Alle vil gerne være Han Solo

Der findes en ganske særlig tone eller en stemning, man skal ramme, når man skal lave en Star Wars-film. Det handler selvfølgelig om, at publikum skal have det sjovt, men det er ikke hvilken som helst form for sjov – og selv om man godt selv må have det sjovt, når man laver en Star Wars-film, må man ikke lave sjov med den eller med universet. Modsat mange af tidens superheltefilm, der ofte driller sig selv undervejs, skal man tage Star Wars alvorligt.

Det siger både instruktøren, Ron Howard, og de to manuskriptforfattere, Lawrence og Jonathan Kasdan, der står bag den seneste Star Wars-film, Solo: A Star Wars Story. Filmen, der i sidste uge havde international premiere på filmfestivalen i Cannes – hvor jeg mødte de tre filmfolk – fortæller historien om, hvordan den purunge, lettere naive Han Solo (spillet af Alden Ehrenreich) bliver til den charmerende, men ikke helt pålidelige smugler (spillet af Harrison Ford), Luke og Ben Kenobi møder i Stjernekrigen (1977).

»Filmene skal bevæge sig et næsten pinligt følelsesfuldt sted hen,« siger Jonathan Kasdan, der med Solo har skrevet sit første Star Wars-manuskript – dog sammen med sin far, Lawrence Kasdan, der ud over at instruere egne værker gennem de seneste ca. 40 år har skrevet flere Star Wars-film: Imperiet slår igen (1980), Jedi-ridderen vender tilbage (1983) og The Force Awakens (2015).

»Det skal være skamløst oprigtigt og næsten absurd tro mod sig selv. Der skal både være plads til virkelig fjollede scener som den, hvor Han og Lando (flamboyant, anløben eventyrer og Hans fremtidige ven, red.) spiller kort, men også den rørende scene, hvor Val (hun arbejder for Han Solos mentor, tyven og smugleren Tobias Beckett, red.) taler om sin mor og oprøret. Det er en svær balance at finde, og Larry er den absolutte autoritet, når det kommer til den. Man skal bevæge sig forsigtigt på den line.«

Opbyggelige fortællinger

Det var en linedans, som Ron Howard hurtigt måtte lære sig, da han sagde ja til at instruere Solo: A Star Wars Story. Han havde ikke megen forberedelsestid, fordi han skulle erstatte filmens oprindelige instruktører, Phil Lord og Chris Miller. Lord og Miller, der er kendt for løsslupne komedier som 21 Jump Street og The Lego Movie, forlod Solo midtvejs i optagelserne, fordi de ikke kunne blive enige med Lucas Films øverste chef, Kathleen Kennedy, om netop tonearten.

»Jeg havde kun meget lidt forberedelsestid. Men det var ikke første gang, at jeg arbejdede med visuelle effekter og et fantasyunivers,« siger 64-årige Howard.

Han begyndte sin filmkarriere som skuespiller – blandt andet havde han en hovedrolle i Star Wars-universets skaber, George Lucas’, anden film, Sidste nat med kliken (1972), hvor også en ung Harrison Ford medvirkede – og har siden instrueret mange film. Star Wars har han dog aldrig tidligere haft med at gøre som andet end publikum.

»Det, jeg opdagede, og som overraskede mig, da jeg rent faktisk begyndte at instruere scener i Solo, og som jeg ikke forstod eller satte pris på som fan, var cocktailen af de specifikke underholdningselementers kompleksitet, som disse film bruger på deres helt egen, unikke måde,« siger han.

»Blandingen af humor og og en form for oprigtighed, hvor det for figurerne handler om liv og død. De opbyggelige, moralsk-etiske fortællinger. De mytologiske tematikker. Verdenernes kreativitet og de overraskelser, som ligger i det sammensurium af rumvæsen-, robot- og menneskekulturer. Hvis man opfandt den samme kombination og prøvede at bruge den på et andet univers end Star Wars, er jeg ikke sikker på, at fans ville være trygge ved det. Men jeg tror, at de har et forhold til det i Star Wars-sammenhæng, og de forventer det nærmest. Jeg tror også, at en Star Wars-film på én gang skal underholde og engagere publikum, og i de fleste scener er der gang i tre-fire af de førnævnte ting samtidig.«

Ritzau Scanpix

Et åbent landskab

En særlig ting ved Solo: A Star Wars Story er dog, at den i modsætning til The Force Awakens og The Last Jedi ikke er en fortsættelse af den store saga, som George Lucas indledte i Stjernekrigen i 1977. I stedet er Solo en film, der ligesom Rogue One: A Star Wars Story (2016) foregår i udkanten af den store historie og på den måde udvider universet og handler om noget af det, der ikke er plads til i den fortsatte fortælling. Der er med andre ord tale om på den ene side en Star Wars-film med alt, hvad dertil hører af regler, traditioner og mytologi, og på den anden side en selvstændig film, hvor man kan tillade sig mere end i sagafilmene.

»I dag kan der være mange forskellige Star Wars-film,« siger Jonathan Kasdan.

»I forhold til Han Solo er det lidt tricky, fordi man er nødt til at forblive tro mod en figur, som folk kender rigtig godt. De ved, hvordan han lyder, og hvordan de synes, at han skal lyde, og de har en mening om, hvordan han skal se ud. Så at skrive denne film var en balancegang mellem at forsøge at skrive noget nyt og frisk, som føltes vitalt, og så noget velkendt, der var tro mod en figur, som folk er utroligt beskyttende over for.«

Lawrence Kasdan kalder Solo for en western med et åbent landskab og en hovedperson, der skal bevæge sig rundt i det landskab: »Der er ingen Kraft, der er ikke noget imperium. Jeg har lavet et par westerns, og når man laver en western, kan man fortælle hvilken som helst historie, man har lyst til. Det er meget befriende. Der er heste og et landskab, og sådan var det at lave denne film.«

Han Solos rejse

Star Wars-filmene beskrives ofte som historien om en helts udvikling eller dannelsesrejse, selvfølgelig især Luke Skywalker, der er hovedpersonen i de første tre film. Og det er da også nærliggende at opfatte Solo: A Star Wars Story på samme måde. Det tænkte Lawrence Kasdan dog slet ikke på, mens han skrev manuskriptet til filmen.

»For mig er Han ikke på en heltemodig rejse. Han er på den samme form for dannelsesrejse, som jeg har været på gennem mit liv, og tro mig, der er intet heltemodigt over den. Jeg blev formet af de mennesker, jeg mødte, af de skuffelser og succeser, jeg oplevede, af at lære, hvem jeg kunne stole på, og hvem jeg ikke kunne stole på, af at lære, at verden var et meget mørkt og farligt sted, men at der også var håb og opmuntring.«

Faktisk beskriver filmen et uskyldstab, siger Jonathan Kasdan.

»Solo viser begyndelsen på Hans udvikling til at blive den fyr, han er, da man første gang møder ham på baren i Stjernekrigen. Han mister sin uskyld i den nye film. Om noget handler den om hans iver efter at stole på andre og favne mennesker som Qi’ra (Hans store kærlighed, red.) og Beckett, og hvordan han bliver forrådt og får sit hjerte knust, men også møder andre figurer som Chewbacca (Hans bedste ven, som han også møder for første gang i Solo, red.), der rummer en enorm kærlighed og varme.«

Som far så søn

For Jonathan og Lawrence Kasdan var der en form for parallelitet i den rejse, som Han Solo er på i Solo: A Star Wars Story– og hans møde og samarbejde med Tobias Beckett – og så den oplevelse, de to havde, da de skrev manuskriptet til filmen.

»Historien handler om en mentor og et menneske, der er ved at lære faget. Det er forholdet mellem Beckett og Solo. Det vækker genklang hos Jonathan og mig. Det handler også om det stressende i at skulle samarbejde med et andet menneske, men det endte med at være en god og styrkende oplevelse for os begge,« siger Lawrence Kasdan.

Og hans søn fortsætter: »Ligesom i filmen er det en velsignelse og en forbandelse, som Larry giver videre til sin søn. Min bror og jeg har arvet hans store kærlighed til det at lave film, hvilket er verdens fedeste arbejde og samtidig ét, hvor man oplever enorme skuffelser og succeser. Det er en rutsjebane. Men for Jake og mig var der aldrig noget valg, ligesom der aldrig var et valg for Luke andet end at forfølge Kraften.«

Jeg kan ikke lade være med at spørge Jonathan Kasdan, der er vokset op med Star Wars-sagaen så tæt på, om han helst vil være spejderdrengen Luke Skywalker eller den mere gavtyveagtige Han Solo.

»Jeg tror, at de fleste helst vil være Han Solo. Det, jeg elsker ved Han, og en af de ting, Larry og jeg var tiltrukket af, er hans evne til at improvisere. Han finder på undervejs, og han klarer lige akkurat den seneste, uheldige situation, han er havnet i, men han aner ikke, hvor han er på vej hen. Det er en følelse, man hele tiden har som filmskaber, og man ville ønske, at man var ligesom Han Solo og bare kunne bevæge sig modigt fra den den ene umulige situation til den næste.«

Solo: A Star Wars Story har premiere i dag.