Læsetid: 6 min.

Midtvejsstatus fra filmfestivalen i Cannes: Der er meget lidt at råbe hurra for

Filmfestivalen i Cannes er nået halvvejs, og selv om der har været enkelte virkelig gode film, ikke mindst fra Rusland og Polen, er det overordnede indtryk af hovedkonkurrencen lige nu en smule skuffende. I de kommende dage venter dog både Spike Lee, Matteo Garrone, Lee Chang-dong og Nadine Labaki
De elskende i Pawel Pawlikowskis smukke, prunkløst fortalte ’Cold War’.

De elskende i Pawel Pawlikowskis smukke, prunkløst fortalte ’Cold War’.

Filmfestivalen i Cannes

14. maj 2018

CANNES – Det siger måske lidt om årets hovedkonkurrence på filmfestivalen i Cannes, at det er den 87-årige filmpionér Jean-Luc Godard, der i branchebladet Screen scorer højest blandt de internationale kritikere med sin nye film, Le livre d’image (Billedbogen på dansk).

Eller også siger det noget om kritikernes snobberi og faible for den legendariske ikonoklast, der i 1960’erne var med til at skabe et nyt filmsprog ved at dekonstruere genrer og fortælleformer, men som i sine seneste film har atomiseret dem, så det er blevet noget nær uforståeligt og temmelig anstrengende.

 Man kan beundre Godards tilsyneladende kompromisløshed, men Le livre d’image er altså ikke nogen palmevinder, og den ville nok heller ikke have været i konkurrence, havde den ikke været signeret af netop den franske nybølges mest radikale skikkelse.

I Screens anmelderpanel, hvor kritikere hver dag giver stjerner til konkurrencefilmene, er der dog heldigvis også enighed om, at polsk-britiske Pawel Pawlikowskis nye film, Cold War, er blandt de bedste i konkurrencen.

Pawlikowski erobrede verden med sin forrige film, det på én gang stilfærdige og stærke drama Ida, der tog fat i Polens skammelige behandling af dens jødiske befolkning under og efter Anden Verdenskrig.

Cold War foregår i 1950’ernes Polen og Paris og er ligesom Ida et opgør med fortidens synder. Pawlikowski benytter sig også af samme prunkløse stil med sort-hvide, kvadratiske billeder, der rammer den ulykkelige kærlighedshistorie mellem en musiker og en sanger stemningsfuldt ind.

Russiske rockstjerner

Hverken i Polen eller i Paris trives deres ellers store følelser for hinanden – det er aldrig helt godt nok, ligegyldigt hvor de er, og især hun kan ikke finde ro, mens han har så store ambitioner. Cold War, der foregår over mange år, handler på én gang om denne amour fou, denne kærlighed hinsides al fornuft, og et kommunistisk diktatur, hvor al kunst og kultur approprieres af myndighederne og forvandles til vammelt-sentimentale hyldester til ideologi og den store rorgænger Stalin.

Cold War er måske ikke lige så gribende som Ida, men det er ikke desto mindre en stramt fortalt, fascinerende og medmenneskelig historie om, hvordan græsset altid er grønnere på den anden side, og hvordan kunsten og kærligheden sjældent trives under totalitære forhold.

En af mine favoritter – som de andre anmeldere også godt kan lide – er den russiske film Leto (Sommer på dansk), der er en følsomt fortalt og både morsom og opfindsom film om kærlighed, kunstnerisk frihed og rockmusik i de tidlige 1980’eres Sovjetunionen.

Instruktøren bag, Kirill Serebrennikov, der sidder i husarrest i Rusland anklaget for bedrageri – hans støtter mener, at det er fabrikerede anklager mod en systemkritiker – fortæller med udgangspunkt i virkelige begivenheder om unge rockmusikere, der i hemmelighed dyrker og efterligner alt fra Velvet Underground og David Bowie til Blondie og Iggy Pop.

Visuel fortælleglæde

Mike (Roman Bilyk) er den lokale rockstjerne, som alle ser op til, når han indtager scenen i den lokale, myndighedskontrollerede rockklub og synger om kvinder og kærlighed inspireret af sine britiske og amerikanske forbilleder.

En dag dukker den utilpassede Viktor Tsoi (Teo Yoo) op og spiller en anderledes socialrealistisk og kritisk form for rockmusik, der er mere sin egen, og Mike erkender, at hans tid måske er ved at være forbi.

Der er en sjælden længsel, poesi, musikalitet og visuel fortælleglæde i Leto, og filmen sætter sig i kroppen som en god rocksang, der på én gang gør én glad og minder én om svundne tider og mennesker, man engang kendte, og som ikke er længere.

Cold War og Leto er de foreløbige højdepunkter i en hovedkonkurrence, hvor nogle af de mest imødesete film desværre har skuffet – og hvor et af de store temaer synes at være den svære kærlighed og elskende adskilt af alder, erfaring og kultur.

Firkantet og klodset

Åbningsfilmen, iranske Asghar Farhadis spansksprogede Everybody Knows, forsøger at pakke et familiedrama ind i en kidnapningsthriller, hvilket begge dele kommer til at lide under.

Det hjælper heller ikke, at man ikke for alvor lærer de involverede mennesker (spillet af blandt andre Penélope Cruz og Javier Bardem) at kende, inden katastrofen rammer.

Franske Eva Hussons Les filles du soleil (Solens piger på dansk) er baseret på virkelige begivenheder og handler om kvindelige, kurdiske soldater, der bekæmper islamister i grænselandet mellem Irak og Tyrkiet.

Men selv om det på alle måder er en vigtig og stærk historie, Husson har på hjerte, spænder hun ben for sig selv med en overflødig og underfortalt rammehistorie om en kvindelig journalist, der lader sig embedde med de kurdiske kvinder.

Samtidig er Les filles du soleil sovset ind i trompet- og strygermusik, der ville passe bedre til en patriotisk amerikansk krigsfilm, og Eva Husson slutter af med at understrege filmens pointer på så firkantet og klodset en facon, at man næsten glemmer alle de stærke og nervepirrende scener – i øvrigt smukt fotograferet af danske Mattias Troelstrup – som den trods alt også byder på.

En smule anæmisk

Et sted i midten af feltet finder man Christophe Honorés udmærkede drama Plaire, aimer et courir vite (noget i retning af Hav succes, elsk og skynd dig på dansk) foregår i Frankrig i begyndelsen af 1990’erne og handler om kærligheden mellem to mænd, den nogen-og-30-årige forfatter Jacques (Pierre Deladonchamps), der er syg af aids, og den unge, ubekymrede Arthur (Vincent Lacoste), der går fra forhold til forhold.

De to tiltrækkes af hinanden, selv om de er meget forskellige, og filmen skildrer, hvordan livet stiller sig i vejen for deres kærlighed. Hvor Jacques nærmer sig enden på sit liv, er Arthur kun lige kommet i gang, og man følger også, hvorledes de hver især interagerer med deres omgivelser, familie og venner.

Plaire, aimer et courir vite er på mange måder en fin film, velspillet og velformet, men også en smule anæmisk, og vil man gerne se en virkelig god film om kærlighed og aids i 1990’ernes Frankrig, skal man vælge Robin Campillos 120 slag i minuttet, som var i hovedkonkurrencen i Cannes sidste år.

Noget at råbe hurra for?

Den kinesiske systemkritiker Jia Zhang-Ke er tilbage på festivalen med den lidt kryptisk betitlede Ash Is Purest White, som foregår i den kinesiske provins og handler om en ung, viljestærk kvinde og hendes gangsterkæreste.

Det er også en film om et Kina, hvor udviklingen går så stærkt, at dets indbyggere har svært ved at følge med, og hvor stærke mænd har svært ved at acceptere, at kvinderne viser sig at være lige så stærke som dem – hvis ikke stærkere.

Det er på mange måder en spændende film, der foregår over flere årtier og springer ganske meget i tid, men den tager sig alt for god tid til at fortælle sin på én gang episke og personlige historie.

Men det kan man nu sige om de fleste af filmene i Cannes. De færreste af dem ville tage skade af at blive en halv time kortere – heller ikke Jean-Luc Godards Le livre d’image, selv om den i forvejen kun varer 84 minutter.

I skrivende stund er hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes ikke for alvor noget at råbe hurra for. Det kan heldigvis nå at ændre sig i løbet af de kommende dage – vi er kun midtvejs på festivalen – hvor så forskellige billedmagere som Spike Lee, Matteo Garrone, Kore-Eda Hirokazu, David Robert Mitchell, Lee Chang-dong, Nuri Bilge Ceylan og Nadine Labaki dukker op med nye film.

’Le livre d’image’, ’Leto’, ’Ash Is Purest White’ og ’Plaire, aimer et courir vite’ er endnu ikke i dansk biografdistribution. ’Cold War’, ’Everybody Knows’ og ’Les filles du soleil’ har premiere senere på året.

Serie

Cannes 2018

Lars von Trier og hans seriemorderfilm, ’The House That Jack Built’, er på plakaten til årets filmfestival i Cannes, den 71. af slagsen. Informations filmredaktør er på pletten i det sydfranske og skriver dagligt i avisen, på nettet og på Twitter fra festivalen, hvor den ypperste filmkunst fejres – og Netflix er forment adgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu