Læsetid: 8 min.

Vi kører rundt i nostalgi, mens verden kører videre

En bølge af genforenede bands og genoplivede tv-serier har ramt kulturlivet – senest med nyheden om ABBA’s tilbagevenden til scenen efter 35 år. Det er ikke bare harmløs nostalgi, mener to danske filosoffer. Det er et kulturelt krisetegn, som tyder på, at vi meget snart bliver nødt til at finde på nye ting at begejstres over
En bølge af genforenede bands og genoplivede tv-serier har ramt kulturlivet – senest med nyheden om ABBA’s tilbagevenden til scenen efter 35 år. Det er ikke bare harmløs nostalgi, mener to danske filosoffer. Det er et kulturelt krisetegn, som tyder på, at vi meget snart bliver nødt til at finde på nye ting at begejstres over

Ditte Ahlgren

4. maj 2018

Det var, som om tiden havde stået stille; som om de fire gode venner bare havde været på en lille ferie, og nu var kommet tilbage.

Sådan beskrev de det i hvert fald selv, Agnetha, Benny, Björn og Anni-Frid, da de i sidste uge annoncerede deres beslutning om at vække ABBA til live efter mere end 35 års hvile.

I en fælles pressemeddelelse fortalte de, at de allerede har komponeret en ny sang med titlen I still have faith in you, som vil blive opført i et særligt tv-program produceret af britiske BBC og amerikanske NBC.

»Det føles godt,« sagde de.

Genforeningen af det ikoniske svenske band er blot seneste eksempel på en nostalgisk bevægelse, som de seneste år er gået gennem kulturlivet og har trukket ellers aflagte tv-serier og bands ud af pensionen.

Det gælder blandt andet serier som Roseanne, Twin Peaks, Will & Grace, Arrested Development, Hænderne Fulde, Dollars og Gilmore Girls. Og det gælder bands som Spice Girls, Smashing Pumpkins, Aqua, Destiny’s Child, Queen, The Doors, Guns N’ Roses og Anne Linnet Band.

Som ABBA siger: Det føles, som om tiden er stået stille.

Men føles det også godt, sådan for alvor?

Filosoffen Arno Victors følelsesliv er ikke i oprør.

Han har svært ved at se genoplivningen af de kulturelle fortidsminder som andet og mere end en kompensation for samfundsudviklingen »i den virkelige verden«.

»Jeg synes, at det bliver tydeligere og tydeligere, at den æstetiske verden ikke længere forbereder os på den økonomiske og teknologiske verden. I kulturens verden går tingene i ring. Det gør de ikke i den virkelige verden. Her er udviklingen kendetegnet ved paradigmeskift, disruption og singularity. Og som kompensation træder nostalgien i kulturen så stadigt stærkere frem,« siger han.

–Så det glædelige gensyn med kulturens kendinge er egentlig bare en reaktion på en uforudsigelig verden?

»Fuldstændig,« siger Arno Victor og vender for en kort bemærkning tilbage til de gamle marxistiske lærerbøger om basis og overbygning.

»Engang troede vi på, at det æstetiske gik foran os og fortalte os, hvad der var i vente. Som ung mand styrtede jeg selv ned og købte de nye romaner af Rifbjerg på udgivelsesdagen. Men sådan er det ikke længere. I dag er vi alle klar over, at kunsten kommer bagefter og udelukkende spiller en rolle som kompensation for det, der foregår i den virkelige verden,« siger han.

Det lyder måske en anelse pessimistisk på kulturens vegne – og ifølge Henrik Jøker Bjerre, der er lektor i anvendt filosofi på Aalborg Universitet og en af de i alt fem filosoffer bag skriverkollektivet Center for Vild Analyse, er der da også mere at tilføje. 

»Vi må kunne sige noget ved hjælp af Freuds ’Sorg og melankoli’,« siger han.

Ikke rigtig sorg

Ifølge Henrik Jøker Bjerre er nostalgi ikke den eneste grund til, at ABBA, Roseanne og alle de andre gamle kulturikoner for tiden vender tilbage til rampelyset.

Vores trang til at genoplive fortidens kulturikoner må tænkes sammen med de enorme offentlige udgydelser af sorg, som kom til udtryk i 2016, da David Bowie, Prince, Leonard Cohen og George Michael døde.

Her blev mange ramt af en følelse af at have mistet nogen – men det var ikke en elsket person, ikke en hustru, ikke en mand, et barn eller en tæt ven, de mistede. Ingen kendte de døde personligt.

Deres sorg bar snarere slægtskab med den landesorg, man ofte ser, når store statsledere som Mao Zedong eller Kim Jong-il dør. En hysterisk sorg, hvorigennem man viser sin hyldest til den store leder eller – som i tilfældet med musikikonerne – den store fælles kultur.

»Mange mennesker oplevede, at de havde mistet noget, men de var ambivalente over, hvad det egentlig var, de havde mistet,« siger Henrik Jøker Bjerre.

Og det er her, Freuds skelnen mellem sorg og melankoli kan hjælpe os.

Ifølge Freud behøver man ikke psykoanalysen til at forstå sorg. Det er åbenlyst, hvorfor folk sørger, når de har mistet nogen, de holder af.

Melankolien, derimod, er karakteriseret ved mere ubevidste følelser og rummer samtidig det paradoks, at den pludselig kan slå om i sin modsætning, så melankolikeren med ét bliver manisk optændt af begejstring.

Melankolien og manien er med andre ord to sider af samme mønt, to forskellige reaktioner på den samme grundtilstand. Og her er pointen: Landesorgen over Bowies død var ikke rigtig sorg, men melankolsk tristesse. Ligesom glæden over ABBA’s genoplivning ikke er rigtig glæde, men manisk begejstring.

Som et spøgelse

»Begge dele er udtryk for en forskudt følelsesudladning,« siger Henrik Jøker Bjerre.

»Vi sørger måske over David Bowie, men det er ikke en rigtig sorg, det er en efterlignet sorg – ligesom når folk i Nordkorea sørger over Kim Jung-ils død. Og på samme måde er der noget pseudomanisk over de der mange revivals og reunions, hvor vi siger: ’Yeah, nu kommer ABBA tilbage!’, og så skal fortiden pludselig genopføres, som om det var en helt særlig begivenhed,« siger Henrik Jøker Bjerre, der ville ønske, at vi i det mindste bare kunne nøjes med at være nostalgiske.

»Hvis vi bare kunne mindes fortidens ikoner i et nostalgisk lys, »så kunne man næsten leve med det. Men vi vil genopføre nostalgien, grave de døde op og sætte dem tilbage på scenen, så de kan spille for os. Og det er her, det både bliver en anelse komisk og en smule ubehageligt«.

–Ubehageligt?

»Ja, i hvert fald i Freuds definition af begrebet. Her er det uhyggelige det, der egentlig skulle være forblevet i baggrunden og have defineret os, men som pludselig træder frem i forgrunden og bliver synligt – som en zombie eller et spøgelse.

Og det samme er tilfældet med de her gamle tv-serier og bands. De var måske fine nok engang, men når de nu trækkes frem igen, bliver de pseudouhyggelige. ABBA var en del af vores kulturarv, hvilket man kan have respekt for, finde begejstring i og ja, blive nostalgisk over.

Men hvis man begynder at bringe dem frem igen og køre dem rundt i landet, kommer der et uhyggeligt skær over det. Det var ikke meningen, at de skulle bruges på den måde. De skulle være forblevet i baggrunden og have tjent som afsæt for at skabe ny musik og ny begejstring.

Men noget i tiden gør, at vi længes efter at genoplive fortiden og gøre den til noget, den aldrig har været – og som den heller ikke kan være nu. Måske fordi vi ikke rigtig tror på, at det længere giver mening at skabe noget nyt.«

Kulturelt krisetegn

Henrik Jøker Bjerre ser de mange genoplivninger af gamle bands og serier som et kulturelt krisetegn og et tegn på, at vi meget snart bliver nødt til at finde på nye ting, vi kan begejstres over.

»Kulturelt kører vi rundt i en ring af nostalgi og melankoli, mens verden kører videre. Det nytter ikke noget at genopføre ABBA, når det, der er brug for, er en global politisk bevægelse, som kan løse klimaforandringerne. Vi er nødt til at finde på måder at gå op i noget med samme vildskab og begejstring, som folk gik op i The Beatles eller i kulturrevolutionen i Kina for den sags skyld.

Vi ved jo godt, at der er noget, vi mangler at gøre. Det er jo derfor, vi er kulturelt melankolske. Som Freud siger om melankolien: Den rummer en selvbebrejdelse og en fornemmelse af, at der er noget, vi burde leve op til, som vi ikke gør.«

–Det er et lidt sørgeligt tidsbillede, du får tegnet her …

»Ja, det er rigtigt – og så slemt er det måske heller ikke. Der er trods alt andre bevægelser i kulturen end Will & Grace og ABBA. Men melankolien er en kraft, vi skal passe på.«

Genforenede bands og genoplivede tv-serier

ABBA (2018)

I 2014 hed det sig, at ingen »money, money, money« – end ikke 1 mia. dollar – kunne genforene ABBA. Men nu sker det alligevel. Efter 35 år er der ny musik på vej, og ifølge gruppen føles de mange år, der er gået, bare som »en lille ferie«.

Spice Girls (2018)

De britiske krydderipiger gik i opløsning i slut-90’erne, men for et par måneder siden bekræftede bandet, at Posh, Scary, Sporty, Baby og Ginger Spice igen har fundet sammen. I første omgang dog ikke om musikken, men om en animeret superheltefilm.

The Smashing Pumpkins (2018)

18 år efter opløsningen tager The Smashing Pumpkins til sommer på en genforeningsturné. Sådan markedsfører de det i hvert fald selv, men eftersom bassisten D’arcy Wretzky ikke er med, er fans splittede.

Anne Linnet Band (2019)

Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen var i 1980 Anne Linnet Band. Siden gik de i opløsning og deltog i forskellige konstellationer på kryds og tværs. Senest var de sammen i en DR-dokumentar, og næste år tager de sørme på turné under navnet Anne, Sanne og Lis.

Destiny’s Child (2018 + 2014)

Beyoncé, Michelle og Kelly hjemsøgte slut-90’erne og start-00’ernes dansegulve, men opløste sig, da førstnævntes solokarriere tog fart. Et par gange, bl.a. i 2014, har de vist sig på samme scene, og en decideret genforening fandt sted til Beyoncés koncert på årets Coachella-festival i USA.

Aqua (2017)

Danmarks måske største internationale popsucces gik i opløsning i 2001, men blev genforenet til en række koncerter sidste år. »Hvis Aqua kun er tilbage for pengenes skyld, så skjulte de det umanerligt godt,« skrev Ekstra Bladets Thomas Treo og gav »det udsolgte kitschpartys 46 minutters smittende nostalgi« fire stjerner.

Dollars (2017)

Den populære 80’er-serie med Blake, Krystle og Alexis stoppede i 1989 efter 220 afsnit. Men nu kan nye seere følge de to rivaliserende Denver-familier og deres børn i en opdateret genindspilning af den klassiske sæbeopera. Vises på Netflix Danmark.

Roseanne (2018)

Efter 21 års pause er arbejderklassehelten Roseanne også tilbage på skærmen, nu som fuldtonet Trump-tilhænger i en familie, der er lige så politisk splittet som resten af USA. Vises på ABC.

Twin Peaks (2017)

Det surrealistiske tv-drama blev en af de mest sete serier i 1990 og gjorde straks David Lynch til en kultfigur. Da Cooper og Palmer sidste år vendte tilbage til skærmen, efterlod det Informations anmelder »paf over det, jeg overværede« – på den gode måde. Vises på HBO Nordic.

Will & Grace (2017)

11 år efter at vi sidst mødte Will, Grace, Jack og Karen, er de fire storbyvenner tilbage igen. Men det er ifølge BT’s anmelder ikke noget glædeligt gensyn, for historien i de nye afsnit »vælter af sted som syv fulde svenskere i Nyhavn«, lyder dommen. Vises på viaplay.dk

Hænderne Fulde (2016)

Den kitschede 90’er-serie er tilbage efter 20 år med nye afsnit og en ny titel: ’Hænderne Endnu Mere Fulde’. »En tynd suppe på alt for gamle ben,« lyder dommen fra DR’s anmelder. Vises på Netflix Danmark

Gilmore Girls (2016)

Den populære tv-serie foldede livet ud for tre generationer af Gilmore-kvinder, indtil den stoppede i 2007. Små ti år efter er Lorelai, Rory og Emily Gilmore nu tilbage i, hvad Informations anmelder kalder for »en vidunderlig revival.« Vises på Netflix Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Christian Wind Nielsen

Det er rart at vide at Rolling Stones ikke er på nostalgilisten. De har nemlig spillet uafbrudt siden de begyndte omkring 1962/63