Læsetid: 10 min.

Ny bog om kulturikonet Ole Wivel kritiseres for at være et ’forsvarsskrift’ for hans omstridte eftermæle

Professor Per Øhrgaards længe ventede bog med breve fra forlægger Ole Wivels private arkiv har karakter af ’et forsvarsskrift’, lyder det fra to anmeldere. De mener, at Øhrgaard, som Wivel-familien har givet eksklusiv arkivadgang, søger de mest gunstige tolkninger af Wivels ungdommelige fascination af Det Tredje Rige. ’I mine øjne er sagen simpelthen bare mindre, end den er i andres,’ siger Per Øhrgaard
»Det er i dén grad afsluttet,« svarer Per Øhrgaard, da Information spørger om hans engagement i Ole Wivels arkiv er afsluttet.

»Det er i dén grad afsluttet,« svarer Per Øhrgaard, da Information spørger om hans engagement i Ole Wivels arkiv er afsluttet.

Per Pejstrup

28. maj 2018

Det gav genlyd i hele det danske kulturliv, da det i begyndelsen af nullerne kom frem, at den tidligere Gyldendal-direktør Ole Wivel – der var en central magtfaktor i dansk ånds- og kulturliv op igennem sidste halvdel af det 20. århundrede – havde udvist sympatier for nazisternes krigshandlinger og flirtet med pan-germanske ideer under Besættelsen. Offentligheden krævede svar på dybden og omfanget af hans ungdommelige fascination, og Ole Wivel selv bidrog kun modvilligt til opklaringsarbejdet.

I 2008 – fire år efter hans død – gav Wivels familie tyskprofessor Per Øhrgaard eksklusiv adgang til Wivels klausulerede arkiver i håbet om, at han kunne kaste nyt lys over det afdøde kulturikons omstridte fortid – og i sidste uge udkom så resultatet af hans arbejde: en kommenteret brevveksling mellem Ole Wivel og hans ven, billedkunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen. Bogen føjer ifølge anmelderne interessante perspektiver til billedet af Ole Wivel, men den er samtidig farvet af et polemisk efterskrift, der ifølge Weekendavisens Arne Hardis er »af så apologetisk beskaffenhed, at den samlede udgivelse flækker«. 

»Professoren er gået ind i den mørke hule med videnskabsmandens fakkel i hånden, men kommer ud igen i spaltet skikkelse: videnskabsmanden Øhrgaard fremlægger brevvekslingen, mens forsvarsadvokaten Øhrgaard går i skranken for Ole Wivels eftermæle,« skriver han i sin anmeldelse fredag.

Dermed lægger han sig på linje med nærværende avis’ Anita Brask Rasmussen, der i sin anmeldelse af bogen onsdag skrev, at Øhrgaard »på ærgerlig vis« åbner for »farvede læsninger af udvælgelsen fra det meget omdiskuterede Wivel-arkiv«:

»Efterskriftet kombineret med udvalget fra Romance for Valdhorn får udgivelsen til at fremstå som et forsvarsskrift for Ole Wivels forvaltning af sit eftermæle,« skrev hun og slog fast, at Per Øhrgaard med sit valg af synsvinkel har »kastet sig ind i en debat, der ikke vil tilfredsstilles«.

Selv afviser Per Øhrgaard, at hans bog skulle være en apologi for Ole Wivels eftermæle.

»Jeg mener ikke, at jeg forsvarer noget, jeg etablerer en kontekst,« siger han.

En årelang debat

Striden om Ole Wivels eftermæle har i årevis haft offentlighedens interesse. Som digter og redaktør for det litterære tidsskrift Heretica, og siden som forlagsdirektør i to omgange for Danmarks største forlag Gyldendal, var Ole Wivel en toneangivende og magtfuld skikkelse i efterkrigstidens danske kulturliv. Men i de senere år af sit liv blev han indhentet af, hvad han selv har kaldt for sin »ungdommelige vildfarelse«.

Som ung mand under Besættelsen var han fascineret af pan-germanske ideer, ikke mindst gennem sin tilknytning til det åndelige broderskab Ringen, der havde den tyske digter Stefan George som forbillede. Litterater, journalister og historikere har i årevis forsøgt at udmåle omfanget af Ole Wivels fascination af Det Tredje Riges åndsliv og skabe overblik over, hvilke synspunkter og gerninger han bør stilles til regnskab for.

Ole Wivel gav sit eget bud på netop dét i sin – mener mange – noget selektive erindringsbog Romance for valdhorn fra 1972, hvor han bl.a. beskriver sit engagement i Ringen. I begyndelsen af 00’erne kom det imidlertid frem, at hans begejstring for det tyske under krigen ikke alene var begrænset til dyrkelsen af germanske skønånder, men at han også havde besunget nazisternes åbning af Østfronten i digtet Korset, hvor det blandt andet lyder: »Nu kalder Korset: danske Mænd!/til Kamp til Kamp for fælles Sag:/Germaner Goter Cimbrers Dag/skal gry igen …«

Det kom desuden frem i en række avisartikler, at Ole Wivel havde bakket fuldtonet op om vennen og maleren Erik Johansens beslutning om at drage i krig på tysk side – og at han, da Johansen efterfølgende fortrød sin beslutning og alligevel blev hjemme, reagerede med stor vrede og skuffelse:

»Dit nederlag er uigenkaldeligt. I dette fald, du veed det, river du alt det med dig, som hidtil har været imellem os. Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig,« som han skrev i et brev den 1. februar 1942.

’Hvor slemt var det egentlig?’

Siden debatten om Ole Wivels eftermæle for alvor tog fat i begyndelsen af 00'erne, har to fløje stået stejlt over for hinanden: Der er dem, der mener, at man ikke bør hænge sig i gamle fejltrin fra en fjern fortid, og at interessen for Ole Wivels eftermæle tenderer en hetz. Og der er dem, der mener, det er i offentlighedens interesse at kende den fulde sandhed om et af samfundets store kulturikoner.

Sidstnævnte gruppering opfordrede tidligt til, at Ole Wivels personlige arkiv på Det Kongelige Bibliotek med hans notater og breve blev åbnet, så offentligheden kunne få bedre indblik i sagen. Og i 2008 besluttede Ole Wivels døtre, Dorrit og Anne Wivel, endelig at give professor Per Øhrgaard – som den eneste – ubegrænset adgang til hele arkivet. Det er resultatet af dét arbejde, som nu foreligger i form af bogen Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen.

Bogen rummer, hvad Per Øhrgaard har fundet relevant at bringe frem fra Ole Wivels arkiv – og netop den del af bogen ser Arne Hardis ingen grund til at være skeptisk over for.

»Jeg stoler på, at Per Øhrgaard har fremdraget alt relevant materiale fra arkivet,« siger han til Information.

»Men jeg undrer mig over den apologetiske konklusion, han forsyner sit efterskrift med, fordi Øhrgaard her tager principielt stilling til, hvor meget – det vil sige hvor lidt – offentligheden bør vide, og fordi han hele tiden kredser om spørgsmålet: ’Hvor slemt var det egentlig, dét Ole Wivel gjorde?’«

Arne Hardis spår, at bogen snarere end at sætte punktum for en årtier lang og flammende debat om Ole Wivels eftermæle vil ende med at bære nyt ved til bålet.

»Hvis Per Øhrgaard og dele af Wivel-familien havde en idé om, at der nu endelig kunne falde ro over den her sag, så vi kunne komme til at diskutere Ole Wivels øvrige store værk og gerning, så tror jeg, at de bliver skuffede. For bogens efterskrift kalder i dén grad på debat,« siger han.

Øhrgaard: ’Ikke et forsvarsskrift’

Kritikken kommer ikke bag på Per Øhrgaard, der havde forberedt sig på, at hans bog ville dele vandene.

»Kritikken er præcis, som jeg havde regnet med,« siger han.

Han er imidlertid langt fra enig i, at hans bog har karakter af et forsvarsskrift.

»Man kan muligvis tale om forsvar for Wivel i den forstand, at den eneste grund til, at jeg overhovedet ville undersøge sagen, var, at jeg i årene efter 2000 sad med en fornemmelse af, at debatten løb af sporet. Men hvad angår hans adfærd i de første besættelsesår, er der tale om en fremlæggelse. Jeg mener ikke, at jeg forsvarer noget, jeg etablerer en kontekst – men der skal jo nok komme dem, der gerne vil forsvare deres ytringer i debatten og derfor læser det som et forsvar,« siger han.

–Hardis skriver i sin anmeldelse, at du »især (er) optaget af de tolkninger, der taler til Ole Wivels fordel«. Er det rigtigt?

»Det må andre selvfølgelig vurdere, men det mener jeg ikke selv. I mine øjne er sagen simpelthen bare mindre, end den er i andres. Derfor har jeg også lavet et udvalg af breve helt frem til 1948, og de senere breve er lige så spændende som de første. Men jeg vil gerne understrege – og det er vigtigt – at hvis jeg overhovedet havde fundet noget, der modsagde eller bare tilnærmelsesvis problematiserede den fortolkning, jeg anlægger i mit efterskrift, så ville jeg have skrevet noget andet.«

Marionet eller dukkefører?

I sin anmeldelse i Weekendavisen fremlægger Arne Hardis flere konkrete kritikpunkter. Blandt andet undrer han sig over, at Øhrgaard finder det nødvendigt at nævne Ole Wivels unge alder hele »6-10 gange (lidt afhængig af optællingsmetode)«.

Til det siger Øhrgaard: »Det kan da godt være, jeg nævner det et par gange for meget. Men jeg synes ikke, at Ole Wivels unge alder er irrelevant for vurderingen af hans synspunkter. Jeg mener, at man har været tilbøjelig til at projicere Wivels senere store magt tilbage på hans ungdom, som om han allerede dengang var ham, der sad og trak i trådene. Men virkeligheden er, at han snarere var marionetten dengang; det var først senere, han blev dukkefører.«

Endnu et kritikpunkt er, at Per Øhrgaard i sin gennemgang af det kontroversielle digt »Korset« strækker sig meget langt for at fortolke digtet – og dermed Wivels optagethed af Tysklands åbning af østfronten – som en solidaritetserklæring til Finland snarere end som en sympati for Tyskland. Men også her fastholder Per Øhrgaard sin forståelse:

»Det er Finland, der står centralt i digtet, og Tyskland, der bliver inddraget – ikke omvendt,« siger han og henviser til, at han i sin bog ikke lægger skjul på, at digtet er kontroversielt. Som han skriver: »Ole Wivel var ude på overdrevet. Men det lå ikke så langt fra landsbyen, som eftertiden helst vil tro.«

»Og det står jeg ved,« siger Per Øhrgaard, »for der var generelt i Danmark en betydelig forståelse for Finland på det her tidspunkt af krigen. Vi skriver jo juni 1941 og hverken 29. august 1943 eller folkestrejke 1944 eller befrielsen 1945.«

Hvem skal tvivlen komme til gode?

Men dermed stopper kritikken ikke, for Per Øhrgaards konsekvente forsøg på at ville forstå Ole Wivel bliver ifølge Arne Hardis »næsten morsomt«, når det kommer til hans beskrivelser af Louisiana-stifter og tidligere medlem af Ringen Knud W. Jensens bemærkning ved indvielsen af Oluf Høst-museet, hvor han sagde: »Nu er der ingen af os, der skylder Oluf Høst mere.«

Oluf Høsts søn, Ole Høst, var en del af Ringen og blev i løbet af krigen så optaget af den nazistiske idé, at han endte med at melde sig til Waffen SS og døde ved Østfronten. Knud W. Jensens bemærkning er »hyppigt udlagt som en indrømmelse af egen medskyld i Ole Høsts skæbne på østfronten«, skriver Øhrgaard. Hermed henviser han til senere beskyldninger om, at både Jensen og Wivel skulle have inspireret Høst til at drage i krig under tysk fane. Hardis undrer sig over, at Øhrgaard i sit efterskrift vælger at så tvivl om denne fortolkning ved at skrive, at man »slet ikke (kan) vide, om det var det, Knud W. Jensen mente. Der kunne også være tale om generel taknemmelighedsgæld for mange ophold på Bornholm«, som det lyder i bogen.

–Per Øhrgaard, hvad tror du selv, er mest sandsynligt, at Knud W. Jensen mente?

»Jeg vil nødig spekulere i, hvad Knud W. Jensen mente. Man kan fortolke udsagnet på flere måder; andet siger jeg ikke. Og jeg vil i det hele taget nødig spekulere over dokumenter, der ikke foreligger. Netop nu sidder jeg og oversætter en tysk bog sammen med min kone, hvor en person i 1600-tallet siger, at det bedste bevis på, at der findes drager, er, at man aldrig har set dem. Det var det samme, jeg i sin tid reagerede på i debatten om Ole Wivel. Jeg ville aldrig have interesseret mig for den her sag, hvis ikke jeg efter debatten i 2000 havde siddet med en underlig smag i munden og tænkt: ’Der er nogen her, der ikke tildeler Ole Wivel 'the benefit of the doubt'

’Mit arbejde er færdigt’

–Men kan du forstå, hvis den tone du benytter dig af i dit efterskrift, får folk til at mene, at det måske var en god idé, hvis andre historikere også kunne få adgang til arkivet?

»Det har jeg sådan set ikke nogen mening om. Det er rigtigt, at mit efterskrift er skrevet i forlængelse af en allerede eksisterende debat og selvfølgelig også bærer præg af, at jeg synes, at der var nogen, der ikke opførte sig ordentligt, da debatten var på sit højeste. Det er også derfor jeg skriver, at offentliggørelsen af digtet »Korset« i sin tid var et karaktermord.«

–Hvorfor var det et karaktermord?

»Fordi man ikke bare offentliggør private breve. Og desuden er det også ulovligt.«

–Men var det ikke i offentlighedens interesse at få vide, at digtet fandtes, når det nu føjer nye aspekter til Ole Wivels eftermæle?

»Det er jo nok dér, at jeg er fundamentalt uenig med mange andre. Jeg mener egentlig ikke, at sådan noget nødvendigvis har offentlighedens interesse. Ligesom det ikke har offentlighedens interesse, hvad jeg har skrevet i et privat brev, da jeg var 19 år. At Ole Wivel så selv har været medskyldig i, at det er kommet frem, er en anden sag.«

–Er dit engagement i Ole Wivels arkiv afsluttet med denne udgivelse, eller kommer der flere bøger fra din hånd?

»Det er i dén grad afsluttet. Jeg har siddet længe med det – det kan de også bekræfte inde på Håndskriftafdelingen.«

–Ville det være en god idé, hvis arkivet blev åbnet for andre, nu hvor du er færdig?

»Det er ikke noget, jeg bør tage stilling til. Det må være rettighedshavernes afgørelse,« siger Per Øhrgaard.

Information har været i kontakt med forvalterne af Ole Wivels arkiv, døtrene Dorrit og Anne Wivel, for at høre, om arkivet – nu hvor Per Øhrgaards arbejde er afsluttet – eventuelt vil blive åbnet for andre interesserede.

I en mail svarer Anne Wivel, at det private arkiv i sagens natur »er privat«:

»Derfor er udgangspunktet, at der ikke er adgang til det. Men vi har flere gange givet forskere adgang til dele af arkivet efter en konkret vurdering,« skriver hun.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Hans Aagaard
  • Oluf Husted
Trond Meiring, Hans Aagaard og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peder Bahne

Hvor er det godt og betryggende, at vi i en relativiseret verden har nogle få konsensusbestemte absolutter. Alt kan ses fra flere sider. Alt kan diskuteres og problematiseres, og verden synes uforudsigelig og tilfældig.

Blot ikke hvis vi diskuterer nazismen. Herudfra vor verden går. Det er et centralt sandhedsdogme, som vi aldrig behøver tage op til revision eller stille spørgsmålstegn ved nogensinde. Aldrig igen.

Heller ikke selv om vi i dag står med en magtfuld europæisk union, ledet af en tysk valgt kansler og en udvikling hen mod militære kapaciteter over for potentielle konflikter med Rusland, England, USA og Kina.

Når verdens beholdning af vatpikke når et kritisk niveau, er vejen åbenbart banet. Er det allerede nu ? Er alting allerede glemt ?

Jes Balle Hansen , Nis Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Peder Bahne - "Heller ikke selv om vi i dag står med en magtfuld europæisk union, ledet af en tysk valgt kansler og en udvikling hen mod militære kapaciteter over for potentielle konflikter med Rusland, England, USA og Kina".
Så fik vi den lige igen: "ledet af en tysk kansler". Hvad nu hvis det i stedet var en skotte, eller en portugiser eller slovak - æh?

Eva Schwanenflügel

Peder Bahne :
"Blot ikke hvis vi diskuterer nazismen. Herudfra vor verden går. Det er et centralt sandhedsdogme, som vi aldrig behøver tage op til revision eller stille spørgsmålstegn ved nogensinde. Aldrig igen."

Men hvad med demonstrationen fra Alternative for Deutchland? AfD..
Der udfra Tysklands verden går.
Over Danmark.

Espen Bøgh

En sammenligning mellem efterkrigstiden behandling af elitens koryfæer og de såkaldte tyskerpiger, viser med al tydelighed forskelsbehandlingen.

Tag lige Kaj Munck med ved samme lejlighed.

Bent Gregersen

Ernst Dahl
Jeg kender ingen, har aldrig hørt om nogen og aldrig blevet præsenteret for noget som helst skriftligt der følte sig presset til at blive kendt alene for dets "værdi" som relevant for vor udvikling af vor medmenneskelighed, politiske observanser, sociale relationer osv. sov fra de kredse som OW bevægede sig i.
Jeg erindre fra min skolegang et besøg af en herre fre undervisningsministeriet der skulle manipulerer os til en beundring af Grundtvig, som Danmarks mest skrivende person.
Grundvig var historisk åndsbeslægtet med samme kreds som OW´s, nemlig en borgerlig sentimental gkf (gud,konge,fædreland) ideologi som fortsat er grundlaget for samme nuttede borgerlighed.
Ovennævnte pædagogiske manipulators virke havde ingen virkning på os poder da vi overhovedet intet havde tilfælles med disse forestillinger, men hans virke blev en del af underholdningen.

Morten Hjerl-Hansen

Det væsentlige er at andenverdenskrigstidens intellektuelle ikke interesserede sig for den vaccine som kunne brede sig i folkehjerterne og køle dem af så den massepsykose der afstedkom holocaust kunne forhindres: Trøst! Men det fandt sted og de intellektuelle kørte selv benzin på bålet. De var ikke optagede af at trøste folk. De var optagede af at levere den ene krasse erkendelse efter den anden.

Humanister, dem på universiteterne, skal holde op med at være videnskabsmænd!