Baggrund
Læsetid: 11 min.

Hiphoppen er vor tids folkemusik

Hiphoppen nyder aktuelt en enorm magt som ungdomskulturel formidler og politisk kampplads, og det har fået dens udtryksformer og tematikker til at eksplodere. Vi afsøger retningerne, hvor der sker noget andet end i den allermest populære, toneangivende amerikanske hiphop
Yassin Bey

Yassin Bey

Martin Fælt Gonzales

Kultur
25. maj 2018

Hiphoppen har fået en universel appel i dag. Den er ikke længere kun et amerikansk anliggende, de sortes CNN, ej heller eksklusivt engelsksproget. Den er ikke kun de marginaliseredes, men også de privilegeredes talerør.

Nu modificeres den – akkurat som folkemusikken – til lokale forhold. Ghettoer verden over er ens, men alligevel forskellige. Køns- eller race- eller seksualitetstemaer er genkendelige verden over, men detonerer alligevel på hver deres måde. Svenske lesbiske har andre problemer end texanske. Gangbangers står over for to forskellige former for politi i tyske Kreuzberg og i Los Angeles’ South Central.

En mund er rigeligt

Hiphoppens aktuelle, enorme magt som ungdomskulturel formidler og politisk kampplads kan forklares på mange måder. En af dem har de fleste af os i bukselommen.

Du tager en smartphone og et menneske med et behov for at udtrykke sig verbalt og rytmisk: Så er der hiphop. Du tager en smartphone og en internetforbindelse: Så er hiphoppen distribueret.

Produktions- og distributionsmidlerne er kommet i hænderne på de unge selv, når det kommer til hiphop. Det er en revolution. Og det er en af de afgørende grunde til, at hiphop er så dominerende i den vestlige ungdomskultur, og at rocken er trængt i baggrunden.

I rock skal du have instrumenter og øvelokale og venner. I hiphop skal du bare have en mund.

Hiphop er mere end nogen anden musikgenre en tilgængelig ventil for frustrationer, hormonforvirring og egoforstyrrelser.

Nyere tendenser inden for hiphop

Depressions- og traumerap

Det har været et afgørende skred i amerikansk hiphop, at en ny bølge af stjerner rapper om mental sygdom, især depression. Det er sket før i historien, men som enkelttilfælde. Men i de seneste år har vi kunnet høre en front af rappere forholde sig til traumer – ofte skuddrab på deres nærmeste, racisme, vold i hjemmet, voldtægt, svigt, alkoholisme, stofmisbrug. Som legendariske Notorius B.I.G. rappede i 1994: »I know my mother wish she got a fuckin’ abortion / She don’t even love me like she did when I was younger.« Eller som det lød hos Vic Mensa sidste år: »I am a disaster, I don’t need a recipe / Tried to be sober, that didn’t work for me.«

Selv herhjemme har vi for nylig kunnet høre for eksempel Suspekt i samarbejde med Shaka Loveless at rappe om soldaters PTSD. Og således er hiphoppen trådt ind i en bekendelsesfase, hvor rapsangenes protagonister afdækker deres allermest sårbare sider. I mange rapperes tilfælde et rum, hvor døden er langt tættere på end her under ’Velfærdsdynen’.

Litterært kan der være mindelser om Sylvia Plath, Tomas Espedal, Den unge Werthers lidelser, men også bare rå socialrealistisk reportagejournalistik.

Lyt til:

Ældre eksempler: Eminem, Notorious B.I.G., Jay-Z, Company Flow, Ludacris.

Nye eksempler: Chance The Rapper, Angel Haze, Kid Cudi, Kendrick Lamar, Vic Mensa, Lil Peep, Drake, Earl Sweatshirt, Lil Uzi Vert, Childish Gambino, Macklemore, Lil Wayne, XXXtentacion, Meek Mill, Future, Mac Miller, Chief Keef, Kanye West, Freddie gibbs, Vince Staples, Princess Nokia, 21 Savage, Suspekt.

68 afbrudt

Og så er det sikkert også en fordel, at hiphoppen står fri af den ellers vigtigste ungdomskultur i moderne tid, 68’ernes ungdomskult. Den skylder hiphop-historien ikke noget, ja, den står som en disruption af rock- og singersongwriter-kulturen, ikke en videreudvikling. Som en afvisning af hippie-generationens musikskabeloner, (fri)værdier og selverklærede moralske overherredømme.

Det blev meget konkret i Danmark, da den dansk-egyptiske rapper (nu også teatermanden) Zaki Youssef i 2003 fik sin sang »Tragisk« slettet fra pladen Christiania – De nye Christiania-sange, fordi han kritiserede dér, hvor det gjorde ondt: at dansken trods humanismefloskler er blevet egoistisk og fremmedangst.

»Jeg hører kun om kriminalitet / radikalitet / eller ekstremitet /efter 9/11 spørger folk om min loyalitet / hvor den ligger / om jeg er sikker / og hvad er min identitet? / Men I har mistet jeres spiritualitet / forsvundet i tomme gloser om individualitet / sket er sket,« rappede han. Christiania-fonden Støt Danmark ville ikke støtte pladen på grund af teksten, og så røg nummeret ud.

Moderne folkemusik

Hiphoppen har altid stjålet – om det så er fraseringer, samplebidder, beats – med arme og ben, for at rappere kan fortælle deres egen historie i tidens toneklang. Ikke helt ulig den europæiske folkemusik, hvor ny populær folkemusik rejste gennem Europa – ofte ad søvejen – og undervejs fik lokalkoloritter i kinderne – rytmiske, harmoniske særkender – hvilket for eksempel stadig kan høres på Fanø med den særegne taktart i den lokale sønderhoning. Og inden for hver nation egnsmodificerede lokale folkesangere teksterne.

Hiphoppen er på den led vor tids folkemusik, og rapperne kan også ses som grioter – poeter og sangere, der siden i hvert fald 1300-tallet har holdt vestafrikansk egnshistorie og traditioner i live i sange og fortællinger.

Rapperne er således også formidlere af vores kulturs helbredstilstand – af svære følelser, verserende diskussioner, universelle fortællinger, socialpolitiske problemer, ofte med dem selv som sindspejlbilleder af tiden.

Det er også i hiphop, at man igen og igen mindes ofrene for hvides skud og politivold. Trayvon Martin, Michael Brown, Eric Garner.

Kvindelig sexpositiv rap

Der har været tidlige eksempler såsom Salt-n-Pepa’s »Push It« fra 1987 og Lil’ Kim, der i 90’erne rystede mainstream med sine pornografiske tekster. Nutidens store kvindelige stjernerapper Cardi B har hevet Lil’ Kim ind i rampelyset igen og peget på hende som en banebryder for den kvindelige sexpositive bølge, som er blevet en feministisk intersektionel front i rappen – også fordi den nu er både queer udforskende og stramt heteroseksuel.

Det er sjældent poetisk, men spænder dog fra Anaïs Nin over Arthur Miller til Baise-Moi og 50 Shades of Grey. Som Azeali Banks rapper: »Now she wanna lick my plum in the evenin’ / And fit that ton-tongue d-deep in / I guess that cunt’s getting eaten.«

Lyt til: 

Ældre eksempler: Salt-n-Pepa, Lil’ Kim, Peaches, H.W.A., Foxy Brown, Choice, Missy Elliott, Khia, Lady, Trina.

Nye eksempler: Brooke Candy, Nicki Minaj, Cardi B, CupcaKKe Azealia Banks.

Samfund former kultur

Hiphoppen har en lang og stolt tradition. Jeg husker tydeligt, da P3 spillede Grandmaster Flash & The Furious Fives »The Message« sandsynligvis engang i 1982.

»Broken glass everywhere / People pissing on the stairs, you know they just don’t care.«

Det var et snapshot fra et New York i opløsning og et tegn på et nedbrudt fællesskab, som virkede sært forståeligt også ude i Holbæk. Det var en menneskelig erfaring, der brændte sig fast. Og således har de bedste raps fra helt andre sociale omstændigheder altid resoneret dybt ind i andre lande og kulturer.

Det skete også med gangstarappens grovkornede journalistik fra Los Angeles’ ghettoer i slutningen af 1980’erne, der fik sine middelklasseefterfølgere i Danmark med Den Gale Pose som de mest kendte.

Gangster-attituderne er så i mellemtiden blevet groundet helt anderledes i den danske virkelighed med skelsættende hiphop fra anden- og tredjegenerationsindvandrere som Marwan og MellemFingaMuzik, der rapporterer fra Danmarks helt egne ghettoer.

Dengang i 1980’ernes USA katapulterede gangstarapper-gruppen N.W.A. hiphoppen ind i mainstream, og genrens machoattituder, ofte misogyne tendenser og hang til voldelige løsninger har hængt ved genren og er blevet genoplivet mange gange. Sandsynligvis fordi den amerikanske virkelighed ikke har forvandlet sig synderligt siden dengang i 1980’erne for afroamerikanerne. Samfund former kultur, og kultur former samfund.

LGBTQ-rap

Homofobien er på voldsomt tilbagetog i hiphoppen. Frank Ocean – der også har det med at rappe – sprang ud som biseksuel i et åbent brev om et forlist homoseksuelt forhold i 2012. En vordende stjerne trådte frem i al sin komplekse seksuelle skønhed.

Han var og er ikke alene, og i dag løftes der dårligt et øjenbryn, når en LGBTQ-rapper stikker næsen ind i mainstream.

Der er mange fronter at kæmpe på, og det sker med mange våben. Stærkt politiske tekster, eksplicit seksuelle bredsider, traumebefængte erindringer om homofobi og bare kulørt-gejle fejringer af hvem, man er, hurra.

Som amerikanske Janelle Monáe – undtagelsesvist – rapper på sit nye album: »Let the vagina have a monologue.« Mens amerikanske Brockhampton er et hiphop-kollektiv, der blandt andet tæller den homoseksuelle Kevin Abstract, som rapper »My mother don’t even recognize me«. Og så er der den danske duo Ravi Kumar, hvor den kvindelige rapper Sharon Kumaraswamy rapper løs om, at folk – og en hund – ikke kan lade være med at glo på hendes pik.

Der er ikke så meget Judith Butler over de her folk – og det ville nok også være svært at sætte på rim– men der er en del Fucking Åmål og Alison Bechdel. Og erotik og, ja, pornografi.

Lyt til: 

Ældre eksempler: Deep Dickollective, Peaches, Cazwell.

Nye eksempler: Murs, Dai Burger, Big Freedia, Katey Red, Sissy Nobby, Mykki Blanco, Angel Haze, Le1f, Frank Ocean, Young M.A., Brooke Candy, Azealia Banks, Brockhampton, iLoveMakonnen, Syd, Zebra Katz, Taylor Bennett, TT The Artist, Silvana Imam.

En forvandlingskugleregn

Men hiphop er muteret i utallige andre retninger. Rundt omkring, i USA og verden over, er der blevet banket nye politiske, eksistentielle, musikalske albumrum ud, så nye udtryk og andre konflikter nu kommer til. En stilistisk og tematisk forvandlingskugleregn.

Rocken blev tidligt gift med hiphoppen med Run-DMC og Beastie Boys og producer Rick Rubin i midt-80’erne. I slutningen af årtiet formulerede Native tongues-hiphopbevægelsen, der dyrkede et tekstligt mere flower power-kærligt og musikalsk mere spraglet sommerfugleunivers via bl.a. De La Soul og A Tribe Called Quest.

Der var de komplekse mestre i Public Enemy, der gjorde politisk bevidsthed til et skarpladt mundgevær fyldt med strukturel kritik og agitprop.

Conscious rap – med politisk og socialt engagement – blev en ting med bl.a. Common og Mos Def. Og Wu-Tang Clan placerede New Yorks Staten Island på b-boy-kortet med deres snu snedkererede tågekamre af beat-mystik, kung-fu-mytologi og kollektivraps.

Musikhistorien har fået dybt avancerede mandlige rimsmede som Rakim, Notorious B.I.G., Jay-Z, Eminem, André 3000, MF Doom. Og store kvindelige rappere i et væld af farver og udtryksformer: Queen Latifah, Lil’ Kim, Lauryn Hill, Missy Elliott og nu Nicki Minaj, Angel Haze, Cardi B.

Herhjemme har Malk de Koijn – efter MC Einars tidlige brillans – sat en ny astronomisk standard for grænseløs leg øverst i kraniekisten, en antinormativ kreativitet uden lige. Vi har fået machostjerner som L.O.C. og Suspekt og siden afgørende nye gadeplansformidlere som Sivas og Gilli.

Nye hiphop-mekkaer

De globale hiphopmekkaer var engang New York og Los Angeles. Nu er det også Atlanta og til dels Chicago. Og London er kommet med, med The Streets og siden Dizzee Rascal og nu Stormzy, repræsentanter for grime, der med sine komplekse rytmer og radbrækkede cockney-raps blev en ærkebritisk tilegnelse af hiphoppen. 

Inspirationskilder kommer pludselig fra andre steder end USA. Fra London og fra Sydafrika for eksempel. Fransk afropop-farvet gaderap – afrotrap – har inspireret dansk hiphop til den såkaldte afrobeat – som Kesi og Gilli og mange flere har rappet henover, mens Hennedub er blevet tidens stjerneproducer. Og fra Tyskland er den nye gangster-farvede rap også begyndt at inspirere heroppe.

Fælles for alle disse nybrud – få nævnt, mange udeladt – er, at de demonstrerer, at hiphop ejes af ingen. At den er et beredvilligt talerør for enhver med en rytmesans. Og en mund.

Mumble- og SoundCloud-rap

Mumble-rap: En generation af rappere, der ikke formulerer sig i lange sætninger, ja, nogle gange dårligt formulerer en melodisk frase. I stedet er deres rap som en blitzkrieg af emojis, tweets eller giffer. Skræddersyet til den moderne zapperbevidsthed – både talende til den og emulerende den. Herhjemme har K-Phax dyrket genren på nummeret »Oh My God«.

Hvorfor det kaldes mumlerap, er ikke videre indlysende, da det typisk er nemt nok at høre, hvad de rapper – det skulle hellere have hedder zappercore.

SoundCloud-rap: Genrebetegnelsen kommer fra deres yndlingsdistributionskanal, gratismusiktjenesten SoundCloud.

Det er en trashet klingende og emotionelt ustabil bunke unge med hang til ansigtstatoveringer, farvede dreadlocks og stoffer/receptmedicin. En lo-fi-bombet hiphop, der er inspireret af grunge og emo-rock og tekstuniverser, der handler om depression, selvmordstanker, stofmisbrug og uhåndterlig aggression. Således har narko og depression allerede kostet en SoundCloud-rappers liv, Lil Peep, der døde november sidste år.

De to genrer – eller grupperinger – blender af og til lidt sammen, og begge har de leget kispus med de herskende normer i hiphop. Mumble-rapperne har fornærmet hiphop-kulturens dyrkelse af rimets og flowets excellens. Og SoundCloud-rapperne har bypassetde gældende økonomiske magtstrukturer og er blevet stjerner med udsolgte koncerter uden gatekeepernes hjælp.

Mumble-rap:

Lidt ældre eksempler: Future, Young Thug.

Nyeste eksempler: Lil Yachty, Lil Uzi Vert, Cardi B, Kodak Black, 21 Savage, Playboy Carti, Migos, K-Phax.

SoundCloud-rap:

Lil Peep, XXXTentacion, Smokepurpp, Lil Pump, Ski Mask The Slump God.

Fint selskab

Hiphop-kulturen – rap, dj’ing, grafitti, breakdance – er over 40 år gammel og en etableret kultur med vid og bred anerkendelse. Anerkendt som en litterær tradition og studeret på universiteter verden over.

Ja, i år gik Pulitzer Prisen for bedste musikalbum til Kendrick Lamars Damn. Den første ikkejazz og ikkeklassiske musiker, der har fået prisen – ingen rockmusikere har fået den.

Altså har selv det finkulturelle parnas anerkendt den politiske hiphops kunstneriske og socialpolitiske værdi.

Det er en værdi som Childish Gambinos aktuelle, racekritiske sang og musikvideo »This Is America« helt på egen hånd, uden priser, har bevist med sit enorme brag i mainstream og medier, der gik i spagat over dens rigt facetterede undersøgelse af afroamerikansk stereotypi, konfliktstof og selvdestruktiv adfærd. I skrivende stund med 169 millioner views på YouTube.

Ny generationskløft

Heldigvis er hiphoppen ikke blevet velopdragen over hele partilinjen.

Den unge, voldsomt populære mumble-rap har med sine ultrakorte fraseringer, simple rim og ofte gentagende verselinjer fået nogle ældre hiphoppere til – akkurat som det skete med gangstarappen – at tale om sædernes forfald i moderne hiphop. Hvilket vel egentlig er sandt nok. Men i stedet træder snart nye sæder og skikke. Tiderne skifter. Også i hiphop.

Den ærværdige 47-årige hiphop-producer Pete Rock skrev således på Instagram november sidste år: »Problemet er, at I vil have os til acceptere musik, som ikke bevæger andre end de unge. Når man laver musik, er det for at inspirere alle, ikke bare ens egen æra.«

Rock synes altså, at hiphop er en monokultur, noget, som folk i alle aldre og af enhver afskygning kan mødes om. Hvilket er en misforståelse. Der er generationskløfter i hiphop akkurat som i rock. Hiphoppen er i dag en polykultur med et væld af retninger og appeller.

Intet menneskeligt er hiphoppen anno 2018 fremmed. Det handler stadig om individets position i samfundet, men det er også andre problemstillinger. Depression, eksistentiel forvirring, ensomhed, andre seksualiteter end hetero-varianten. Identitetspolitik, social indignation og terapi med et beat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her