Klumme
Læsetid: 2 min.

Forfatteren Johannes Anyuru har i modsætning til Akademiet lyttet til de 18 stemmer, der taler om kulturprofilens overgreb

Kultur
1. juni 2018

Krisen i Det Svenske Akademi fortsætter. Tilsyneladende mere stilfærdigt end tidligere, og så alligevel ikke. Det er lige nu som et skakspil, hvor modstanderne holder hinanden hen med defensive træk og afventer finaleslaget.

Det seneste træk blev foretaget af Nobelstiftelsens direktør Lars Heikensten, der repræsenterer den institution, der overvåger alle dem, som har fået tildelt myndighed til at uddele de forskellige nobelpriser. Akademiet har siden 1901 uddelt nobelprisen i litteratur, og det privilegium kan i princippet blive taget fra dem igen; senest var det Nobelstiftelsen, som pressede på i forhold til at aflyse årets uddeling. Lars Heikensten sagde nemlig i et interview med Ekot, at visse akademimedlemmer burde overveje deres fremtid. Han nævnte ingen navne, men ingen kan være i tvivl om, at det først og fremmest handler om Horace Engdahl. Heikensten sagde også, at det ikke er givet, at litteraturprisen uddeles næste år, og at den kan sættes i bero indtil tilliden til Akademiet er genskabt. Heikensten siger det uden at sige det direkte: Der bliver ingen nobelpris, før Horace Engdahl går.

Tillid er også det, det handler om i det stærkeste indlæg, jeg har læst om krisen i Akademiet, nemlig det, som den svenske forfatter Johannes Anyuru offentliggjorde i onsdagens Dagens Nyheter. Teksten er den tale, som Anyuru holdt, da han modtog Doblougska-prisen af netop Det Svenske Akademi, og den handler om de modsatrettede følelser, der er forbundet med at modtage en pris af dem. Han taler om, hvordan han overvejede at afvise prisen eller lade pengene gå til velgørenhed for på den måde at »rense dem for den hinde, som klæber sig fast ved dem«.

Men så valgte Anyuru at gøre noget helt andet, nemlig i sin tale om sine kvababbelser ved at modtage en pris fra Akademiet at citere fra de 18 vidnesudsagn om den såkaldte kulturprofils krænkelser og overgreb. Man skal huske på, at kulturprofilen har omtalt sig selv som det 19. medlem af Akademiet, og at han har brugt den magt – som er Akademiets – til at tilintetgøre mennesker omkring sig, der ikke føjede sig. I talen har Anyuru lyttet til de stemmer og har tilkendt dem den retmæssige tyngde, de fortjener. Og netop fordi Akademiet ikke virker til at have lyttet til de stemmer, siger han: »Jeg tror på de 18 kvinder. Hvad der er sket, er skammeligt.«

Ja, et bedre udtryk for den mistillidskrise, der præger det stærkt decimerede Akademi, kan man vist ikke finde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her