Læsetid: 6 min.

Hvordan kan vi tale om en national udkant, når alle i provinsen er på Netflix?

Kunsten er et forbillede, når det gælder nuanceringen af debatten om Udkantsdanmark, mener kulturforsker Tina Louise Sørensen, der for nylig forsvarede en ph.d. om Udkantsdanmark i kunst og litteratur. Mens mediernes udkantsretorik forudsætter forestillingen om en centraliseret nationalstat, så lægger kunsten nemlig op til at se på provinsens steder som del af et globalt netværk. En holdningsændring er på vej
I politik er udkanten et problem, i kunsten har den potentiale.

I politik er udkanten et problem, i kunsten har den potentiale.

Carsten Ingemann

4. maj 2018

Danmarkskortet toner frem på skærmen til lyden af korsang:

»Der er et yndigt land, det står med bredøøø …« Sangen falder nu til et dæmonisk forvrænget tempo, mens en tegnet brun banan sænker sig over den jyske vestkyst. Til lyden af trist klavermusik dukker sort-hvide billeder op af en ruin af et murstenshus, et til salg-skilt fra Nybolig, en tom købmandsforretning.

Da DR i 2007 lancerede en temahjemmeside med lyd, billeder og tekst om »Danmarks rådne banan«, gjorde de brug af en hel række klicheer om provinsen, som skulle komme til at præge den offentlige debat det næste årti.

Det fortæller kulturforsker Tina Louise Sørensen, der netop har forsvaret en ph.d. om Udkantsdanmark i kunst og litteratur ved Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet. Provinsen tager i disse år efterhånden til genmæle med kampagner som #LollandFalsterLovestorm, men i mange år var mediebilledet ganske entydigt:

»Det var de samme billeder af provinsen, vi så igen og igen: faldefærdige huse. Vejkantsbyer, der står og forfalder. En trist pløjemark, et skilt. Man forventede næsten, at der ville komme en vindheks flyvende ind fra højre,« siger hun om perioden fra midten af nullerne og ti år frem.

Her fandt udkantsretorikken fodfæste i både trykte og visuelle medier: Man kunne læse reportager fra en »udkantsrejse« i Weekendavisen (2007), se tv-programmer som Gintberg på kanten (2011) og På Røven i Nakskov (2015) og foto-essays som Politikens omdiskuterede reportage fra »Laaaaaaaaaaaangeland« (2015). Men også populære fiktionsfilm som Frygtelig Lykkelig (2008) eller Fri os fra det onde (2009) greb ideen om den dystre udkant med historier om hustruvold, mord og fremmedhad i jyske landsbyer, ligesom man i den nye hjemstavnslitteratur mødte et kritisk blik på provinsen hos bl.a. Erling Jepsen, Knud Romer og Ida Jessen.

Men samme periode rummer også en anden tendens, siger Sørensen. Der var nemlig også en åre af kulturprodukter, hvis skildringer ikke bare var uforenelige med tidens negative stereotyp om det stagnerede Udkantsdanmark, men som også gjorde op med den.

Ifølge Tina Louise Sørensen viser Carsten Ingemann med fotoserien ’Uden for myldretid’ en provins, der er åben for fortolkning.

Carsten Ingemann

Danmarks yderste grøftekant

Når vi udpeger en del af landet som udkant, antyder vi også, at dens befolkning har mindre krav på at blive hørt, mener Sørensen. Med henvisning til den franske filosof Jacques Rancière taler hun om, at medierne og den politiske debat skaber en særlig sanseliggørelse af provinsen, som fastholder en bestemt opfattelse af dens steder ved at definere den ved visse nedsættende metaforer, fortællinger og klicheer.

Det sker ikke mindst på tv. TV 2’s dokumentarserie På røven i Nakskov (2015) iscenesætter for eksempel ifølge Tina Louise Sørensen ganske entydigt provinsen som udkant og dens beboere som mennesker »på kanten af samfundet,« som det hedder i introen. Jan Gintberg går mere åbent til værks i Gintberg på kanten (2011-), hvor han rejser til »Danmarks yderste grøftekant«, interviewer landsbyboere og portrætterer dem i lokale standupshows.

»Det mest sympatiske er, at han lader folk i provinsen grine af sig selv. Der er en forløsning. Det problematiske sker på formniveau. Kameraet er interesseret i alt det forfaldne, i tomme gader og scootere. Der bliver virkelig tegnet nogle klicheer op,« siger hun om programmet, der indledes med en collage af nyhedscitater om Udkantsdanmark og Gintberg, der står af rutebilen på en tom station.

»Vores ide om, at alt er tristesse vest for København er opstået, fordi det er det, vi ser i medierne. Den måde at sanseliggøre provinsen på er den egentlige undertrykkelse,« siger Sørensen.

I filmen An Island (2010) af den franske filmskaber Vincent Moon, vender det danske band Efterklang tilbage til hjemstavnen Als. I jagten på lyden af den sønderjyske ø spiller de på landbrugsmaskiner og optager regnen, der trommer mod laden. I en af filmens scener går forsanger Casper Clausen rundt ude i skoven med en transistorradio. Han stiller ind på tysk radio og klassisk cello. Naturen og de lokale lyde møder lyden af den store verden.

Fra filmen

Hun peger på strukturreformen fra 2007 som problematikkens realpolitiske pendant og faktisk også som årsag til, at debatten om Udkantsdanmark tog fart.

»Her siger man på baggrund af geografisk placering, at alle ikke har lige ret til at have adgang til sygehus og politi. Det lykkes man med ved at devaluere nogle steder og dermed indirekte dem, der bor der.«

Den globaliserede provins

Hvis Danmark har en udkant, må der også være et centrum, nærmere bestemt København, som udkanten defineres i forhold til. Udkantsretorikken tegner med andre ord billedet af en centraliseret nationalstat. Men skal lokalidentitet nødvendigvis bestemmes af afstand til hovedstaden i en verden, hvor geografisk afstand let kan overvindes med et skypeopkald eller en flyrejse? Det er den slags spørgsmål, kunsten stiller ifølge Tina Louise Sørensen.

Her finder man skildringer af provinsens sted som et blandt mange i et globalt netværk, og afstanden til København fremstår mindre vigtig end forbindelsen til den større verden.

»De kreative skildringer synliggør, at det er paradoksalt at tale om en dansk udkant: Hvordan kan vi have en national periferi samtidig med, at alle i provinsen er på Netflix?« forklarer Sørensen.

Hun fremhæver romanen Naturlige fjender (2008) af Lone Hørslev, der skildrer den fiktive jyske by Vejby som et gennemfartssted for turister, ornitologer og en strygekvartet – et sted, der på én gang er lokalt forankret og globalt forbundet. Det er historien om provinsielle figurer som Karin fra Brugsen og Politi-Peter, men også kosmopolitten Jørgen Leth lægger vejen forbi, og hans problemer viser sig at være forbavsende beslægtede med de lokales. Når Karin dagdrømmer, kommer hun til gengæld omkring Thailand, Haiti og det vidt forgrenede internet.

»Når de tænker på de mest hverdagslige og trivielle ting, bliver det hele tiden koblet op på globale begivenheder. På Irakkrigen og zombier på Haiti. Karin fra Brugsen får en global referenceramme,« forklarer Tina Louise Sørensen.

»Det er en ganske udbredt myte, at globaliseringens processer foregår på et overnationalt niveau og kun kan opleves og tilgås i metropolerne,« siger hun og henviser bl.a. til sociologen John Tomlinson, der beskriver globaliseringen som noget, vi møder i vores lokaltforankrede hverdag – i særdeleshed gennem de digitale medier.

»Internettet har åbnet op for en helt ny og kompleks forbundethed med omverdenen, der ikke er væsensforskellig, alt efter om du befinder dig i København eller Thyborøn,« siger Sørensen.

Samtidig er netop globaliseringen en af årsagerne til, at vi overhovedet er endt med at tale om dele af landet som udkant.

»Begrebet ’Udkantsdanmark’ er udtryk for en neoliberal tankegang: Vi skal centralisere og topstyre for at blive konkurrencedygtige globalt,« forklarer hun med henvisning til nullernes centraliseringspolitik.

»Her bliver provinsen italesat som et nationalstatsligt problem; som antitesen til en bæredygtig og globalt orienteret velfærdsstat.«

Det nedrivningsklare hus er ifølge Tina Louise Sørensen »udkantsklicheen over dem alle«. Til installationen Skivevej 13 (2013) af kunstner Birgitte Ejdrup Kristensen blev et forfaldent hus i byen Selde ved Skive revet ned, efter at det havde optrådt i DR-magasinet Penge under temaet »Lukketid i landsbyen«. Husets sokkel blev genopbygget i hvidkalket beton og fungerer nu både som skulptur og som scene for kulturelle aktiviteter i byen.

Ritzau Scanpix

Brug klicheen som brynje

De værker, Tina Louise Sørensen kalder politiske, bruger ofte udkantsklicheerne og vender dem om. Det kan ske ved at skildre provinsen som et globalt knudepunkt eller ved at stille skarpt på dens særlige natursanselighed. Som når fotograf Carsten Ingemann med sit bidrag til udstillingen Uden for myldretid (2013-2015) fotograferer provinsens grynede nattemørke. Han leger med klicheen om udkanten som uoplyst – det mørke Jylland.

»Billederne er sælsomme: Hvad er det egentlig, de forestiller? På den ene side er det dystre landskabsmotiver. På den anden side er der noget nyt og meget fantasibefordrende på spil,« siger Sørensen.

Her opstår den uoverensstemmelse, der har manglet i en politisk debat, som ikke har givet megen plads til modsatrettede synspunkter. »Provinsen er hele tiden til åben fortolkning i disse værker. Det er den kvalitet, jeg kalder politisk.«

Måske har den åbenhed også fundet vej til den offentlige samtale om provinsen, der siden 2015 har skiftet tone, mener Sørensen. Om det ligefrem er kunstens fortjeneste, vil hun nødigt svare på, men i hvert fald bruger en del kommercielle virksomheder samme greb som den udkantspolitiske kunst: De tager klicheerne på sig som en brynje og slår igen. Tag skatingfirmaet Lakors skateboards med teksten »I <3 Udkantsdanmark« eller smørfirmaet Bakkedals reklamefilm, hvor naturskønne motiver fra Thy møder buzzwords fra den kreative klasse: Tre fyre i klitterne bliver til »Networking i Thy« og en tur i Vesterhavet til »Havnebad i Thy«. At brandingen også orienterer sig ud af det nationale, ser man med et fænomen som surfingbyen Klitmøller, der forbinder lokalidentitet med global markedsføring ved at navngive sig Cold Hawaii.

»Der sker en holdningsændring til provinsen, som pludselig også bliver set som noget med et potentiale,« siger Tina Louise Sørensen.

Provinsens egne beboere kommer i højere grad til orde, og vi har fået en debat med flere stemmer.

»Provinsen er efterhånden ved at blive hot.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niclas Jensen

Intet podium er større end storbyerne - intet podium er større end de store medier
Der er en vis skarphed i at skrive en artikel om fordrejede idéer om provinsen i et stort blad som dette
Jeg skal ikke kunne løse nogen af de problemer der bliver opstillet (med rette) i artiklen, men hvordan vælter man teleskopet og når mere ud? Eller hvordan når folk i provinsen ind mod byen og ind mod de større medier? Det ER nok kunsten der skal redde os, men når kunsten ud?
Kommer til at tænke på udkantskultur af en art. Gad vide hvor meget kunst der ikke når os fra alle mulige gemte kroge
Fin artikel

Bettina Jensen

Sagen er vel at vi både udvikler en national og international centralisme - mens der samtidig finder en globaliseringsproces sted, som gør underholdning (som angiveligt også er kunst?) tilgængelig på tværs af fysiske og sociale/kulturelle skel. Der behøver ikke at være en indre modsætning mellem disse to strømninger/bevægelser, snarere skaber de sammen en kompleks dynamik som udfordrer vores begrebsverdener og derfor samtidig gør det muligt at sløre de stigende magtdistancer og ulighedsudviklingen (som næppe kan afgrænses til kun at være et geografisk bestemt fænomen) i dette vort yndige land.