Er Gregor et kryb eller er han som et kryb?

Verdenslitteraturens allermest ikoniske insekt må da vist være Gregor Samsa, som i Franz Kafkas berømte fortælling Die Verwandlung (1915) en morgen vågner op i sin seng og opdager, at han er blevet forvandlet til – ja, til hvad? På tysk står »ein ungeheures Ungeziefer«, men om dette skal oversættes til »et kæmpestort kryb«, »et kæmpemæssigt utøj« eller »et uhyre kryb«, er de tre danske oversættere voldsomt uenige om.

Spørgsmålet kan da også virke altafgørende, dels af rent sproglige grunde, dels af såvel forfatterbiografiske som politiske grunde. For ’Ungeziefer’ er 1) et af de kraftigste ord, man på tysk kan bruge til at udelukke et menneske fra menneskers kreds, 2) den glose, Kafkas far brugte om folk, han absolut ikke kunne lide, og 3) et af de modbydelige stempler, 1900-tallets antisemitisme satte på det jødiske mindretal – dengang dette amputeredes fra samfundslegemet som skadedyr, parasitter, blodsugere, lus, edderkopper, igler osv.

I den lange novelle fremkalder forvandlingen hos den unge handelsrejsende Gregor naturligvis forundring. Han har hidtil ved sit stabile og samvittighedsfulde arbejde forsørget en familie, som foruden ham består af far, mor, søster og tjenestepige. Nu er han med ét blevet til et problem: biologisk, socialt, økonomisk, ja, på alle måder. Hans kollega prokuristen fortolker hovedpersonens bratte anderledeshed som fatalt brud på en verdensorden, hvor mennesket agerer som et autonomt juridisk subjekt; moren og søsteren opfatter ham som en arm plejekrævende patient; den autoritære far svinger mellem ’offentligt’ og ’privat’ perspektiv. Selv tvinges Gregor til at acceptere forvandlingen og godmodigt tåle sin nye tilværelse som kryb.

Man har naturligvis læst historien som en far-søn-konflikt, men den kan også ses som en analyse af familien som institution, foruden som en billedliggørelse af individets afmagt. Men på et fjerde plan diskuterer Kafka samtidig, hvad et menneske i det hele taget er. Sådan ser i hvert fald Isak Winkel Holm på fortællingen i den yderst læseværdige doktordisputats Stormløb mod grænsen. Det politiske hos Franz Kafka (2015). Hos ham bliver ordet ’Ungeziefer’ centralt. For skal metaforen forstås i bogstavelig eller i overført forstand? Altså: er Gregor et kryb, eller er han som et kryb? Kafka anlægger her »stereoskopisk« syn og tvinger os ud i en affekt, der opstår »når man som læser ikke har kompetencen til at trække en grænse mellem er og er-som«. Krybet bliver i dette fortolkningsperspektiv subtilt en legemliggjort metafor, der fanger læseren på halvdistancen.

Selv havde Kafka svære problemer med historien, som han med rette oplevede som »umådelig afskyelig« – formentlig på grund af det mesterskab, hvormed han skildrer det uhyggeliges indbrud i de vante dagligdags sammenhænge og langsomt afmonterer læserens væmmelse ved som Gregor at skulle vænne sig til de nye forhold.

På dansk har Die Verwandlung haft en omtumlet skæbne. Herbert Steinthal oversatte den sammen med de to kortere fortællinger (Den sandhedssøgende hund og Afslaget) og udgav dem med Forvandlingen som overtitel i Aschehougs serie Levende litteratur, 1956. Efter forlagets aflivning og genoplivning udkom teksten atter 1993, i uændret skikkelse, på trods af at Steinthal i mellemtiden havde forbedret på den med henblik på Villy Sørensens udgave Dommen og andre fortællinger (1968, 2. udgave 1984).

Sidenhen, i 2007, nyoversatte forfatteren Henrik G. Poulsen Forvandlingen for Forlaget Vandkunsten, men allerede året efter fik vi en ny Forvandling, i første bind af Isak Winkel Holms store samling af Kafkas fortællinger, bindet med de tekster, som Kafka selv lod trykke. Hvis nogen en dag sætter sig ned og gennemgår de tre oversættelser, vil vedkommende finde dem højst forskellige: Steinthals vel sagtens passende tør, Poulsens præget af mildt formidlende og fortolkende trang, Winkel Holms nærmest kontormæssigt monoton i forsøget på at fange sammenstødet i Kafkas stil mellem på den ene side det dybt uhyggelige indhold og på den anden side den dér sært upersonlige, lidt pedantiske, nærmest juridiske fremstillingsform. For som sidstnævnte oversætter siger i sin disputats: Kafkas personer ytrer sig i kværnende kancellistil. Selv når en af dem bliver til et kryb.