Læsetid: 4 min.

Der er intet heroisk ved ignorance

Historien om rapperen Kanye Wests støtte til Trump og affærdigelse af 400 års slaveri som et valg er ikke historien om en modig fritænker, men om en ignorant egotripper, der ikke opererer med den mulighed, at andre er klogere end ham selv og holder af at se den indstilling hos andre
Det kvalificerer ikke et synspunkt, at det gør ophavsmanden upopulær, mener Lone Nikolajsen, der går i rette med en kommentar, vi tidligere har bragt om Kanye West.

Det kvalificerer ikke et synspunkt, at det gør ophavsmanden upopulær, mener Lone Nikolajsen, der går i rette med en kommentar, vi tidligere har bragt om Kanye West.

Chad Batka

18. maj 2018

Samme lørdag aften som den amerikanske multikunstner Donald Glovers musikvideo This is America ramte internettet og øjeblikkeligt fik status af samfundskritik, optrådte Glover som ugens gæst i det hæderkronede sketchshow Saturday Night Live. Her gjorde han det – som han gør det så mange andre steder for tiden – godt.

Den sjoveste af de sketches, Donald Glover medvirkede i, hedder A Kanye World og handler om, hvordan de kontroversielle udmeldinger, rapperen Kanye West er kommet med på det sidste, er blevet modtaget.

West har kaldt Trump for sin brother og på forskellig anden vis ytret sin støtte til præsidenten, ligesom han har udtalt, at de 400 års slaveri, USA’s sorte befolkning har været underlagt, lyder som et valg. Det er ikke faldet i god jord.

Sketchen parafraserer den populære gyserfilm A Quiet World, hvis hovedpersoner skal overveje hvert ord, de ytrer, fordi Jorden er overtaget af meget lydfølsomme monstre, der kommer og æder en, hvis man giver for meget lyd fra sig.

I A Kanye World bevæger en gruppe venner sig gennem de samme tyste majsmarker som i filmen.

Her er det desværre bare umuligt ikke højlydt at bryde ud i spontan forbavselse og diskussion, fordi Donald Glovers karakter samtidig er på Twitter, hvor han følger Wests retoriske udskejelser. En efter en må vennerne give efter for trangen til at hæve stemmen og dermed gøre sig til øjeblikkelige ofre for monstrene.

Det er godt set af Saturday Night Live-holdet og Donald Glover, at Kanye Wests verdensfjerne politiske udmeldinger ikke er alene om at være komiske. Den tvangsmæssighed, de bliver modtaget og tolket med, fortjener også kvalificeret latterliggørelse.

Kanye Wests udmeldinger bliver vendt og drejet, som om det var afgørende for selve forståelsen af den tid, vi lever i, at få dette ene menneskes ignorance til at give mening.   

På denne plads i avisen kunne man for to uger siden læse, at det i sig selv er værdifuldt, at Kanye West »oprigtigt udfordrer konsensussen«, fordi han dermed befrier den offentlige debat for en ekkokammertendens, der ifølge kommentaren er konsekvensen, når stjerner som Beyoncé og Kendrick Lamar i deres musik, optrædener og offentlige udtalelser kritiserer racisme og social uretfærdighed i det amerikanske samfund.

Det er forudsigeligt at være imod den slags og dermed, ifølge kulturkommentarens logik, uinteressant. På den baggrund er Kanye Wests støtte til Trump og nedgørelse af århundreders slavegjorte mennesker befriende udogmatisk.

Den har sågar personlige omkostninger for ham, hedder det. Men det kvalificerer ikke et synspunkt, at det gør ophavsmanden upopulær. Hvad de såkaldt personlige omkostninger angår, bør man huske på, at den eneste pris, Kanye West betaler for sine ytringer, er mistet respekt. Mange, der før syntes Kanye West var cool, synes det nu ikke længere. Hvis det er det, der skal til for at kvalificere sig til et martyrium nu til dags, synes martyriekonceptet at være en smule udvandet.

Når Kanye West nedgør sine slavegjorte forfædre ved at sige, at slaveri lyder som et valg, skal man være meget velvillig for at læse det som en kritik af gruppementalitet. En betragtelig del af den frihed og tryghed, almindelige mennesker gennem historien har opnået, er resultatet af en kollektiv politisk og aktivistisk indsats.

Historien om Kanye West er ikke en historie om en oplyst fritænker, der går i rette med den uoplyste pøbel. Det er historien om den ene opblæste og faktaresistente egotripper, der spejler sig i den anden opblæste og faktaresistente egotripper, der p.t. er USA’s præsident, og kan lide, hvad han ser.

Der er ingen grund til at fremhæve hverken opblæsthed eller ignorance som heroiske korrektiver til en alt for politisk korrekt tid. Der er forskel på mod og dumhed, ligesom der – et vist overlap til trods – er forskel på selvpositionering og poltisk engagement.

Den amerikanske journalist Ta-Nehisi Coates har i et essay i The Atlantic sammenlignet den heltestatus, Michael Jackson havde i sin barndom, og den heltestatus Kanye West har for tiden. Begge er de toneangivende musikere med en afroamerikansk baggrund. Coates ser Wests Trump-støtte som en måde at bryde med den kollektive identitet, han er forbundet med, på samme måde som Michael Jackson brød med sit afrikanske ydre.

I Coates optik er det ikke en sejr for det sorte Amerika, at sorte nu også kan hylde racister; Wests ytringer er derimod et udtryk for, hvor svært det er at holde hovedet koldt for et menneske med heltestatus.

At hylde selvtilstrækkelighed, ignorance og ego er en måde, man kan gå imod konsensus på.

Men når uforudsigelighed og originalitet i sig selv bliver gjort til kvalitetskriterier for offentlige udtalelser, reducerer man den offentlige debat til en intellektuel smidighedsøvelse, hvor det gælder om at vride hjernen for argumenter, hvormed man kan indtage det mindst ventede synspunkt. Sådan behøver det ikke at være.

Forudsigelighed kan også bare ses som en konsekvens af, at man forholder sig til verden ud fra nogle gennemgående værdier (som f.eks. et ønske om ligelig fordeling af ressourcer og rettigheder), der ikke ændrer sig fra dag til dag.

Prisen for at indtage den slags synspunkter er muligvis en vis grad af forudsigelighed. Til gengæld er de værd at tage alvorligt. 

Kanye West roser præsident Donald Trump, men er det ensbetydende med, at han bakker op hans politik? West ejes hverken af republikanerne eller demokraterne, mener vores kommentarskribent. Han følger aldrig flokken.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Troels Ken Pedersen
  • David Zennaro
  • Frede Jørgensen
Olaf Tehrani, Troels Ken Pedersen, David Zennaro og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer