Læsetid: 4 min.

Kanye West er populærkulturens evige antihelt. Og det fortjener han tak for

Kanye West er kommet i stormvejr efter sin anprisning af Donald Trump. Men han er en af de få topberømtheder i populærkulturen, der oprigtigt udfordrer konsensussen. Det er i sig selv værdifuldt
Kanye West roser præsident Donald Trump, men er det ensbetydende med, at han bakker op hans politik? West ejes hverken af republikanerne eller demokraterne, mener vores kommentarskribent. Han følger aldrig flokken.

Kanye West roser præsident Donald Trump, men er det ensbetydende med, at han bakker op hans politik? West ejes hverken af republikanerne eller demokraterne, mener vores kommentarskribent. Han følger aldrig flokken.

Eduardo Munoz

4. maj 2018

I maj sidste år slettede han sin twitter-konto. Internetæraens svar på det totale sociale selvmord. Men nu er Kanye West tilbage. Med manér. Den 40-årige rapstjerne, modeskaber og provocateur par excellence genåbnede sin profil på det sociale medie i begyndelsen af april og startede stille op med billeder af skoprototyper og skitser til en ny halstatovering. Ingen fare på færde. Endnu.

Men internettet kortsluttede i vrede og selvretfærdig forargelse, da West i sidste uge bekendte sin støtte og sit sjælelige slægtskab til den amerikanske præsident, Donald Trump: »Vi er begge drageenergi. Han er min bror,« skrev han på Twitter og toppede det af med et selvportræt iført den nyikoniske Make America Great Again-kasket.

»Tak Kanye, rigtig sejt!« kvitterede USA’s præsident. Få dage forinden havde West annonceret en række albumudgivelser, der skal udkomme i slutningen af maj og begyndelsen af juni. Ikke ligefrem overraskende. Kanye West er berygtet for sin evne til at gøre sig selv til det, som alle pludselig snakker om. Marketing, hedder det på nudansk. Fra 2007-albummet Graduation, hvor han konkurrerede om salgstal med rapperen 50 Cent, der udgav en plade samme dag, til The Life of Pablo fra 2016, hvor sangene løbende blev ændret og opdateret på musikstreamingtjenesterne selv efter albumudgivelsen. Og så selvfølgelig den uforglemmelige episode ved MTV Video Music Awards i 2009, hvor han afbrød Taylor Swifts takketale, fordi han ville gøre opmærksom på, at Beyoncé fortjente prisen.

Sølle symbolerklæring

I et skingert udbryd af sølle symbolgerning holdt amerikanske berømtheder på stribe op med at følge Kanye West på Twitter. Justin Bieber, Rihanna og Kendrick Lamar var blandt dem, der fandt mod og styrke til at trykke på ’unfollow’-knappen, mens den amerikanske sladderportal TMZ prompte bragte historien om, at kilder tæt på West angiveligt karakteriserede ham som »utilregnelig«.

For to år siden var West kortvarigt indlagt til observation på et hospital i Los Angeles, så spekulationer over rapperens sindstilstand lå lige for og spredte sig hurtigt på de sociale medier.

Der er ingen grund til at dvæle ved, hvor afskyeligt og kujonagtigt det er at affeje dem, man er uenige med, som psykisk syge. Alene hentydningen. At afskrive sine fjender som mentalt forstyrrede er ikke kun en tunnelsynet flugt fra argumentbaseret diskussion, som udelukker enhver form for egentlig samtale, det drager også dystre historiske paralleller, der sætter de udskammende i usandsynlig dårligt selskab.

Ophidselsen nåede nye højder, da West i søndags mødtes med de to unge konservative højrefløjsaktivister Candace Owens og Charlie Kirk. Nu var rapstjernen for alvor persona non grata. Alt imens Wests Twitter-hyldest til Emma González fra ungdomsbevægelsen for skærpet våbenlovgivning blev overset, men til gengæld fik højreaktivisterne, der ellers havde omfavnet ham, til at træde et par skridt tilbage igen.

Det er åbenlyst, at Kanye West hverken sværger troskab til venstre- eller højrefløjen. Hverken demokraterne eller republikanerne kan regne ham for en af deres. Han spejler sig i Trump og præsidentens kontrovers magnetisme, altoverskyggende ego og ufortrødne opgør med vanen. Deri findes deres fælles »drageenergi«. Det har ikke meget at gøre med Trumps politik. Ikke desto mindre afslører reaktionen på Wests offentlige anprisning af Trump noget ækelt: Du kan ikke være sort i Amerika og støtte Donald Trump. Du kan ikke være kunstner i Amerika og være republikaner. Og du kan helt sikkert ikke være sort kunstner inden for mainstreampopulærkulturen og hylde den siddende præsident uden at blive socialt kastreret. Eller være psykisk syg.

Nykapitalismens ansigter

Kendrick Lamar blev lovprist for at være den første musiker, der ikke spiller jazz eller klassisk musik, til at modtage Pulitzers musikpris, mens Beyoncé er blevet rost for sin optræden til musikfestivalen Coachella med sit fokus på sorthed og søsterskab. Fortællingen er, at de to repræsenterer et kulturelt nybrud. Aviserne er proppet til randen. Sandheden er, at Lamar og Beyoncé har været med til at stramme maskerne i ekkokammerets net – om nogen er særligt Beyoncé ansigtet af kulturindustrien og nykapitalismen. De to kunstneres kritik af status quo er overfladisk, ufarlig og uden personlig konsekvens. Derfor er den populær. Derfor er den uinteressant. Lamar og Beyoncé gør dybest set præcis, hvad der forventes af dem.

Det samme kan ikke siges om Kanye West. Nok er han ingen sand revolutionær, men alligevel insisterer han på en trodsighed, der har personlige omkostninger. Han betaler en pris. Han er en af de meget få udøvere i populærindustrien, der ikke blot reciterer, men rent faktisk efterlever princippet om, at flokken altid er den første fjende. En leveregel, der ikke kun burde gælde i kunsten, men også i den intellektuelle sfære og i hverdagen: Bryd med det, de forventer.

»Slaveri lyder som et valg,« sagde West tirsdag til TMZ, som forventeligt affødte endnu et ramaskrig. Pointen var, at slaverne mange steder i sydstaterne var i flertal, men alligevel forblev, hvor de var. Budskabet er hårdt skåret, men klart: Gruppementalitet er en hindring, ikke en frigørelse. Du er undertrykt, hvis ikke du går mod strømmen. Og sådan er det stadig i dag. Som West rapper i sit nyeste nummer, »Ye vs. The People«, der kom som svar på tumulten:

»I hear your side and everybody talk though, but ain’t going against the grain everything I fought for?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer