Læsetid: 6 min.

Fahrenheit 451 forudså fake news i 1953

Med sin nye filmatisering af Ray Bradburys mere end aktuelle ’Fahrenheit 451’, der foregår i et totalitært, ensrettet USA, hvor man brænder bøger, forsøger filmskaberen Ramin Bahrani at advare mod et kontrolleret internet, vi selv er skyld i, og en moderne verden fuld af falske sandheder
Brandmændene Beatty (Michael Shannon) og Montag (Michael B. Jordan) elsker at brænde bøger i Ramin Bahranis nye filmatisering af Ray Bradburys scifi-klassiker, ’Fahrenheit 451’.

Brandmændene Beatty (Michael Shannon) og Montag (Michael B. Jordan) elsker at brænde bøger i Ramin Bahranis nye filmatisering af Ray Bradburys scifi-klassiker, ’Fahrenheit 451’.

HBO

18. maj 2018

CANNES – Ramin Bahrani holder meget af bøger, og derhjemme har han et stort bibliotek. Han læser ikke bøger digitalt, men kun i fysiske, håndgribelige udgaver. Det skyldes både, at han af sine forældre har lært at respektere fysiske bøger, og at han godt kan lide fornemmelsen af at bladre i en bog.

»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste gang kravlede op i et træ og plukkede et æble. Kan du huske, hvornår du sidst gjorde det? Havde den form for kontakt med den fysiske verden?« siger den iransk-amerikanske filmskaber, da jeg møder ham på filmfestivalen i Cannes.

Bahrani er i byen for at vise sin nye film, den HBO-producerede Ray Bradbury-filmatisering Fahrenheit 451.

Bog og film foregår i en nær fremtid – Bahrani foretrækker at kalde det en alternativ nutid – hvor USA er et totalitært samfund, hvor bøger og kultur er forbudt, og hvor brandmænd ikke slukker ild, men brænder bøger og indimellem også mennesker – dissidenter. Titlens ’451 grader’ er den temperatur, hvorved bogpapir begynder at brænde.

En anden grund til, at Bahrani holde af den fysiske bog, er, at ingen kan ændre i den, når først den er trykt:

»Hvis man har den fysiske bog i hånden, er der ingen, der ved, at man har den. Og ingen kan rode med den. En digital bog kan blive censureret og ændret, og det har igen med min frygt for internettet at gøre. Palæstina kan blive udraderet fra verdenskortet af Google. Hvilket skete, og et par dage senere kom det tilbage, fordi folk protesterede.

Eller fotografiet af napalmpigen fra Vietnam, som blev censureret af Facebook. Det fotografi er med i filmen. Men på et tidspunkt vil folk ikke længere lægge mærke til det, fordi de har så travlt med at like alting – eller hvis internettet kom under kontrol, hvem skulle så gøre noget ved det?«

Kunstens frihedskamp

Hovedpersonen i Ramin Bahranis Fahrenheit 451 er brandmanden Montag (Michael B. Jordan), der elsker sit arbejde med at opspore og brænde bøger og anden forbudt kultur, dvs. al kultur, i et USA, hvor man ikke tillader andre meninger end myndighedernes. Efter en blodig borgerkrig affødt af politiske uenigheder, er man blevet enige om, at for megen frihed og for mange valgmuligheder kun gør folk ulykkelige.

Montags far, der også var brandmand, døde, da Montag var lille, og han er stort set blevet opfostret af sin chef, kaptajn Beatty (Michael Shannon), der ser et stort lys i sin unge protegé.

Begge er de populære skikkelser på The Nine, filmens udgave af et statskontrolleret, propagandistisk internet, hvor deres fans tiljubler dem, hver gang de fanger og straffer de såkaldte ’ål’, dvs. dissidenter, der kæmper for at bevare kunst og kultur i både fysiske og digitale udgaver.

Men Montag begynder at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad han har fået at vide igennem sit liv, og drages mod den forbudte kultur, ikke mindst de bøger, han ellers burde brænde.

Da han møder en ung kvinde, Clarisse (Sofia Boutella), som tidligere har været en ål, og som nu giver Beatty oplysninger mod selv at være i fred, bliver Montag involveret i en frihedskamp, der drejer sig om liv og død og tankefrihed og bevarelsen af og adgangen til alverdens kulturelle rigdomme.

Bradbury forudså Twitter

Ramin Bahrani tager sig en del friheder med det litterære forlæg, der er fra 1953 – og hans film er ikke mindst visuelt noget anderledes end François Truffauts mere traditionelle udgave fra 1966 – men tankerne og ideerne i filmen er de samme som hos Ray Bradbury.

Instruktøren læste og forelskede sig i bogen, da han gik i niende klasse, og for nogle år siden begyndte han så at spekulere over, hvordan historien ville tage sig ud i vore dage med internet, sociale medier og moderne teknologi. Det besluttede han sig for at udforske i et filmmanuskript og en film.

»Hvilken som helst bog, man gerne vil have, er i filmen tilgængelig på internettet,« siger han.

»Men de er alle i en stærkt forkortet udgave. Så hvis man spørger efter Lolita, som jeg brænder i filmen, og vil læse den på internettet, så dukker den op som et Wikipedia-opslag, der ikke fylder mere end et tweet, og halvdelen af ordene er emojier. Alt findes, men i en kraftigt forkortet, renset version.«

Det samme gælder nyhederne i dag, mener instruktøren, der på én gang fik det dårligt af at brænde bøger og blev som hypnotiseret af det brændende papir.

»Man læser overskrifter på de sociale medier og tilkendegiver, om man kan lide dem eller ej. En algoritme har fundet ud af, hvad der gør én glad – hvilket Bradbury advarede imod i sin bog – og man læser ikke hele artiklen, kun overskriften.

Man liker den og deler den, og alle omkring én, der tænker ligesom en selv, er glade. Bradbury var bekymret over Det bedstes udbredelse, og filmens lille Wikipedia-agtige tekst, der er halv emoji, er den moderne udgave af Det bedste. Bradbury forudså de sociale medier.«

Falske sandheder

Ray Bradbury forudsagde også fremkomsten af falske sandheder – eller fake news – som ikke mindst efter valget af Donald Trump til præsident er blevet en del af retorikken og nyhedsstrømmen.

»I både romanen og min film vil brandmanden vide, hvem der grundlagde det første brandvæsen. Det gjorde Benjamin Franklin i 1736 i Amerika. Men i romanen står der i brandmændenes håndbog, at det var for at brænde bøger.

Da Montag i filmen spørger Yuxi, der er ligesom Siri eller Amazons Alexa, giver hun ham det samme svar, og han tror på det, fordi der findes en gammel tegning af det,« siger Bahrani og spørger, hvor langt vi i dag er fra et statskontrolleret internet som i Kina eller Nordkorea.

»Det er ikke så langt væk i såkaldt ’demokratiske’ lande som f.eks. Tyrkiet. Vi har selv valgt at have et censureret internet. Det får vi, fordi vi opsøger det, vi gerne vil have, og ved at lade algoritmerne fortælle os alting – når vi søger med Google, ser Netflix eller går på Facebook. Vi har valgt at have det sådan.

Bradbury advarede os mod det. Han sagde ikke, at vi vil blive påtvunget kontrol og censur oppefra. Han sagde, at vi selv ville være skyld i det, og han havde ret. Det er faktisk ret skræmmende.

I min film har en håndfuld andre lande stadig en smule frihed, og nogle af dem har ikke. Spørgsmålet er, hvor mange lande der bliver ligesom Nordkorea eller nogle aspekter af Kina og Tyrkiet. I stedet for at grænsen i Amerika holder folk ude, så skal den holde folk inde. Man må ikke forlade landet. Man er nødt til at blive.«

Krænkede minoriteter

I en scene i Fahrenheit 451 finder Montag og Beatty et helt bibliotek på loftet i et gammelt hus.

Beatty opfordrer den yngre brandmand til at røre ved bøgerne, læse i dem, så han ved, hvad han har med at gøre. Beatty ved fra sig selv, hvor fascinerende bøgerne er, men han ved også, siger han, hvor farlige de kan være, og han fortæller, hvordan hvide mennesker sørgede for at få forbudt Mark Twains Huckleberry Finn, fordi den gjorde sorte mennesker vrede.

»Han taler om minoriteter og folk, der føler sig krænkede. Det er noget, der sker i verden nu,« siger Ramin Bahrani.

»Det er svært at sige noget uden at komme til at fornærme nogen og komme i vanskeligheder. Samtidig er det slet ikke så enkelt. I scenen siger Beatty, at ’hvide vidste, at I sorte ville føle jer krænkede over Huck Finn.’ Det er netop, hvad det er: Hvide mennesker i uddannelsesinstitutioner, ofte i det dybe Syden i USA, som vil forbyde bogen. Det handler ikke om race. Det handler om at udviske slaveriet.

I samme scene citerer Beatty fra Ray Bradburys bog: ’Vi blev ikke født lige. Vi blev gjort lige af ilden.’

Jeg ved ikke, hvad Bradbury præcis mente, men for mig handler det multikulturelle ikke om kulturer, der mødes og udveksler ideer, men om kulturer, der mødes og bliver til hvide mænd. Jeg er ikke en hvid mand, men jeg har også rettigheder og meninger. Det hænger igen sammen med noget, som Clarisse siger: Der er 6.000 sprog i verden. Og det er der. Lige nu. Så siger hun, at der nu er færre end 60. Der uddør et sprog hver 14. dag. Om 14 dage vil der være et sprog mindre i verden.

Det universelle sprog bliver en emoji på internettet.«

’Fahrenheit 451’ kan ses på HBO Nordic fra og med lørdag den 19. maj.

Serie

Cannes 2018

Lars von Trier og hans seriemorderfilm, ’The House That Jack Built’, er på plakaten til årets filmfestival i Cannes, den 71. af slagsen. Informations filmredaktør er på pletten i det sydfranske og skriver dagligt i avisen, på nettet og på Twitter fra festivalen, hvor den ypperste filmkunst fejres – og Netflix er forment adgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Espen Bøgh
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Ib Christensen
  • Peter Beck-Lauritzen
Benno Hansen, Espen Bøgh, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Jeg vil mene at George Orwell var nogle år tidligere ude med "forudsigelsen" af fake news.

Samt at propaganda og løgn ingenlunde var hverken ukendte eller -brugte begreber før 1954 - eller for den sags skyld 1854.

Så det er nok mere effektivisering og monopolisering af metoderne til udbredelse af samme vi taler om forudsigelsen af.

Jeg er lidt træt af de anmeldere som forsøger at aktualisere, forstå og formidle verden gennem HBO- og Netflix underholdningsserier. Det virker lidt som om vores mangfoldige medievidenskabs-uddannelser har forsømt nogle basale belæringer omkring fiktion vs virkelighed.

Morten Balling

Hvis i vil spille bilkort med hvem som var tidligst, så smider jeg lige Aldous Huxleys Fagre Nye Verden fra 1932.

Ramin Bahranis udgave af Fahrenheit 451 er som altid relevant. Den er bare ikke særligt god. Der er ind imellem små hapsere, såsom referencen til Platons Hulemænd, men det er ligesom det drukner i "lækker" lyssætning, og soldatersange. Det er muligvis med vilje, men det virker i så fald ikke nær så godt som 90210-æstetikken blandet med naziæstetikken i Verhovens Starship Troopers.

Måske er det bare mig som er ved at blive gammel, men se originalen, eller læs bogen.

Thomas Østergaard

Morten Balling: Det er vist snarere bilkort med dystopier, end med forudsigelser af fake news.

Du finder ikke meget fake news i Fagre Nye Verden, kun indoktrinering, som ganske vist også er holdningspåvirkning, men uden decideret falsificering af information.

Så du kan krediterere Huxley for at have forudsagt at vores regering ville praktisere "get'em while they're young" og indoktrinere indvandrerbørn med "demokratiske værdier"
fra 1-års alderen, men næppe for at forudsige, at fattige landsbyer i 3-verdenslande ville specialisere sig i at fabrikere løgnagtige clickbait artikeler tilpasset læsernes eksisterende politiske præferencer for at tjene penge på reklamer.

Nu var skræmmebilledet i gamle dage jo uværgeligt den stærke stat, med magt til at monopolisere nyhedsstrømmen og forfølge dissidenter, så Orwell og Bradbury ramte jo nok heller ikke lige på ifht., det "fake news" begreb mainstream pressen for nuværende opererer med, men Orwell havde vel et ret præcist sigte angående pressesituationen i Sovjetunionen.

Som anført må der have været masser af forfattere der har "forudsagt" fake news tidlgere, da det har været brugt siden oldtiden (læs blot wikipediaartiklen), og sikkert også før skriftsproget blev opfundet.

Morten Balling

@Thomas

Der er dobbeltplusmange ting jeg ikke er enig med Huxley i, men da jeg læste bogen første gang (i 70'erne), fik den mig alligevel til at tænke, ligeså meget som da jeg nogenlunde samtidig læste 1984. Jeg har altid forbundet de to bøger.

For nogle år siden, stod jeg og kiggede på et kamera i en fodgængertunnel i Schweiz. Foran linsen havde en eller anden sat et klistermærke, hvor der stod "Orwell was right".