Læsetid: 15 min.

’Jeg er led og ked af altid at høre de samme fraser om, at det er Vestens skyld’

Den algeriske forfatter Kamel Daoud er træt af at høre frasen om, at nutidens krise i Mellemøsten er Vestens skyld. Fokuseringen på vestlige fejl tjener til at skjule vores egne, herunder vores egen racisme, siger han og tilføjer, at Vesten har et ansvar, men at den mellemøstlige befolkning også selv har et ansvar. Og at den er nødt til at bryde med den postkoloniale diskurs, som er blevet en ny religion, en form for evig afdragsordning
Den algeriske forfatter Kamel Daoud. 

Den algeriske forfatter Kamel Daoud. 

BERTRAND LANGLOIS

18. maj 2018

Kamel Daoud skåner ingen. Ikke mindst når han langer ud efter den selvynk og dyrkelse af konspirationsteorier, kropsforskrækkelse og kvindehad, han ser som udbredte onder i Nordafrika og Mellemøsten.

Han er Algeriets mest berømte nulevende forfatter. Hans gennembrudsroman fra 2013 er oversat til 30 sprog og hædret med de fineste franske litterære udmærkelser. Ja, og så er 47-årige Kamel Daoud en mand af sine meningers mod, der skånselsløst kritiserer sit lands »forstenede magtelite« og advarer imod islamismens farer.

Sine spidse betragtninger har Daoud udfoldet som journalist og klummeskribent i avisen Quotidien d’Oran, som han i en periode var chefredaktør for. Efter en tid med selvpålagt tavshed skriver han nu for publikationer som Le Point, Le Monde og New York Times.

I sidste uge talte han på Den Sorte Diamants Forfatterscene om sit forfatterskab og humanistiske engagement. Men forinden gav han sit første interview i Danmark til Information.

Af Kamel Daoud foreligger på dansk endnu kun den roman, der skabte hans verdensry: Meursault – en modundersøgelse er skrevet både med og op imod en af det 20. århundredes mest berømte romaner, nemlig Albert Camus’ Den fremmede.

Lad os rekapitulere. Camus’ roman er en monologisk roman, der fortælles af fransk-algerieren Meursault. De, som har læst romanen, vil erindre sig, at bogen begynder med jegfortællerens påfaldende indifferente deltagelse i sin mors begravelse. Noget senere tager Meursault på en udflugt til stranden og af grunde, der ikke står klart for ham selv, skyder han en ung mand, han blot omtaler som ’araberen’.

I processen imod Meursault glider drabet på ’araberen’ imidlertid i baggrunden. I stedet bliver vidneudsagn om drabsmandens fravær af synlig sorg ved moderens begravelse for anklageren det fældende argument for dødsstraf.

Meursaults motivløse forbrydelse og de bizart irrelevante begrundelser for hans domfældelse gjorde Camus’ roman til det mest markante litterære udtryk for eksistentialismens forestillinger om individets konfrontation med et absurd univers.

I Meursault – en modundersøgelse vender den algeriske forfatter Camus ’på hovedet’. Også Daouds bog tager form af en monolog, men fortælleren er nu Haroun, broderen til Meursaults offer, som var 7 år, da hans storebror blev dræbt.

For Haroun, der nu er en ældre herre i dagens Algeriet, er det magtpåliggende dels at fortælle det indtil nu anonyme offers historie. Dels at oprulle den franske kolonialismes historiske realitet som en baggrund, der slet ikke tematiseres hos Camus.

Dermed bliver romanen et kritisk korrektiv, der forankrer begivenhederne i en konkret historie snarere end i et eksistensfilosofisk verdenssyn. Daoud skrev dog ikke først og fremmest sin bog for at gøre op med Camus kolonialistiske forglemmelser. Bogen er snarere en udspørgen af Camus og en videreførelse af Den fremmede.

»Jeg tror ikke, man kan skrive vellykkede romaner ved at begynde med den bærende idé. Det gør man ud fra stemninger og følelser, man ikke kan slippe. Jeg er algerier, og det er Camus for mig at se også. Jeg har altid læst Camus, og min læsning af hans bøger har været med til at gøre mig til forfatter.

Jeg konstaterede, at der var en breche i Den fremmede, der var som en invitation til andre forfattere om at investere sig. Og som algerisk forfatter synes jeg, jeg havde særlig anledning til det – det tror jeg også var med til at give min roman en anden gennemslagskraft, end hvis en japaner eller senegaleser havde skrevet den.«

Den dræbte araber fra Den fremmede får krop og liv og personlighed i fortællingen. Han er en muskuløs ung mand med stor erotisk appetit. Og hans død, som Camus’ fortæller er påfaldende uinteresseret i, kommer til at ændre hans families liv for altid.

»Det var ikke retfærdig harme over kolonitidens forbrydelser, der drev mig. At bryde med den postkoloniale optik og diskurs, at slippe ud af fortidens, erindringens og historiens tyngdefelt, har været mit centrale perspektiv. Og så skrev jeg ud fra min fascination af konfrontationen mellem de to personer. Jeg har altid været fascineret af historier om andethed; om møder med den ukendte. Hvordan reagerer man over for den anden, man ikke kender?

Jeg har altid været fascineret af det grundlæggende spørgsmål: Bringer hævn retfærdighed? Hvorfor må vi ikke myrde et medmenneske? Hvad er det i vores moral, som afholder os fra at slå ihjel.«

Daoud ville give den ’araber’, som hos Camus kun er en silhuet og rekvisit, et navn: Musa. Med navnet følger den værdighed, den dræbte var nægtet.

»Første skridt mod at dræbe er at tage det andet menneskes navn. Vestens grundfortælling om de sidste 300 år handler om at ’opdage verden’ og sætte navne på alt. Robinson Crusoe sætter navn på alt på øen, på dens træer osv., men da han omsider møder et andet menneske, giver han det ikke et menneskeligt navn – han kalder det ’Fredag’.

At fratage en et navn er i en vis forstand allerede at dræbe. I krige kalder man modstanderen ved dehumaniserende øgenavne, som da tyske soldater i verdenskrigene blev les boches. At fratage en et navn er at tage sjælen. Når ofret får et navn, er det ikke længere krig, men en forbrydelse. Navnet gør forskellen mellem krig og forbrydelse.«

Kamel Daoud er en høj, velbygget mand, iført elegant habit, T-shirt og et kuffiyeh-tørklæde viklet om halsen. Han taler sagte, men hurtigt og intenst. Alle hans bemærkninger falder uden tøven som fuldt færdige, klart pointerede sætninger.

– En mand, der fortæller sin livshistorie og anfægtelser over for en fremmed tilhører – dvs. for læseren – på en bar, det minder mere om ’Faldet’, en anden roman af Camus?

»Jeg er glad for, at du slår ned på det. Næsten alle kritikere har talt om Den fremmede, men min bog er i lige så høj grad en hyldest til Faldet, som jeg synes, er en dybt fascinerende roman med stærk enhed i sin komposition. En roman om nagende skyldfølelse og søgen efter det hellige. En meget religiøs roman skrevet af en ateist. Om hellighedens umulighed. Om en fortæller, som har mistet Gud, men har brug for at finde en ny helligdom, han kan grundlægge en etik på – men som det ikke lykkes for.«

Faldet er romanen om den succesrige parisiske forsvarsadvokat, Jean-Baptiste Clamence, som nages af skyld over ikke at have forhindret et tilsyneladende selvmord. En kvinde kastede sig i Seinen, men han gik videre. Et sekulært syndefald, som får fortællerens moralske selvtilfredshed til at bryde sammen og sender ham ud i et forgæves forsøg på at flygte fra sig selv.

– Camus kunne ikke gå ind for algerisk løsrivelse fra Frankrig. Hvordan opfattes han i Algeriet i dag?

»Albert Camus er for mig et symbol på historien om vores løsrivelsestraume. Han inkarnerer de algerisk-franske modsætninger. Man ville tvinge ham til at vælge side, men han nægtede. Han blev sat i en smertelig, paradoksal situation. Han sagde: ’Hvis jeg skal vælge mellem retfærdigheden og min mor, vælger jeg altid min mor.’

Camus var opvokset i et fattigkvarter i en algerisk provinsby, han følte sig hele livet tæt forbundet til sine rødder i Algeriet. Men fordi han ikke ville tage parti for uafhængighedsbevægelsen, eksisterer han ikke officielt i dag. Algeriet vil ikke vide af ham, fordi han ikke kan passes ind i den nationale fortælling om selvstændighedskampen, hvor de, som ikke var med os, var mod os. Han er ikke del af pensum eller forskerseminarer og lægger ikke navn til nogen gader. Og alligevel er han enormt læst.

Han er på en gang forkastet og beundret. Og i den forstand symptomatisk for en ubearbejdet erindring, som hverken Frankrig eller Algeriet endnu har formået at tage på sig. Vi algeriere, som elsker ham, ser ham som en algerier, der tog til Frankrig og fik succes.«

Camus’ ideer om individets uendelige ansvar dukker op hos Daoud i jegfortællerens selvransagelser i Meursault – en modundersøgelse, der i bogens anden halvdel tegner et forstemmende, illusionsløst portræt af vore dages Algeriet. Jegfortælleren, Haroun, begår selv et drab – denne gang på en franskmand, hvis navn fortælleren til gengæld gør en pointe ud af at nævne eksplicit.

Ubehaget ved den forbrydelse får Haroun til at reflektere over Algeriets ulykkelige uafhængighed siden 1962 med militærdiktatur, borgerkrig, fetichering af frihedskæmpergenerationen, der aldrig har villet give magten videre, og den religiøse regression i islamismens forlokkelser.

–Din fortæller, Haroun, er han ikke også netop en fremmed i det Algeriet, som voksede frem efter kolonialismen. Han er en individualist i et samfund, der er massivt kommunitaristisk og afviser religion, som han kalder for ’et kollektivt transportmiddel, han ikke vil benytte sig af’?

»Som Camus er Haroun en mand, som inkarnerer de algeriske modsigelser. I første halvdel – som er den, der blev mest populær hos algeriske læsere – bruger han en stor del af sit liv på at nære og vedligeholde vreden over drabet på sin bror. Men i anden halvdel, som er mest populær i Frankrig, retter han vreden imod sig selv.

Haroun er en mand, som har modet til at tilstå, til at se sig selv uden illusioner. Han er hudløst ærlig, da han indser, at han er endt med at ligne morderen mere end offeret. At han er kommet tættere på Meursault end på sin egen bror.

Han inkarnerer den algeriske forbandelse: At vi ikke kan undslippe den koloniale og postkoloniale erindrings tyngdefelt. Og han inkarnerer umuligheden af at tolerere andetheden og forskellen, umuligheden af at elske og fristelsen til at dræbe, dvs. til at fornægte den anden ultimativt. Jo, han er også en fremmed, men han inkarnerer snarere et menneskeligt vilkår end et historisk vilkår, og min romans succes i Vietnam, Japan, Latinamerika osv. beror på den genkendelse.«

Et tidligere medlem af den islamistiske gruppe GIA bliver eksorteret af algeriske soldater, efter en del af gruppens medlemmer overgav sig efter en folkeafstemning om en forsoningsplan i 1999.

AFP/Scanpix
Kamel Daoud tænker med gru og tristesse tilbage på Algeriets blodige år med borgerkrig og terrorisme: Mindst 100.00 blev dræbt mellem 1991 og 2002 i opgør mellem militæret og støtter af det islamistiske parti, GIA, der stod til at vinde et demokratisk valg, som blev aflyst.

Krigen var langt mere blodig end de samtidige eksjugoslaviske krige, men fik nærmest ingen mediedækning i Vesten.

»Det var en smertelig og ensom tid. Ensom, fordi verden ikke forstod, hvad der foregik hos os og ikke interesserede sig for det. Det var før internettet for alvor blev udbredt, informationerne kom ikke frem. Vesten vidste dengang ikke, hvad islamisme var. Vesten tog imod mange islamister som flygtninge og ofre, men der skulle gå tyve år, før Vesten forstod, at de snarere er bødler.

I Algeriet er vi mange, der nu ser den islamistiske terrorisme i Europa som en reprise. Det, vi var udsat for dengang, oplever I nu. Og med de samme debatter til følge: Skal man ofre demokratiske rettigheder for sikkerhed?

Kan man i tolerancens navn acceptere intolerancens fremmarch? Skal man gribe til militær repression eller politisk overtalelse, slå ihjel eller omvende? Ingen algerier kom uskadt ud af den periode, vi blev alle mærket af at være så tæt på døden i så mange år.«

Ifølge Daoud er islamismen i dag slået militært og inddæmmet af den algeriske stats enorme sikkerhedsapparat. Islamisk Stat kunne hverve tusinder af tunesere og marokkanere, men stort set ingen algeriere. Men den algeriske forfatter er ikke fortrøstningsfuld. Borgerkrigens sår er stadig åbent. Og selv om islamismen ikke er et væbnet projekt i Algeriet, er den stadig et projekt om social dominans.

»Vi risikerer, at spændingerne tager til igen. Regimet har lagt et blydække hen over periodens traumer. Den har slået en handel af med islamisterne. De har nedlagt våbnene, men prisen er blevet en national forsoningslov, som gør, at vi slet ikke kan tale om borgerkrigen. Som fritager bødlerne for at skulle sige undskyld til ofrene og fritager forbryderne for at skulle fortælle sandheden. Det er en tragisk, ulykkelig historie.«

– Der kom aldrig et arabisk forår i Algeriet, selv om dets arnested var i nabolandet Tunesien. Hvad er forklaringen?

»I Algeriet er det vores ulykke at være forud for andre. Vi havde allerede en opstand imod i regimet i 1988. 500 blev dræbt – en episode, som også er fortrængt. Siden kom årene med borgerkrig og kaos.

Frygten for en ny borgerkrig lægger en dæmper på oppositionens appetit på opstande. Regimet har spillet på tre ting: Hvis I rejser jer til opstand, kommer Frankrig og Vesten tilbage som nye herskere, ligesom de prøvede i Libyen. Hvis I rejser jer til opstand, bryder borgerkrigen ud igen, ligesom i Syrien. Og endelig har regimet brugt sine store indtægter på salg af naturgas til at købe oppositionen til tavshed, på at købe sig til social fred. Mange algeriere fortrækker sikkerhed frem for frihed.«

– Algeriet er i dag et gerontokrati – et gammelmandsvælde, hvor frihedskæmpergenerationen sidder på magten. Hvor går Algeriet hen efter præsident Bouteflika? Hvilke scenarier er de mest sandsynlige?

»Ingen ved det. Bouteflika har fanget Algeriet i sin fælde. Han kom til magten i 1999 og går tydeligvis efter at fastholde præsidentposten til sin død. For at sikre det har han forhindret alle muligheder for et magtskifte og en transition.

Bouteflika har en meget autokratisk og personlig vision af magten. Han har ødelagt alle institutioner omkring sig, der kunne udvikle et alternativ til ham selv. Det er lige nu umuligt at se gode perspektiver efter Bouteflika, det bedste, vi kan håbe på, er, at militæret igen tager magten og forsøger at indlede en ny transitionsperiode. Som i Egypten.«

– Ville du selv stille op ved et fremtidigt frit demokratisk præsidentvalg i Algeriet – jeg har læst mig til, at flere ville støtte dig?

»Nej, det er en fantasi, som nogle dyrker. Men jeg har hverken mod eller kræfter til at indlede en politisk karriere. Spillet mellem regimet og islamisterne er lukket. Det er en aftale imellem dem om at forhindre demokrater i at komme til. Regimet benytter sig af islamisterne til at sætte samfundet i stå og skræmme os. ’Uden os får I Syrien og Islamisk Stat.’ Og regimet skræmmer Vesten. ’Uden os, får i kaos og masseudvandring til Europa, vi er det eneste bolværk’.«

– Er islamismen ikke tvunget i defensiven nu med Islamisk Stats militære nederlag i Irak/Syrien og med bortfaldet af den saudiske sponsor efter den nye reformglade kronprins er kommet til magten?

»Nej, det har nok trængt den væbnede salafisme i defensiven, men den er kun én strømning inden for islamismen. Og selv om Saudi-Arabien måske nu trækker sin støtte til den islamistiske internationale bevægelse, er der vokset en ny leder frem, som er ved at overtage netværkene, og det er Erdoğan.

Det Muslimske Broderskabs maskine er ved at blive overtaget af tyrkerne, og det er en maskine, de benytter sig af over store dele af verden for at fremtvinge indrømmelser. Erdoğan besøgte Algeriet i marts, og jeg skrev en klumme om, at han ikke var velkommen. Jeg blev nærmest verbalt lynchet af de algeriske islamister, og det var der, jeg forstod, at han har stærke netværk i mit land.«

Modsat så mange andre algeriske intellektuelle, der er draget i eksil, har Daoud valgt at blive i Algeriet, selv om frygten er et permanent vilkår.

– Hvorfra kommer dit mod til at tale islamisterne midt imod – du har modtaget adskillige dødstrusler og fatwaer?

»Det er såmænd ikke mod, men en måde at forsvare mig på. Jeg må forsvare mine ideer over for andre og forsvare min frihed. Det er ikke mig, der dræber eller truer andre. Jeg kræver ikke, at nogen opgiver deres religion. Jeg kræver blot en adskillelse af religion og politik.

Alle må være frie til at søge Gud og blive salige i deres tro, men ingen har ret til at påtvinge det større fællesskab deres tro som en lov. Troslivet er intimt og privat, det kan aldrig blive et socialt projekt eller en politisk forfatning.«

’Islamofob’ og ’en vestlig kæledægge’ kalder Daouds kritikere ham, i Vesten som i Algeriet. Det gør de, fordi han så klart insisterer på, at den tid, hvor kolonialismen og dens arv kunne bruges som universalforklaring på de dårligdomme, den arabiske verden og det globale Syd plages af, må være forbi.

En central pointe for ham, er, at en ortodoks postkolonialistisk diskurs forhindrer en reel diskussion af årsagerne til f.eks. flygtningestrømmene. Han forstår og sympatiserer med de flygtninge fra Afrika, der søger mod Vesten. I deres sted ville han også flygte, siger han. Men væsentlige aspekter af diskussionen bliver overset.

»I Syden må vi holde op med kun at se os selv som ofre. Vi har mindst lige så svært ved at rumme forskellen og andetheden. Vi er nødt til at diskutere fælles løsninger på flygtningekrisen og nødt til at bede om Vestens solidaritet, om universel solidaritet. Men hvor er diskussionen af årsagerne til de tragiske udviklinger i Syd, som får mennesker til at flygte? Jeg er led og ked af altid at høre de samme fraser om, at ’det er Vestens skyld’.

Fokuseringen på vestlige fejl tjener til at tilsløre vores egne, herunder vores egen racisme. I mit land er der en enorm og helt overset racisme over for sorte. Vi kalder dem for ’afrikanere’, som om vi ikke også selv var afrikanere. Vesten har et ansvar, men vi har også selv et ansvar. Og vi er nødt til at bryde med den postkoloniale diskurs, som er blevet en ny religion, en form for evig afdragsordning. Jeg er barn af uafhængigheden, men hvorfor skal vi hele tiden til tale om uafhængighedskrigen?

At holde fortiden levende kan også blive til en flugt fra nutiden og fra ansvaret. At lægge den bag sig er ikke at nægte, at de andre begik overgreb. Men mennesker gik i døden for, at jeg kunne leve i et frit Algeriet. Dem skylder vi at leve, men at leve i nutiden.«

Kamel Daoud siges at være en af den franske præsident, Emmanuel Macrons yndlingsforfattere, og præsidenten og forfatteren er flere gange mødtes til private samtaler.

– Det vakte opsigt, da præsident Macron sidste år som den første franske præsident tog fuldstændig afstand fra Frankrigs brutale adfærd som kolonimagt i Algeriet. Han talte i den forbindelse ligefrem om ’forbrydelser mod menneskeheden’ … Er det vejen til udsoning og forsoning mellem Frankrig og Algeriet?

»Jeg synes, det er helt rigtigt af Macron. Det er en udtalelse, der kan blive begyndelsen til en lukning af dette kapitel og hindre, at traumerne fra krigen gives videre fra generation til generation, ikke bare i Algeriet, men også i de franske indvandrermiljøer med rødder i Algeriet. Når Macron påtager sig en så omfattende skyld på Frankrigs vegne, er der håb om, at vi kan sætte punktum og komme videre.«

International opsigt vakte det, da Daoud i 2016 i en klumme i Le Monde, foranlediget af de massesexovergreb, som unge overvejende nordafrikanske immigranter begik i Köln nytårsnat, tog kraftig afstand fra, hvad han så som en dybt rodfæstet sexisme i den arabiske verden.

Ganske som Albert Camus i sin tid blev udskammet af den venstreintellektuelle elite i Paris for ikke at tage klart parti for den algeriske uafhængighedsbevægelse, blev Daoud nu mål for franske postkolonialistisk fikserede akademikeres vrede.

I et kollektivt indlæg af antropologer, sociologer og journalister i samme avis blev han beskyldt for at ’genbruge orientalistiske klicheer‘. Som algerier blev han med andre ord af vesterlændinge frakendt retten til at kritisere sin egen kultur. Det massive raseri fik i første omgang Daoud til at trække sig fra enhver debat og hellige sig skønlitteraturen.

»Der findes åbenbart en elitær venstrefløj, som ikke kan tåle, at jeg selv udtaler mig om mit eget land, dets kultur og historie. En venstrefløj, som lider under en total realitetsfornægtelse. Som nægter at se immigranter for, hvad de også kan være, fordi de ikke vil se problematiske kultursammenstød, som bryder med deres postkoloniale forståelse.

Det nytter ikke at benægte det problematiske i at nytilkomne til Vesten insisterer på at medbringe deres egen kultur, men man kan ikke tage fra Kabul til Europa og forvente at tage Kabul med til Europa. Man kan ikke søge til den frie verden og nægte frihed for sin medbragte hustru. Den, der søger mod friheden, har pligt til at hjælpe til med at bevare den.«

Den 44-årige algierske forfatter Kamel Daoud har i sin lille prisvindende roman ’Meursault – contre-enquête’ taget den nærmest umulige opgave på sig at skrive den anden side af Albert Camus’ ’Den fremmede’ –  fortællingen set fra Algeriets side, set fra offerets side.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Carsten Munk
  • Vivi Rindom
  • Viggo Okholm
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • ulrik mortensen
  • Christian De Thurah
  • Torsten Jacobsen
  • Espen Bøgh
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Veje
  • Erik Karlsen
Olaf Tehrani, Carsten Munk, Vivi Rindom, Viggo Okholm, Mikael Velschow-Rasmussen, ulrik mortensen, Christian De Thurah, Torsten Jacobsen, Espen Bøgh, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Veje og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Når hverken vestens eller Mellemøstens ledere har forandret sig kan intet forandres. Når man ser på Trump politik føler man at man fejer i ejet hus men i det samme sted, fordi vesten kommer hver gang med nye smuds,og det skal gøre rent altid i det samme sted. Når Saudisk kronprins skal forklare sig hvorfor tænker han for millioner arbejdesløse amerikaner ved at investere hundredemilliarder af dollars i USA, sige han :jeg har ikke andet valg. I dag arabere frygter de bliver "flygtninge" og uden land; det er den fremtid de Trump arbejder med at gøre. Selvfølgelig er det en mulighed at slippe den for "onde cirkel": er at bryde alle bånd til vesten eller til USA. Men det er en anden sag. Irak og Syrien og Libyen forskrækker. At vælge mellem Cuba og Saudi Arabien, vælger jeg Saudi Arabien. Det er altid noget man kan gøre alligevel, bare ikke i atom området.

Allan Pedersen

Grækenland oversætter flere bøger om året til græsk end hele den arabiske verden oversætter til deres modersmål. Det illustrerer en kultur, der er så fastfrosset og angst for påvirkninger. Skylden findes hovedsageligt his regionens egne indbyggere. Læg dertil en uhæmmet befolkningseksplosion, så har man den ultimative fattigdomsfælde. Men lad os da bare sige, at det er Vestens skyld......

E-ressourcer Statsbiblioteket, Bjarke Lund Sørensen, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Ole jakob Dueholm Bech og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Nemlig! Allan Pedersen
Den uhæmmede befolkningseksplosion med millioner af vrede unge mænd har alle dage ført til krige. At ingen påpeger dette forventelige ragnarok er mig en gåde. Vi taler om klima, medens millioner bliver til milliarder. Hvem skal brødføde disse utilpassede menneske skæbner?

Bjarke Lund Sørensen, Leo Nygaard, Martin Lund, Hans Aagaard og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Begge parter har deres ansvar. Derfor også skyld begge parter i det omfang man blander sig i hinandens forhold.
Men denne skyld kan være gavnlig - ikke kun krise. Så hedder det samarbejde.
Vil folkegrupperne i mellemøsten slås mod hinanden, skal vesten ikke blande sig. Historien hel op til nu beviser de. Jeg tror det er blevet værre trods alle gode hensigter.
Omvendt burde der til gengæld indføres total stop for islamister i hele vesten.

odd bjertnes

Algieriet er den racistiske fanonismes oprindelsesland, omend lige denne meningsdanner ikke kommes omkring i artiklen. Sammenblandingen i europæisk kultur af denne med påvirkninger fra den sorte borgerrettighedsbevægelse har medført en grotesk diskurs i mange årtier. Så det var da en forfriskende artikel, som - siden den nu handler om fiktive figurers fiktive gøren og laden i fiktionsarbejderes fiktive universer - måske endda har en mnulighed for at trænge igennem intellektuelle lags apologativt tunede realité-fobier.

Touhami Bennour

Allan Pedersen'
Hvad angår sprog og oversættelse, så det viser du kender ikke de arabiske lande og deres historier. Det var en tid (mellem 8-15 århundert, hvor hele den kendte verden talte arabisk, og folk kom fra hele verden for at studerer og forske og lære arabisk. Dengang var alt oversat til arabisk,( fra den græske , den latinske kultur) og andre. Men i de sidste 200 hundert år blev arabere , som kendt, besat of stormagter, Men mangler arabere ingen viden om omverden. Det fleste der har studentereksamen og op efter tale fransk eller English Jeg taler fransk som fransmænd og det sker jeg taler også fransk med arabere fra nord africa. Jeg kan læse om alt i verden på fransk og andre gør det samme på English i Mellem Østen.Det er faktisk mange der kritisere den tilstand og vil at det skal gå til arabisk i skrift og tale med det samme. I Algeriet måtte hente fra Egypten til at undervise på arabisk. hvis du tror (også i dag) alt foregår på arabisk, så ved du ikke noget om Arabien.

Carsten Hansen

Aretabere er naturligvis i gennemsnit, hverken dummere og klogere end alle mulige andre .

Det afgørende er hvad der puttes i hovedet på folk.
Så længe man bruger overdrevent mange kræfter på at putte religion ind i stedet for noget brugbart, så er dette en bremse for udvikling og fremskridt.

Med udvikling og fremskridt kommer mindre behov for .at producere børn og med færre børn kommer der bedre forudsætninger for anden produktivitet.

Vestens opgave er ikke at lægge hindringer i vejen for udvikling og fremskridt.

Mange har et ansvar; men så langtfra Vesten alene.

Bettina Jensen

Vesten har et meget stort ansvar for tilstanden i Mellemøsten, såvel i form af den postkoloniale periodes undertrykkelse og fattiggørelse, herunder installering af diverse despoter i postkoloniale regimer, som i form af den senmoderne udbytning af en række mellemøstlige lande, foruden de talrige krige, som Vesten dels har ført i Mellemøsten og dels tavst har samtykket til at Israel med vestlig støtte har ført i regionen.

Om man personligt er 'træt af at høre om' det, er vel en netop personlig sag, men det ændrer næppe på at Vesten også i dag står med nøglen til at løse problemerne i Mellemøsten. Hvis man altså vil, men hér løber vi så ind i et problem, i og med at problemerne både er funktionelle for en række stærke økonomiske og militære interesse(gruppe)r i Vesten og uundgåelige i konsekvens af den af Vesten førte politik.

Men naturligvis er der også andre forhold, som bidrager til problemer og katastrofer, undertrykkelse og diskrimination, i Mellemøsten. Det ville være meget ignorant at antage andet.

Karsten Aaen, Carsten Munk og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

hele problematikken bygger vel i bund og grund på manglende ansvar og interesse fra det enkelte menneske uanset hvor i verden det er. Hvis det lykkes et system/religion at tage ansvaret og friheden til at mene og tænke så har man desværre fået en magt, man ikke skal have. Vi i Vesten har aldrig forsøgt at lære andre ikke at bruge magt, da våbenindustrien har meget stor magt, men vist ikke kun i vesten. Verdenssamfundet og dets menneskesyn ændres ikke før at håbet om tryghed og velfærd kan ses som en mulighed uden et geværløb til at styre. Et lidt naivt indlæg, men vi sidder fast og millioner lider fuldstændig unødigt på grund af det. Ingen mennesker er generelt dummere end andre, som Carsten Hansen skriver, men det enkelte menneske overlader for megen magt til eliten generelt uanset om det er diktatorer eller religiøse ledere og camouflerede demokrater som Trump og Lars Løkke. Sidstnævnte er så en engel i den sammenhæng her.

Leo Nygaard

Jorden er som et bur med alt for mange individer. En kamp alle mod alle er resultatet. Sammenholdes det med den materealistiske levevis og udbredte grådighed, skærpes kampen.
Så længe verdens ledere ikke erkender dette, vil stridighederne fortsætte.
Svært at se lys forude i dette bur.

Bettina Jensen

Klodens problem er vel snarere at der er for få fællesskab(sfølels)er og alt for megen individualisering - hvilket der er både strukturelle og kulturelle grunde til.

Morten Lindhard

Der er sikkert meget galt i den arabiske verden, som Vesten ikke har del i. Information burde bruge deres begrænsede plads til emner der er vores problem: Vores millitære angreb siden 9/11 pga 9/11. Information burde koncentrere sig om de overvældende beviser på at 9/11 var et false flag angreb. USA afslørede at de står bag da USA generelt har ødelagt alle beviser, der kunne føre til sprængstofholdet, der sprængte WTC 1, 2 og 7. Estenlig presse inklusiv Information nægter at fortælle de afslørende fakta. Selvom hæderlige amerikanske institutioner som FBI og NIST har fortalt hvad der skal siges i deres rapporter, hvis journalisterne turde læse dem kritisk. Kritisk tænkning, som burde være avisernes hædersmærke, er konsekvent blevet latterliggjort under CIA komapagnen til latterliggørelse af "konspiratonsteorier". Ingen kritisk tænkning kan undgå at tænke i konspirationsteorier. Den officielle forklaring på 9/11 er også en konspirationsteori. Således afslører journalisterne at de på en gang tænker i konspirationsteorier og latterliggør dem på samme tid. Journalister afviser fakta hvis disse fakta afslører at der var sprængstoffer. Hvorfor er journalisterne ikke interesserede i at sprængstofterroristerne bliver pågrebet ? De siger det selv: Det fører til en konspirationsteori (som om det var et argument imod teorien- cirkulær selvmodsigelse) Det de kan se er at hVis der var sprængstof står staten bag. Hvorfor ? Fordi alle ved at staten ikke har ledt efter sprængstof , men gjort alt for at skjule beviserne og derfor dækker de over sprængstofholdet. Hvis staten er bag sprængstofholdet, som måske er det eneste overlevende hold og de farligste og inde i USA dagen efter - så står staten bag hele angrebet. Man skal være hårdt angrebet af et denial syndrom værre end holocaust denial for ikke at kunne se det.

Bettina Jensen

Morten Lindhard, jeg er uenig i at der foreligger beviser for at 9/11 var en false flag-operation - men det er helt evident at der ikke er foretaget en tilbundsgående undersøgelse af begivenheden. Tværtom er der beviser for at myndigheder og instanser har holdt information tilbage og at kommissionsundersøgelsen, som er den eneste samlede undersøgelse af begivenheden, var både inkompetent og inhabil - dvs. bound to fail.

Derfor er det helt rimeligt - og nødvendigt - at sagen genåbnes som en kriminalteknisk undersøgelse (en sådan er aldrig foretaget, idet angrebet blev klassificeret som en krigshandling og derfor omgående sorterede under Pentagon's jurisdiktion).

Morten Lindhard

Jeg får konsekvent afvist artikler med ovenstående indhold " fordi avisen får så meget stof"- men en avis har som "den 4. statsmagt" pligt til at prioritere. Når ovenstående konsekvent nægtes spalteplads og latterliggøres så er avisen gået i statsterrorens tjeneste. DET er vor tids enten moralske eller intellektuelle kollaps.

Morten Lindhard

og jeg har meget mod min vilje været nødt til at betale et abbonnement for at få lov til at skrive på denne plads- det eneste sted jeg kan komme til orde. Ejvind Larsen "var blevet for gammel" i følge hans egne ord til at sige sandheden. Resten af slænget "var alle uafhængigt af hindanden blevet enige om ikke at tro på konspirationsteorier", som en af dem skrev til mig. Jeg tror gerne vi har at gøre med et kollektivt selvforstærkende denial fænomen, men kun desto mere pinligt at de skarpe hjerne på Information "uafhængige af ..." falder i fælden. Jeg faldt selv i fælden, men fordi jeg troede på Information - indtil kritiske røster dukkede op på internettet i form af filmen "Loose Change" jeg så på youtube. Derefter gik fler eår med at se og læse for og imod. Hvedet på sømmet var da jeg læste den centrale NIST rapport. Den afslører sin egen konklusion som et postulat bygget på fakta der peger modsat. NIST skriver at der aldrig er ledt efter sprængstof. Det er en forbrydelse sig selv. Det er højforræderiet der dækker over sprængstofholdet. Der er mindst 5 andre beviser for sprængstof, der er stærkere end beviserne for påstanden om Bin Ladens rolle- som FBI, siger der ikke er belæg for. Derfor har FBI aldrig efterlyst Bin Laden for 9/11 !!! Eller sagt med andre ord. Det er ikke så meget et spørgsmål om BIn Laden var med - mere om CIA stod bag BIn Laden. CIA havde givet alle flykaprerne VISA til USA. CIAs station chief in Dubai blev i følge La Figaro set i selskab mad Bin Laden ved et millitærhospital hvor Bin Laden blev undersøgt for nyreproblemer. tidligt i 2001. The White House udsender i november 2001 en pressemeddelelse om at Bin Laden skal i dialyse. De klumrer rundt i selvafslørende detaljer, men Informations medarbejdere latterliggør kritisk tænkende mennesker. Jeg mener det er kriminelt.

Carsten Hansen

Viggo Okholm.

Ja; Vi er nødt til at fjerne os fra de yderligtgåendes synspunkter om at én part har al skyld.

Der er rigeligt at korrupte ledere i Mellemøsten, der holder egne befolkninger i jerngreb. Disse griber muligheden herfor da en del vestlige ledere gerne ser det ske og støtter det.
Der er et udmærket udviklingspotentiale i mellemøsten, hvis "regeringerne" ønsker det ske..

I Irak har man lige valgt en militant Shiamuslim som kommende regeringsleder. Så kommer det hele til at gå op i gud og undertrykkelse af alle anderledes troende/tænkende.
Det er der ikke megen fremskridt og udvikling i.

Bettina Jensen

Morten Lindhard, det er under alle omstændigheder betænkeligt at NIST udelukkende havde arbejdshypoteser, som gik på at bygningen var styrtet sammen som følge af flyindslagene. NIST beretter endda på instituttets pressekonferencer op gennem 00'erne at man slet ikke var bekendt med at nogle vidner havde hørt eksplosioner og set lysglimt som kunne hidrøre fra eksplosioner, når der forelå flere ned 100 erhvervede vidneudsagn herom fra folk som havde befundet sig både inde i og udenfor bygningerne i de fatale timer.

Men Loose Change-filmen, som på en lang række områder står temmeligt svagt i sin argumentation og hypotesebearbejdning (og derfor også konkluderer vidtløftigt og åbenlyst forkert mange steder), er et meget godt eksempel på hvordan konspirationstosserierne selv reproducerer og understøtter mainstreampressens og myndighedernes muligheder for at affeje kritikken af den officielle historie. Det er ganske enkelt både kontraproduktivt og usagligt at fremture med konspirationsteorier, men det er væsentligt at holde de modstridende fakta frem og advokere for at der sker først og fremmest en kriminalteknisk undersøgelse, som dels motivforsker og dels konkret analyserer de kriminaltekniske spor i sagen (herunder særligt de, som ikke blev undersøgt i sin tid).

Man kan vel frygte/forvente at det vil gå ligesom med drabene på Kennedy-brødrene, eller Martin Luther King, hvor vi også står med sager, som politisk styrede undersøgelseskommissioner har konkluderet er opklarede, men hvor bevisførelsen er ikke blot kontroversiel, men decideret ringe. Og så går årene, kritikken bliver til konspirationstosseri og historien fryser fast som tvivlsom sandhed, men dog sandhed, i almindelighedens hellige øje.

Morten Lindhard

Bettina fakta bliver ikke til tosserier- de bliver forsøgt stemplet som sådan af dem der ikke bryder sig om dem: Fornægterne. Alle millitære kommentatorer og andre eksperter talte kun om sprængstof og secondary eksplosions det første døgn. Hvorfor fornægter så mange at der aldrig blev ledt efter sprængstof ?

Morten Lindhard

Hvorfor bliver det til en latterlig konspirationsteori at påpege, at der er tegn på et hold terrorsiter på jorden med sprængstof som hjalp flykaprerne ?

Morten Lindhard

Er det ikke fornægterne selv der kan se "en konspirationsteori i.e. nogen i toppen af USAs magtapparat bag det sidste hold terrorister netop fordi staten IKKE leder efter dem. Således er journalisterne på vore medier dem der
1: Tror på den officielle konspirationsteori uden at erkende at det er en konspirationsteori
2: Kan se en større konspirationsteori omfattende staten bag det sidste hold terrorister med sprængstof, men afviser denne teori fordi det er en konspirationsteori.
Hvor selvmodsigende kan fornægterne være uden at erkende at de lider af fornægtelse ?

Torben - Nielsen

Understreger denne debat ikke blot, at den vestlige hvide race er alle andre totalt overlegen?? Intet af betydning er åbenbart foretaget uden indblanding af hvide vestlige aktører.

Ikke engang et spektakulært terrorangreb er muligt at udføre, før den vestlige verden også overtager ophavsretten herfor.