Læsetid: 8 min.

Instruktør før afgangsforestilling: »Vi har gjort alting samtidigt«

I disse dage tager teaterinstruktøren Amanda Linnea Ginman afgang fra Teaterhögskolan Malmö med den dystopiske sci-fi-forestilling 'Er tågen her også i morgen'. Hun fortæller her om sin kreative slutspurt i sidste del af serien 'De næsten færdige'
Amanda Linnea Ginmans afgangsforestilling handler om en allerede igangværende økologisk katastrofe, der ikke bare truer specifikke dyrearter, men også skellet mellem arterne, som vi kender dem.

Amanda Linnea Ginmans afgangsforestilling handler om en allerede igangværende økologisk katastrofe, der ikke bare truer specifikke dyrearter, men også skellet mellem arterne, som vi kender dem.

Peter Nygaard Christensen

29. maj 2018

Inden den sidste gennemspilning før aftenens generalprøve på instruktøren Amanda Linnea Ginmans afgangsforestilling er der lige nogle ting, der skal på plads i øverummet på Statens Scenekunstskole i Aarhus. Et bagtæppe med påmalet skov- og bjerglandskab skal hænge mere lige.

Stolerækkerne skal rykkes lidt bagud. Den ene af de tre skuespillere, Thomas Diepeveen, løfter den anden skuespiller, Vanessa Moliné, op på ryggen, så det giver et godartet knæk i hendes ryg. Den tredje skuespiller, Troels Kortegaard, diskuterer med instruktøren og scenografen Sofia Stål, hvad der skal ske med hans øjenbryn, mens han er i karakter som hybrid mellem menneske og får.  

Er tågen her også i morgen er en dystopisk forestilling om en allerede igangværende økologisk katastrofe, der ikke bare truer specifikke dyrearter, men også skellet mellem arterne, som vi kender dem. Forestillingens undertitel slår fast, at undergangen allerede er her, og i øverummet er stemningen god og fokuseret.

Det er nogle raske skridt, der bliver taget hen over scenegulvet. Forestillingen afslutter Amanda Linnea Ginmans uddannelse på Teaterhögskolan Malmö og er lavet i samarbejde med Statens Scenekunstskole i Aarhus, hvor en af skuespillerne også er elev.   

Alting på samme tid

I seks uger har Amanda Linnea Ginman, de tre skuespillere, en lysdesigner, to scenografer og en instruktørassistent været i gang med forestillingen. Forud for øveperioden er der gået tre måneder med at generere og indsamle materiale, forklarer hun: 

»Jeg har gjort alting på samme tid i den her proces: Vi har skrevet et stykke, jeg har arbejdet på en ny måde, og vi har udviklet alt materiale og scenografi fra bunden. Det har været nyt at arbejde så åbent i starten. Jeg har sat alle – scenograf, lyddesigner, lysdesigner og dramatikere – i gang, uden at de var i kontakt med hinanden, med mig som eneste bindeled. Også på grund af, at vi er forskellige steder i landet. Vi har så genereret et materiale, som skuespillerne og jeg er gået i prøverum med, hvor vi så har set, hvordan det har kunnet fungere sammen, og kogt det ned, så det siger det, det skal sige på den tydeligst mulige måde.« 

Da skuespillerne kom ind i processen, fik de også lov til at være medskabende og generere endnu mere materiale til forestillingen. Ginman beskriver arbejdsprocessen som et forløb, hvor man hele tiden åbner op, roder til og rydder op. Teksten fandt sin endelige form for cirka en uge siden.

»Normalt ville man nok samle det mere fra starten, men jeg har aldrig oplevet at skrive noget ved skrivebordet, der bare fungerede, når man gik på gulv med det. Skuespillere har jo et ret vildt apparat til at afgøre, om en dialog eller en historie fungerer.«

Ginman kom med tekster, hun og dramatikerne Nanna Tychsen og Alexandra Moltke har skrevet, og som hun mente fungerede: »Jeg kunne ikke komme længere med det derhjemme. Og så var der 3-4 scener, der bare skulle ud. Alle de andre skulle skrives om. 

Det har jeg ikke prøvet før – bare komme ind uden noget og sige: Jeg forestiller mig noget i retning af det her, her er lidt tekst, her er lidt lyd, lad os undersøge det. Det kan også kun lade sig gøre med skuespillere, der kan lide at være skabende.«

Peter Nygaard Christensen

Fælles sprog

På første prøvedag stod Amanda Linnea Ginman med egne ord »velforberedt, men uden løsninger«. Det har ikke gjort arbejdsprocessen mindre nervepirrende. 

»Det skaber et arbejdsrum, hvor der er mere på spil. Hvis man ikke finder på noget, så er der bare ikke noget. Men man ved jo ikke, hvordan samarbejdet vil forløbe. Alle har meget på spil og kommer ind med deres individuelle sprog og teknik og måske også på et eller andet niveau deres individuelle projekt i projektet. Det handler om at få etableret et fælles sprog og et fælles mål, man kan henvise til i processen. Det tager noget tid, og der vil altid være noget friktion. I det her tilfælde handlede det om spillestil, hvor den ene skuespiller ville være mere nedtonet, mens den anden ville spille teatralsk. Vi har brugt meget tid på at balancere scenerne, så alle skuespillerne bliver forløst. Det er mit arbejde: At samle folk og få dem til at tale sammen og kombinere elementerne, så de løfter hinanden.«

Efter to uger havde holdet tre gange så meget materiale, som det startede med, og begyndte så at skære ned og sætte det sammen.

– Når du har fravalgt rollen som dukkefører, skal du have viljer, ønsker og ideer om, hvad der overhovedet er spændende at lave på en scene, til at mødes. Hvordan gør man det?

»Hvis der er tillid, taler man direkte sammen, og hvis det er gode skuespillere, vil de helst have en samlet forestilling, hvor jeg tager ansvar for, at det hænger sammen. Det er grundlæggende lidt specielt at korrigere folk. Men jeg ser det sådan, at de tilbyder et perspektiv inde fra materialet, og jeg tilbyder et perspektiv uden for materialet. Og vi er helt afhængige af hinanden og af at spørge hinanden om, hvad det er, der sker. De andre er nødt til at stole på, at jeg tager de svære beslutninger.« 

14 dage med bier

Den første og største del af prøveperioden er gået med at improvisere, komme med bud på scenerne og undersøge teksternes potentiale. Undersøge det, Ginman kalder rumlige logikker: Hvordan skuespillerne bevæger sig i deres forskellige skikkelser, hvilke egenskaber rekvisitterne (hvoraf særligt et sæt såkaldte digi-legs, en slags dyrebagbensformede skinner, man kan påføre sig, skal nævnes) har, hvordan de træder ind og ud af fortællingens forskellige rum og laver sceneskift.

Er tågen her også i morgen består af to spor. En sci-fi-fortælling om en udflydende grænse mellem det menneskelige og etisk forpligtende og det dyriske og instrumentaliserbare og så en række forskellige dyrekor, der begræder deres egen udsathed.

For ikke at komme til at lave parodiske udgaver af bier, hvaler og mopsehunde arbejdede holdet med Ginmans ord »næsten rituelt, meditativt, med at lade dyrearterne hacke dem for at finde deres udtryk. Det skulle være menneskene, der blev hacket af dyrenes udtryksform. Det skulle komme fra dem selv, så kunne de nå længere ud. Så vi brugte de første 14 dage på at finde frem til bierne. Det blev ved med at være et knudepunkt, hvordan de skulle spilles. Efter den hurdle havde vi fundet en metode, og så kom resten af dyrene i løbet af et par dage.«

- Men det kunne du jo ikke vide, da I havde været i gang i 12 dage.

»Nej, jeg havde lige en weekend, hvor jeg var nervøs, og så kom jeg med mere færdige bud, skuespillerne kunne bygge oven på. Så fandt vi en måde at arbejde på, vi kunne gå videre med. Og hvis vi bliver i undersøgelsesarbejdet og er enige om, hvad vi undersøger og hvorfor, plejer det faktisk at fungere. Så bliver jeg heller ikke så nervøs for det.«

Peter Nygaard Christensen

Og så kom krisen

Inden den første gennemspilning troede Ginman, at forestillingen havde fundet sin form.

»Og så kunne jeg bare se, at der var noget i dramaturgien, sammensætningen og musikken, der var helt off. Altså ikke de andres arbejde, men min sammensætning af materialet. Det kan godt komme bag på mig, hvordan det fungerer med hinanden, og hvordan det virker musikalsk, fordi jeg tror, jeg har regnet den ud. Der tænkte jeg, at det var for sent at lave om på det. At nu lavede jeg så den forestilling, der faldt helt igennem. Hvor frygteligt! Så skal man tvinge alle mulige mennesker til at komme ind og se den. Og man svigter skuespillerne, fordi man ikke kunne lave en ordentlig struktur. Man er så tyndslidt, når man når dertil. Når jeg laver forestilling, er det nærmest det eneste, jeg tænker på, så når det er ved at gå galt, kan det godt føles katastrofeagtigt. Men jeg har også prøvet det mange gange, jeg kender min egen proces og ved, at sådan føles det.« 

»Jeg sad nede på havnen og ringede til min kæreste, der sagde, at man kan nå mere, end man tror. Man må bare hjem og sidde natten over og rokere om og skære væk. Dagen efter kom jeg tilbage med en helt ny løsning.  Vi havde manuskript og oversigt over forestillingen hængt op på væggen, og den stavede vi os igennem fra 9 om morgenen til 12 om aftenen. Da vi spillede det igennem næste dag, havde hele forestillingen løftet sig. Det kunne alle mærke. Og så blev det sjovt.«

Hele første scene, en masse kostume- og sceneskift blev skrottet, og der blev byttet rundt på rækkefølgen af dyrekorene, så dyrelogikken bliver bedre introduceret. »Hvalerne er meget langsomme at se på, så de skulle først komme senere, når man har folk mere med på formsproget.«

»Jeg har forbandet undervejs, at jeg har valgt at undersøge nye måder at arbejde på, når jeg skulle lave min afgangsforestilling, der betyder så meget. Det har føltes, som om det hele ville falde til jorden et par gange. Men det gør det altid. Og nogle gange falder det jo også til jorden. Det er jo også en undersøgelse, det er det nødt til at være. Hver gang en proces kollapser, er det, fordi jeg er fokuseret på, hvor det skal ende. Det punkt, hvor jeg tænker, at det falder til jorden, rammer jeg altid.«

– Har du prøvet, at det, du frygtede, gik i opfyldelse?

»I en eller anden grad har jeg. Jeg har lavet ting, der ikke lykkedes, men jeg har aldrig hengivet mig til, at det bare var noget lort. Så arbejder man med det inde i sig selv. Det er helt fint jo. At man løber en risiko er jo også forudsætningen for at lave noget godt.«

Amanda Linnea Ginman er lettet, da prøveperiodens sidste gennemspilning uden publikum er slut. Gennemspilningen dagen før var flad. Det må den gerne være tidligere i forløbet, det skal den nærmest, mens holdet prøver sig frem. Men aftenen før var de nødt til at sidde til sent og gennemgå instruktørens noter.

Tidligere på dagen konstaterede Ginman med tilfredshed, at de var blevet taget til referat, da hun kastede et blik på et manuskript, der lå og flød. Og alle ændringerne og opstramningerne er til at få øje på i dag. Det sidste, de skal have aftalt, er, hvordan applausen skal foregå. Hvem der skal bestemme, hvornår og hvor mange gange de skal bukke – og om Troels Kortegaard skal beholde bukkebene på. Det ender han vist med at skulle.  

'Er tågen her også i morgen' spiller på Husets Teater i København 3.-5. juni

Serie

De næsten færdige

Al begyndelse er svær, men ofte er slutspurten endnu værre. Det er den fase af en kreativ arbejdsproces, hvor der skal vælges mellem ideerne, og hvor det svimlende potentiale skal realiseres. Information har talt med kunstnere om den kreative slutspurt

Seneste artikler

  • Bag ethvert færdigt radioafsnit ligger et vognlæs af døde ideer

    22. maj 2018
    I serien ’De næsten færdige’ har Lone Nikolajsen mødt radioproducenten Susanna Sommer i færd med at klippe mere end 60 timers optagelser ned til en serie om Højskolesangbogen på syv afsnit til P2. Sådan en opgave er forbundet med en vis portion ulyst, men med erfaringen har hun lært, at den ikke er noget at være bange for
  • Iben Mondrup: »Jeg ved, hvor det skal ende. Det har jeg aldrig prøvet før«

    30. april 2018
    Begyndelser kan være svære, men ofte er slutspurten endnu værre. I serien ’De næsten færdige’ har Lone Nikolajsen mødt forfatter Iben Mondrup, mens hun arbejder på at få sit hidtil mest omfattende romanprojekt gjort færdigt, fuld af forventningspres, præstationsangst og arbejdsglæde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu