Læsetid: 8 min.

»Først om 2000 Aar – muligvis – er der Haab for min Musik!«

Med klaverværket ’Insektarium’ foregreb Rued Langgaard i 1917 den modernistiske avantgarde med mindst 50 år. Desværre var der ingen, som opdagede sensationen. Værket blev nemlig først opført efter hans død, og geniet Langgaard endte som en sær og bitter mand – isoleret fra dansk musikliv og frarøvet den anerkendelse, han hele sit liv havde higet efter
Med klaverværket ’Insektarium’ foregreb Rued Langgaard i 1917 den modernistiske avantgarde med mindst 50 år. Desværre var der ingen, som opdagede sensationen. Værket blev nemlig først opført efter hans død, og geniet Langgaard endte som en sær og bitter mand – isoleret fra dansk musikliv og frarøvet den anerkendelse, han hele sit liv havde higet efter

Ritzau Scanpix

11. maj 2018

Klimpe-klampe, klink-klonk!

Hvad er lyden af en ørentvist, der kravler? En myg, der stikker? En guldsmed, der flyver? I Insektarium fra 1917 giver den danske komponist Rued Langgaard sit bud gennem ni musikalske portrætter – eller lydlige efterligninger – af helt almindelige danske insekter. Foruden ørentvisten, myggen og guldsmeden tæller det eksperimenterende klaverværk små korte satser om stankelbenet, stuefluen, vandregræshoppen, oldenborren, dødningeuren – og ikke mindst tusindbenet, hvis larmende gang hen over tangenterne lyder præcis lige så kaotisk, som man forestiller sig, at et liv på 1.000 ben må være.

»Jeg kan huske den første gang, jeg hørte Insektarium – jeg var måbende,« siger pianist og P2-vært Mathias Hammer, der spillede værket til sin debutkoncert som klassisk pianist i 2011.

»Det er et stykke enestående musik, og det er næsten ufatteligt, at det er skrevet af en dansker.«

Andre komponister har ladet sig inspirere af naturens fauna, men ingen har gjort det på helt samme kompromisløse facon som Langgaard. I Papillons fra 1831 fortolker Schumann en sommerfugls lette flaksen gennem luften i en smuk og harmonisk klaverkomposition – men det er ikke Langgaards projekt. Han vil ikke fortolke insekternes væsen, han vil efterligne deres væren.   

»I modsætning til Schumann interesserer Langgaard sig ikke for at portrættere en sommerfugl, der flyver smukt afsted i en c-durskala. Han ønsker vitterligt at omsætte en ørentvist til et klaverstykke, så man kan høre den vandre langsomt rundt på sine lange ben i skæve intervaller – op og ned af klaviaturet uden noget egentligt system –indtil den pludselig hakker og bider! Det var en helt ny måde at skrive musik på,« siger Mathias Hammer.

Forud for sin tid

Det egentligt revolutionerende i Insektarium foregår dog slet ikke på klaverets tangenter – men rundt om dem. I noderne instruerer Langgaard pianisten i at bevæge sig uden for klaviaturet og stryge direkte på strengene, banke på klaverkassen og lave teatralske bevægelser med kroppen undervejs. I satsen om ørentvisten hedder det til eksempel: »Ræk Hænderne op over Hovedet ad libitum.« I skildringen af borebillen: »Slag med Knoen paa Klaverlaaget«. Og om stuefluesatsen formanes det, at den skal spilles »summende som med Vand på Vingerne«.

»Insektarium er det første stykke musik i verdenshistorien, hvor pianisten bliver instrueret i at gøre noget andet og mere end bare at spille på klaveret,« fortæller Mathias Hammer.

»Det var fuldstændig banebrydende på det her tidspunkt.«

Langgaards radikale formeksperiment foregreb den modernistiske avantgarde med mere end 50 år. Men desværre var der ingen, der opdagede det. Værket blev nemlig først fremført for offentligheden mange år senere, da det var ude af trit med tidsånden og alt for vildt til den herskende smag i det daværende danske musikmiljø. Historien om Rued Langgaard er derfor ikke bare historien om en ener i dansk musikliv; det er også historien om et underkendt geni, der var så langt forud for sin tid, at han for længst var død, da historien endelig indhentede ham. 

»I virkeligheden er det en sørgelig historie,« siger Mathias Hammer.

Men det er også en spændende historie, så lad os spole tilbage til begyndelsen og fortælle den forfra.

Virtuost vidunderbarn

Rued Langgaard blev født i 1893 som enebarn af to klassiske pianister. Lige fra han var lille, blev hans musikalske talent dyrket som forældrenes altoverskyggende projekt; han blev undervist af privatlærere derhjemme, og kun om sommeren, når familien ferierede på den svenske ø Kullen, fik han mulighed for at være sammen med jævnaldrende kammerater. Forældrene, der var dybt religiøse, opfattede deres vidunderbarn som »Guds gave til menneskeheden«, skriver Langgaard-eksperten Bendt Viinholt Nielsen i sin biografiske gennemgang af komponistens liv på hjemmesiden langgaard.dk. Det betød en barndom præget af stram disciplin og hårdt arbejde – men opofrelserne bar frugt. 

Allerede som 11-årig gav Langgaard sin første offentlige koncert i Marmorkirken i København. Blandt tilhørerne var den store norske komponist Edvard Grieg, som, i begejstring over hvad han havde hørt, skrev et brev til vidunderbarnets mor, Emma Langgaard, hvor han roste hendes søns »ægte Talent« og »al den sunde og gode Musik, der lever og aander i alt, hvad han præsterer«.

Rued Langgaard var et af de sjældne talenter, som ikke dukker op i hver generation, fortæller Mathias Hammer.

»Han var rundet af det romantiske ideal om kunstneren som geniet og kunstens kraft som uendelig. Og han troede på, at mennesker kan blive så høje, at de ikke kan nå jorden længere. På mange måder var han den sidste romantiker i dansk musikliv,« siger han.

’En Langgaard-imitator’

At sætte Langgaards værk i bås er en praktisk umulighed, for det stikker i for mange retninger. Dele af hans mere end 400 kompositioner er reminiscenser af dansk guldaldermusik i stil med Niels W. Gade. Små akvareller og miniaturestykker af ren skønhed. Andet har karakter af heftig senromantisk musik, hvor alting bliver metafysisk ladet og symboltungt. Og endelig er der hans avantgardistiske produktion, hvor musikken nærmer sig den rene performancekunst. Langgaard havde ikke en indre stopklods eller en stærk redaktør bag sig, så han »komponerede bare derudaf« og forsøgte sig inden for stort set alle genrer.

»Nogle af tingene er dybt banebrydende. Andre er bare dårlig smag og helt skudt ved siden af,« siger Mathias Hammer, der ikke tøver med at kalde Langgaard for et musikalsk geni.

»Der er ikke noget salonagtigt eller ’blot til lyst’ over hans kompositioner. Han var en fremragende komponist, og langt de fleste af hans kompositioner er dybt kunstneriske og filosofisk gennemtænkte projekter,« siger han.

Han fremhæver blandt andet Langgaards store opera fra 1920’erne, Antikrist, der igennem en række billeder hentet fra Johannes’ Åbenbaring tematiserer al den råddenskab og ugudelighed, som Langgaard mente havde bredt sig efter afslutningen på Første Verdenskrig. 

Et andet eksempel er Sfærernes musik fra 1918, der former sig som et timelangt korværk med knap 200 medvirkende, som stort set ikke synger andet end: ’Uhhhhhhh’ – og dermed gengiver lyden af det ydre rum. Værket blev opført med succes i Tyskland i 1921, men med årene gled det ud i glemslen, indtil det pludselig – knap 50 år senere blev genopdaget af avantgardisterne med hjælp fra den danske komponist Per Nørgård: I 1968 var Nørgård del af en jury, der skulle bedømme og udvælge musik til festivalen Nordiske Musikdage. Med i juryen var også den store ungarske mesterkomponist György Ligeti, og mens denne kiggede væk, sneg Nørgård noder fra Langgaards Sfærernes musik ind i Ligetis bunke. Da den ungarske komponist nåede frem til noderne, stoppede han pludselig op og faldt ind i en dyb koncentration, mens han møjsommeligt nærstuderede partituret. Og så – efter nogle minutter – slog han med ét på glasset og annoncerede højtideligt for alle tilstedeværende: »Mine herrer, jeg indser nu, at jeg er en ...,« sagde han og bladrede skyndsomt frem til forsiden af partituret for at sikre sig, at han udtalte navnet korrekt: »… en Langgard-imitator!«

Det, der pludselig var gået op for György Ligeti, var, at hans egne avantgardistiske eksperimenter ikke var unikke. De var allerede blev forsøgt godt 50 år tidligere af en ukendt dansk komponist, som ingen rigtig havde hørt om. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor? Hvorfor fik Langgaard aldrig den anerkendelse, hans talent rakte til, og som eftertidens musikkyndige er enige om, at han havde fortjent?

I kamp med tidsånden

En mulig forklaring finder man i Den Store Danske Encyklopædi, hvor det i en vidunderlig lakonisk formulering om Langgaard hedder, at han omkring 1930 kom i »et fastlåst og ulykkeligt modsætningsforhold til tidsånden.«

Tidsånden havde et navn: Carl Nielsen. 

Fra 1900 og til langt efter sin egen død havde Carl Nielsen en nærmest enevældig magt i dansk kunstliv. I modsætning til Rued Langgaard var Carl Nielsen antiromantiker og langt fra nogen fan af den metafysiske og symboltunge musik, som Langgaard praktiserede. Selv stod Carl Nielsen for en anden, mere jordbunden kunstnerisk retning, opsummeret i ordsproget »ved Jorden at blive, det tjener os bedst«. Og fordi Carl Nielsens betydning rakte så langt ud over hans egen person, var hans kunstsyn samtidig afgørende for, hvem der var inde, og hvem der var ude. Langgaard var ude. Hans kunstneriske projekt nød ingen opbakning fra musiklivets institutioner, og hans position blev med årene stadig mere isoleret. Det gjorde ham til en bitter mand, fortæller Mathias Hammer. 

»Langgaard har et vidunderligt værk for kor og orgel, hvor den eneste tekst er: ’Carl Nielsen, vor store komponist’. Og så står der nederst: ’Skal repeteres i al evighed.’ Han var simpelthen så skide bitter over Carl Nielsens dominans i Danmark, at han ikke kunne abstrahere fra det,« siger han.

Da avisen Dagens Nyheder kort efter Carl Nielsens død i oktober 1931 bad om et mindeord, var Rued Langgaard da også yderst kortfattet i sin vurdering af den store danske komponist: »Carl Nielsens Betydning bestaar deri at have revet ned, hvad Gade byggede op. Mere mener jeg ikke at kunne sige,« lød hans kommentar ifølge langgaard.dk.

Posthumt gennembrud

De sidste godt ti år af Langgaards liv voksede hans følelse af isolation og forvisning fra det etablerede danske musikliv. Hans produktivitet var fortsat høj og kreativiteten flydende, men hans værker blev ikke sat op, og det blev stadig sværere for ham at finde ansættelse nogen steder. Og det blev ikke bedre af, at han i pressen konstant fremstillede sig selv som en martyr, der blev holdt ude af det gode selskab: »Først om 2000 Aar – muligvis – er der Haab for min Musik!,« beklagede han sig ifølge langgaard.dk.

Efter at være blevet forbigået som organist ved Christiansborg Slotskirke lykkedes det ham imidlertid i 1940 at blive ansat som domorganist og kantor ved Ribe Domkirke. Men Ribe var dengang meget langt væk fra det københavnske musikliv, fortæller Mathias Hammer.

»Så her sad han bare og blev en stadig mere bitter mand.«

Thomas Alvad, der var musiklærer på Ribe Katedralskole, har tidligere fortalt, hvordan byens skolebørn løb efter den excentriske komponist og drillede ham, fordi han – med Thomas Alvads ord – var »en aparte fugl«.

»Det kan ikke nægtes, at han blev udsat for en del chikane,« siger han i et gammelt lydklip på langgaard.dk. »Man grinte meget af ham. Han havde en meget høj, spinkel talestemme, som man let kunne tage for en kvindestemme – og det var jo yderligere grinagtigt, naturligvis.«

Langgaard kom aldrig rigtig overens med Ribes provinsmentalitet. Han rodede sig ind i et utal af småkonflikter med præster, menighedsråd og organistkolleger og blev løbende genstand for hån, spot og latterliggørelse frem til sin død i 1952. Han døde kun 58 år gammel.

»I virkeligheden er det en sørgelig historie,« som Mathias Hammer formulerede det.

Men der er et men. For Langgaards musik lever videre i efterklangen, der resonerer med stadig større styrke. Sidste år fik han et posthumt gennembrud, da et af verdens mest legendariske og traditionsrige orkestre, Wiener Philharmonikerne, spillede hans anden symfoni med den romantiske titel Vårbrud. Og i april i år fortsatte fejringen, da samme orkester i anledning af Langgaards 125 års fødselsdag opførte hans eksperimenterende sjette symfoni, Det himmelrivende – endda hele to dage i træk. En forsinket anerkendelse til ’Den Grimme Ælling’ i dansk musikliv, som ikke alene blev født ind i et forkert miljø, men også ind i en forkert tid.

Serie

Vi zoomer ind på insekterne

Vores forhold til insekter er besværet af en kulturelt nedarvet aversion for kryb, der går helt tilbage til bibelsk tid. I denne serie zoomer vi ind – og undersøger os selv gennem de bittesmå væsener.

Seneste artikler

  • Hvad vi kan lære om os selv ved at se på kunst til myrer

    11. maj 2018
    I en glasmontre har billedkunstner David Stjernholm skabt et udstillingsrum for kunst til myrer. De små insekters måder at bevæge sig og dele information på minder både om internettet og den menneskelige hjerne, og ved at prøve at forstå, hvordan myrer oplever værkerne, bliver vi klogere på os selv, mener han
  • Er Gregor et kryb eller er han som et kryb?

    11. maj 2018
    Kafkas ’Forvandlingen’ kan nemt læses som en far-søn-konflikt, men folder sig formentlig bedst ud som en drøftelse af, hvad et menneske er
  • De små insekter gør vores perspektiv større

    11. maj 2018
    Somme tider kan man se sig selv bedst, når man skifter skala. Og se det, man ellers overser. Det er det, vi gør i dagens særlige og lidt sære kulturtillæg. Vi undersøger os selv gennem naturens bittesmå væsener – gennem insekterne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulf Tophøj

Flere ejendommelige naturiagttagelser i artiklen: Bl.a. om det mystiske insekt ”dødningeuren”, om ørentvisten der vandrer ”rundt på sine lange ben” og om ”den svenske ø Kullen”. - Muligvis skulle skribenten tage et lille kursus i den virkelige verden.