. At han ville balsameres efter sin død var et tegn på, at folketribunen var godt på vej til at få populistens destruktivt autoritære træk over sig.

© Åsa Linderborg/Göran Greider og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, vi har brug for at tage folks fornuft alvorligt og ikke lytte til deres undskyldninger for en masse platte forklaringer. Det betyder at stoppe med at give dem stene for brød: hastige nyheder, baseret på halvbagte iagttagelser. Der var nok engang, hvor 'nyheder' havde en værdi, men i dag er det altså viden og omtanke, og den kommer ikke på fem minutter, selv ikke for de klogeste.
Selve dette dagblad begyndte jeg engang at læse, fordi det havde lange, fyldige artikler, fordi det sprogligt var andre aviser overlegent, fordi det i et og alt forholdt sig magtkritisk og afslørende uden at være en velformuleret kopi af tabloidpressens kampagnejournalistik.
Min tid med Information begyndte i slut-70erne/begyndelsen af 80erne og tog dengang udgangspunkt i seksuelle frihedskamp, der dengang ikke gik så meget ud på at blive fri for seksualiteten som at komme til at kunne praktisere den. Hvis avisen i dag trykte, hvad jeg frydefuldt som ung teenager læste dengang, ville den formodentlig opleve en exodus af abonnenter.
Vi har ikke brug for populisme, vi har igen brug for avantgarde, der kan bringe det nye og kontroversielle ud til masserne og skabe dialog. For vi forsumper nu i - ingenting!