Baggrund
Læsetid: 12 min.

Horace Engdahl er inkarnationen af den ånd, der har hersket i Det Svenske Akademi gennem flere hundrede år

Der findes i svensk højkultur en særlig sammenblanding af litteratur, status og selskabsliv, der efterstræber at holde de samme dyder som hos det hedengangne aristokrati i hævd. De har fundet en ny form og trives i bedste velgående i Det Svenske Akademi. Tilsyneladende – for nye tider truer den hæderkronede institution
Det Svenske Akademis årlige middag foregår i Börssalen på Stortorget i det indre Stockholm – og foran såvel de kongelige som 500 andre prominente gæster.

Det Svenske Akademis årlige middag foregår i Börssalen på Stortorget i det indre Stockholm – og foran såvel de kongelige som 500 andre prominente gæster.

Ritzau Scanpix

Kultur
11. maj 2018

Det er vist kun i Sverige, at man ser det her udspille sig: Det Svenske Akademi afslutter hvert år den 20. december sin højtidsdag med en offentlig sammenkomst i Börssalen på Stortorget i det indre Stockholm. Ved salens ene langside er opført en loge til de kongelige med følge. Midt i salen er der et podium med Akademiets mødebord og 18 nummerede, forgyldte stole beklædt med blå silke til de 18 medlemmer af Akademiet. Omkring podiet er der opført en barriere beklædt med stof med guldkroner.

Bænkene ude i salen er fyldt med 500 gæster, en del af dem reserveret til høje beslutningstagere i den offentlige forvaltning og fremstående personer i landets kulturliv. Og det der så sker, efter at direktøren har slået med hammeren i bordet og bekendtgjort, at »Akademiet mødes«, er, at de 18 udvalgte repræsentanter for den svenske kulturelite spiser deres årlige middag, mens et forventningsfyldt publikum ser på.

Det er sådan, den svenske offentlighed kender Akademiet. En forsamling, der ses ved forskellige festlige lejligheder. Kvinderne i lange sorte kjoler, herrerne i kjole og hvidt med ordener, medaljer og andre udmærkelser hængende om halsen og på brystet. De er det ypperste, det svenske samfund kan præstere af kunstneriske og intellektuelle dyder, og de udfylder rollen med stor aristokratisk selvbevidsthed og værdighed. Personerne udstråler den pompt og pragt, som kun kan udgå fra en institution grundlagt af en enevældig konge og med århundreders hævdvundne traditioner, forpligtende fællesskab og privilegier i bagagen. Ophøjede og på behørig afstand af det omkringliggende samfund.

I den seneste tid er det imidlertid et andet billede, der har lagt sig ind over det kendte, nemlig et billede af akademimedlemmer i offentligt skænderi, eksklusion af medlemmer og medlemmer, der er gået og har smækket med døren. Et handlingslammet Akademi reduceret til 10 af 18 personer og en Nobelpris i litteratur, der ikke uddeles i år.

Paradoksal sameksistens af høj- og lavkultur

Billedet fra før med den udvalgte kulturelite, der festklædte i aristokratiets ultimative kulisse spiser middag foran publikum, afføder spørgsmålet om, hvordan en så enevældig institution, der går tilbage til 1786, har kunnet overleve i århundreder – og især har kunnet overleve i et så socialdemokratisk samfund som det svenske? Hvad er årsagen til den fortsatte tilstedeværelse af så aristokratisk en kultur midt i et af verdens mest lige samfund?

Og hvad er forklaringen på, at skiftende politikere gennem mange år har vægret sig ved at pille ved Akademiets privilegier, mørke økonomi, udstrakte skattefrihed og set bort fra de krav om åbenhed og gennemsigtighed, som ellers kendetegner det svenske samfund. Og så er det en institution, hvor det kun er den svenske konge, der kan intervenere og skubbe gang i en reform.

Dette må derfor også blive fortællingen om en paradoksal sameksistens af høj- og lavkultur, af enevældigt aristokrati og lighedsbaseret folkelig kultur og om, at gamle aristokratiske strukturer fortsat er dybt rodfæstede i det moderne Sverige.

Hverken statskup, systemskifte, krige eller et århundrede formet af svenske socialdemokrater har formået at nedlægge eller reformere en institution grundlagt i enevældens tid. Det har derimod #MeToo-bevægelsen her i 2018. Den har hvert fald sat gang i en proces med krav og forventninger om reformer og nye måder at gøre tingene på.

Den nuværende krise i Akademiet kan rigtignok føres tilbage til én person, nemlig den såkaldte kulturprofil, alias Jean-Claude Arnault, som i november sidste år af 18 kvinder blev anklaget for overgreb og seksuelle krænkelser på kulturklubben Forum i det indre Stockholm. Fordi Arnault ikke bare var daglig leder af Forum, men også er gift med akademimedlemmet Katarina Frostensson, der er medejer af Forum, som Akademiet gennem mange år har støttet økonomisk, blev Akademiet også ramt af anklagen.

Konflikten i Akademiet eskalerede imidlertid først, da den permanente sekretær Sara Danius egenhændigt iværksatte en uafhængig advokatundersøgelse af Arnault og relationerne til Akademiet, herunder brud på tavshedspligt og for i syv tilfælde at have lækket navnet på årets nobelprismodtager. Først da undersøgelsen forelå, blev den præsenteret for de øvrige akademimedlemmer, hvorefter der blev stemt om eksklusion af Frostensson. Afstemningen faldt ud til fordel for Frostensson. Det væsentlige er, at Sara Danius’ beslutning om at iværksætte en undersøgelse og delagtiggøre offentligheden heri blev set som et fatalt brud på en hævdvunden praksis i Akademiet om, at man ordner sine sager internt og aldrig i offentligheden.

Da krisen først brød ud, blev det også med det samme et anliggende på højeste politiske niveau, for selv en jordnær socialdemokratisk statsminister som Stefan Löfven ved, at »beskeden om at udskyde Nobelprisen skader billedet af Sverige i udlandet« og at den elitære institution er nødt til at »genoprette tilliden og respekten«.

En tilsvarende konflikt udspillede sig i forbindelse med Rushdie-affæren, hvor en række medlemmer ikke ville tie om dødstruslerne mod den fatwadømte forfatter, men offentligt fordømte dem og efterfølgende måtte forlade Akademiet, fordi de havde forbrudt sig mod reglen om, at man som medlem af dette særlige selskab ikke offentligt ytrer sig politisk.

Det er en dybt aristokratisk tankegang, og det afspejler en frygt for, at enhver form for åbenhed og gennemsigtighed kan svække institutionens troværdighed. Sådan er Akademiets logik og historie, og det var den, Sara Danius ikke respekterede. Herfra udspaltede striden sig i to fløje, en Horace Engdahl-fløj og en Sara Danius-fløj. Man kunne også kalde det striden mellem den gamle orden og en ny tid.

’Snille och Smak’

Her er vi nødt til at tage en historisk afstikker. Det Svenske Akademi blev grundlagt af den svenske konge Gustav III i marts 1786. Det er lige før revolutionsårene i Europa og i enevældens tid. Akademiet blev til med forbillede i Det Franske Akademi, der var blevet grundlagt nogle år tidligere. Sverige på den tid er kendetegnet ved en stærk patriotisk strømning, der kom til udtryk i sprogrensning og bestræbelsen på at fremme modersmålet.

Kong Gustav III var del af den bevægelse, han var selv udøvende digter, og med grundlæggelsen af Akademiet ville han fremme den nationale litteratur, styrke og udvikle sproget og sætte gang i arbejdet med at skabe en svensk ordbog. I Akademiets formålsparagraf hedder det, at »Akademiets ypperste og vigtigste formål er at arbejde for det svenske sprogs renhed, styrke og højhed«. Til at varetage det arbejde blev der udpeget 18 medlemmer. Hvert medlem har et nummer og en forgyldt, nummereret stol, som ifølge vedtægterne tilhører medlemmet indtil vedkommendes død. Akademiet mødes hver torsdag kl. 17 i Börssalen, og her har medlemmerne deres faste stol, og mødet foregår efter bestemte ritualer, men eftersom det ugentlige møde sker bag lukkede døre, er det kun akademimedlemmerne, der præcist ved, hvordan det foregår. Og de er underkastet tavshedspligt til evig tid. Protokollen for mødet bevares i et hemmeligt arkiv.

Man kan vælge ikke at komme til møderne i Akademiet, men man kan ikke forlade sin stol, for er man først indvalgt, sidder man på livstid og kan kun erstattes ved dødsfald. Nyt indvalg i Akademiet sker gennem skriftlig hemmelig afstemning blandt de siddende medlemmer og skal inden offentliggørelse godkendes af kongen, der er Akademiets beskytter. Det er vedtægterne vedrørende livsvarigt medlemskab, der nu er ved at blive ændret efter krisen.

Kongens mål med Akademiet var at skabe landets højeste smagsdomstol – og som udtryk for det tildelte han det mottoet ’Snille och Smak’, der i dag er en slags logo for Akademiet, og som også er prentet på den sølvmønt, som akademimedlemmerne efter hvert torsdagsmøde får stukket i hånden, inden de bevæger sig til restaurant Den Gyldene Freden – som i parentes bemærket er fra 1722 og dermed kåret som verdens ældste restaurant af Guiness Rekordbog.

I det hele taget havde kong Gustav III sans for teater og udfærdigede nøje anvisninger for de forskellige ceremonier i forbindelse med Akademiets arbejde og højtidelige sammenkomster – anvisninger der i det store og hele stadig følges.

Kongen tildelte Akademiet en lang række privilegier, økonomisk særstatus og sikkerhed mod statslig indblanding i dets indre affærer. Noget, som Akademiet stadig har i dag, ligesom kongen fortsat er dets myndighed og beskytter.

Det har i dag gjort Akademiet til den vigtigste ikkestatslige finanseringskilde af svensk kulturliv. Akademiet uddeler hvert år omkring 60 priser og stipendier og i omegnen af 30 millioner kroner. Men det har også udviklet en kultur, hvor man som særlig udvalgt medlem og deltager i et eksklusivt selskab let føler sig hævet over reglerne i det øvrige samfund, og hvor der hersker en omfattende venskabskorruption og adgang til privilegier.

At være akademimedlem er ikke bare ærefuldt, det giver også adgang til privilegier som gratis taxikørsel, store tilskud til rejser, overnatningslejligheder, arbejdslejlighed eller bolig i det indre Stockholm og fri adgang til Akademiets lejligheder i Berlin og Paris og ugentlig 3-retters middag på førnævnte restaurant Den Gyldene Freden, hvor der i et skab befinder sig snapseglas med romertal 1-18 indgraveret i glasset, et glas for hver af de 18 udvalgte.

Det er stadig et mysterium, hvordan Det Svenske Akademi fortsat kan være hævet over loven og fri for statslig indblanding. Men der findes nogle svar. Akademiet ejer ifølge en opgørelse foretaget af Dagens Industri ejendomme for 940 millioner svenske kroner. Desuden ejer det aktier for 800 millioner kroner. Samlet kan man opgøre Akademiets værdi til 1,7 milliarder kroner. Akademiet er takket være sine vedtægter og særlige regler for svenske stiftelser begunstiget af skattefrihed, ligesom det ikke har pligt til at revidere og aflægge regnskab. Trods flere forslag om at ophæve denne skattefritagelse, har ingen politikere turdet røre ved den.

Så sent som i 2014 var der stort pres på finansminister Anders Borg, men han gav ikke efter for krav om større transparens, pligt til at indberette eller krav om at leve op til gældende samfundsregler om habilitet. Det har med andre ord lange udsigter med at få åbnet til Akademiets mørke økonomi.

Men måske findes der andre forklaringer på, at man tolererer en institution fra en enevældig tid midt i det svenske ’folkhemmet’. Sverige er godt nok et samfund med meget stor lighed, men samtidig også en meget stor ulighed mellem de rigeste og resten.

Som den svenske erhvervsjournalist Bengt Ericson for nogle år siden beskrev det i bogen Den nya överklassen, så er den rigeste procent af befolkningen i Sverige relativt rigere i forhold til resten af befolkningen, end det er tilfældet i USA. Han konkluderer i bogen, at de skiftende socialdemokratiske regeringer, hjulpet på vej af de borgerlige, har prioriteret at bekæmpe indkomstspredningen. Det er sket på bekostning af formueuligheden, som i det lige Sverige er større end i noget andet land i den vestlige verden. Dermed er Sverige både et socialdemokratisk og et kapitalistisk paradis. Godt nok er alle socialdemokrater og bekender sig til lighed som ideologi, men samtidig er overklassen ufatteligt rig og lever i sin helt egen verden fuld af særlige privilegier og med en bevidsthed om, at de privilegier forpligter i form af et stort ansvar.

Det er et paradoks, men præcis det samme paradoks gør sig gældende, når man vil forstå en institution som Akademiet. Der findes i det svenske samfund en tradition og accept af overklassen, og det uanset om den er økonomisk eller kulturel.

inkarnationen af Akademiets ånd

En hovedperson i den seneste tids skandaler er den tidligere permanente sekretær Horace Engdahl. Han er det bedste udtryk for den aristokratiske ånd i Akademiet. For ham har det altid handlet om, at akademimedlemmerne i den lukkede kreds skulle blive enige og aldrig kaste sig i armene på offentligheden. Ifølge den logik ved man selv bedst, og man deler ikke med pressen, for her bliver alt bare forvrænget. I den optik er Akademiet som institution vigtigere end de enkelte medlemmer. Fællesskabet er alt.

Horace Engdahl er et kapitel for sig. Han skrev i 1986 den indflydelsesrige essaybog Den romantiska texten, som et andet akademimedlem, Kjell Espmark, foreslog ham at indlevere som akademisk afhandling. Og sammen med en ven blandt akademimedlemmerne, Anders Olsson, introducerede han de postmoderne franske tænkere for et svensk publikum. Derudover er han kendt for at være en dygtig harmonikaspiller og for at kunne mere end 300 snapseviser udenad. Han er en finkulturel aristokrat, men har samtidig en fod plantet i den svenske folkelige kultur. Og så er han en overlever og fighter.

I 1980’erne overlevede han angreb fra marxisterne på grund af sin kulturelle konservatisme, i 90’erne angrebene fra populærkulturens forsvarere og siden, efter at han som permanent sekretær havde beskyldt den amerikanske litteratur for at være provinsiel og sagt, at det var derfor, de aldrig fik Nobelprisen, overlevede han også det efterfølgende stormvejr. Ja, selv en krig med sin tidligere hustru, Ebba Witt-Brattström, der for et par år siden blev udkæmpet i al offentlighed og med bøger fra begges sider fulde af beskyldninger, har han overlevet.

Nu står han så i en ny krig, den første mod Sara Danius. Hende fik han væltet af pinden efter at have kaldt hende »den værste permanente sekretær siden 1786«. Siden mod endnu et akademimedlem, nemlig forfatteren Sara Stridsberg, der i Sara Danius’ spor ville fortsætte kampen for at forny Akademiet. Igen vandt Horace Engdahl magtkampen, men spørgsmålet er, om hans sejr er så dyrekøbt, at den koster hele Akademiets eksistens. Det kan kun den nærmeste tid vise; foreløbig bløder Akademiet mere end nogensinde, og kun kongen og vedtægtsændringer kan muligvis redde det.

Symptomatisk for den aristokratiske venskabs- og tavshedskultur, der har hersket i Akademiet, har Horace Engdahl i mange år haft et tæt venskab med den skandaleramte Jean-Claude Arnault. Det var i Arnaults klub, man for en beskeden entré kunne opleve Sveriges mest kvalificerede musikere, forfattere, skuespillere og tænkere. Mange akademimedlemmer er kommet her gennem årene.

Det var også i Forum, at gruppen omkring tidsskriftet Kris fra klubbens åbning i 1989 havde et naturligt sted at mødes. Tidsskriftet havde en marginal udbredelse, men spillede en vigtig rolle for den svenske reception af den postmoderne filosofi og litteraturvidenskab og stod blandt andet for at arrangere aftener om den tyske romantiker Friedrich Hölderlin og den fransk-tyske digter Paul Celan. Og hvem andre end Horace Engdahl og Anders Olsson kunne man finde i redaktionen for Kris.

De engang så sofistikerede underdogs har sammen med de øvrige redaktører i dag placeret sig på centrale poster i det svenske kulturliv, i Akademiet, som chef for Moderna Museet og professor ved et af de vigtigste svenske universiteter. Det var også i kraft af det samarbejde, at Forum kunne spille en rolle. Det var måske her, der blev udviklet en særlig farlig sammenblanding af litteratur, selskabsliv og status, som forfatteren Malte Persson, der også kom på Forum, for nylig fortalte til Svenska Dagbladet. Ligesom man med god grund kan tvivle på troværdigheden, når Forum-vennerne i dag siger, at de ikke så noget utilbørligt, når Jean-Claude Arnault foldede sig ud. For selvfølgelig vidste de besked, det er blot ifølge deres kodeks ikke noget, man deler med en større offentlighed.

Derfor er dette også fortællingen om Forum og Kris og den inderkreds, der nu er tilbage i Akademiet og hvis litteratursyn hviler på lige dele tysk romantik og fransk postmoderne tænkning og en særlig svensk æreskultur, hvor der er ting, man ikke taler om, hvor man uden at behøve at formulere det har afgivet et tavshedsløfte og holder sagerne inden for familien.

Mere end nogen anden er Horace Engdahl inkarnationen af den ånd, der har hersket i Akademiet gennem flere hundrede år. Ifølge ham er hemmelighedskræmmeriet og traditionerne vigtige, eller som han formulerede det i en tale for nogle år siden: »Der står ikke noget i vedtægterne om, at Akademiet skal udvikle sig.« I sine år som permanent sekretær styrkede han det i imponerende grad, og han har haft afgørende indflydelse på det litteratursyn, der er kommet til udtryk i de sidste årtiers uddelinger af Nobelprisen. Han tror, at Akademiet har en plads i vores moderne samfund, hvor et oplyst enevælde af nationens ypperste forfattere og sprogfolk bag lukkede døre træffer de beslutninger, der skal træffes. Han er Det Svenske Akademi.

Og når Horace Engdahl i dag er Akademiets ånd, står og falder dets fremtid med, om det lykkes ham, efter den mindre justering af vedtægterne vedrørende nye medlemmer, at skubbe det tilbage i det, Akademiet har været siden tidernes morgen. Man kan dog godt tvivle på, om Akademiet, efter at være blevet ramt af lyset fra #MeToo, kan overleve uden mere radikale reformer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Jeg gider ikke Det Svenske Akademi" udtaler den store Danske litteraturformidler Mick Øgendahl og fortsætter " Det er lige så støvet som at læse bøger!"....