Filmfestivalen i Cannes sender et SOS til resten af verden

CANNES – »I send an SOS to the world,« sang Sting fra toppen af den røde løber med alle årets Cannes-vindere stående, nogle af dem dansende, bag sig. Og den britiske musikers gamle Police-hit, Message in a Bottle, virkede som den helt rigtige måde at slutte årets filmfestival af på. Festivalen har været en temmelig politisk ladet affære, og juryen, med Cate Blanchett i spidsen, valgte at give de tre største priser til tre dybt humanistiske film, der virkelig vil os noget. Som Blanchett sagde fra scenen til at begynde med: »Vi har set mange stærke historier, som har givet de usynlige, de udstødte, de fremmedgjorte stemme.«

Alle tre er fortjente prismodtagere, der beskæftiger sig med den verden, vi alle lever i, og som nogle helt igennem uretfærdigt må kæmpe indædt for at overleve i. Oven i købet er det tre brillante filmværker, der demonstrerer den del af filmkunstens kraft, som ikke kun har med udfordrende billedsprog eller originale fortælleformer at gøre, men i lige så høj grad handler om engagement og hjerte og om at ville anfægte og skubbe til publikum, både menneskeligt, intellektuelt og følelsesmæssigt.

Guldpalmen gik for første gang til japanske Kore-eda Hirokazu, der gennem mange år og i adskillige film har udforsket familier og familiestrukturer på en afdæmpet og samtidig stærkt bevægende, detaljerig og stemningsfuld facon. Hans palmevinder, Shoplifters, er et inciterende, overraskende drama, der bevæger sig rundt i samfundets udkant og her finder en række sårede, ensomme eksistenser, der for en tid lader, som om de er hinandens familie.

Utrolig historie

Libanesiske Nadine Labaki, der vandt Prix du Jury, en slags tredjepræmie, for den beslægtede Capharnaüm. Filmen handler om en 12-årig dreng, der lægger sag an mod sine forældre, fordi de har givet ham liv i en verden, der er ligeglad med ham. Sammen med sine søskende går drengen for lud og koldt vand – de skruppelløse forældre udnytter dem som billig arbejdskraft – og da de sælger hans lillesøster til en meget ældre mand for en flok høns, stikker han af hjemmefra.

ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

Capharnaüm er en på én gang meget vanskelig og velgørende film at se. Vanskelig, fordi drengen i dén grad må slås for at overleve, og velgørende, fordi han er så stærk, at han siger fra og slås for ikke bare sig selv, men også menneskene omkring sig. Da Labaki gik på scenen for at sige tak, talte hun om vigtigheden af, at man forsøger at hjælpe børn som dem i hendes film med at få et anstændigt liv.

Festivalens andenpræmie, Grand Prix, gik til Spike Lees vildt kulørte, underholdende og dramatiske BlackKklansman, der livligt fortæller den utrolige, men sande historie om en sort politimand, der i 1970’erne infiltrerer Ku Klux Klan. Det er ikke overraskende en meget politisk film – som sædvanligt for Lee – hvori instruktøren blandt meget andet lægger Donald Trumps ord om at gøre Amerika stort igen i munden på klanens daværende leder, David Duke, og som afsluttes med videooptagelser fra højreekstremisters march i Charlottesville i Virginia for et lille år siden. Pointen er selvfølgelig, at meget desværre er det samme for sorte mennesker i dag, som det var i 1970’erne, og at vi er nødt til at gøre op med ekstremister og deres hadefulde udgydelser, også Trumps.

ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

»Folk tror, at jeg ved, hvad der foregår i Amerika, men det gør jeg ikke,« sagde Spike Lee i sin takketale.

»’Hvad mener du om det, der foregår i verden i dag?’ Jeg plejer at referere til titlen på en Peter Weir-film: The Year of Living Dangerously.«

Weinsteins jagtmark

Det er ikke usædvanligt, at der bliver vist politisk ladede film i Cannes. Alverdens filmskabere beskæftiger sig med det, der foregår nu og her, og gadebørn, ødelagte familier, racisme, had og kampen for overlevelse er en del af hverdagen for mange mennesker i mange forskellige lande. Men årets filmfestival har alligevel været noget mere politisk, end den plejer, og det klæder den faktisk. I stedet for at være et verdensfjernt reservat for filmkunst, er den ikke ’blot’ et øjebliksbillede af, hvor verdensfilmen befinder sig rent kreativt, men også af, hvordan verden ser ud.

Der har været markeringer af kønsulighed i filmbranchen og #MeToo på den røde løber, og der har været markant flere kvinder end mænd i de forskellige juryer. Og da den italienske skuespiller og instruktør Asia Argento kom på scenen lørdag aften for at uddele en af hovedpriserne, rystede hun publikum med et frontalangreb på Harvey Weinstein og den tavshed, der gennem mange år har omgivet den filmproducenten og hans seksuelle overgreb på kvinder i branchen.

»Jeg blev voldtaget af Harvey Weinstein i Cannes i 1997,« sagde Argento, der sammen med amerikanske Rose McGowan har været en af de barskeste kritikere af Hollywood og filmbranchen oven på Weinstein-afsløringerne.»Jeg var 21 år gammel. Denne festival var hans jagtmark. Jeg forudser, at Harvey Weinstein aldrig igen vil være velkommen her. Han vil være vanæret, skyet af den branche, der engang omfavnede ham og dækkede over hans forbrydelser. Selv tilstede her i aften er der dem iblandt jer, som skal stilles til ansvar for hans opførsel mod kvinder, for opførsel, der ikke hører til i denne industri eller arbejdsplads. I ved selv, hvem I er. Men vigtigst af alt: Vi ved, hvem I er. Og vi har ikke tænkt os at lade jer slippe afsted med det længere.«

Det var en stærk tale, der fik bifald med på vejen, og som om noget understreger, at der i høj grad er et før og et efter Weinstein, også på filmfestivalen i Cannes, hvor tingene ellers ikke forandrer sig så hurtigt. Også derfor syntes det passende med Sting og Message in a Bottle på den røde løber efter prisuddelingen: Cannes sender i år et budskab til resten af verden, og det drejer sig både om filmbranchens behandling af kvinder og dens beskyttelse af magtfulde mænd og om i det hele taget at holde op med at rode i egen navle og i stedet løfte hovedet og sige fra over for had og uretfærdighed.

BlackKklansman og Shoplifters er begge i dansk biografdistribution. Det er Carphaneüm endnu ikke.