Insekternes innovative verden

De små krybende og kravlende organismer har gennem tiderne givet os ideer til nye materialer, konstruktioner, smykker og design. Som konsekvens af den bogstavelige insektkrise, som er skabt af os – mennesket – er det tid til at anerkende, hvad insekterne har givet os. Det er tid til at sige tak til de over en million forskellige insektarter, som stadig findes, og som stadig inspirerer os
De små krybende og kravlende organismer har gennem tiderne givet os ideer til nye materialer, konstruktioner, smykker og design. Som konsekvens af den bogstavelige insektkrise, som er skabt af os – mennesket – er det tid til at anerkende, hvad insekterne har givet os. Det er tid til at sige tak til de over en million forskellige insektarter, som stadig findes, og som stadig inspirerer os

Jesse Jacob

Kultur
11. maj 2018

Tårn trækker vand ud af luften

Overfladen på en række insekter, som lever i ørkener, er dækket af et vandtiltrækkende vokslag, der forhindrer vandfordampning fra kroppen og tiltrækker vand fra luften.

Denne biomekaniske idé har ført til vandprojektet Warka Water Tower, der første gang så dagens lys på den tørkeramte etiopiskes højslette. Her er det svært at skaffe vand, og derfor konstruerede arkitektfirmaet Architecture and Vision et tårn bestående af bambus, polyester og hamp, som er i stand til at imitere insekternes evne til at opsamle vand fra luften og begrænse fordampningen, når vandet først er opsamlet.

Warka Water Tower kan opsamle 40-80 liter rent drikkevand vand om dagen, og her redder insekternes metode menneskeliv.

Kærligheden findes i insektet

Mens egypterne troede, at skarebæen gav dem styrke, så bar de mexicanske mayaindianere en levende, dekoreret bille med den latinske betegnelse zopherus chilensis. Især kvinderne bar det vingeløse insekt som en broche over deres hjerte for at tiltrække mænd.

Traditionen stammer fra en lokal myte, hvor en mayaprinsesse ikke havde lov til at gifte sig med den, hun elskede. Hun stoppede med at spise og drikke, og da en medicinmand så hendes sorg, forvandlede han hende til en bille. Det skulle man måske tro, var en straf, men overraskende nok var prinsessen ganske lykkelig for sin skæbne. Forvandlet til en bille kunne prinsessen nu tilbringe resten af livet som broche tæt på sin elskedes hjerte.

I 1980’erne fik traditionen en renæssance, og i dag kan man købe de levende insektbrocher overalt i Mexico. Man skal bare helst ikke krydse grænsen til USA med en. Det koster nemlig 500 dollar, fordi et levende dyr ikke kan krydse den amerikanske grænse uden de nødvendige tilladelser, hvilket de færreste har. 

Biernes affald skaber smukke strukturer

Den franskfødte, men britisk bosiddende kunstner Marlène Huissoud arbejder med biers affaldsprodukter for at skabe sin kunst. Materialet propolis er en blanding af harpiks og bivoks og bliver produceret af arbejderbierne, der anvender det til at tætne biboet med.

Til udstillingen From Insects har Huissoud brugt det til at skabe en række kulsorte glaslignende skulpturer med en nubret overflade ved at anvende glaspustningsteknikker. Hun beskriver selv, at processen var meget langstrakt, fordi propolis smelter ved 100 grader, mens glas smelter ved 1.200 grader.

Derfor blev hun med hjælp fra professionelle glaspustere nødt til at udvikle og tilpasse nye teknikker til det traditionelle glaspustningsarbejde, og dermed blev biernes produkt definerende for formgivningens muligheder.

Silkepuppe inspirerer byggeri

Den danske arkitektvirksomhed C. F. Møller anvendte i 00’erne et metagreb, da de skulle tegne et rum til Londons naturhistoriske museums insektsamling. Det såkaldte Darwin Center er formet som en enorm silkekokon, og rummer ifølge museets egne ord selve evolutionen.

Det kan måske syne af store armbevægelser, men bygningen indeholder også omkring 17 millioner insekter på 3,3 kilometer hylder. I kokonen arbejder forskerne på de forskellige etager, og cirka 2.500 gæster besøger den enorme insektsamling om dagen, hvor de går langs hylderne i den kolosale menneskeskabte silkepuppe.

Udsmykkede hvæsende kakerlakker

I 2005 lancerede den amerikanske designer Jared Gold et relativt bizart smykke, der fik dyreaktivisterne op af stolen. Jared Gold introducerede begrebet levende smykker. Her dekorerede han kakerlakker med østrigske Swarovski-krystaller og solgte dem til mellem 60 og 80 dollar på internettet.

Kakerlakkerne blev solgt med en snor og en guide, hvor der stod, hvordan man skulle tage sig af de udsmykkede skadedyr. For at få investeringen til at strække sig så langt som muligt var det vigtigt med vand og frisk frugt.

Jared Gold har været vært på tv-showet Americas Next Topmodel, og konceptet for Jared Golds krybende kakerlaksmykker går under navnet bejewelled. Jared Gold har selv fortalt, at han har været inspireret af det victorianske England, hvor det efter sigende var helt normalt blandt de adelige at gå rundt med en kakerlak i snor.

At trække vejret under vand

Teknisk set er edderkopper ikke insekter, men spindlere. Dog har de bidraget så væsentligt til menneskets forestillingsverden, at de fortjener en plads her i artiklen. Vandedderkoppen bruger det meste af sit liv under vand. Den konstruerer her en speciel form for forstærket netkonstruktion, som holder luften inde, hvilket skaber et sikkert bo for edderkoppen.

Vandedderkoppen bygger først et lag af horisontale tråde, hvorefter den lægger krydstråde indefra. Det gør boet stærkt og lufttæt, og edderkoppen bliver i stand til at overleve under vand.

Fiberkonstruktionen inspirerede universitetet i Stuttgart, da de skulle bygge deres forskningspavillon i 2014. Her forskede man i effektive fiberstrukturer til byggeri. Pavillonen blev designet og bygget ud fra vandedderkoppens lufttætte rede, og var et vigtigt led i deres forskningsproces i udviklingen af karbonfibre til nye byggeprojekter, som bliver brugt i dag.

Bikager mod vejsidebobmer

Et hjul uden luft kan ikke blive fladt. Det er tanken bag et nyt hjul udviklet til militært brug. Med et blik til biernes bikage er der blevet udviklet et hjul, der skal afhjælpe et konkret problem for militærets firhjulstrækkere, der har problemer med flade dæk, når de kører i hårdt terræn eller i ekstreme tilfælde bliver ramt af vejsidebomber. Her har det vist sig nødvendigt med et nyt design, der var i stand til at bære meget vægt, overleve en vejsidebombe og stadig kunne køre stærkt. Her viste bikagens design ideelt, da det har en lige fordeling af vægt og er meget stærkt over for tryk.

Derudover er hjulet også meget energieffektivt – og dermed miljøvenligt. Omkring 90 procent af energitabet fra rullemodstand kommer fra, at et dæk konstant skifter facon, når det ruller på asfalten. Det afhjælper bikagens facon og hårde materiale, og mens vi er ved slå bierne ihjel, er de her med til at hjælpe planeten.

Den omsorgsfulde edderkop

Louise Bourgeois er kendt for sine store edderkoppeskulpturer, der har været udstillet på Louisiana. Hun har lavet forskellige udgaver, men hovedværket Maman er en næsten 10 meter høj bronzeedderkop og er en ode til hendes mor, der døde, da Louise Bourgeois kun var 21 år gammel.

I hendes arbejde med edderkoppen har hun bearbejdet denne sorg. Mens de fleste mennesker oplever edderkoppen som noget farligt eller frygtindgydende, så Louise Bourgeois sin mor i edderkoppen. Hendes mor var væver og arbejdede med samme tålmodighed, som når edderkoppen spinder sit net. I den store bronzeskulptur skal man derfor ikke se frygten, men kærligheden i edderkoppens lange lemmer.

I 2003 lavede Louisiana en retroperspektivisk særudstilling om Louise Bourgeois. I dag er hun en del af deres faste udstilling, og hendes edderkopper fylder godt op på Europas største museeer.

 

Vi zoomer ind på insekterne

Vores forhold til insekter er besværet af en kulturelt nedarvet aversion for kryb, der går helt tilbage til bibelsk tid. I denne serie zoomer vi ind – og undersøger os selv gennem de bittesmå væsener.

Seneste artikler

  • En verden uden insekter er en verden uden mennesker

    11. maj 2018
    Vores forhold til insekter er besværet af en kulturelt nedarvet aversion for kryb, der går helt tilbage til bibelsk tid. Men insekter er både en forudsætning for vores nuværende økosystem og en mulig løsning på vores kommende fødevareproblem. Så måske er det på høje tid, at vi lærer at elske det irriterende småkravl
  • Hvad vi kan lære om os selv ved at se på kunst til myrer

    11. maj 2018
    I en glasmontre har billedkunstner David Stjernholm skabt et udstillingsrum for kunst til myrer. De små insekters måder at bevæge sig og dele information på minder både om internettet og den menneskelige hjerne, og ved at prøve at forstå, hvordan myrer oplever værkerne, bliver vi klogere på os selv, mener han
  • Er Gregor et kryb eller er han som et kryb?

    11. maj 2018
    Kafkas ’Forvandlingen’ kan nemt læses som en far-søn-konflikt, men folder sig formentlig bedst ud som en drøftelse af, hvad et menneske er
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her