Læsetid: 9 min.

#MeToo, Lars von Trier, Spike Lee og Thandie Newton står bag de mest mindeværdige øjeblikke på årets filmfestival i Cannes

Det er en overvældende oplevelse at være til filmfestival i Cannes, og hver dag ser, hører og læser man så meget, man gerne vil give videre. Man møder mennesker, filmfolk, som slet ikke er, som man forventer, eller som siger noget uventet eller spændende. Her er filmredaktørens seks mindeværdige oplevelser fra årets filmfestival – fra #MeToo over Michael Shannon til Thandie Newton og Lars von Trier
82 kvindelige filmfolk indtog en aften på Cannes den røde løber som symbol på den ulighed, der er i branchen og på festivalen.

82 kvindelige filmfolk indtog en aften på Cannes den røde løber som symbol på den ulighed, der er i branchen og på festivalen.

Ritzau Scanpix

19. maj 2018

#MeToo på den røde løber

En af mine kvindelige kolleger fik tårer i øjnene, da 82 kvindelige filmfolk en aften midt under festivalen indtog den røde løber i Cannes som et symbol på den kønsulighed, der er i filmbranchen og på festivalen. Det var også et vigtigt og rørende øjeblik, der understregede det absurde i, at mere end 1.600 mandlige instruktører i festivalens 71-årige historie har præsenteret deres film hernede, mens det blot drejer sig om 82 kvindelige instruktører.

Australske Cate Blanchett, årets jurypræsident, og franske Agnès Varda, førte an på den røde løber, og de læste sammen en erklæring op:

»Vi står alle over for unikke udfordringer, men vi står sammen på trappen i dag som et symbol på vores beslutning om og dedikation til fremskridt. Vi er forfattere, vi er producere, vi er instruktører, skuespillere, filmfotografer, talentagenter, klippere, distributører, og vi er alle beskæftiget med filmkunst. Vi står sammen med jer i dag i solidaritet med kvinder i alle brancher. 82 kvinder, der repræsenterer det antal kvindelige instruktører, som har forceret disse trin siden den første udgave af filmfestivalen i Cannes i 1946. I den samme periode er 1688 mandlige instruktører besteget trinnene. I den verdenskendte festivals 71 år har der kun være 12 kvindelige jurypræsidenter. Den prestigefyldte Guldpalme er blevet givet til 71 mandlige instruktører, men kun to kvindelige instruktører, Jane Campion, der er med os i ånden, og vidunderlige Agnès Varda, som er her i dag. Disse fakta er opsigtsvækkende og ubestridelige.«

Michael Shannon: ’Det, man oplever som intensitet, er mit fokus’

Lige så intens, frygtindgydende og muskuløs den amerikanske skuespiller Michael Shannon virker på lærredet, lige så stille, spinkel og næsten selvudslettende er han i virkeligheden. Da jeg sammen med en flok andre journalister skulle interviewe ham i forbindelse med Ramin Bahranis HBO-film, Fahrenheit 451, hvori han spiller en hård kaptajn i brandvæsenet, sad han for det meste og kiggede ned i bordet – en gang imellem kastede han et hurtigt blik på den, der stillede ham et spørgsmål – mens han talte meget lavmælt om rollen og sit øvrige arbejde.

Jeg fik næsten fornemmelsen af, at han gemmer sine kræfter til filmrollerne – at han i interviewsituationer er bange for at brænde for meget af den energi af, der gør ham til så blændende en skuespiller. Det var også mere eller mindre, hvad han sagde om sin måde at arbejde på:

»Jeg tror ofte, at det, man oplever som intensitet, er mit fokus, min koncentration. Jeg prøver virkelig at være til stede i øjeblikket og hver eneste scenes særlige omstændigheder, og det kræver en stor portion koncentration. Jeg prøver at fokusere på den, jeg spiller over for, og lytte til vedkommende og have den oplevelse, som det er meningen, at min figur skal have. Folk, der er mindre fokuserede og mere flagrende, virker nok mindre intense, vil jeg tro.«

Hvem vinder, og hvem bør vinde?

Filmfestivalen slutter i dag, lørdag, med den store prisuddeling, hvor det selvfølgelig mest handler om Guldpalmen. Den kommer i år ikke til at gå til Lars von Trier. Ikke fordi Triers nye film, The House That Jack Built, er dårlig, men fordi den ikke er med i hovedkonkurrencen.

Det er derimod en håndfuld film, som har besnæret kritikerne på festivalen. Polske Pawel Pawlikowskis kærlighedsfilm, Cold War, japanske Kore-eda Hirokazus usædvanlige familiefortælling, Shoplifters, og sydkoreanske Lee Chang-dongs æteriske drama, Burning, har alle fortjent scoret højt i de kritikerskemaer, som flere af branchebladene offentliggør hver dag.

Og i de seneste dage har italienske Matteo Garrones barske gangsterdrama Dogman – få skildrer livet i bunden af hierarkiet som Garrone – og libanesiske Nadine Labakis Capernaum høstet masser af anmelderroser. Især har opmærksomheden samlet sig om Labakis film, der handler om en 12-årig dreng, der sagsøger sine ikke særlig rare forældre, fordi de har sat ham i en verden, der er kold, ubarmhjertig og ligeglad. Flere kritikere, også danske, har nævnt den som en oplagt Guldpalme-vinder, og det ville jeg bestemt ikke have noget imod. Det er en vigtig film, der smukt og stærkt fortæller om verden lige nu og her.

Min personlige favorit er dog stadig Kore-eda Hirokazus Shoplifters, der på sin vis deler tema med Capernaum, men er et noget mindre kantet og pågående værk. Heldigvis er der flere priser end Guldpalmen, og forhåbentlig får mine favoritter en af dem.

Skal jeg pege på en film, jeg helst ikke så vinde noget som helst, er det Jean-Luc Godards Le livre d’Image, hvori den gamle mester ikke bare dekonstruerer, men atomiserer filmsproget, og resultatet er en lettere uforståelig og anstrengende oplevelse. Den har dog sine dedikerede fans blandt kritikerne, så måske juryen også kan se kvaliteter i den. Jeg håber det dog ikke.

Til sidst skal jeg lige nævne, at der i skrivende stund stadig mangler et par konkurrencefilm, hvoraf især den allersidste, der bliver vist, den tidligere, tyrkiske Guldpalme-vinder, Nuri Bilge Ceylans, The Wild Pear Tree, kunne være en contender.

Spike Lee: ’Vi er nødt til at vågne op’

Jeg har været fan af den amerikanske filminstruktør Spike Lee, siden jeg så hans gennembrudsfilm, Do the Right Thing (1989), allerførste gang. I filmen fortæller Lee om race på en på én gang kulørt og dramatisk facon, og det er en stil, han stadig holder fast i i dag, mange film senere. Således også i sin nye film, den vildt underholdende BlackKklansman, som fortæller den usandsynlige, men sande historie om en sort politimand, der i 1970’erne i Colorado Springs infiltrerer Ku Klux Klan.

Filmen er kun blevet mere relevant i forbindelse med hvide højreekstremisters march og voldelige optøjer i Charlottesville i Virginia sidste år – og præsident Donald Trumps manglende afstandstagen til ekstremisterne – og Lee, der ikke er bange for at sige, hvad han mener, foldede sig ud på pressemødet for BlackKklansman:

»Den motherfucker havde chancen for at sige, at vi handler om kærlighed, og den motherfucker undsagde ikke den motherfucking klan, den ekstreme højrefløj eller de nazi-motherfuckers. Det var et afgørende øjeblik, og han kunne have sagt til verden, at vi var bedre end det. Vi forventer, at vores ledere guider os, tager moralske beslutninger, og jeg vil gerne sige, at det ikke kun er noget, der er et problem i USA, dette lort foregår overalt i verden. Vi er nødt til at vågne op. Og vi kan ikke tie stille.«

Christopher Nolan: ’Det er op til os filmskabere at flytte grænserne’

»Det er op til os filmskabere at flytte grænserne for det mulige så langt som overhovedet muligt. Det gjorde Kubrick med Rumrejsen år 2001. Hvis der overhovedet var en regelbog, smed han den ud ad vinduet.«

Det sagde den britisk-amerikanske filminstruktør Christopher Nolan, da han i begyndelsen af filmfestivalen stillede op til en næsten to timer lang snak med publikum om sin egen karriere og ikke mindst Stanley Kubricks genredefinerende science fiction-film, Rumrejsen år 2001, der har betydet meget for ham, og som i år fylder 50.

Nolan er en fascinerende skikkelse. Han er måske ikke verdens mest levende menneske i en interviewsituation, men han ved, hvad han vil, både når han svarer på spørgsmål, og når han laver store og på alle måder ambitiøse film som The Dark Knight, The Prestige, InceptionInterstellar og Dunkirk, hvor han inspireret af Kubrick selv har prøvet at smide regelbogen væk og med held eksperimenteret med fortælleformer og visuelle greb.

Skulle man i øvrigt tro, at det er en god, formel filmuddannelse, der har gjort Nolan til den, han er, ja, så må man tro om igen: »For at være helt klar i mælet: Jeg gik ikke på filmskole, fordi jeg ikke kunne komme ind på filmskolen. Og jeg tror, at det var heldigt for mig. Jeg tror, jeg passer bedre til at lære at lave film ved at lave film, og jeg passer ikke ind i en så formel struktur.«

Der er med andre ord håb for alle dem med instruktørdrømme, gode ideer og en vis portion talent.

Thandie Newton: ’Jeg er 45 og sort’

Den sorte, britiske skuespiller og aktivist Thandie Newton er en fornøjelse at interviewe. Hun bander som en havnearbejder, men hun har noget på hjerte og forstår at udtrykke det. Hun spiller en større rolle i den nye Star Wars-film, Solo, hvilket var grunden til, at jeg mødte hende her i Cannes.

Interviewet nåede vidt omkring, blandt andet fortalte Newton, at hun for ikke så længe siden overvejede at droppe skuespilgerningen, fordi hun ikke blev tilbudt ordentlige roller. Men så fik hun tilbudt rollen som robotten Maeve i tv-serien Westworld, og det forandrede hendes liv.

»Jeg er 45, mand, 45 og sort. Jeg er stoppet med at være bitter over de muligheder, jeg ikke har fået. Jeg har ikke den samme bitterhed og længsel, som jeg havde, da jeg var yngre. Jeg er lykkelig over at være med i Star Wars. Men det var ikke før, at vi var færdige med at optage filmen, at en af mine venner sagde til mig, at ’er du klar over, at du er den første mørkhudede kvinde til at have en prominent rolle i filmene?’ Og jeg sagde, ’er du sikker? Det kan da ikke være rigtigt. Fuck!’ Jeg var overrasket over, at de ikke gjorde mere ud af det i lanceringen af Solo, men de fleste af folkene bag Star Wars er ikke mørkhudede, og de forstår ikke vigtigheden af det. Det er ikke en kritik af dem. Det er blot sådan, det er. Til at begynde med var min figur hvid, men instruktøren syntes, at hun skulle være sort. Hun skulle være cool. Men det kunne lige så godt ikke være sket. Det kræver opmærksomhed og sans for diversitet, og det sker som regel, fordi de mennesker, der bestemmer, har diversitet i deres egne liv. Og efterhånden som tiden går, vil det ske oftere og oftere.«

Lars von Trier: ’Jeg er i høj grad imod censur’

Reaktionerne på Lars von Triers nye film, The House That Jack Built, var ikke overraskende voldsomme – det er de stort set altid – og i et par dage var den danske instruktør og hans film stort set det eneste, man talte om i Cannes. Festivalen valgte – eller var det Trier selv, der insisterede? – ikke at afholde et pressemøde for det samlede, internationale pressekorps, måske belært af balladen i 2011, der endte med Triers bortvisning fra festivalen.

Interview gav Trier dog til verdenspressen i Zentropas villa i bjergene over Cannes, men det forlød, at han havde en advokat siddende ved siden af sig, når han talte med tv-journalister. Så kunne advokaten gribe ind, hvis danskeren kom til at sige noget kontroversielt, og på den måde undgå endnu en skandale. Det forhindrede ham dog ikke i at sige underholdende og opsigtsvækkende ting til både danske og udenlandske medier.

I en stor artikel i The New York Times sagde han blandt andet:

»Jeg har altid ment, at alt, hvad man kan tænke eller gøre, bør vises. I princippet også hvis det er ulovligt, fordi jeg i høj grad er imod censur, og jeg er i høj grad imod politisk korrekthed. I Tyskland er det naturligvis ulovligt at være nazist. I Danmark har vi et sølle, lille naziparti, som alle kan se ikke er en trussel mod nogen som helst og blot består af en flok tosser, der render rundt. Det ville være meget mere problematisk at lovgive mod at være nazist. Det er ikke godt for demokratiet, hver gang man siger, ’du må ikke sige neger.’ Det er den forkerte måde at gribe det an på. Selvfølgelig skal man ikke sige den slags til mennesker, som ikke har lyst til at høre det. Men at gøre det til lov er forkert, synes jeg, og upraktisk.«

'Fahrenheit 451' kan fra i dag ses på HBO Nordic, 'Solo' har premiere i næste uge, og 'BlackKklansman' får premiere senere på året.

Serie

Cannes 2018

Lars von Trier og hans seriemorderfilm, ’The House That Jack Built’, er på plakaten til årets filmfestival i Cannes, den 71. af slagsen. Informations filmredaktør er på pletten i det sydfranske og skriver dagligt i avisen, på nettet og på Twitter fra festivalen, hvor den ypperste filmkunst fejres – og Netflix er forment adgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Monggaard

Mon ikke det er. Pinlig fejl. Tak, fordi du spottede den. Ændrer det straks.