Læsetid: 8 min.

Kongen af de store lærreder

Per Kirkebys karriere blev et internationalt triumftog med sejre fra New York til Bilbao og Shanghai, skønt han som ung rebel ikke ville have med maleri at gøre, men en dag kom Louisiana til Ægirsgade, og derfra fik han alt det, han kunne ønske sig som kunstner. Kristen Bjørnkjær skriver om sin ungdoms fælle. En stor mester er død
Per Kirkebys karriere blev et internationalt triumftog med sejre fra New York til Bilbao og Shanghai, skønt han som ung rebel ikke ville have med maleri at gøre, men en dag kom Louisiana til Ægirsgade, og derfra fik han alt det, han kunne ønske sig som kunstner. Kristen Bjørnkjær skriver om sin ungdoms fælle. En stor mester er død

Sofie Amalie Klougart

11. maj 2018

Engang var Per Kirkeby en ung mand, der boede med sin elskede i en beskeden halvandet værelses lejlighed med lokum på bagtrappen på Nørrebro i København. Hans far var civilingeniør, og selv havde han tænkt sig en fremtid som akademiker og geolog. Han tog uddannelsen og kunne kalde sig cand.mag., men så blev han grebet af kunsten, der på sin side aldrig slap sit tag i ham.

Han begyndte at male og skære linoleumssnit, skrev digte og kom ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, der snart blev ham lidt for kongelig i betydningen traditionsbundet.

Sammen med nogle ligesindede forlod han snart akademiet igen for at tilslutte sig et langt mindre foretagende, der hed Den Eksperimenterende Kunstskole. Nu skulle der voves noget. Akademier kan anses som en slags højesteret i smagsdommeri og kunstneriske anliggender, men akademier er ikke altid så kloge, som de selv tror, og hvis vi skal blive i billedet, så kan man efterfølgende konstatere, at udbrydernes kunst holdt i byretten og mere til.

To af de andre hed Bjørn Nørgaard og Poul Gernes. De unge ukendte havde drabelige diskussioner om, hvilken retning kunsten skulle tage i fremtiden.

Det førte til, at de mente, maleriet som genre var håbløst uddateret. I stedet optrådte de med happenings, en hybrid mellem teater og billedkunst, som var inspireret af toneangivende New York-kunstnere i den kreds, som også Yoko Ono tilhørte.

Redaktør Kirkeby

Selv havde jeg det privilegium at lære Per Kirkeby at kende allerede dengang, nemlig som yngste medlem af redaktionen af et helt nyt tidsskrift, som fik det minimalistiske navnet ta’, hugget fra en reklame for læskedrikke. Vi mødtes en gang om måneden på Borgens Forlag for at snakke om indhold.

Det var især Per Kirkeby og forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, der førte ordet og tegnede fronterne op. Tidsskriftet skulle rumme et opgør med den litterære modernisme og de højbrynede kulturradikale, PH og Rifbjerg, der så ned på alt folkeligt, populærkulturen, som vi andre havde et mere kærligt og accepterende forhold til.

Medieforskeren Marshall McLuhan, kybernetikkens fader Norbert Wiener og spilteoretikeren Erich Berne var nogle af guruerne. Massemedier og kulørt triviallitteratur, ugeblade og den slags sås som direkte spændende.

Redaktionsmøderne afsluttedes med, at vi alle sammen drog til Allegade 10 for at spise gule ærter eller Hotel Østerport for at indtage Ejler Jørgensens flamberede peberbøffer.

Per Kirkeby fik tjansen som grafisk redaktør på tidsskriftet Hvedekorn, som forlægger Jarl Borgen udgav, og som altid havde givet plads til unge kunsttalenter. Kirkeby vendte op og ned på det hele, bragte happening-partiturer og gjorde det til organ for grænseoverskridende avantgardekunst.

En turnaround

Til Per Kirkebys stærkeste inspirationer hørte tegneserier og westerns. Det afspejlede sig i hans første billedkunst og i hans lyrik. Jeg kan stadig huske et af hans digte, der begynder med ordene »Jeg kan stadig affyre en revolver, Johnny«.

Der var ikke ret mange, der købte tidsskriftet. Der kom aldrig et øje til kunstskolefolkets happenings, men det var Kirkeby og de andre ligeglade med. Anmelderne og kollegerne vendte tommelfingeren hånligt nedad. Det var de også ophøjet ligeglade med.

Efter nogle år blev Per Kirkeby selv ophøjet ligeglad med happenings og deslige, en overraskende turnaround, og han vendte tilbage til maleriet.

Til anmeldernes ros skal siges, at der blandt dem altid var konsensus om, at Kirkeby fra starten var en usædvanlig begavelse som maler. Selv forklarede Kirkeby, at nu var det happening-genren, der var udtømt, men mente, at der altid ville være en forskel mellem de rigtige kunstnere, som var dem, der udfordrede traditionen, og alle de andre.

Leverpostejmadder

En dag kørte en hundedyr bil op foran ejendommen i Ægirsgade på Nørrebro, hvor Per Kirkeby boede. Ud steg Knud W. Jensen, ostegrossereren, der lige havde etableret det hypermoderne kunstmuseum Louisiana i Humlebæk. Til flertallet af danske billedkunstneres store skuffelse blev det lukket land for dem.

Jensen ville kun udstille kunst af internationalt format. Med sin bemærkelsesværdige flair havde han kigget Per Kirkeby ud som en fremtidens mand og ville høre hans meninger.

Det blev et kunsthistorisk møde. Unge Per gik i køkkenet og smurte nogle leverpostejmadder, og de fik sig en god snak, der resulterede i en udstilling i 1970, der hed Tabernakel, hvor Per Kirkeby udstillede et beduin-telt på sandbund, Poul Gernes et arbejdende bådebyggeri og Bjørn Nørgaard en hestestald.

I et festskrift til en af Knud W. Jensens runde fødselsdage har Per Kirkeby levende beskrevet hele forløbet med sin egen skizofreni: På den ene side ville kunstskolefolket nødig forbindes med en borgerlig kunstinstitution som Louisiana, på en anden side ville de hellere end gerne. Per Kirkeby var smigret.

Tabernaklet

Dilemmaet blev løst, da den lokale politimester ikke tillod opstaldning af en hest på museet, ligesom Knud W. Jensen heller ikke ville have hesteslagteri på sit museum. I nogenlunde frisk erindring var et kunstværk af den schweiziske skulptør Jean Tinguely, der arbejdede inden for en ny kunstretning, hvor der var bevægelse i kunsten.

Der blev antændt et vældigt bål i museets have, som skulle illustrere verdens undergang. Lige før undergangen skulle en levende due flyve op fra kunstværket mod himlen. Uheldigvis omkom den stakkels due, hvilket gav anledning til et sandt raseri i den danske befolkning.

Nu blev kunstskolefolkene smidt ud af paradisets have eller måske rettere gik selv – i solidaritet med Nørgaard. Derved havde de æren i behold i forhold til deres institutionskritiske ideologi.

Bjørn Nørgaard trak sin hest ud på en åben mark, hvor han lod den slagte i en ramme af selvopfundne ritualer og med Ekstra Bladet som hovedvidne. Det var ment som en protest mod Vietnamkrigens myrderier og ganske rigtigt: Den danske befolkning reagerede planmæssigt harmfuldt voldsomt, skønt mange dyr dog blev slagtet hver evige eneste dag på de autoriserede slagterier.

Hændelsen slog ikke skår i forholdet mellem Knud W. og Per Kirkeby & co. Som denne bemærkede mange år senere: »Knud tænkte vel på, hvor mange duer, der gik på en stor hest«.

De Unge Vilde

Ironisk nok endte både Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard med kors og bånd og stjerner på. Nørgaard blev på det nærmeste kongelig hofkunstner, og både han og Kirkeby blev tildelt dronningens egen fortjenstmedalje, Ingenio et Arti, som kun ganske få danskere har modtaget.

Det er den evige historie: Ungdommens revolutionære kunstnere bliver morgendagens kanoniserede. For resten var Kirkeby kommunist, men ikke ret længe.

Ligeledes ironisk var det, at aldrig så snart var Per Kirkeby rykket ud af den ene form for avantgarde, før han, skønt noget ældre, blev indrulleret i den næste, som gik under navnet De Unge Vilde, som en slags forudsætning og faderfigur – på linje med den store tyske billedkunstner Georg Baselitz. De danske vilde var inspireret af de tyske. Berlin blev kunsthovedstad i Europa, hvor New York var det i USA.

Tiderne var skiftet.

På den ungdomskulturelle scene havde punkerne taget over fra hippierne. Generationens poeter som f.eks. Michael Strunge hyldede nu igen den klassiske digterfigur og skrev symbolistiske digte med megen patos. Billedkunstnerne vendte tilbage til olie på lærred og malede med store penselstrøg nogle voldsomt ekspressive abstrakte malerier. Her passede Per Kirkeby ind i billedet.

Hånden bestemmer

Han specialiserede sig i kæmpestore lærreder, fik en tysk kunsthandler, blev udnævnt til professor ved kunstakademierne i Frankfurt og Karlsruhe, og blev snart en veletableret, internationalt anerkendt maler, hvis navn nævntes på linje med Asger Jorns.

Der er stadig en del mennesker, der ikke accepterer abstrakte malerier som kunst og ikke forstår, hvorfor netop Kirkeby og Jorn regnes for store kunstnere. Selvom også figurative malerier består af farver og flader, synes de mennesker kun, det er kunst, hvis formerne f.eks. forestiller en giraf. Men er det nu så vigtigt, at det forestiller en giraf?

Stiller man et Kirkeby-maleri op ved siden af den slags abstrakte, der går tolv af på dusinet, vil man ikke være i tvivl om, hvilket der har det kraftigste udtryk og blikfang.

Reklamemanden Jesper Jargil har lavet en kortfilm, der viser, hvordan Per Kirkebys kunst, selvom han har hjælpere, er en svedig kamp, hvor han lægger lag på lag af maling på, indtil han er tilfreds. I en anden film af Anne Wivel fortæller han om sin metode, som egentlig slet ikke er en metode, nemlig at hånden bestemmer, hvad han skal male.

Røde mursten

Samme Anne Wivel har lavet en anden film, hvor hun besøger Per Kirkebys slot i Toscana.

Han var nu blevet noget så sjældent som en hovedrig kunstner, fordi hans billeder solgtes til rekordstore beløb til samlere og alverdens førende museer som Museum of Modern Art i New York, Pompidou-centret i Paris, Tate Modern i London, Guggenheim i Bilabao, Shanghai Zendai Museum of Modern Art, you name them, og blev selvfølgelig også repræsenteret på biennalen i Venedig og Documenta i Kassel.

Hans kunstneriske liv og karriere havde udviklet sig til en uophørlig række af hædersbevisninger og triumfer. Alligevel gik han stadig som en anden arbejdsmand de fleste af sine dage i lag med opgaverne i sit atelier i sin store Hellerup-villa, Øregårds Alle 17.

Han holdt sig ikke til malerierne, men har også lavet skulpturer, udsmykningskunst, film, plakater og bogsforsider samt løst designopgaver for Lars von Trier såvel som for New York City Ballet.

En række anderledes skulpturer kan man finde spredt rundt om i landet og i Tyskland, blandt også ved stationen i Humlebæk. Det er mure og andre formationer af røde mursten, som ikke har nogen nyttefunktion og derfor vækker undren.

I virkeligheden skal de ses som et samlet, decentralt kunstværk, der bringer mindelser om Kirkebys tid som avantgardekunstner, kombineret med en mere folkelig tilgang. Om man vil. Byggefaget var glad for opvurderingen af de smukke, røde mursten og prisbelønnede kunstneren.

Det verbale

En del bøger er det blevet til, dels om andre kunstnere, som han beundrede, men også mere ubestemmelige tekster, som har karakter af maler-notater, en særlig og ikke uspændende genre, såkaldt smalle bøger uden det store antal læsere. I dem skriver han, som han snakker, nemlig en blanding af knivskarpe iagttagelser, poesi og noget med et tågeslør som for at undgå, at ordene samler sig til alt for håndfaste meninger.

Var man sammen med ham, var man altid spændt på, hvad der faldt ud af hans mund, for det var sjældent forventelige almindeligheder, og derfor blev der lyttet, men også fordi han var en superintellektuel person med utraditionel autoritet, langt fra at være tør og kedelig.

Sit oprindelige fag, geologien, dyrkede han på flere feltekspeditioner til Grønland, især dog i sin ungdom, ligesom den afspejler sig på forskellige måder, i lagdelingen, i mange af hans abstrakte motiver.

Mand falder

Han fik i sit liv alt det, han kunne ønske sig som kunstner, men ikke den alderdom, han kunne have ønsket sig. Hans seneste år var mærket af sygdomme, blodprop og hjerneblødning, og et fald ned ad en trappe, som påvirkede hans syn, så han havde svært ved at genkende folk og endog sine egne billeder, samt hans førlighed, så han måtte have en kørestol til hjælp.

Men han vedblev med at lave billeder, så godt han kunne, og så længe, han kunne, men til sidst kunne han ikke. Det er den del af hans liv, der er beskrevet af vennen Anne Wivel i hendes film Mand falder, usminket og sørgeligt, men også sært bevægende.

Nu er han faldet endegyldigt, død, 79 år gammel. Sov ind i stilhed.

Per Kirkeby foran værket ’Weltuntergang’ under en udstilling i Tyskland. Maleriet er fra 2001, en periode i den berømte kunstners liv, hvor han blomstrede kunstnerisk, mens privatlivet var sværere. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ruth Gjesing
  • David Engelby
Ruth Gjesing og David Engelby anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Forbandet smukt! Oplysende, og dog ikke forklarende, om den udstråling Per Kirkeby havde på en tilfældig forbipasserende i samme rum.